Purified By Anger

2 minutters læsetid
Purified by Anger

Med Purified By Anger har amerikanske Lokyata fra Florida begået deres første større produktion; en EP med seks hårdtslående skæringer, der på kompromisløs manér hamrer sig vej ud gennem højttalerne.

Bandet, der blev dannet i slutningen af 2003, er blevet sammenlignet med grupper som Converge, Unearth og The Dillinger Escape Plan, og de førstnævnte kan da også have noget på sig, men sammenligningen med det sidste band har kun sin rimelighed, hvis man bedømmer det ud fra deres fælles, afsindige og energiske udtryk.

Lokyata er dog langt mere konservative end Dillinger Escape Plan, og Dustins kombinerede skrig, growl og recitation, er ganske effektiv og velfunderet, men i sig selv ikke synderligt nyskabende. Nyskabende er der generelt ikke meget der er på Purified By Anger, men så snart det første, lidt monotone og nærmest fjollede nummer “You Can’t Say Much with a Gun in Your Mouth” er overstået, ruller de resterende sange sig ud i både intelligent og fængende musik.

Altdominerende guitar

Det bærende element er den altdominerende guitar, der gennem Tonys afbrudte riffs og bevidst underudviklede melodier, leverer en maskingeværssalve af afbrækkede lyde, som så underbygges af den tonstunge rytmegruppe. Det samlede resultat bliver en larmende blanding af ekstrem hardcore, der gang på gang afbrydes af melodiske mellemspil og finurlige riffs.

Dette hjælpes også ganske effektivt på vej af den vekslende vokal, der i øvrigt udgyder sig om hævn, bitter kærlighed, svig og smerte. Drengene fra Lokyata er skam en samling unge alvorsmænd, og deres musik er så sandelig også en alvorssag. Purified By Anger er meget velproduceret, og det fornemmes at der er blevet brugt megen energi på at sælge bandet så godt som muligt til lytterne. Det er rart, da det giver EP’en, der jo er en debutplade, et professionelt tilsnit, som nok skal bane vejen til et fuldt album for Lokyata.

Fem solide skæringer

Purified By Anger er en rigtig fin debut, der rummer flere stærke numre. Ved første gennemlytning kan pladen måske virke lidt utilnærmelig, men som man gradvist kommer ind i Lokyatas musikalske univers, opdager man at de faktisk er et band med betydeligt talent, og oveni udstyret med en særdeles kreativ guitarist.

Det er meget svært at udpege de bedste numre på EP’en, for ser man bort fra det første nummer, der måske er en tand for enkelt, er det fem særdeles solide udspil bandet har leveret. Er man på udkig efter noget nyt og uspoleret, eller bare på udkig efter bidende hardcoremetal, er Purified By Anger faktisk ikke et dumt sted at gå hen. Der kan næppe være tvivl om, at vi kommer til at se mere til Lokyata, og det vil da blive spændende, om de kan holde, hvad deres glimrende EP har udstukket. Er man til genren, vil Purified By Anger absolut være værd at checke ud.

Purified by Anger er venligst stillet til rådighed af Indianola Records.

Nummerliste:
1. You Can’t Say Much with a Gun in Your Mouth (Lokyata) (3:41)
2. What You Have Given Me (Lokyata) (4:34)
3. Purified by Anger (Lokyata) (3:31)
4. Cover Up My Eyes (Lokyata) (4:11)
5. Wreteched Inside (Lokyata) (3:56)
6. Solitude (Lokyata) (3:34)

Total spilletid: 23:29

4 stjerner
Titel: Purified by Anger
Kunstner: Lokyata
Udgivet: 2006
Label: Indianola Records – IND1031

Anmeldt i nr. 6 | 13/04/2006

Skriv et svar

Your email address will not be published.