De fleste store spilfirmaer har på et eller andet tidspunkt forsøgt sig med et horrorspil. Dette skyldes givetvis Chaosiums enorme succes med Call of Cthulhu, men nok i høj grad også fordi horror til stadighed er en særdeles populær genre.
Man kan derfor heller ikke fortænke TSR i at have forsøgt sig med gysergenren. Nu var TSR måske ikke umiddelbart et selskab, man ville forbinde med dyster gru, taget i betragtning at firmaets varemærke var glatpoleret fantasy, klinisk renset for alt stødende og råt. Det var da også derfor med en sund portion skepsis, de store rollespilsmagasiners anmeldere ventede på den nye setting til Advanced Dungeons & Dragons (AD&D), der blev proklameret i 1989.
Begrænset univers
Den generelle modvilje mod TSR’s produkter, der var så karakteristisk for 90’ernes anden halvdel, var kun så småt begyndt at sætte ind. Da TSR derfor besluttede at udgive en horrorsetting skyldes det ikke et forsøg på at ændre selskabets profil, men i stedet et forsøg på at udbygge universet omkring AD&D.
Med mindre man var blandt de utallige glade spilledere, der lavede sit eget opkog af TSR’s fantasy-model, kunne man i slutningen af 80’erne kun udforske Gary Gygax’ bedagede Greyhawk-setting, der allerede så dagens lys i 1980, Bruce Nesmiths fortolkning af Fritz Leibers Lankhmar, der var udkommet i 1985, og så det, der skulle blive kronjuvelen blandt TSR’s kampagneverdener, nemlig Ed Greenwoods Forgotten Realms fra 1987.
Forgotten Realms var en kampagneverden, der på én gang rummede alle TSR’s kvaliteter og kreative faldgruber, hvorfor den også stadig er den mest forhadte og elskede af alle selskabets kreationer. Udvalget var dermed ikke stort, og der var tydeligvis brug for noget som kunne fange nye interesserede spiller, eller forhindre gamle rotter i at forlade AD&D‘s univers til fordel for andre selskabers produkter.
Veltilrettelagt og gennemtænkt
Derfor blev idéen om Ravenloft, en gysersetting til AD&D, søsat i 1989 og endeligt udgivet i 1990. Ravenloft var dog ikke den første for alvor alternative verden, for allerede året forinden havde TSR udgivet deres Spelljammer-setting, skrevet af Jeff Grubb. En krydsning mellem space opera-science fiction og klassisk fantasy. Det lyder måske absurd, og det var det også. Spelljammer overlevede ikke specielt længe, men det gjorde Ravenloft derimod.
Alle magasiners negative forventninger til TSR’s gyserspil blev nemlig gjort til skamme, da settingen udkom. Ikke alene var det et veltilrettelagt og gennemtænkt produkt, der tydeligt adskilte sig fra alt andet, TSR havde udgivet. Det var også ekstremt flot og stemningsfuldt.
Den første udgave af Ravenloft fra 1990 er blandt de flotteste RPG-udgivelser i det hele taget, og næppe overraskende vandt udgivelsen den prestigefyldte Origins Award i 1991 for bedste layout og præsentation. Forfatterne bag settingen var Bruce Nesmith, der allerede havde bevist, at han kunne skabe solide produkter med sin fortolkning af Lankhmar, og så Andria Hayday, der var en af de faste redaktører hos TSR.
Det er ikke så meget hun selv har skrevet, men hendes navn optræder hyppigt, og hun må således også siges at være en erfaren dame. Ravenloft gik rent faktisk hen og blev en af de største alternativer til Forgotten Realms. Ingen af de andre “små” settings fik så mange supplementer som Ravenloft, og dertil kom et stort antal romaner samt to computerspil, der udspillede sig i den dystre verden.
Baggrund og setting
Horror er mange ting, og det man muligvis kunne frygte er, at Ravenloft blev et af disse mere diffuse gyserspil, hvor idéerne ikke koncentrerer sig om noget specifikt, men frit trækker på alle former for gys.
Det er imidlertid ikke tilfældet, for i Ravenloft er det de gotiske klassikere, der danner fundamentet. Bøger som Bram Stokers Dracula (1897), Mary Shelleys Frankenstein (1818), Robert Lewis Stevensons The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886) samt et utal af andre, har bidraget til Ravenlofts univers.
