Seven Mummies

Seven Mummies lanceres som en actionthriller, hvilket er ganske misvisende. Der er nærmere tale om en rendyrket actiongyser i stil med From Dusk Till Dawn (1996), men mere om det senere. Den er instrueret af Nick Quested og skrevet af Thadd Turner. Og ja, der er tale om en vaskeægte skodfilm på alle leder og kanter. Men sjovt nok bliver den aldrig kedelig og har et par underholdende scener.

Flygtede fanger

Men lad os tage et kig på den, mildest talt, rodede handling. Filmen starter med, at man ser to gravrøvere slæbe af sted med en kiste. Vi må antage, at vi er tilbage engang i 1800-tallet. Da de trækker kisten over en sten, går der hul i den, og der vælter guldmønter ud. Røverne griner fjoget til hinanden, men kort efter halshugges de af en rytter. Og så skifter vi scene til nutiden.

En væltet fangetransportvogn ligger på en grusvej, og en såret vagt er røget ud af forruden. Vi starter altså umiddelbart efter, at der er sket en ulykke, og kort efter strømmer fangerne ud af vognen. De er en broget forsamling, hvor der alt fra rednecks til en rapkæftet og liderlig ghettoneger for ikke at tale om en spansk gangbanger og en fyr, der ligner en kloning mellem en Baldwin-bror og Nicholas Cage.

Desuden er der en lækker, kvindelig fangevogter, hvis bryster skriger på at bryde ud af hendes stramme skjorte. Thadd Turner er udmærket klar over, hvilket publikum hans film henvender sig til – så naturligvis skal det hele ose af sex og en svedig gang mandehørm, hvor kvinder er reduceret til et objekt for det mandlige begær. Faktisk ret tæt beslægtet med pornogenren.

Jesuitpræster og en guldskat

Fangerne er strandet midt ude i ørkenen, tæt på den mexicanske grænse. Med det samme tager den langhårede Rock teten og udnævner sig selv til bandens leder. Rock driver gruppen af sted i et forsøg på at nå grænsen og friheden langt væk fra det amerikanske retssystem.

Kort tid efter finder de et lig, som bærer en medaljon af guld. Dette får naturligvis mundvandet til at løbe hos de griske skurke. De ankommer efterfølgende til en forladt tankstation, hvor der sidder en gammel indianer og vrøvler. Han spilles af den nærmest legendariske Danny Trejo, som har en evne til at dukke op i utroligt mange film. Hans hærgede udseende gør ham perfekt som skurk, men i denne rolle overspiller han og er dybt malplaceret.

Han fortæller gruppen legenden om de syv jesuitpræster, som vogter over en guldskat. Denne skat skulle være i nærheden, og da gruppen får valget mellem at gå mod grænsen eller skatten, vælger de naturligvis det sidste.

Langt ude handling

Og så er det, at det bliver svært at finde hoved eller hale i handlingen, men jeg skal gøre et forsøg. Gruppen ankommer til en by, som ligner en kulisseby fra en billig western, hvor alle folk opfører sig og er klædt som i 1800-tallet. Snart er gruppen på en saloon, der er fyldt med ludere og voldsmænd. Og kort efter har vi en voldsom sexscene, hvor den store neger dyrker lagengymnastik med en storbarmet luder, mens gangsterrap kører på lydsiden.

Herefter går alt amok. De lokale forvandler sig til en blanding af vampyrer og zombier, og snart dør den ene af fangerne efter den anden, mens de flygter rundt i byen, som af en eller anden grund er uden ende. Alt imens leder de stadig efter guldet, og da de finder det, kommer mumierne ind i spillet. Hvad det hele ender med, skal jeg ikke afsløre.

Vi går rundt i cirkler, Rock

Filmen har et overskud af stil og en musikvideoæstetik, som bliver trættende i længden. Flotte billeder, vilde kameravinkler og en klipperytme, som følger musikken. Desuden er der drevet rovdrift på diverse røgmaskiner, og filmen er et helvede af overblændinger og slowmotion. Alle disse elementer fungerer, hvis de bruges med omhu, og ikke når de bruges bare fordi man kan.

Questeds fortid som musikvideoinstruktør fornægter sig ikke. Lydsiden er en blanding af hårde guitarsoloer, hip hop, og heavy metal. Så er tonen ellers slået an. Dialogerne er håbløst tåbelige, men værst af alt begynder filmen efter en halv time at gå i ring. Som vores helt siger til Rock: “Vi går rundt i cirkler, Rock.”

Vi har naturligvis den klassiske helt, Travis, som er uskyldig dømt. Travis ligner som sagt en blanding mellem en Baldwin og Nicholas Cage, og så ser han ud som om, han er ved at falde i søvn hele tiden. Ingen udtryk og ingen personlighed. Den kvindelige hovedrolle ligner en blanding mellem en pornostjerne og en skuespiller fra en dårlig TV-serie. Alt er reduceret til klichéer, skuespillerne spiller tåbeligt, og man glæder sig bare til de dør og man kan få ro.

Endvidere er kampscenerne dårlige, og uhyggelig bliver filmen aldrig. Der er dog et par fine splatterscener, en del nøgenhed og en masse vold. Så det må man jo klart se som et plus. Og på trods af at det hele går i ring, og stilen er belastende, bliver Seven Mummies sjovt nok aldrig kedelig. Og endelig har filmen den klassiske twist til sidst, som i dette tilfælde dog overhovedet ikke giver mening.

Con Air møder From Dusk Till Dawn

Man kan tydeligt forestille sig, hvordan manuskriptforfatteren er kommet frem til sin historie: Han har taget sine to favoritfilm, Con Air (1997) og From Dusk Till Dawn og har blandet dem sammen – Danny Trejo medvirker sjovt nok i begge disse film. Derved har han fået en bunke fanger på flugt, hvor helten selvfølgelig er uskyldigt dømt, har langt fedtet hår og får hjælp af den kvindelige fangevogter. Endvidere skifter filmen karakter efter 35 minutter, hvor den bliver til – eller rettere: forsøger at blive til – en splattergyser.

Mens forfatteren så har siddet ved computeren og skrevet, har han ud af øjenkrogen set en scene fra Sleepy Hollow (1999), hvor man i slow motion ser en rytter kappe hovedet af en mand. Dertil har han så tilsat en røverhistorie om guld, jesuitpræster og kung fu-mumier. Og voila, så har man historien til Seven Mummies. Talentløst, men fyldt med energi og fortælleglæde, som smitter af på det færdige resultat.

Seven Mummies er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt i nr. 8 | 13/06/2006

Stikord: Mumier, Splat, Ørkenen