Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Obi-Wan Kenobi

Obi-Wan Kenobi
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Trods et fremragende hovedtema af John Williams og enkelte højdepunkter i selve scoret, må musikken til Obi-Wan Kenobi betegnes som en stor og markant skuffelse.

Obi-Wan KenobiTilbage i maj fik den længe ventede Obi-Wan Kenobi-serie endelig premiere på Disney+. På premieredagen lagde Disney de første to afsnit op, og de efterfølgende fire fulgte så med hver en uges mellemrum.

Seriens handling vil jeg ikke gå i detaljer med her. Læser du denne anmeldelse, taler sandsynligheden for, at du allerede kender handlingen, om ikke andet i store træk, og ellers kan du læse min anmeldelse af serien her.

Musikken til Obi-Wan Kenobi er krediteret til trekløveret John Williams, Natalie Holt og William Ross.

Hovedkomponisten er den britiske violinist og komponist Natalie Holt, der første gang fik foden indenfor hos Disney, da hun blev valgt til at komponere musik til Marvels Loki-serie.

Musikken til Loki er god, så derfor kunne man have håbet, at Holt også ville have succes med musikken til Obi-Wan Kenobi.

Det er så ikke helt tilfældet, som jeg kommer tilbage til, men til gengæld er der en del, der tyder på, at skylden for dette ikke kan lægges for fødderne af Holt.

Rygter og spekulationer

Der florerer masser af rygter og spekulationer om, hvad der egentlig er foregået bag kulisserne i forbindelse med musikken til Obi-Wan Kenobi. Det kan du alt sammen læse meget mere om i en lang artikel, der også findes i dette nummer af Planet Pulp. Her skal jeg kun opridse de helt grundlæggende elementer.

Natalie Holt blev hyret til at komponere musikken i december 2021 med deadline for scoret i marts. Holt blev imidlertid først annonceret som komponist i april 2022, og inden da var det kommet frem, at John Williams havde komponeret hovedtemaet til serien.

Dette var dog ikke altid planen, for Williams kom først ombord på serien i slutningen af januar og leverede sit hovedtema i februar; han indspillede det den 7. februar.

Da Williams kom ombord, havde Holt således været i gang med sit score i en måneds tid, og hun havde faktisk allerede komponeret sit eget hovedtema til serien.

Dette tema blev naturligvis skrottet som hovedtema, men Holt beholdt dog temaet og brugte det i stedet som et tema for venskabet mellem Obi-Wan og den unge Leia.

Sammen med John Williams kom også en anden komponist ind i billedet, nemlig William Ross, der har samarbejdet med Williams i mange år.

Indledningsvist blev det annonceret, at Ross kun skulle stå for adapteringen af Williams’ nye hovedtema i serien; i sig selv en lidt besynderlig ting, som jeg også kommer ind på i ovennævnte artikel.

Det kom dog ret hurtigt til at stå klart, at Ross’ involvering var betydeligt større end som så. Således fremgik det af musikken i både serien og på det efterfølgende album, at Ross har komponeret en hel del cues, bl.a. til flere af seriens absolutte nøglesekvenser.

Som sagt går jeg dybt ind i rygterne og spekulationerne i artiklen, men der er ingen tvivl om, at der er foregået et eller andet usædvanligt bag kulisserne.

Større bidrag end albummet antyder

Albummet med musik fra Obi-Wan Kenobi har en spilletid på lige omkring 82 minutter og indeholder 31 skæringer, hvoraf én er krediteret rent til John Williams. Det er naturligvis Obi-Wan Kenobi-hovedtemaet, der ligger som nr. 1.

Af de resterende 30 er syv krediteret til William Ross, herunder dog også “End Credits”, der kun består af en adaptering af Williams’ hovedtema.

Vi har naturligvis ingen detaljeret cue-liste for serien, men vurderet ud fra musikken i serien tyder alt på, at William Ross har bidraget med mere, end albummet antyder.

Williams’ hovedtema

Lad os som det allerførste kigge på Williams’ hovedtema, der naturligvis er det bedste ved albummet – og serien i øvrigt.