Dertil kommer så også Universals gamle monsterfilm, der visuelt har influeret spillet betydeligt. Med andre ord er det den gotiske horror, der er omdrejningspunktet for Ravenloft. Det er en verden, hvor tågen sniger sig ind i de små landsbyer med parafraser over østeuropæiske navne hver nat. En verden hvor ulve såvel som varulve hyler af månen og kirkegårdene hjemsøges af gravrøvere og spøgelser.
Som samlet pakke er Ravenloft spækket til bristepunktet med stemning, og man griber øjeblikkeligt konceptet. Modsat så meget andet, udgivet af TSR, spiller erotik også en væsentlig rolle i settingen. Smukke vampyriske kvinder, forførende sigøjnere og mærkværdige grever er alt sammen en del af den barske dagligdag, og man har vitterligt mange tråde at trække i som spilleder. Spillet tager skarpt afstand til splat og horrorgenrens mere blodige sider. I stedet søger den mod en litterær, elegant stemning af dekadence og forfald, hvilket lykkes ekstremt godt.
Ikke helt perfekt
Desværre er alt ikke perfekt, for Ravenloft er en AD&D-setting, og dermed er spillets regler blevet fuldt integreret i verdensbeskrivelserne. Det betyder, at mange genremæssige fremmedelementer bliver introduceret i Ravenloft, takket være AD&D‘s åbne og nok lidt for farverige koncept.
På den led kommer regler og setting til at modarbejde hinanden, og på trods af at der i alle udgaver af Ravenloft bliver brugt en del krudt på at forme grundreglerne efter settingen, lykkes det aldrig ret godt, og man sidder derfor tilbage med en følelse af irritation.
Det harmonerer ganske enkelt ikke godt at sende Tolkiens elvere og dværge op imod gotiske varulve, sigøjnere eller smukke vampyrkvinder. Ravenlofts største fejltagelse er således at være udgivet som AD&D-supplement. AD&D var og vil aldrig være et horrorspil, i hvert fald ikke på papiret, men her kan spillederen jo lykkeligvis gøre med regler og setting som det passer bedst, og problemet er derfor måske ikke så stort alligevel.
Ravenloft er ikke en egentlig en verden i sig selv, men nærmere et magisk plan, der eksisterer mellem alle de øvrige verdener TSR har skabt. Ravenloft er nærmest et fængsel for ondskab, og med tiden har mange store personligheder fundet vej til dette plan. Her er de nu fanget, men regerer dog som fyrster i deres fængsel.
Landet udvider sig derfor konstant, og landskabet i Ravenloft tager karakter efter sine herskere, der nærmest er blevet ét med landet. Menneskene og de andre racer, der lever i den dystre verden, må derfor tolerere blindt at eksistere under disse onde fyrsters grumme vilje. De fleste hutler sig gennem tilværelsen, der både er farefuld og kort. Der er ikke meget high-fantasy over settingen, især ikke hvis spillederen formår at tone grundreglerne betydeligt ned.
Problemer med originaliteten
Alt dette er sådan set meget godt og ganske, ganske stemningsfuldt. I praksis har settingen dog også nogle problemer. For det første er landskabet faktisk en smule anonymt, og når der flere steder refereres til guder, guldstykker og ganske hverdagsagtige ting, savner man oplysninger. Det er ganske enkelt svært at forestille sig, hvordan de almindelige mennesker lever i Ravenloft, men her må man måske blot erkende, at omgivelserne vitterligt bare bliver til kulisser, som spillernes historie kan udspille sig i.
Et andet problem er, at de mange fyrster, der regerer i Ravenloft og dominerer settingen så meget, stort set alle er parafraser over gotiske klassikere eller grusomme personer fra filmens verden. Det betyder, at der kommer et skær af uoriginalitet ind over udgivelsen, der absolut ikke er tilfredsstillende. Der var ingen grund til at lave nøjagtige kopier af Van Helsing, Dracula, Frankenstein og alle de andre – især ikke når navnene kun er marginalt ændrede. Dette kan man dog sagtens ændre, men det ødelægger til en vis grad produktets fine stemning og kvalitet.
Idéen til Ravenloft
Selve idéen til Ravenloft som selvstændig verden kom fra et gammelt scenarie, som TSR udgav tilbage i 1983. Scenariet hed ganske enkelt Ravenloft, og blev skrevet af Tracy “Dragonlance” Hickman og Laura Hickman.
Plottet er, at spilpersonerne skal udforske vampyren Strahd von Zarovichs slot og forsøge at dræbe ham. Det er en ganske almindelig omgang dungeon-crawl, men det lykkedes alligevel Hickman-parret at tilføje scenariet en unik stemning, der tydeligvis faldt i folks smag.
