Profondo Rosso

Dario Argento startede sin instruktørkarriere med tre giallofilm, der nogle gange betegnes dyretrilogien, fordi de tre film har et dyrenavn i titlen. Herefter kastede han sig over det historiske drama i Le Cinque giornate (1973), der floppede fælt, og det var nok lige så meget for pengenes, som for kunstens skyld, at Argento i 1975 vendte tilbage til gialloen med Profondo Rosso. Dette betyder dog ikke, at Profondo Rosso er en tomhjernet pengemaskine – tværtimod er der særdeles mange ting at tage fat på for den analytisk mindede filmseer. Heldigvis er filmen samtidig stærkt underholdende, og har flere særdeles nervepirrende sekvenser, der nok skal kunne få pulsen op.

Vidne til et mord

Efter en meget kort introduktion af hovedpersonen, den amerikanske pianist Marc Daly (David Hemmings), der arbejder i Rom, åbner Profondo Rosso ved et seminar, hvor den tyske clairvoyant Helga Ulmann (Macha Méril) er til stede. Hun brillerer ved at fortælle publikum ting om dem selv, hun ikke burde kunne vide, men pludselig får hun kontakt med et morderisk sind. Et sygt sind, der tilhører en morder, som har begået mord før, og vil gøre det igen. Ulmann kan ikke identificere morderen, men lover de to arrangører af seminaret, Bardi og Giordani, at hun vil gå hjem om aftenen, og skrive alt det ned, hun ved om personen. Det når hun naturligvis ikke – hun bliver myrdet, og Daly bliver vidne til det.

Da han står nede på gaden og taler med sin ven, den fordrukne pianist Carlo (Gabriele Lavia), hører han et skrig fra den bygning, han selv bor i, og ser Ulmanns ansigt blive smadret ud gennem et vindue. Daly løber op i lejligheden, og finder Ulmann død. Han tilkalder politiet, og så burde den historie jo ikke være længere.

Der er bare det ved sagen, at Daly har en mærkelig fornemmelse af, at han har set noget vigtigt – han husker nemlig at have set et maleri, da han kom ind i Ulmanns lejlighed, og senere er dette maleri forsvundet. Selv om han ikke kan huske maleriets motiv, konkluderer Daly, at det må være et vigtigt spor, og som i enhver giallo påbegynder han sin egen undersøgelse. Dog ikke helt på egen hånd: han får følgeskab af den kvindelige journalist Gianna Brezzi (Daria Nicolodi), som han langsomt udvikler en form for forhold til. Da Brezzi i avisen udråber Daly til hovedvidne kommer han dog i morderens kikkert.

Spor på spor

Daly får da også besøg, men slipper med livet i behold, og et vigtigt spor rigere. Inden morderen prøver at trænge ind til Daly, hører han nemlig en børnesang, som morderen afspiller på en båndoptager. Da Daly nævner dette for Bardi og Giordani, sætter Bardi det i forbindelse med noget, Ulmann sagde, da hun havde kontakt med morderens sind under seminaret – noget med et børnerim og et hus. Dette minder Bardi om en historie, han har læst, om et hus, der efter sigende skulle være hjemsøgt, og hvor en børnesang også spillede en rolle.

Herfra går Dalys efterforskning videre for at finde det omtalte hus, samtidig med at morderen forsøger at forhindre ham i det – bl.a. ved at myrde forfatteren bag den bog, hvori Bardi havde læst historien.

Det lykkes til sidst Daly at finde frem til ”Det Skrigende Barns Hus”. Det skal jeg dog ikke sige mere om her, men huset skulle nævnes, for det er rammerne omkring én af filmens klart mest atmosfæriske og uhyggelige sekvenser, hvor Argento gør fremragende brug af lys og skygge samt musik og stilhed.

Umiskendelig Argento

Sammenlignet med nogle af Argentos senere film er Profondo Rosso stadig meget forankret i sit plot, men den er samtidig stærkt symbolladet, og præget af den samme sans for stemning, som Argento fremelskede i endnu højere grad i den to år senere Suspiria (1977) og udkrystalliserede totalt i Inferno (1980), hvor plottet næsten opløses totalt til fordel for stemningsmættet symbolsprog.

Samtidig med, at Argento overholder gialloens spilleregler, er Profondo Rosso umiskendeligt også en Argentofilm, og mange af de temaer, der kendetegner instruktørens film, er til stede her. Motivet med erindringen – eller rettere den manglende erindring – finder vi allerede i L’Ucello dalle piume di cristallo (dansk: Fuglen med krystalfjerdragten) fra 1970, der starter med, at hovedpersonen overværer et mordforsøg, men ikke kan sætte fingeren på det afgørende punkt, der kan knække gåden. Den komplekse hovedperson, der ved sit engagement ikke bare løser gåden, men selv bliver en væsentlig brik i spillet, er ikke kun en fast del af gialloen, men endnu mere en del af Argentos univers – Dalys engagement er faktisk fundamentet for, at mordene i det hele taget fortsætter, og på den måde bliver hovedpersonen, ironisk nok, en slags medskyldig.

Forholdet mellem Daly og journalisten Gianna er én af filmens vigtige omdrejningspunkter, og i det hele taget spiller seksualitet og kønsroller en stor rolle for den måde, filmen udspiller sig på. Daly og Gianna bliver, på trods af deres tiltrækning, også rivaler, bl.a. på grund af Dalys gammeldags kønsrollesynspunkter. Denne tematik er central for filmens mysterium, men af hensyn til seere, der endnu har Profondo Rosso til gode, vil jeg ikke gå for meget ind på det her. Rød er naturligvis passionens farve, samtidig med at det helt konkret også er farven på blod, hvilket selvfølgelig ikke er irrelevant i en giallo.