Koncertversionen (nr. 1) starter med dæmpede tremolostrygere, inden selve temaet introduceres på valdhorn ved ca. 0:07. Ved ca. 0:39 lægges temaet over i strygerne. Fra 1:05 kommer lidt mere tempofyldte strygere med en ostinato på seks toner, hvorover en mere kraftfuld version af temaet igen fremføres af messingblæserne.

Herefter følger, fra ca. 1:44, en passage med en kraftig, fanfareagtig reduktion af temaet i blæserne over ligeledes kraftfulde strygere og slagtøj.

Fra ca. 2:05 går temaet over i en stryger-elegi i Williams’ velkendte stil, fortsat med dele af temaet vævet ind, inden han ved ca. 2:49 igen præsenterer temaet i en nobel og højstemt blæserversion.

Efter en kort passage for strygere kommer endnu en præsentation af temaet ved 3:19, denne gang mere stærk og om ikke decideret optimistisk, så i hvert fald i en version, der signalerer nyfunden styrke og vilje.

Temaet slutter med en fanfare-agtig blæserostinato over resten af orkestret, der bygger op til en velkendt crescendo-afslutning.

Topklasse

Obi-Wan-temaet er fremragende, derom skal der ikke herske nogen tvivl. At det også er lidt usædvanligt for Williams er lige så tydeligt, for i modsætning til hans typiske måde at gå til denne type temaer på, er der ikke noget egentligt B-tema.

Hele Obi-Wan-temaet er bygget op omkring den centrale melodiske konstruktion, som måske nok reduceres og suppleres af andre elementer i strygerne – f.eks. den mere tempofyldte strygerostinato ved 1:05 – men aldrig forlader scenen helt.

De elegiske strygere i midten af koncertversionen kan ikke siges at udgøre en egentlig tematisk konstruktion, og også i denne passage er det dele af temaet, der er den bærende melodiske idé.

Koncertversionen af temaet er på mange måder et destillat af Obi-Wans character arc i serien: Fra desillusioneret og nedbrudt til en mand, der genfinder sin forbindelse til The Force og genfinder sin styrke.

Det er en lille genistreg fra Williams, men naturligvis er det ikke uventet af en mand af Williams’ kaliber, at han lader temaets koncertudgave være et mikrokosmos af hele serien.

Obi-Wan-temaet er ikke et tema, Williams kunne have komponeret til den originale trilogi. Selvom det er præcis så fængende og mindeværdigt, som Williams’ temaer altid er, er Obi-Wan-temaet tydeligvis komponeret af en John Williams i sit livs efterår.

Det er afmålt, tænksomt og fyldt med tristhed og vemod, også selvom der kommer en grad af styrke og vilje hen mod slutningen. Altovervejende er dette dog musik med en gennemgående følelse af vemod og modenhed.

Hovedtemaet fra Obi-Wan Kenobi er filmmusik i absolut topklasse fra en mester, der selv i en alder af 90 er på toppen af sit game.

Stil- og kvalitetsskift

Derfor står hovedtemaet også i skærende kontrast til resten af scoret, og derfor har resten af scoret også en gennemgående skizofren kvalitet.

Obi-Wan-temaet bruges hyppigt i selve serien, også så hyppigt, at det har fået nogle til at klage over, at det måske ligefrem bruges for meget.

Det gjorde nu ikke mig noget, da jeg så serien, men til gengæld er det med til at give seriens musik et meget sammensat udtryk, fordi der sker et markant stil- og kvalitetsskift, hver gang Williams’ tema – næsten udelukkende i William Ross’ cues – dukker op.

Også de dele af Ross’ cues, der ikke adapterer Williams’ tema, er i en helt anden stilart og kvalitet end resten af scoret, for hvor Ross’ cues er rent symfoniske, stedvist med brug af kor, er Natalie Holts cues en blanding af symfonisk og elektronisk.

Hvor Ross’ cues repræsenterer den type musik, vi har været vant til at høre i Star Wars-film, er Holts langt mere moderne i sit udtryk.

Utilgivelig fejl

Derudover kan jeg lige så godt sige det med det samme: Holts cues er ikke kvalitativt på niveau med William Ross’, og er generelt kvalitativt under, hvad jeg mener, vi burde kunne forvente af scoret til den største TV-serie i Star Wars-universet til dato.