Scenariet fik da også en efterfølger få år efter, The House on Gryphon Hill fra 1986, og blev endda omskrevet til en gamebook med titlen Master of Ravenloft, skrevet af Jean Blashfield, ligeledes udgivet i 1986.
Idéen med at lade Ravenloft genopstå som selvstændig setting var derfor også alt andet end grebet ud af luften. Bruce Nesmith og Andria Hayday fik lov til at gribe direkte ned i TSR’s skatkammer og forsøge sig med et af de bedst sælgende koncepter, selskabet havde haft. Det siger også lidt om den tillid, TSR havde til samarbejdet mellem Nesmith og Hayday.
Ravenloft: Realm of Terror (1990)
Ravenloft udkom som selvstændig verden i 1990. Forfatterne er allerede blevet introduceret, men Stephen Fabian skal også nævnes for de fabelagtige indre illustrationer, og Roy E. Parker må heller ikke glemmes for det stemningsfulde lay-out. Settingen udkom som bokssæt med en enkelt grundbog, hvori alt beskrives.
Man hører her om selve Ravenloft, om hvordan AD&D-reglerne konverteres til settingen og endelig bruges der meget, alt for meget, plads på at beskrive den store mængde fyrster, der regerer i denne verden. Det betyder desværre, at en del af bogen er ret uinteressant, men den oprindelige udgave er en klassiker i dag, der æstetisk og indholdsmæssigt viser hvorfor settingen kunne overleve så længe.
Foruden selve grundbogen fulgte der også et par kort og nogle sindrige papark med. Kortene gengiver Ravenlofts geografi, mens arkene på den ene side har portrætter af kendte personer, familier eller steder i Ravenloft, mens der på bagsiden er nyttige facts. Alt i alt en velsammensat pakke, der på trods af ret mange skønhedsfejl var, og er, ekstremt inspirerende.
Som alt andet TSR har udgivet, er den første udgave af Ravenloft udsendt i så stort et oplag, at den kan købes for en slik på nettet. Til tider dukker boksen også op i de danske brugtbutikker og rollespilsforretninger, men her bliver boksen åbenbart vurderet en del højere end andre steder. Det kan derfor anbefales at kigge efter settingen på nettet og derved spare et par kroner.
Ravenloft Campaign Setting (1994)
Kun fire år efter at det første grundsæt var sendt på gaden, genudgav TSR Ravenloft. Udgivelsen var i store træk identisk med førsteudgaven, men der var dog en del små tilføjelser og ændringer. Blandt andet var teksten nu blevet omstruktureret, så den faldt i en mere logisk rækkefølge.
Således begynder bogen med at introducere Ravenloft, og først derefter kommer redegørelsen for regler og alt det spiltekniske. Den overordnede tekst var der dog ikke blevet pillet ved, men fordi der siden 1990 var udkommet en del udgivelser til settingen, besluttede man sig for at inddrage nogle af de nye regeltekniske ændringer i den nye udgave.
Således har andenudgaven – den såkaldte Red Box – William W. Connors som medforfatter. Connors udgav i 1992, sammen Bruce Nesmith, udvidelsen Forbidden Lore, der var et bokssæt med uddybende forklaringer, nye monstre og alt hvad der ellers hører sig til. Allerede i settingens første udgave spillede sigøjnere en stor rolle, og netop i Forbidden Lore blev der udbygget en del på disse.
Det vigtigste ved dette er imidlertid, at forfatterne udviklede det såkaldte Tarokka Deck, der præcis som tarokkort skulle kunne bruges direkte i spillet som hand-out og dramatisk element. Således fulgte der et helt sæt kort med i boksen.
Idéen er rigtig god og reglerne for kortenes brug er også meget fine, men desværre er selve kortene tudegrimme. De ligner moderne samlekort og har slet ingen stemning, på trods af at det ellers er klassiske illustrationer fra settingen, der bruges på billedsiden.
Det er rigtig synd og spild af ressourcer, men tanken er som sådan meget sympatisk. Selve settingens beskrivelse blev fordelt over to hæfter, hvoraf det ene stort set rummer hele teksten fra den første udgave, mens andet hæfte indeholder meget af det nye, der kom til i mellemtiden, samt den stadig lige så omfattende beskrivelse af alle Ravenlofts fyrster.
