Skyggen af bevis

4 minutters læsetid
Skyggen af bevis

For et par måneder siden anmeldte vi Fusion her på Planet Pulp: Et dansk rollespil, der foregår i Danmark i en ikke så fjern fremtid. En af skaberne bag rollespillet, Palle Schmidt, fik sidste år udgivet sin tegneserie Skyggen af bevis på forlaget Fahrenheit.

Det er en lille noir-fortælling, der udspiller sig i Fusions univers. På Fusions hjemmeside kan man læse en fin artikel om, hvordan tegneserien blev til. Den udkom som en føljeton, med én side af gangen, på hjemmesiden over en længere periode og blev så samlet til et album på 36 sider, der kom i butikkerne i oktober 2005.

Palle Schmidt havde et ønske om at skabe en tegneserie, hvor der ikke krævedes nogen forhåndsviden, og at den skulle kunne læses af folk, som ikke kendte til Fusion eller rollespil generelt. Det må man sige er lykkedes. Alle kan følge med, og dem der kender til Fusion får blot et ekstra udbytte og vil kunne nikke genkendende til flere elementer.

En myrdet datter

Opgaven
Opgaven.

Historien tager sin begyndelse i et fængsel. Vores hovedperson, privatdetektiven Hauge, sidder og spiller et parti skak med grønlænderen Pulineq. En fængselsbetjent kommer ind i rummet, afbryder spillet og fortæller, at Hauge er løsladt. Han har siddet inde nogle måneder på grund af et overfald.

Vi ved allerede nu, at Hauge er en ilter herre, som konstant er oppe at toppes med ordensmagten. Hauge forlader fængslet i en scene, som rent visuelt er en kopi af de scener, hvor Egon Olsen i Olsen-banden-filmene kommer ud af fængslet.

Hauge opsøger sit stamværtshus, som nogen vil genkende som bodegaen Guldregn på Vesterbro. Stedet fungerer som hans kontor, hvor bartenderen Udo er hans sekretær. Her venter tre skumle personer på ham. De fører ham til ex-forbryderen Rohmers hus, hvor fortællingens egentlige handling kan gå i gang.

Rohmers datter, Vibe, er aftenen forinden blevet myrdet, angiveligt af hendes egen mand Erik Meiland. Men før Rohmer vil udøve selvjustits, vil han have Hauge til at se på sagerne. Hauge begynder sin efterforskning i Meilands hjem. Selvfølgelig er tingene ikke så simple, som Hauge havde håbet på, og i takt med at han følger sporene, begynder et billede at danne sig. Alt er ikke, som det ser ud til, og da sandheden skal graves frem, må Hauge sætte sit eget liv og omdømme på spil.

Udnytter klichéerne til et hæderligt resultat

Det sted kender man...
Det sted kender man…

På mange måder er Skyggen af bevis en helt klassisk detektivhistorie, som vi kender dem fra eksempelvis Raymond Chandler. Vi har privatdetektiven som en lurvet type, der konstant bevæger sig i samfundets rendesten. Han er ikke videre sympatisk, men har en evne til at finde spor, hvor andre ikke kan.

Det er set tusinde gange før, men mange af klichéerne formår Schmidt dog at udnytte med et hæderligt resultat. Vi har smøgerne, sprutten, forbryderne, mordet, den kolde advokat, sporene og den hårdkogte vold. Og det er sådan set fint nok.

Rent dramaturgisk har fortællingen dog en del åbenlyse fejl og mangler. For det første tager handlingen, albummets korte længde taget i betragtning, for lang tid om at komme i gang. Og da handlingen begynder at køre, slutter historien brat. Schmidt siger selv følgende på hjemmesiden:

Masser af stemning
Masser af stemning.

”Det skulle være sort/hvid, der skulle være skamløs brug af foto-referencer, og manuskriptet skulle ikke justeres til at passe med dramaturgi modeller og andet pjat. Virkeligheden har jo heller ikke altid optimal dramaturgi, vel? Sidstnævnte var naturligvis en dårlig undskyldning, for ikke at gennemarbejde min historie. Den var aldrig gået på filmskolen!”.

Det har han jo så evigt ret i. Men det trækker gevaldigt ned, at dramaturgien ikke er bedre gennemarbejdet. Da den i sin tid udkom som føljeton, fungerede det bedre, men i albumform giver det visse problemer. Og da historien heller ikke er videre original, kræver det, at den visuelle side er stærk.

Visuelt vellykket

Mere stil og stemning
Mere stil og stemning.

Her må man sige at Schmidt har leveret et godt stykke arbejde. Der er tale om hans traditionelle karikerede streg, som vi kender så godt fra M!-bladet og Fusion-produkterne. Desuden formår han gennem sine fotoreferencer at gengive miljøerne ganske godt. I artiklen ser man et foto af en villa, som i tegneserien er blevet til Rohmers bolig.

Skyggearbejdet i Skyggen af bevis er ganske vellykket og er med til at fange genren og personerne. Om man kan lide Schmidts stil er selvfølgelig en personlig sag, men han holder stilen konsekvent, og der er ikke noget, der skiller sig ud. Rent visuelt opnår Schmidt et højt niveau og viser, at han kan begå sig med de store drenge i branchen.

Man kunne bare godt have ønsket sig at Schmidt havde fået noget mere ud af historien. Han har flere gange bevist, at han er en dygtig historiefortæller. Hans rollespilsscenarier er uhyre velformulerede og præcise. Det bliver også mere eller mindre ligegyldigt, at tegneserien foregår i Fusion-universet og fremstår bare som en gimmick eller et PR-stunt for rollespillet. Men det lægger sig naturligvis opad Schmidts ønske om at favne bredt og undgå, at folk skal sidde inde med en forhåndsviden for at forstå, hvad der sker.

Blandet oplevelse

God gammeldags action
God gammeldags action.

Skyggen af bevis er en noget blandet oplevelse, som bestemt er læseværdig, men med en del mangler. Og da albummet kun koster 50 kroner, vil jeg anbefale at man køber det. Både for at støtte dansk producerede tegneserier og for at få et ganske habilt album, som på trods af sine fejl aldrig keder og ofte underholder.

Skyggen af bevis er venligst stillet til rådighed af Forlaget Fahrenheit.

3 stjerner
Titel: Skyggen af bevis
Forfatter: Palle Schmidt
Tegner: Palle Schmidt
Forlag, år: Forlaget Fahrenheit, 2005
Sideantal: 36 sider
hvid
Udkom oprindeligt som føljeton på hjemmesiden for rollespillet Fusion: http://www.fusion-net.dk.

Anmeldt i nr. 8 | 13/06/2006

Stikord: Danmark, Noir

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.