Jeg tror til gengæld ikke, at kvaliteten af Holts cues nødvendigvis er et udtryk for hendes evner. Jeg tror meget vel, at den mere moderne stil, der også rent tematisk er enklere og mere nedtonet, kan skyldes instruktioner, Holt har modtaget af instruktøren, Deborah Chow.

Det kommer jeg også nærmere ind på i den artikel, jeg har nævnt flere gange.

I samme artikel går jeg også ind i debatten om, hvorfor Williams’ “gamle” Star Wars-temaer stort set glimrer ved deres totale fravær før sjette afsnit af serien.

Fra et ledemotivisk synspunkt giver det ingen mening, at Holt skulle komponere sine egne temaer for Leia og Darth Vader, ligesom også temaet for The Force mangler flere steder undervejs, hvor det rent ledemotivisk gav mening at bruge det.

Ikke desto mindre er det tilfældet, og det er et af scorets helt store problemer – en utilgivelig fejl i en TV-serie som Obi-Wan Kenobi, der finder sted mellem film nr. tre og fire, på et tidspunkt i universets interne kronologi, hvor John Williams allerede har etableret temaer for Leia, Vader og The Force.

Rod bag kulissen

Men rent tematisk er Obi-Wan Kenobi-scoret faktisk endnu mere rodet end som så. For det er ikke kun manglen på Williams’ såkaldte legacy-temaer, der udgør et problem.

Der er heller ingen kommunikation mellem Natalie Holts og William Ross’ bidrag, hverken stilistisk eller tematisk. For det første leverer Ross et langt mere traditionelt, symfonisk formsprog med masser af små John Williams-træk, mens Holts bidrag som sagt er langt mere moderne og inkorporerer masser af synth.

For det andet leverer begge komponister deres eget ledemotiv for Darth Vader, inden The Imperial March endelig introduceres sent i serien.

Det fortæller naturligvis også noget om det rod, der meget vel kan have været bag kulissen.

Ledemotivisk

Strukturelt er Obi-Wan Kenobi-scoret ellers opbygget nogenlunde, som vi kender det fra Star Wars.

Det er nemlig bygget op omkring en række ledemotiver, der væver sig ind og ud af scoret – som sagt blot ved vandtætte skotter mellem Holts og Ross’ cues, og naturligvis med John Williams’ tema som absolut dominerende tematiske element.

Det er Holt, der kommer med de fleste ledemotiver, hvoraf dog kun nogle få for alvor markerer sig, mens man virkelig skal nærlytte musikken for at udrede de resterende som ledemotiver.

Blandt Holts vigtigste bidrag er et tema for inkvisitorerne og/eller Reva, et for Darth Vader, et for den unge Leia samt det oprindelige Obi-Wan-hovedtema, som Holt genbrugte som et venskabstema for Obi-Wan og Leia, da John Williams kom ind i billedet.

Nu skriver jeg godt nok temaer, men reelt er flere af Holts ledemotiver egentlig mere at betragte som motiver end som fuldt udviklede temaer.

Det gælder f.eks. både for Inkvisitorernes tema, der første gang dukker op ved ca. 0:20 i “Inquisitors Hunt” (nr. 3), og for Vader-temaet, der første gang høres ved ca. 2:49 i “Cat and Mouse” (nr. 11).

Inkvisitorernes tema er et enkelt motiv på 2 x 3 faldende toner, hvor hver tonerække er næsten identisk, bortset fra den sidste tone i anden gentagelse. I “Inquisitors Hunt” høres temaet i voldsomme messingblæsere over huggende strygere.

Egentlig er idéen ikke dårlig: Temaet er præcis som ensporet og brutalt, som inkvisitorerne fremstår, men det er ikke ligefrem den type skurkemusik, man går rundt og nynner bagefter.

Endnu mere enkelt er Holts motiv for Darth Vader, der vistnok især skulle bruges til at understrege Vaders brutalitet.

Og idéen er da også både simpel og brutal: Der er her tale om et motiv på to toner, hvis særpræg kommer til udtryk gennem den glissando – toneglidning – der transporterer motivet fra den første til den anden tone.

Igen må man sige, at idéen sådan set er udmærket, og motivet faktisk også genkendeligt nok. Problemet i seriens kontekst er, at dette motiv (sammen med det, William Ross også komponerede) erstatter The Imperial March, snarere end at supplere det.

