Troels Bording
Ingen kommentarer

Nyarlathotep

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

De indtil videre tre Nyarlathotep-fanzines, som naturligvis er dedikeret til H.P. Lovecraft, er god læsning, ikke bare for Lovecraft-fans men også for horrorfans generelt.

Nyarlathotep 1Nyarlathotep er et dansk Lovecraft-fanzine. Hovedmanden bag magasinet er Thomas Winther, og i det første blad fortæller han i forordet om, hvordan det hele kom til verden.

Det hele startede med, at han begyndte at indsamle alt, hvad der var skrevet på dansk om Lovecraft, hvilket dog viste sig at være noget af en omfattende proces. Efter at have set artiklerne igennem, kunne han blot konstatere, at det meste kun var anmeldelser, og at der faktisk ikke var skrevet mange artikler om Lovecraft på dansk. Nyarlathotep blev derfor skabt. Dels for at andre danske Lovecraft-fans ikke skulle gennemgå samme søgeproces som Thomas, hvis de skulle finde alt det, der var skrevet på dansk om Lovecraft, og dels for give ham selv og de skribenter, som har hjulpet ham, en mulighed for at skrive nogle gode artikler om Lovecraft.

Der er indtil videre udkommet tre numre, og det er uvist, om der kommer flere. Det er naturligvis et spørgsmål om, hvorvidt der kan findes nok materiale til et eller flere numre. Bladet er naturligvis meget spartansk hvad angår layout, men det er som bekendt ikke omslaget, man skal skue bogen på, så med det in mente vil jeg nu kigge nærmere på indholdet.

Nyarlathotep 1

Det første nummer indeholder en biografi, seks artikler og fire noveller. Det første vi bliver introduceret for er naturligvis biografien, som er skrevet af Thomas Winther selv. Den er faktisk rigtig god, omfattende og velskrevet. Det mest imponerende er, at selvom det er en biografi om en meget følelsesmæssig indadvendt forfatter, så bliver det aldrig kedeligt at læse den, fordi den er skrevet med et energisk og let humoristisk sprog. Det er en god, præcis biografi, der samtidig sætter en høj standard for de resterende artikler.

Herefter følger novellen “Nyarlathotep” som bygger på én af Lovecrafts drømme. Den handler om en mystisk fremmed, som kommer til byen, og om hvordan alle, der hører ham, bliver betaget af hans rædselsvækkende budskab. Den er oversat af Flemming Chr. Nielsen og Asger Harlung.

Artiklen “Man gjorde en forfatter fortræd – Filmatiseringer af Lovecrafts historier” tager et kort kig på de film, der er baseret på Lovecrafts forfatterskab. Som titlen nok også afslører, så har filmene ikke altid været lige heldige, men der er dog nogle perler imellem. Artiklen er skrevet af Thomas Winther.

“Den ventende i mørket” er en Lovecraft-inspireret novelle skrevet af Lars Kramhøft. En mand ved navn Howard får en dag et brev fra en gammel ven, Alec Weiss, hvori han bliver bedt om at rejse til Parkersville for at være vidne til et rædselsvækkende fund, som Alec har gjort i sit nye hus. Det er en fremragende gysernovelle helt i Lovecrafts ånd, og endda skrevet i et utroligt godt Lovecraft-agtigt sprog. “Den frygtindgydende gamle mand” er endnu en Lovecraft-novelle, som for første gang er blevet oversat til dansk af Flemming Chr. Nielsen. Tre tyve får en aften den idé at stjæle fra en gammel eneboer, men de må erkende, at manden i den grad lever op til sit øgenavn som den frygtindgydende gamle mand.

I artiklen “Lovecraft som rollespil”, skrevet af Tommy Jensen, får vi et kig ind i de rollespilsprodukter, som er inspireret af Lovecraft. Artiklen skaber et godt overblik og så slutter den endda af med et par nyttige links.

“Lovecraft i musikkens verden”, af Thomas Winther, kigger nærmere på de bands, som har ladet sig inspirere af Lovecraft. Det er hovedsageligt heavy metal-bands, og artiklen kommer også med brudstykker af de forskellige bands’ tekster.

