Sin City

Sin City-tegneserien er Frank Millers hjertebarn – det er hans egen kreation, og derfor en serie, han helt selv styrer udviklingen af. Derfor, og fordi han havde nogle dårlige oplevelser mens han arbejdede som manuskriptforfatter i Hollywood, var han i udgangspunktet aldeles uinteresseret i en filmatisering af sine serie.

For at overtale Miller, optog Robert Rodriguez en kort scene, som han viste tegneren, der herefter ændrede mening. Ud af respekt for Miller, og fordi filmen forholder sig ekstremt tro over for tegneserien, ønskede Rodriguez, at Miller skulle krediteres som medinstruktør, hvilken han da også endte med at blive, selv om det ikke var helt uden problemer. Den amerikanske instruktørforening tillader nemlig ikke, at to personer krediteres som instruktører, så Rodriguez meldte sig ud for at kunne få sin vilje.

Antologifilm

Sin City er en slags antologifilm, der indeholder tre historier samt en minimal rammehistorie, der begynder og afslutter filmen. I prologen, som er hentet fra den korte Sin City-historie The Customer Is Always Right (udgivet i The Babe Wore Red and Other Stories fra 1994 samt senere i Booze, Broads and Bullets fra 1998), ser man Josh Hartnett som en lejemorder, hyret til at dræbe en smuk kvinde.

De tre hovedhistorier er taget fra Sin City bind 1, 3 samt 4, og er, lige som i tegneserien, løst sammenknyttede, idet hovedpersonerne bevæger sig i det samme miljø. Fællesnævneren for alle tre historier er Kadie’s Bar, som alle hovedpersonerne i filmen besøger på et tidspunkt. Efter prologen åbner filmen med begyndelsen af den historie, der i tegneserien bærer titlen Det Gule Svin (That Yellow Bastard) – i filmen har historierne ingen titler.

Hovedparten af That Yellow Bastard ligger dog som filmens tredje segment, men indledningen fortælles ved filmens begyndelse, idet den finder sted otte år før resten af handlingen. Heri ser man politidetektiven Hartigan (Bruce Willis) redde lille elleveårige Nancy Callahan (Makenzie Vega) fra en sindssyg, pædofil barnemorder. Morderen er søn af senator Roark, og spilles af Nick Stahl. Hartigan redder pigen og skyder skurken i smadder, men bliver derefter forrådt og skudt af sin makker, Bob (Michael Madsen).

The Hard Goodbye

Så springer vi til filmens anden hovedhistorie, der i tegneserien har titlen The Hard Goodbye (ingen dansk titel – historien er blot udgivet som Sin City). Her møder vi Marv (Mickey Rourke), én af Sin Citys benhårde drenge. Marv er en kæmpe mand med et ansigt, hugget i sten.

Netop som historien begynder, er han sammen med Goldie (Jaime King), der giver ham hans livs bedste nat. Da Marv vågner er Goldie død, myrdet uden at Marv har opdaget noget. Politiet dukker op så hurtigt, at det kun kan være en fælde, men Marv overgiver sig naturligvis ikke uden videre.

Han sværger hævn over Goldies morder, og bevæger sig ud i byen for at finde ud af hvem, der står bag og give vedkommende ‘a hard goodbye’. Også her er det en Roark, der er bagmanden. Denne gang kardinal Roark (Rutger Hauer) – senator Roarks bror, og onkel til barnemorderen i Det Gule Svin.

Undervejs i historien får vi lige introduceret Dwight (Clive Owen), der er hovedpersonen i andet segment, men i øvrigt fortælles The Hard Goodbye færdig uden svinkeærinder med biroller af bl.a. Elijah Wood, der ikke mæler et eneste ord i sin rolle, og Jessica Alba, der spiller en større rolle når vi vender tilbage til Det Gule Svin.

The Big Fat Kill

Umiddelbart efter Marvs eget ‘goodbye’, vender vi tilbage til Dwight McCarthy, hovedrollen i den historie, der i tegneserien hedder Det Store Fede Opgør (The Big Fat Kill) – filmens anden hovedhistorie. Dwight er på besøg hos sin kæreste Shellie (Brittany Murphy), én af bartenderne fra Kadie’s Bar. Desværre har Shellie tidligere haft noget kørende med Jackie Boy (Benicio Del Toro), et kvindehadende røvhul, der dukker op ved Shellies lejlighed.