Star Wars møder Jack Bauer

Mere kød er der på Holts tema for den unge Leia, der første gang høres i “Young Leia” (nr. 4) ved ca. 0:15. Her er der tale om et fuldt udviklet tema, der introduceres i strygerne over slagtøj.

Temaet er optimistisk og harmonisk, men desværre mangler det en solid melodisk kerne, som man kan huske bagefter, for selvom Leia-temaet ikke på nogen måde er underudviklet, så er det bare ikke specielt mindeværdigt.

Det samme kan faktisk siges om Natalie Holts oprindelige Obi-Wan-tema – nu venskabstemaet – som første gang dukker op, meget diskret, i “Ready to Go” (nr. 9), men som høres bedst i “Hold Hands” (nr. 21) fra ca. 0:41. Her hører vi indledningsvist temaet i strygersektionen over noget let synth, inden det suppleres af solocello.

Ret skal være ret: Venskabstemaet er ikke dårligt, og det er både smukkere og mere indfølt end f.eks. Leias tema. Men det er bare heller ikke et specielt mindeværdigt tema af den type, der bare sætter sig fast i lytteren.

Derudover er der det virkelig alvorlige problem ved Venskabstemaet, at temaets første fire toner minder helt utrolig meget om Sean Callerys hovedtema til den legendariske Kiefer Sutherland-serie 24! Eller rettere: De første fire toner er helt identiske med Callerys tema!

Det er virkelig forstyrrende for ens oplevelse af musikken, at et tema i Star Wars-universet pludselig transporterer én til nutidens Los Angeles og terrorbekæmpelse.

Forskellig lyd til forskellige planeter

Foruden de ledemotiviske idéer, Holt bidrager med, forsøger hun også gennem sin musik at gøre de forskellige planeter, Obi-Wan besøger i løbet af serien, forskellige fra hinanden.

Det gør hun hovedsagelig gennem tekstur og instrumentering, selvom planeten Mapuzo også har sit eget tema, der dog kun dukker op i et enkelt cue.

“Daiyu” (nr. 10) begynder med mørke strygere og blæsere der snart suppleres af synth, både i form af underlæggende rytmer og flader.

Tanken her har tydeligvis været at give den storbyagtige planet en dystert urban vibe, hvilket Holt da egentlig også har succes med, blot uden musikken nogensinde bliver andet og mere end det, man forventer af en moderne TV-serie. Der er ikke meget Star Wars her.

Der er mere karakter over “Spice Den” (nr. 12), der også kommer fra Daiyu-sekvensen. Her inkorporerer Holt indonesiske slagtøjsinstrumenter, hvilket giver lidt kulør til hele affæren.

Planeten Mapuzo, der musikalsk repræsenteres af “Mapuzo” (nr. 14), har sit eget tema og er instrumenteringsmæssigt præget af world music-agtig slagtøj, mens temaet bæres af et fløjteinstrument.

TV-serie-lyd

Men selvom Holt, både gennem sin brug af ledemotiver og sin differentiering af lokaliteter gennem instrumentering, forsøger at skabe et fornuftigt sammenhængende score, lykkes hun kun delvist.

Der er bestemt dele af Holts score, der fungerer fint. På trods af, at hendes ledemotiver og temaer ikke er synderligt mindeværdige eller iørefaldende, så er de er og fortæller, at Holt har haft en klar vision for scorets interne struktur og arkitektur.

Mange af hendes cues fungerer da også, men det er få af dem, der gør mere end at fungere. Et klarere defineret tematisk katalog ville have hjulpet stort her.

Måske havde det også været klogt at skrue ned for mængden af synth, der giver store dele af scoret en “billig” lyd, der minder mere om TV-serier fra forgangne tider end om nutidens stort anlagte og stort budgetterede event-serier.

I bedste fald minder Holts brug af synth bare om så mange andre moderne TV-serier, og det giver ofte hendes cues en generisk lyd: Som musik der kunne komme fra næsten hvad som helst.

Endelig kommer man ikke udenom, at der er en del af Holts cues, der har meget tydelig karakter af fyld, hvor der sker meget lidt i musikken. Her bliver scoret til ren lydtapet; noget et Star Wars-score aldrig må blive.