Grafisk ser andenudgaven næsten ud som førsteudgaven, men ikke helt så elegant og stemningsfuld. Det hele er blevet lidt mere glat og strømlinet. Det antikverede look den første boks havde, findes ikke længere. De føromtalte papark er ikke inkluderet i anden udgave – sikkert fordi deres praktiske funktion var lidt overflødig – og de landkort der var med den oprindelige udgave, er stadig inkluderet, men grafisk er de blevet pudset lidt af.
De oprindelige kort var mildest talt hæslige, og de er ikke blevet pænere i anden udgave. I det store hele er der ikke væsentlige forskelle mellem de to udgaver af spillet, så er man interesseret i Ravenloft, er begge lige gode steder at begynde.
Ravenloft: Domains of Dread (1997)
Genudgivelsen af Ravenloft i 1997 blev sådan set også den sidste udgivelse af settingen til AD&D. TSR var på dette tidspunkt kommet under Wizards of the Coast, og i stedet for at satse hårdt på nye ting, blev der nu kun udgivet sikre produkter. Ravenloft blev regnet netop som en sådan sikker investering, men godt gik det ikke.
Kreativt nåede settingen et lavpunkt, primært fordi den ikke blev bakket op af nye visioner, og derfor kom settingen til at fremstå ubehageligt gammeldags. Forfatterne bag den tredje udgave var William O. Conners, vi kender fra den tidligere udgave, og så Steve Miller, der havde været med hos TSR siden 1995, hvor han navnlig skrev en række knap så vellykkede supplementer til Ravenloft.
Den første store forskel mellem anden og tredje udgave er, at Ravenloft nu udkom som stor hardcoverbog uden kort eller andet ekstramateriale. Det gamle layout og Stephen Fabians illustrationer var blevet skrottet til fordel for det look, alle AD&D-produkter fik i 90’ernes sidste del. Fonten som alle overskrifter er skrevet med, var dog fortsat den samme.
Generelt mistede settingen stort set alt sin visuelle charme med den tredje udgave, om end der dog findes et par hæderlige indre illustrationer, som når de tidligere udgavers niveau. Visuelt og grafisk er Domains of Dread fra 1997 et noget sjælløst produkt.
Indholdsmæssigt er der imidlertid sket en hel del, og man mærker tydeligt, at Conners såvel som Miller har trukket på det efterhånden ret store bagkatalog til settingen. Det betyder at Ravenloft nu fremstår som en homogen og sammenhængende verden, hvor der både er taget højde for store spørgsmål og den helt ordinære dagligdag.
Der er ganske vist også blevet tilføjet en ret stor mængde regler og regeljusteringer, men med sine 288 sider er tredje udgave uden tvivl den hidtil grundigste af alle. Både i første og anden udgave blev der brugt lidt plads på at diskutere hvordan man skaber stemning og uhyggelige scenarier.
Begge udgavers afsnit om dette var sådan set hæderlige og meget brugbare for alle nye spilleredere i det hele taget, men netop dette afsnit har fået en alvorlig overhaling i tredje udgave, som nu har rigtig mange gode fifs og idéer til den nybagte Ravenloft-master.
Der er dermed meget at hente i tredje udgave, men desværre er bogen forbistret grim og ansigtsløs. Det kan således absolut anbefales, at man køber en af de tidligere udgaver og samtidig indkøber Domains of Dread, da man derved får en meget stærk og inspirerende mængde informationer. Desværre for Ravenloft blev det også spillets sidste udgave i klassisk forstand. AD&D var ved at være en død sild, og det samme var TSR.
Her kommer Internettet ind i billedet, for havde det ikke været for nettet, var Ravenloft sikkert stille og roligt afgået ved døden, uden nogen bemærkede det. Sådan blev dette ikke. Som så mange andre spil, havde Ravenloft opbygget en meget stor og loyal fanskare, der var mere end interesserede i at videreudvikle settingen.
Settingens nye hjemsted blev Secrets of the Kargatane, der blev drevet af fans for fans. Siden blev endda udnævnt til settingens officielle hjemsted, og Ravenloft blomstrede vitterligt i hænderne på de mange fans.
Man kunne tydeligt fornemme at settingen både blev mørkere og mere hård i det øjeblik, den ikke længere var underlagt TSR’s politisk korrekte briller, og det klædte i den grad Ravenloft. En række ganske spændende netbøger blev udgivet, der frit kunne downloades, og TSR stillede endda en række af de gamle supplementer til rådighed på siden, som nu kunne hentes gratis ned som PDF-filer. Slut-90’erne blev dermed en blomstringstid for settingen, og det var utvivlsomt også derfor, at der skulle komme en ny grundbog.