Dwight sender ham på porten efter først at have vasket hans ansigt i toilettet, men for at sikre sig at Jackie Boy og hans venner ikke gør nogen kvinder fortræd igen, følger Dwight efter dem. De ender i Sin Citys gamle bydel, hvor loven håndhæves af områdets svært bevæbnede ludere, under ledelse af Gail (Rosario Dawson). Det får Jackie Boy og hans kammerater at føle på den hårde måde.

Problemet er, at Jackie Boy viser sig at være politibetjent, og det truer verdensordenen i den gamle bydel, hvor luderne har haft en spinkel våbenhvile med panserne. Den er nu i fare for at smuldre, hvilket vil åbne området for mafiaen og gøre livet meget hårdt for pigerne.

Dwight beslutter sig for at hjælpe dem, og i den forbindelse stifter han både bekendtskab med mafiaens enforcer Manute (Michael Clarke Duncan) og freelance IRA-terrorister, der arbejder for mafiaen. Heldigvis får Dwight hjælp af ninja-pigen Miho (Devon Aoki) fra den gamle bydel, og hele affæren leder op til det voldsomme ‘Big Fat Kill’.

That Yellow Bastard

Til sidst vender vi tilbage til Det Gule Svin. Hartigan har nu siddet i fængsel i otte år, og ikke mælet er ord til nogen om Nancy Callahan. Nancy har til gengæld holdt sit løfte og skrevet til Hartigan hver eneste uge. Indtil brevene en dag pludselig ophører med at komme. To måneder går uden et brev, og en dag dukker der pludselig en helt gul, stinkende mand op i Hartigans celle og slår ham i gulvet.

Da han vågner ligger der en kuvert på gulvet, af samme type som dem Nancy plejede at sende sine breve i. Men i stedet for et brev ligger der en afskåret pegefinger fra en ung kvinde. Ude af sig selv af ængstelse beslutter Hartigan for at erklære sig skyldig i alle anklager, så han kan blive prøveløsladt.

Han opsporer straks den nu nittenårige Nancy (Jessica Alba), som han finder ud af arbejder som stripper på Kadie’s Bar sideløbende med sine studier. Da han opdager, at Nancy er okay, går det op for Hartigan, at han er gået i en fælde, og har ledt Roark-familien direkte til pigen.

Hun bortføres af den gule mand, Hartigan mødte tidligere, og som viser sig at være ingen ringere end barnemorderen selv, der ikke alene overlevede Hartigans vrede, men som ved hjælp fra sin senator-far (Powers Boothe) også har fået repareret sit afskudte lem. Tydeligvis med visse bivirkninger. Hartigan sætter nu alt ind på at finde Det Gule Svin og Nancy inden det er for sent.

Efter Det Gule Svin afsluttes filmen med en epilog, skrevet til filmen, hvor vi igen møder Josh Hartnetts lejemorder, der er sendt ud for at tage sig af Becky (Alexis Bledel), én af pigerne fra den gamle bydel. Hende mødte vi i Det Store Fede Opgør, hvor hun forrådte de andre piger til mafiaen.

Tarantino som gæsteinstruktør

Som det nok kan forstås, hænger historierne i Sin City kun løst sammen. Kadie’s Bar, den gamle bydel og Roark-familien giver handlingen nogle fælles omdrejningspunkter, som i f.eks. Pulp Fiction (1994) – den vel nok bedste film i nyere tid, der er fortalt på nogenlunde samme måde som Sin City.

Og Pulp Fiction er næsten uundgåeligt at nævne i forbindelse med Sin City; ikke fordi de to film har synderligt meget til fælles ud over strukturen, men fordi Rodriguez og Tarantino er gode venner, og Tarantino har endda instrueret en sekvens i Sin City, og er krediteret som “guest-director” – der er tale om scenen, hvor Dwight kører rundt i bilen med den døde Jackie Boy på passagersædet.

De tre hovedhistorier i Sin City er dog løsere sammenknyttet, end historierne i Pulp Fiction, hvilket blandt andet er én af de få ankepunkter jeg har ved filmen. Det havde været rart, om historierne havde været lidt mere integrerede med hinanden, for sådan som filmen er nu, oplever man den virkelig som tre forskellige film. Årsagen til det, er naturligvis at Rodriguez har været så trofast over for Millers tegnede forlæg, hvori historierne har akkurat de samme fællestræk, som de har i filmen.