De værste eksempler på det er f.eks. de første 40 sekunder af “Hold Hands” eller stort set hele “Sacrifice” (nr. 25). Begge cues er aldeles nydelige; “Sacrifice” med fine, traurige strygere over en lav synth-drone.

Ikke desto mindre vandrer musikken bare rundt uden nogensinde at komme nogen vegne. Nydeligt, ja, men helt klart fyld.

Rigtig gode actioncues

I enkelte cues viser Holt, hvad hun egentlig kan. Både “Hangar Escape” (nr. 20) og “Dark Side Assault” (nr. 23) er faktisk rigtig gode actioncues, ligesom de øvrigt også er blandt de få eksempler på cues, hvor det er Holt, der indarbejder John Williams’ nye Obi-Wan-tema.

De to cues har også det til fælles, at de i langt højere grad er rent symfoniske end mange af Holts andre cues, og sammen med cues som f.eks. “Inquisitors Hunt” og “Sensing Vader” (særligt sidste halvdel) demonstrerer de tydeligt, at Holt kan mere og andet end det, man ellers får indtrykket af gennem store dele af scoret.

Her får man igen en mistanke om, at Holt har opereret under strenge ordrer fra seriens instruktør Deborah Chow, og igen: Er man til rygter og konspirationsteorier, så læs månedens lange artikel om selvsamme andetsteds her på Planet Pulp.

Mere traditionel Star Wars-lyd

Men uanset hvor god, Natalie Holt faktisk kan være, når hun får lov til at spille med musklerne, så blegner hendes del af scoret en del, sammenlignet med de cues, der er krediteret til William Ross.

Her skal vi dog også retfærdigvis bemærke, at det er Ross, der står for langt de fleste interpoleringer af John Williams’ Obi-Wan-tema, så alene her har Ross’ bidrag en vis fordel.

Selvom Holt bruger Williams’ temaer nogle få steder, så er det helt tydeligt, at de fleste og væsentligste præsentationer af temaet er givet over til William Ross, og når man har så godt materiale at arbejde med, er det klart, at ens musik får en fordel allerede fra starten.

Derudover tror jeg, Ross har været – næsten – helt isoleret fra instruktøren Deborah Chows krav om, hvordan scoret skulle lyde – enten fordi Ross er blevet bedt om i store træk at ignorere Chow, eller fordi han ganske enkelt har været ligeglad med hende.

Af samme grund har Ross’ bidrag en langt mere traditionel Star Wars-lyd. Ikke alene er den rent symfonisk; Ross’ mange års samarbejde med John Williams kommer også stedvist til udtryk i form af nogle stilistiske træk, han har lånt fra John Williams.

Med andre ord lyder Ross’ cues mere som noget, vi er vant til fra Star Wars. At jeg selv foretrækker den lyd er selvfølgelig udtryk for min personlige smag.

Jeg har faktisk ikke noget imod, at film og TV-serier i Star Wars-universet udforsker en anden lyd og tilgang end den, John Williams etablerede med sine scores. F.eks. synes jeg, Ludwig Göranssons musik til The Mandalorian er ganske glimrende.

Men i lige præcis en serie som Obi-Wan Kenobi, der ikke bare tidsmæssigt ligger lige mellem to af filmseriens trilogier, men som har tre centrale legacy-karakterer i hovedrollerne, mener jeg, en mere traditionel tilgang helt overordnet havde været den rigtige.

Igen er vi tilbage ved Deborah Chow, der angiveligt ønskede, at musikken skulle være helt anderledes.

Kunne have brugt et større orkester

William Ross’ cues er alle glimrende, også selvom man stedvist fornemmer, at hans cues godt kunne have brugt et større orkester og kor til for alvor at realisere dem.

Sidstnævnte gælder ikke mindst for “I Will Do What I Must” (nr. 24) og “Overcoming the Past” (nr. 27), fra Obi-Wans afsluttende duel med Darth Vader. Her antager musikken operatiske proportioner, men særligt koret lyder for lille til for alvor at kunne få den kraft, som musikken faktisk lægger op til.

I øvrigt er selvsamme cues et tegn på, at Ross måske for det meste har kunnet ignorere Deborah Chows krav og ønsker, men måske ikke helt.

