Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Punk Rock Singles 1978-99

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Sudden Death Records’ genudgivelse af alle D.O.A.’s singler fra 1978 til 1999 er en kærkommen udgivelse med mange guldkorn, men den bekræfter også, at bandet efterhånden stagnerede.

Punk Rock Singles 1978-99I slutningen af 2006 genudgav Sudden Death Records opsamlingen Bloodied but Unbowed, der rummer nogle af D.O.A.’s tidligste og mest eftertragtede EP’er. Genudgivelsen var en stor succes, som blandt andet blev varmt modtaget her på Planet Pulp.

Nu har Sudden Death Records fortsat med at grave i gemmerne, og udsendt en opsamling med alle D.O.A.’s singler fra 1978 og frem til 1999. Dermed rummer opsamlingen glimt fra hele bandets lange historie. Lige fra de tidligste år, hvor besætningen befandt sig i konstant rotation, og frem til den mere etablerede form, som gruppen tegnede sig i slutningen af 80’erne.

Vital del af punkscenen

D.O.A. i 1995

D.O.A, anført af den karismatiske frontmand Joey “Shithead” Kiethley, var del af den amerikanske punkrocks første generation og det til trods for, at de kom fra Canada. Den amerikanske hardcorebølge, der blev anført af bands som Dead Kennedys, Bad Brains og Black Flag, inspirerede hurtigt unge i Canada, og Joey Kiethley var blandt de første til at forstå, hvad det hele gik ud på.

På den led kom D.O.A. til at indgå i samme formative pulje som alle de unge bands, der opstod i USA på den tid, og på trods af de geografiske afstande kom D.O.A. til at indgå som en vital del af den eksploderende amerikanske punkscene.

At det kunne lykkes skyldes vel ene og alene, at Kiethley formåede at markere gruppen som et seriøst foretagende med viljen og gejsten til at bide sig fast. Præcis som Dead Kennedys og Black Flag dannede de deres eget pladeselskab (Sudden Death Records), og gruppen begyndte aktivt at blande sig i politik og alternativt kulturliv. D.O.A. blev dermed en vigtig inspirationskilde, der under den evige parole “talk – action = 0″, kom til at stå som en konstant pisk over punkscenen.

Modvilje mod stagnation, men…

Med en opsamling af singler som strækker sig over godt og vel tyve år er der umiddelbart én ting, som står klart, og det er bandets modvilje mod at stagnere i en bestemt lyd. Allerede på deres anden single fra 1979 begynder gruppen at eksperimentere musikalsk, og fjerne sig fra den klassiske hardcorelyd.

Det bliver kun bekræftet som vi arbejder os frem gennem albummets mange singler, der vitterligt byder på et bredt musikalsk udbud. Fælles for det meste er dog en intens energi og glæde ved musikken. Dertil kommer naturligvis også, at det hele er så forbistret nærværende og kontant. Kiethleys tekster er fra først til sidst om samfundets uretfærdigheder, frihedstrang, DIY og fællesskab.

Kvalitativt er der naturligvis en hel del slinger i valsen. Det er uden tvivl opsamlingens første del, som er mest interessant, for til trods for at D.O.A. rent faktisk oplevede et seriøst comeback med albummet Black Spot i 1995, har gruppen haft det svært siden slutningen af 80’erne.

På trods af en stor vilje til eksperimentere, begyndte den konsekvente old school-tilgang til musikken og den begejstrede hardcore punk-vibe, som løftede bandet frem i forgrunden blandt de tidlige grupper, at virke hul efter ti år på banen, og det bør da også bemærkes, at ingen af de andre grupper, som D.O.A. ellers kunne sammenligne sig med, har overlevet blot halvt så langt som Joey Kiethleys band, hvilket nok var ganske godt for dem.

D.O.A.’s musikalske arv bliver nemlig for alvor sat på prøve, når der sniger sig covernumre som “Folsom Prison Blues” og “It’s Not Unusual” ind på singlerne. Umiddelbart kunne det jo virke ganske morsomt, men faktisk bliver det bare pinligt.

Gradvis forsteningsproces

Den tomgang som ramte D.O.A. efter Black Spot gør sig stadigt gældende i dag, og vi kommer næppe nogensinde til at høre noget nyt og spændende fra bandet. At de fortsætter med at udsende en plade i ny og næ er sådan set fint nok, men det må nok mest af alt regnes som tidsfordriv fra Kiethleys side.