Det betyder altså, at handlingerne kun svært kunne knyttes tættere sammen uden at ændre væsentligt ved plottene fra Millers forlæg. Det har Rodriguez valgt ikke at gøre – og det er da heller ikke sikkert, at Miller var gået med til at lave filmen, hvis det havde været tilfældet. En yderligere bivirkning af strukturen er, at Sin City til sidst ender med at føles en lille anelse for lang.

Trofast

Også på andre måder forholder Sin City sig næsten ufatteligt tro over for tegneserierne. For det første er der dialogen, der stort set er hentet verbatim fra tegneserierne. Det gælder både den klassiske film noir voice-over, og karakterernes dialog – der er stort set ikke ændret et ord.

For det andet er der det rent visuelle. Ikke alene er filmen overvejende holdt i sort/hvid, hvor kun enkelte personer, kostumer eller lignende vises i farve, men filmens rent computergenererede baggrunde og billedkompositioner er også taget direkte fra forlægget. Med andre ord har Rodriguez altså brugt Millers tegninger direkte som storyboards, hvilket gør, at man kan freeze-frame sin DVD og så finde et stort set identisk billede i tegneserierne.

Det er både imponerende og modigt af Rodriguez, men heldigvis er Millers tegninger i forvejen meget filmiske, så det fungerer ekstremt godt! Endelig anvender Rodriguez også stedvist nogle effekter, der er decideret tegneserieagtige – f.eks. at man pludselig ser to personer som hvide silhouetter på en baggrund af sorte stregtegninger. Det er også hentet direkte fra tegneserien, hvor denne effekt anvendes gang på gang.

Ekstremt voldelig

Denne visuelle trofasthed betyder også, at Sin City er en ekstremt voldelig film, hvor folk bliver skamskudt, tævet til døde, elektrificeret, skåret op og meget andet. Døden kommer i mange forskellige skikkelser i Sin City, og seriens voldelige natur er, lige som stort set alt andet, overført direkte til filmen. Det er imidlertid gjort på så tegneserieagtig en måde, at den store mængde vold ikke føles så ubehagelig, som den kunne have gjort.

Rent visuelt er der intet at udsætte på Sin City, der fungerer som en drøm. De computer-genererede baggrunde er så flotte, at man ikke et eneste øjeblik tænker på dem som generende – noget, der adskiller Sin City fra f.eks. Sky Captain and the World of Tomorrow (2005), der også er optaget på blue-screen.

Skuespillet er på det jævne, og alle spiller som det sig hør og bør i en film, der, lige som tegneserien, er ren og skær opdateret pastiche over noirgenren. Alle rollerne er dermed også genreklichéer, og man ser af den grund ikke en film som Sin City for skuespillets skyld. Når det er sagt, så er der ingen, der spiller dårligt.

Stjernespækket cast

Dette bringer mig videre til det stjernespækkede cast, der forekommer mig at være noget af det mest intelligente ved Sin City. I de fleste tilfælde rammer castingen helt og aldeles hovedet på sømmet, når man tager forlægget i betragtning. Det gælder især karakterer som Marv, Dwight og Jackie Boy, der alle ligner deres tegnede forbilleder forbløffende godt – i rollen som Marv hjælpes Mickey Rourke dog af den kraftige make-up, men han er ikke desto mindre et glimrende valg til rollen.

Det samme gælder for stort set alle biroller (især også Michael Clarke Duncan i rollen som Manute), og selv om Jessica Alba ikke ligner den tegnede Nancy Callahan specielt meget, så er hun et godt valg til rollen alene fordi hun er så helt og aldeles uforskammet lækker. Bare ærgeligt at Rodriguez ikke kunne overtale hende til at være påklædt (eller måske rettere afklædt), præcist som Nancy er det i tegneserien.

I sidste ende er Sin City en særdeles underholdende, visuelt forbandet flot film, der fuldstændigt fanger tegneseriens stil og univers. Ud over den lidt for opdelte struktur og dens medfølgende fornemmelse af, at filmen er en anelse for lang, skal der ikke lyde andet end ros til den herfra.

Anmeldt i nr. 6 | 13/04/2006

Stikord: Filmatisering, Film baseret på tegneserie, Hævn, Kannibaler, Neo-noir, Noir, Psykopater