For selvom Ross’ cues her, rent stilistisk, lægger sig op ad John Williams’ tilgang til den afgørende duel mellem Obi-Wan og Anakin i Revenge of the Sith (eller for den sags skyld mellem Obi-Wan og Darth Maul i The Phantom Menace), så bruger Ross ikke Williams’ tema fra “Battle of the Heroes” eller “Duel of the Fates”.

Det havde ellers været oplagt her, men enten på foranledning af Chow eller Williams selv (se igen den flere gange nævnte artikel), sker det altså ikke.

Derudover har nogle af Ross’ cues små stiltræk, hentet direkte fra John Williams, særligt “First Rescue” (nr. 13).

Her kan man f.eks. pege på Ross’ brug af blæsere og træblæsere mellem ca. 0:32 og 0:42, der giver kraftige mindelser om Williams’ score til The Empire Strikes Back, eller brugen af blæsere i samme cue mellem ca. 1:20 og 1:27, hvor det især er Williams’ prequel-scores, man hører ekkoer af.

Eget Vader-tema

Ingen af William Ross’ cues giver fornemmelsen af fyld eller lydtapet, og de er alle sammen ganske imponerende og giver et indtryk af, hvilken type score, Obi-Wan Kenobi kunne have været, hvis man var gået ad denne vej fra starten.

“First Recue” er et fremragende, tempofyldt actioncue, mens “Some Things Can’t Be Forgotten” (nr. 18) starter med sit eget lyriske (og rent ud sagt vidunderlige) tema, inden cuet slår over i mere dramatisk musik.

Det er også i “Some Things Can’t Be Forgotten”, at Ross introducerer sit eget tema for Darth Vader. Det sker ved ca. 0:52 i form af et tragisk, men også dystert, strygerbåret tema, som vi snart efter – ved ca. 1:58 – får i fuld marchudgave, klart inspireret af The Imperial March.

Igen havde det måske været mere naturligt bare at bruge The Imperial March, i stedet for at få Ross til at komponere sin egen Vader-march (igen: læs artiklen), men når det nu ikke skulle være (endnu), så fungerer temaet faktisk glimrende.

Ved ca. 3:08 i samme cue giver Ross os også den første, ganske korte smagsprøve på Williams’ The Force-tema, men mere end denne lille bid, må vi vente på helt til seriens sidste øjeblikke.

Forløsning

De to duel-cues, “I Will Do What I Must” og “Overcoming the Past” er som tidligere nævnt glimrende, og inkorporerer også hver især på glimrende vis John Williams’ Obi-Wan-tema.

Særligt “Overcoming the Past” må roses for på fornem vis at understrege det tragiske forhold mellem Obi-Wan og Anakin, også selvom koret, som tidligere nævnt, føles lidt for småt.

Og så kommer det forløsende øjeblik endelig i slutningen af cuet: Efter en afdæmpet og trist variant på Obi-Wan-temaet efterfulgt af en dissonant opbygning hører vi langt om længe The Imperial March ved ca. 4:07.

Det skal retfærdigvis nævnes, at dette ikke er første gang, vi hører temaet; det er bare første gang, vi hører en fuld og tydelig markering af det.

Der har været nogle få kortfattede antydninger af The Imperial March tidligere, bl.a. som en del af det actiontema, der indleder “Empire Arrival” (nr. 22) og i blæserne ved ca. 2:11 i “No Further Use” (nr. 26) – begge i øvrigt komponeret af Natalie Holt.

Den fuldt udviklede version af marchen måtte vi dog vente med til den afsluttende duel mellem Obi-Wan og Vader.

For lidt og for sent

Og vi skal helt frem til seriens afsluttende øjeblikke, før Deborah Chow og/eller John Williams mente, at vi endelig kunne få lov til at høre en fuldt udviklet version af The Force-temaet og Leias tema. Ja, sidstnævnte har jo glimret ved sit absolutte fravær gennem hele serien.

Nu kommer både Leias tema og The Force-temaet endelig, ligesom vi fik The Imperial March, men det er selvfølgelig alt for sent, givet de mange steder tidligere i serien, hvor det havde givet mening at bruge dem.

“Saying Goodbye” (nr. 30) er cuet, der underscorer Obi-Wans afsked med Leia, der er vendt godt hjem til Alderaan, og det er selvfølgelig også komponeret af William Ross.