“Dagon”, oversat af Flemming Chr. Nielsen, er endnu en Lovecraft-novelle, som handler om en skibbruden mand, der er havnet på en mystisk ø. Her er han vidne til et frygteligt væsen, der kommer op fra havet, og alene synet af dette væsen er nok til at knække mandens psyke.

“Lovecraft i streg”, af Frank Brahe, tager et kig på de tegneserier, der er bygget over Lovecrafts univers. Den kommer langt omkring, men det er desværre ikke den bedste artikel, mest fordi den er skrevet i et meget indforstået sprog. Det er lidt svært at tygge sig igennem en fjorten linier lang sætning, som kun bliver afbrudt af et hav af kommaer.

“Lovecraft på dansk”, af Thomas Winther, kigger på de danske Lovecraft-oversættelser og hvilke forlag, som ligger inde med de mest interessante titler. Artiklen dækker ikke kun Lovecraft, men tager også et kig på danske gyseroversættelser generelt.

“H.P. Lovecraft: Mellem drøm og mareridt”, af Benni Bødker, er en fremragende artikel, der prøver at forklare, hvorfor specielt Lovecraft er så interessant.

Der er altså noget for alle Lovecraft-fans i dette magasin, og det er jo kanonfedt at se nogle af Lovecrafts mere ukendte noveller blive oversat til dansk. Personligt synes jeg faktisk, at det bedste ved dette magasin er novellerne, men hvis man er fan af Lovecraft og har lyst til at vide i hvilken sammenhæng, han optræder i diverse andre medier, såsom musik eller tegneserier, så er magasinet også en god opslagsbog. Da det lægger ud med en god biografi, behøver man på ingen måde at være hardcore Lovecraft-entusiast for at få noget ud af det. Alt i alt er det et godt gennemarbejdet hæfte skabt af fans til fans.

Nyarlathotep 2

Nyarlathotep 2

Det næste nummer indeholder ni artikler og fire noveller. Hæftet lægger ud med “Overnaturlig horror udgivet i DK”, af Thomas Winther, som egentlig er et nærmere studie af Lovecrafts eget essay “Supernatural horror in literature”. Sidstnævnte er et essay hvori Lovecraft beskriver de gyserforfattere, som han tillægger størst betydning. Thomas går så videre og ser, hvordan disse forfattere er blevet oversat til dansk og hvilke gyser- og horrorantologier, der findes på det danske marked.

Herefter følger tre artikler med henholdsvis anmeldelser af Lovecraft-bøger, -film og -tegneserier. “Kattene i Ulthar”, oversat af Asgar Harlung og Helene Hindberg, er en Lovecraft-novelle, som foregår i den lille by Ulthar, hvor det er blevet vedtaget at intet menneske må dræbe en kat, efter der en aften skete noget ganske skrækkeligt med et ægtepar, som elskede at dræbe katte.

“Han sparker sgu’ godt – ham Cthulhu”, skrevet af Sarah Fürst, er en artikel, der giver en oversigt over Lovecraft-inspirerede computerspil. Den holder sig væk fra de mest mainstream horrorspil, såsom Silent Hill og Resident Evil, og fokuserer i stedet på de mere ukendte spil, samt hvor man kan skaffe dem og hvordan man får dem til at køre.

“Når morgenen gryr”, af Sarah Fürst, er en novelle, som handler om tyveriet af en mystisk statue. Selvom det er en moderne gyser, så foregår den naturligvis i Lovecrafts univers.

“Det uhyggelige”, af Mathias F. Clasen, er en artikel, der prøver at forklare det unikke ved horrorhistorier frem for andre genrer. “Nyarlathotep” er skrevet Øyvind Myhre og oversat af Walter F. Lake. Selvom navnene er ens, er det ikke den samme novelle som den Lovecraft skrev, men de to har meget til fælles. Denne gang er det mystiske væsen Nyarlathotep kommet til Norge, og fortælleren bliver inviteret med til en af hans sessioner. Det bliver et møde, han aldrig glemmer.

