Fremover vil Planet Pulps filmmusiksektion byde på et par nye tiltag. Som supplement til den type anmeldelser, jeg allerede skriver, og som ofte er ganske lange, vil der fra nu af også dukke kortere anmeldelser op.
Den ene type er mikroanmeldelser, der vil være fra ca. 100 op til ca. 300 ord lange (eksklusiv trackliste).
Den anden type er minianmeldelser, der vil være en lille anelse længere, fra ca. 300 op til ca. 500 ord lange (igen eksklusiv trackliste). Her kommer der en anelse mere kød på end ved mikroanmeldelserne, uden at der vil være tale om en regulær anmeldelse, der fremover vil ligge fra ca. 700 ord og opefter.
Jeg vil dog også bestræbe mig på at gøre flere af de regulære anmeldelser kortere end hidtil. Ikke kun for at gøre dem mere læsevenlige, men også i et forsøg på at få skrevet flere anmeldelser. Tid er et nøgleord her, og de lange, dybdegående anmeldelser, der hyppigt ligger på mindst 1500 ord og opefter, tager lang tid at forberede og at skrive.
Særligt mikroanmeldelserne er tænkt som en mulighed for mig for at give et mere fyldestgørende indtryk af de mange scores, jeg hører i løbet af et år – ikke mindst på grund af mit medlemskab af International Film Music Critics Association, der modtager promoer af filmmusik til vurdering.
Mikroanmeldelser vil blive lagt op på Planet Pulps blog-sektion i takt med, at jeg får dem skrevet. Det vil altså sige, at de ikke først kommer på hjemmesiden i forbindelse med de regulære numre, der udkommer den 13. i hver måned. Men i forbindelse med hvert regulært nummer, vil links til mikroanmeldelserne dog blive lagt ind på Filmmusiksektionen, så de ikke forsvinder i blogformatets glemsel.
Minianmeldelser vil blive en del af de regulære numre og vil således blive lagt på siden sammen med andre anmeldelser og artikler den 13. i hver måned.
Hvor mange, der kommer af de forskellige typer af anmeldelser, er som altid et spørgsmål om tid, og jeg forventer især, at det er mikroanmeldelserne, der vil komme til at gøre en forskel her. Den første mikroanmeldelse vil allerede dukke op på Planet Pulps blog senere i dag, og herefter vil de som sagt komme drypvist. Stay tuned!
– Mogens