Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Nyt Monkey Island-spil kommer senere i år!

Nyt Monkey Island-spil kommer senere i år!
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Ron Gilbert står bag nyt spil i den legendariske serie af adventurespil.

Årets indtil videre absolut største (og mest positive) overraskelse kom i går, da det blev annonceret, at vi får en nyt Monkey Island-spil senere i år, med titlen Return to Monkey Island.

Og det er ikke bare et hvilket som helst nyt Monkey Island-spil. Nej, det er et Monkey Island-spil, designet af Ron Gilbert, manden der stod bag det oprindelige spil, The Secret of Monkey Island (1990), og fortsættelsen, Monkey Island 2: LeChuck’s Revenge (1991).

Gilbert har i mange år drømt om at lave sit eget Monkey Island 3, for han var ikke involveret i de tre spil i serien, der kom i henholdsvis 1997, 2000 og 2009.

Han er sågar gået så langt som i et tweet at bede Disney om at sælge ham IP-rettighederne til Maniac Mansion og Monkey Island; det var tilbage i 2016.

Et eller andet er jo tydeligvis sket i mellemtiden, for da Gilbert i går løftede sløret for det nye spil, fortalte han også, at han har arbejdet på det i hemmelighed de sidste to år.

Spillet produceres af Gilberts firma Terrible Toybox i samarbejde med Devolver Digital og, ja, LucasFilm Games, som Disney genoplivede sidste år!

I øvrigt er Gilbert ikke den eneste fra det oprindelige hold bag The Secret of Monkey Island, der arbejder på det nye spil. Dave Grossman, der skrev det oprindelige spil sammen med Gilbert, er også med på projektet, og det samme er komponisterne Michael Land, Clint Bajakian og Peter McConnell – Land arbejdede på de to første spil, mens Bajakian og McConnell kom ombord (på sørøverskuden) til Monkey Island 2.

Endelig er det kommet frem, at Dominic Armato, der har lagt stemme til spillenes hovedperson Guybrush Threepwood siden The Curse of Monkey Island fra 1997 (men også de remasterede udgaver af de oprindelige to spil) fortsætter arbejdet her.

Angiveligt ignorerer det nye spil alle spillene efter Monkey Island 2: LeChuck’s Revenge, så det bliver spændende at se, hvordan det nye spil forholder sig til slutningen på toeren, hvor man fandt ud af… Nej, det skal jeg ikke afsløre her, hvis du ikke har spillet det.

(Og hvis du ikke har, så er det bare med at få bootet din yndlings-emulator op, uanset om det er Amiga eller PC-DOS!).

I kan se traileren på spillets officielle hjemmeside: returntomonkeyisland.com.

Mand, hvor jeg glæder mig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.