Et skridt på vejen

Visuelt og scenografisk, såvel som i anvendelsen af musik, er Profondo Rosso også endnu et skridt på vejen fra en film som f.eks. L’Ucello dalle piume di cristallo, der er ganske klassisk fotograferet og foregår i et naturalistisk rum med anvendelse af et ret konventionelt score, og henimod film som førnævnte Suspiria og Inferno, hvor filmsproget transcenderer virkeligheden, og gør filmens rum unaturligt og kunstigt. Især den lange sekvens i ”Det Skrigende Barns Hus” giver rent scenografisk mindelser om nogle af instruktørens senere film, og det gælder også musikken, der starter og stopper brat, og er stærkt medvirkende til at gøre scenerne i huset særdeles nervepirrende.

Også klipperytmen er hele filmen igennem ret nervøs – om end ikke helt så udpræget, som i nogle af instruktørens senere film. At tro, at det er tilfældigt og udtryk for dårlig klipning, vil dog være forkert, for der er ingen tvivl om, at Argento bevidst leger med publikum. Det bedste eksempel kommer allerede under forteksterne, der brat afbrydes af en sekvens, hvor vi overværer et mord – vi ser kun skyggerne – hvorefter et barn samler en blodig kniv op. Derefter starter forteksterne pludselig igen, og kører til ende, hvorefter selve filmen begynder.

Næsten perfekt

Er man interesseret i Dario Argento, er Profondo Rosso helt central, men hvordan så, hvis man ”bare” gerne vil se en giallo? Her leverer Argento også varen, om end det italienske cut, som denne anmeldelse er baseret på, efter min mening godt kunne have været 5-10 minutter kortere. Der er enkelte scener, hvor man når at tænke, at nu må Argento godt snart komme videre. Her kan f.eks. nævnes en scene, hvor Daly opsøger vennen Carlos mor, der insisterer på at tro, at Daly er ingeniør, selv om han gentagne gange fortæller, han er pianist. Det hænger igen sammen med filmens motiv omkring erindring, men er måske lige en anelse for overeksponeret i scenen, der nok er væsentlig, men ikke helt heldigt pacet. Det samme gælder for en håndfuld andre scener.

Dertil kommer, at jeg er lidt ked af den til tider let fjollede humor, der sniger sig ind, og som især er hængt op for forholdet mellem Marc Daly og journalisten Gianna Brezzi. Deres forhold er som tidligere nævnt ét af filmens helt centrale motiver, men af og til markerer det sig ved nogle lidt for humoristiske scener, der stjæler noget af filmens ellers forrygende intensitet. Der er bl.a. nogle scener, hvor Daly kører med Brezzi i hendes bil, hvor passagersædet er defekt, så Daly sidder helt nede i bunden af bilen. At Daly således må ”se op til” kvinden, der tilmed sidder i førersædet, er naturligvis en del af spillet mellem de to, men stedvist bliver det en anelse for lavkomisk for min smag.

De lidt ujævnt pacede scener, og den stedvist upassende komik, berøver filmen noget af dens intensitet, hvilket er brandærgerligt, for havde disse elementer været trimmet lidt bedre, havde Profondo Rosso været meget tæt på at vippe Suspiria af pinden som min favorit-Argento. Mordsekvenserne er i sig selv fremragende pacede og udført, og selv om Profondo Rosso ikke er vildt blodig, er flere af mordene ganske modbydelige – et af ofrene får gentagne gange smadret munden ned i hårde genstande, og en anden skoldes til døde i kogende vand (mind mig om aldrig at tage karbad i Italien!).

Optakt til mord

Argento giver desuden mordene en ekstra creepy kant ved at morderen spiller den lille, og i sig selv ret uhyggelige, børnesang som optakt til hvert mord. Som i så mange giallofilm er optakten til mordene næsten bedre end selve drabene, og her er Argento så absolut i topform. Selv om Daly overlever morderens første forsøg på hans liv, er scenen uhyggeligt nervepirrende, og slutter med at Daly står på den ene side af en dør, og holder den lukket, mens morderen står på den anden side og hvisker, at Daly ikke undslipper.

På næsten alle punkter leverer Profondo Rosso varen, og den fremstår uden tvivl som én af de allerbedste giallofilm. Samtidig med, at den umiskendeligt er en Argentofilm, er den også en giallofilm efter bogen, og vi har alle de faste genreelementer: den behandskede morder, hvis identitet skjules til det sidste; det ugennemskuelige mysterium, der er hængt op på psykologiske traumer; de oplagte mistænkte, der måske ikke er så oplagte alligevel osv. osv.

Er man ny inden for giallogenren, er Profondo Rosso derfor også et ganske udmærket sted at starte. Giallofilm er lavet langt blodigere og også mindre selvbevidste både før og siden, men Profondo Rosso har det hele, og beviser med al ønskelig tydelighed, hvorfor Dario Argento i sin storhedstid var genrens ukronede konge.

Another World Entertainments udgave af Profondo Rosso præsenterer både den italienske udgave af filmen, og den 20 minutter kortere internationale version. Selv om jeg mener, den italienske version kunne være kortet lidt ned, er den internationale skamklippet i forhold til originalen, men det er prisværdigt af AWE, at de giver publikum muligheden for at se begge versioner. Som sædvanligt indeholder DVD’en også en lille informativ booklet om filmen.

Profondo Rosso er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 38 | 13/12/2008

Stikord: Giallo, Italian Cinema, Okkultisme, Psykopater, Rom