Ravenloft: Core Rulebook (2001)
Da D20-systemet havde etableret sig på markedet, var det nærmest selvskrevet at Ravenloft også skulle udkomme i en ny udgave. Det gjorde den også, efter at Arthaus købte udgivelsesrettighederne til settingen af Wizards of the Coast. Da Arthaus imidlertid gerne ville sikre sig størst mulig opbakning til settingen, allierede de sig med White Wolfs datterselskab Sword & Sorcery, og sammen udgav de i 2001 den indtil videre sidste udgave af Ravenloft.
Der var sket ufatteligt meget med settingen siden forrige udgave, til dels fordi reglerne nu blev skrevet til et nyt system, men også fordi settingen var blevet set gennem andre øjne. Flere af de aktive skribenter på nettet bidrog til bogen, men de ansvarshavende var Andrew Cermak, John W. Magnum og Andrew Wyatt.
Bogen er som alt andet D20 med hård ryg og er på 222 sider. Der bruges en del plads på at forklare settingens regler, og naturligvis genbruges der en del af de oprindelige koncepter. Meget er dog blevet omskrevet, og fra at være en ren gotisk parafrase over både filmiske såvel som litterære klassikere, er Ravenloft nu blevet en dyster fantasyverden, med tryk på fantasy.
Gnomer, elvere og alt det andet er ikke længere noget forfatterne forsøger at skubbe i baggrunden og helst helt ignorere. De er en fast del af Ravenloft, sammen med magi og alle de andre elementer, man finder i D20-grundbøgerne.
Det gør utvivlsomt settingen langt mere sammenhængende og forståelig, men rødderne er gået tabt, og visuelt er Arthaus/Sword & Sorcery-bogen den grimmeste til dato. Settingen er ikke den samme længere, og der er egentligt tale om et helt nyt produkt, der burde anmeldes for sig selv. Det bliver det imidlertid ikke, men der er næppe nogen grund til at spilde alt for meget tid på bogen.
Settingen solgte ikke ret godt, og i 2005 måtte Arthaus lade licensen til Ravenloft gå tilbage til Wizards of the Coast, hvor den befinder sig nu. Om et nyt lille firma vil forsøge sig som udgiver vides ikke, og det er næppe sandsynligt, at Wizards vil udgive settingen. Ravenloft må derfor mere eller mindre betragtes som død, især fordi Secrets of the Kargatane ligeledes er lukket ned.
Hjemmesiden lukkede imidlertid ikke på grund af manglende opbakning, men fordi holdet bag siden brændte ud og mistede gejsten. Settingens fans findes derfor stadig derude, men om det resulterer i noget ved ingen.
Klassisk og ekstremt inspirerende
Ravenloft er stensikkert en klassisk setting, der fortjener ikke at blive glemt. Den byder på en alternativ og velgennemtænkt horrorsetting, der har sin helt egen stil, æstetik og logik. Der er verdener til forskel mellem Call of Cthulhu og Ravenloft, men på sin vis har de begge lige gode fundamenter at stå på. Det afgørende er her nærmere hvilken type horror man tænder på, for kvalitativt står Ravenloft næsten mål med Chaosiums gamle gigant.
Ravenloft er ekstremt inspirerende, navnlig hvis man sværmer for de gotiske fortællinger, gamle sort/hvid-film og dekadent gys. Man finder også især i de tidligere udgaver et glimrende afsæt til at lave erotisk horror i bedste eurosleaze-stil, hvilket der stort set ikke er andre spil der kan byde på. Warhammer Fantasy Roleplay-fans vil også have stor glæde af at kigge nærmere på Ravenloft, for der findes et vist stemningsmæssigt overlap her, der kan inspirere begge veje.
Én ting skal man dog være opmærksom på, og det er, at stort set alle supplementer, der er udgivet til settingen er ganske elendige. De lever slet ikke op til settingens elementer, primært fordi TSR’s firmapolitik spolerede enhver god mulighed for at skabe stemning. Ravenloft er absolut et besøg værd, hvis man er til horror. Det er en setting med ekstremt mange fejl og mangler, men den leverer en stemning og stil, der bliver båret af ægte kærlighed til genren.
Forfattere: Bruce Nesmith & Andria Hayday m.fl.
Forlag, år: TSR/Arthaus, 1983, 1990-2001
Anmeldt i nr. 12 | 13/10/2006