Efter en fornem harmonisk indledning, der er komponeret af Ross, men som i orkestrering og arrangement er rendyrket John Williams, får vi først en fin fremførelse af Williams’ Obi-Wan-tema.

Dernæst følger mere harmonisk opbygning, og så kommer Leias tema endelig, for første og eneste gang, før endnu en lille harmonisk bro leder ind i den første og eneste fulde fremførelse af The Force-temaet. Cuet afsluttes af en sidste præsentation af Obi-Wan-temaet.

Det er vidunderligt langt om længe at høre temaerne, selvom det som nævnt er for lidt og for sent, men sådan ville nogen, det skulle være, og sådan blev det.

Stor og markant skuffelse

Jeg har det svært med Obi-Wan Kenobi-scoret. Natalie Holts bidrag veksler mellem det stedvist faktisk rigtig fine og det ofte decideret uinspirerede, og størstedelen af Holts score er præget af en generisk, moderne lyd, der kunne komme fra en hvilken som helst TV-serie.

Så har vi William Ross’ glimrende cues, der både ved deres overordnede stil, der hyppigt er inspireret af John Williams, og ved Ross’ egne bidrag – samt selvfølgelig ved Ross’ udstrakte brug af John Williams’ Obi-Wan-tema – giver scoret et markant kvalitetsløft.

Men blandingen af Holts og Ross’ cues gør også scoret ujævnt, ligesom det hele vejen igennem lider under manglen på de John Williams-temaer, som det hele vejen igennem ville have givet mening at bruge – selv i de fleste af William Ross’ cues.

Ville John Williams selv have scoret serien uden at bruge sine gamle temaer i udstrakt grad? Nej, selvfølgelig ville han ikke det, men sådan ville nogen, det skulle være, og sådan blev det.

Det resulterer i et både ujævnt og ofte decideret anonymt score, om end der er enkelte højdepunkter undervejs og selvfølgelig det mageløse hovedtema, John Williams leverede.

Højdepunkterne og det fremragende hovedtema til trods, var det nok ikke lige det score, vi havde forestillet os til så stort anlagt en serie som Obi-Wan Kenobi, og på den måde kan det kun betegnes som en stor og markant skuffelse.

2 stjerner

Nummerliste:
1. Obi-Wan* (4:07)
2. Order 66 (1:41)
3. Inquisitors’ Hunt (3:10)
4. Young Leia (1:05)
5. Days of Alderaan (1:38)
6. The Journey Begins** (2:58)
7. Bail and Leia (2:20)
8. Nari’s Shadow (1:14)
9. Ready to Go (2:27)
10. Daiyu (2:25)
11. Cat and Mouse (3:11)
12. Spice Den (1:10)
13. First Rescue** (3:11)
14. Mapuzo (1:18)
15. The Path (1:35)
16. Sensing Vader (2:50)
17. Parallel Lines (2:13)
18. Some Things Can’t Be Forgotten** (4:47)
19. Stormtrooper Patrol (2:34)
20. Hangar Escape (2:33)
21. Hold Hands (1:40)
22. Empire Arrival (2:05)
23. Dark Side Assault (2:38)
24. I Will Do What I Must** (2:49)
25. Sacrifice (1:41)
26. No Further Use (3:40)
27. Overcoming the Past** (4:29)
28. Tatooine Desert Chase (2:20)
29. Who You Become (3:36)
30. Saying Goodbye** (5:27)
31. End Credit** (4:03)

Total spilletid: 82:55

* Komponeret af John Williams
** Komponeret af William Ross

Titel: Obi-Wan Kenobi
Komponeret af: Natalie Holt, William Ross, John Williams (hovedtema)
Yderligere musik komponeret af: Andreas Gutuen Aaser, Jack Halama, Peter Nickalls, Jon Opstad
Dirigeret af: Mark Graham, William Ross
Orkestreret af: Pete Anthony, Philip Klein, Jon Kull, Jeff Atmajian, Jim Honeyman, Gernot Wolfgang, Andrew Kinney, William Ross
Komponeret: 2022
Udgivet: 2022
Label: Walt Disney Records

Anmeldt i nr. 202 | 13/08/2022

Stikord: Star Wars

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.