“En mail fra Erling” er ikke en decideret artikel, men nærmere en brevkasse. Thomas fik nemlig et brev fra Erling Søby, der selv er lidt af en Lovecraft-entusiast, hvori han havde nogle kommentarer og rettelser til det første nummer.

“Lovecraft, Joshi & the Esoteric order of Dagon”, af Henrik Harksen, er en artikel, der handler om amatørjournalistikken og dens betydning for Lovecraft, samt S.T. Joshi og The Esoteric Order of Dagon, som er en moderne sammenslutning af Lovecraft-eksperter og -forskere.

Taminkas skrin, af Helene Hindberg, er en novelle, som handler om den unge Remi, der bliver venner med sin ældre nabo Miklos. Miklos lever et tilsyneladende perfekt liv, men under overfladen skjuler han på noget og en dag beslutter han sig for at vise Remi sin hemmelighed.

“Fætter Maddike og Onkel Kryb”, af Erling Søby, tager et kig på udvalgte gysertegneserier fra 70’ernes Danmark. Man mærker hurtigt, at Erling er en erfaren rotte indenfor faget, for artiklen er meget præcis og velformuleret.

Det ville være synd at kalde nummer 2 for mere af det samme, for selvom det selvfølgelig blot er flere Lovecraft-artikler og -noveller, så er der alligevel meget nyt at hente. For mig er det stadig novellerne, der er de mest interessante, men artiklerne holder generelt også en høj standard, og specielt må fremhæves Erling Søbys tilføjelse til hæftet. Man kan altså sagtens få meget ud af nummer 2, selvom man allerede har læst det første.

Nyarlathotep 3

Nyarlathotep 3

Nummer tre er det korteste af de tre. Det består faktisk kun af en artikel og en novelle.

Artiklen er en rejsebeskrivelse skrevet af Thomas Winther. Den handler om hans tur til Providence New England, som han foretog i august 2005. Formålet var at besøge Lovecrafts hjemegn for at få et større kendskab til og en større forståelse for forfatteren og hans liv. Han besøger mange af de steder, som Lovecraft beskrev i sine noveller, så undervejs bliver rejsebeskrivelsen tilføjet nogle små udsnit af novellerne. Det er sådant set en god rejsebeskrivelse om end den nok er en anelse for indforstået.

Novellen “Under Overfladen”, skrevet af Thomas Strømsholt, handler om en matematiker, der farer vild en dag, han skal hjem fra arbejde. Uden at kunne forklare hvordan, befinder han sig pludselig i en verden, hvor hans rationalitet og logiske sans ikke giver nogen mening.

Nyarlathotep er god læsning, ikke bare for Lovecraft-fans men også for horrorfans generelt. Artiklerne ligger generelt på et højt niveau, og novellerne er kræs for gyserfans. Man kan kun købe Nyarlathotep gennem Thomas Winthers hjemmeside www.hplovecraft.dk. De to første numre koster 50 kr., mens det tredje koster 25 kr.

Nyarlathotep er venligst stillet til rådighed af Thomas Winther.

3 stjerner

Titel: Nyarlathotep nr. 1
Redaktør: Thoams Winther
Forfattere: Benni Bødker, Frank Brahe, Asger Harlung, Flemming Chr. Nielsen, Tommy jensen, Lars Kramhøft, Thomas Winther
Udgivelsesår: 2003
Sideantal: 82
hvid
Titel: Nyarlathotep nr. 2
Redaktør: Thoams Winther
Forfattere: Erling Søby, Helene Hindberg, Asger Harlung, Sarah Fürst, Mathias F. Clasen, Henrik Harksen, Thomas Winther
Udgivelsesår: 2005
Sideantal: 107
hvid
Titel: Nyarlathotep nr. 3
Redaktør: Thomas Winther
Forfattere: Thomas Winther, Thomas Strømsholt
Udgivelsesår: 2005
Sideantal: 30

Anmeldt i nr. 15 | 13/01/2007

Stikord: Cthulhiana, H.P. Lovecraft

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>