D.O.A. er omtrent så passé i dag, som man kan blive det, og Punk Rock Singles bekræfter kun den antagelse. Der er da derfor også noget nærmest symbolsk i, at det sidste nummer på singleopsamlingen er et cover af det klassiske Black Flag-nummer “Nervous Breakdown”, som i en eller anden forstand slutter ringen, og viser, at D.O.A.’s horisonter ikke har flyttet sig meget siden ’84.

Det er derfor med en lidt ambivalent fornemmelse, at albummet anmeldes. På den ene side er det et fantastisk historisk dokument, som tegner et portræt af et af punkmusikkens helt store koryfæer, men samtidig er det også et vemodigt vidnesbyrd om faren ved at blive ved for længe.

Punk er ungdommelig, vild musik, som kræver dumdristighed og fandenivoldskhed. Det mistede D.O.A. efter ti år, men i stedet for at gå i opløsning eller afsøge helt nye græsgange, holdt de stædigt fast i det, de altid havde gjort, og resultatet er blevet en gradvis forsteningsproces, som vi nu kan se i hurtig gengivelse på den nye singleopsamling.

Godt tilbud

Er det så værd at købe Punk Rock Singles? Helt sikkert! Frem til støtte-EP’en EXPO Hurts Everyone fra 1986 finder vi det ene lille guldkorn efter det andet. De fleste af singlerne og navnlig b-siderne, har ikke været genudgivet tidligere, men nu er de altså samlet i et lettilgængeligt format. Det er en stor ting, og der er immervæk 17 sange. At der derudover er en masse musik, som er mindre interessant, betyder ikke så meget, for albummet er opbygget kronologisk, og man kan derfor let springe ud af den historiske tour de force, der hvor gruppen begynder at lyde for tyndslidt.

At kalde D.O.A. et genialt band vil nok være i overkanten, men de var en banebrydende gruppe, og deres tidlige singler taler deres tydelige sprog. Oldschool-punkfans – få moneterne op af lommen, det her er et godt tilbud, og tro mig: når du først har smækket skiven i afspilleren og hørt en helt ung Kiethley skrige “Disco Sucks!” for derefter at kaste sig ud i det første nummer på den første single fra 1978, er det så rørende fedt, at man hopper i sædet af glæde. Dertil kommer, at det er en fornøjelse at læse Kiethleys linernotes.

Punk Rock Singles 1978-99 er venligst stillet til rådighed af Sudden Death Records.

Nummerliste:
1. Disco Sucks (D.O.A.) (1:39)
2. Nazi Training Camp (D.O.A.) (1:50)
3. Royal Police (D.O.A.) (2:14)
4. Woke Up Screaming (D.O.A.) (2:52)
5. The Prisoner (D.O.A.) (2:04)
6. 13 (D.O.A.) (2:26)
7. World War 3 (D.O.A.) (4:26)
8. Whatcha Gonna Do? (D.O.A.) (4:41)
9. Fucked Up Ronnie (D.O.A.) (1:21)
10. The Enemy (D.O.A.) (2:49)
11. My Old Man’s A Bum (D.O.A.) (1:39)
12. New Wave Sucks (D.O.A.) (1:26)
13. Fuck You (Gerry Hannah) (2:05)
14. Burn It Down (D.O.A.) (2:34)
15. General Strike (D.O.A.) (3:42)
16. That’s Life (D.K. Thompson, K. Gordon) (2:48)
17. Billy And The Socreds (Musik: John Fogarty / Tekst: Joe Kiethley & Dave Gregg) (2:35)
18. The Only Thing Green (D.O.A.) (4:01)
19. Folsom Prison Blues (Johnny Cash) (2:36)
20. It’s Not Unusual (Gordon Mills, Leslie Reed) (2:17)
21. Dead Men Tell No Tales (D.O.A.) (2:53)
22. Marijuana Motherfucker (Baseret på “Marijuana” af David Peel / Tekst: Joe Kiethley) (1:20)
23. Beat ‘Em, Bust ‘Em (D.O.A.) (3:28)
24. World Falls Apart (D.O.A.) (3:40)
25. Used To Be Revolution (D.O.A.) (2:43)
26. Nervous Revolution (Black Flag) (1:57)

Total spilletid: 70:00

5 stjerner

Titel: Punk Rock Singles 1978-99
Kunstner: D.O.A.
Udgivet: 2007
Label: Sudden Death Records

Anmeldt i nr. 23 | 13/09/2007

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>