Men dermed ikke sagt, at det ikke er smukt ude i den danske natur. Det er bare ved at blive koldt og tidligt mørkt – hvilket jo er identisk med mere tid brugt indendørs. I denne måned bringer vi nogle anmeldelser af ting, I kunne finde frem og se. Men først til noget helt andet.
Computer generated imagery
I den fremragende sci-fi-film The Quiet Earth, som vi anmelder i denne måned, er effekterne simple. Ikke noget computergrafik, men flotte kulisser og effektivt modelarbejde. I dag ville det være utænkeligt at lave sci-fi-film på den måde. Det er både for omstændigt og umoderne. Computer generated imagery, bedre kendt som CGI, er ”skyld” i dette.
I både 70’erne og 80’erne var der computereffekter i film. I Westworld (1973) var skurkens point of view lavet på en computer – optagelserne var kørt igennem en computer for at skabe ”sådan ser robotten”-looket – og en af de store pionerer inden for computergrafik på film var Tron fra 1984, hvor der var mere end 15 minutters rendyrket CGI. I dag ser det forældet ud, men har stadig den charme, vi husker fra ”de gode gamle dage”. I Labyrinth (1986) mødte vi et CGI-dyr og i Willow (1988) viste morph-teknologien effekter, som vi ikke havde set før.
Cameron: The King og CGI
Men det var først i 1989, at James Camerons ”vandmonstre” i The Abyss varslede, hvad vi kunne vente os i løbet af de kommende år. Den selvsamme Camerons Terminator 2: Judgment Day slog benene væk under alle to år efter i 1991: Den onde T-1000, “liquid metal”, ændrede vores syn på, hvad computereffekter kunne gøre for filmmediet. Det var ikke bare blær, men gav filmfolkene nye muligheder. Eller rettere sagt: Det gjorde mulighederne uendelige, da man ikke længere var afhængig af modeller og andet ”håndgribeligt og menneskeskabt” teknik.
I 1993 fulgte Steven Spielberg trop med sine delvist CGI-skabte dinosaurer i Jurassic Park. Og så var der åbnet op for sluserne. I starten afløste det ene wow det andet, da vi som tilskuere så ting og effekter, vi aldrig havde set før. Men hverdagen meldte sig også i CGI’s liv, og både kravene til selve effekterne og til måden, hvorpå det blev integreret i filmen på, steg markant. Jar Jar Binks var i 1999 et eksempel på en grov voldtægt af CGI’s ry i Star Wars: The Phantom Menace, men Gollum genvandt den tabte ære tilbage i The Lord of Rings-trilogien (2001-2003).
I nullerne så man stort set ikke film, hvad enten det var en østeuropæisk Steven Seagal B-film eller en højtprofileret Hollywood-film om en bebrillet troldmand, uden at der indgik CGI. Problemet med CGI er bare, at det ofte ser kunstigt ud på den kunstige måde. Det er meget sjældent, at CGI’en som en helhed føles som en integreret del af filmen. Ja, det ser fedt ud, da elverne og menneskerne angriber Mount Doom i The Fellowship of the Ring (2001), men det ser sgu’ også lidt kunstigt ud – det skal til Jackson forsvar siges at de fleste andre effektskud i hans trilogi er lavet som en skøn blanding mellem ”gammeldags” effekter og CGI, men engang imellem skiller effekterne sig ud på den negative måde.
Danser med de blå aliens
Faktisk skal vi helt frem til 2009, og endnu engang med James Cameron bag roret, før CGI sætter en tyk streg under, at det godt kan laves på en måde, så det faktisk ikke ser kunstigt ud på den kunstige måde. I megahittet Avatar tror man som tilskuer på det, man ser, og fantasyverdenen Pandora fremstår som noget virkeligt. At historien i Avatar så ”bare” er en rumudgave af Dances with Wolves (1990) ændrer ikke på, at CGI-delen er meget, meget smuk. Og her tænker jeg ikke på 3D-teknikken.
Nej, Cameron formår endnu engang at revolutionere CGI-teknikken, så den ikke bare fremstår som staffage for effekttroldmændene. Både CGI-baggrundene, CGI-karaktererne og CGI-eksplosionerne føles som en del af restenen af film. Og det er sgu’ lidt af en bedrift, som forhåbentligt vil åbne op for en mere seriøs tilgang til CGI i fremtiden.
Man må nemlig ikke underkende CGI’s betydning for filmbranchen. For det første blev det muligt, at lave ting, som man før kun kunne forestille sig i fantasien. Se blot på superheltebølgen, Potter-drengen og alle de andre effekttunge film, vi har set de sidste 20 år. For det andet er det en økonomisk gevinst at kunne bruge CGI. Man kan blandt andet spare penge på kulisser og statister. Og for det tredje kan det store brug/overforbrug af CGI være med til at udvikle nye teknikker, som både kan bruges i film og computerbranchen. Man må som med alt andet lir bare ikke glemme indholdet og sjælen!
Husk sjælen!
Her på Planet Pulp hader vi CGI for CGI’ens skyld. Og vi hader, når det er lavet dårligt. Desuden er det en uskik at lave CGI-splat: Hvad er der galt med RIGTIG fake blod og opfindsomhed? Computeren kan gengive alt, men gør det desværre ofte uden sjæl. Og så er vi tilbage ved The Quiet Earth, som er en film fyldt med sjæl. Måske netop fordi effekterne ikke er lavet på computer?
På Planet Pulp vil vi gerne give ros til de filmskabere, som er old school, ja nærmest Dogmeagtige i deres tilgang til effekter. Et eksempel herpå kunne være den fremragende Moon (2009), hvor det er modelarbejdet og ikke computergrafikken, der skaber stemningen. Eller The Road (2009), hvor scenografien arbejder smukt sammen med de delvist computerskabte landskaber. Essensen er, at den gode CGI ikke virker som en løsrevet, men en integreret del af filmene, hvor de to dele ikke nødvendigvis kan, eller skal, adskilles fra hinanden. CGI kan være godt, hvis det bruges til at underbygge historie og stemning frem for at være lir og blær. Lidt på samme som vi har det, idealistisk set, med biler, kvinder og slik!
I denne måned bringer vi en blandet landhandel af filmanmeldelser. Der er den førnævnte postapokalyptiske perle The Quiet Earth, den overgearede japanske splatter Samurai purinsesu: Gedô-hime, seriemorderthrilleren Horsemen, de to Jean Rollin-film La rose de fer og Perdues dans New York samt endelig gyserkomedien Psychos in Love.
Ellers er der bare én ting I skal huske i denne måned, og det er rigtig at uhygge jer den 31., hvor det jo naturligvis er Allehelgensaften. Vi ses i næste måned, hvor det er fem år siden, Planet Pulps tidligere inkarnation Sleazehound gik i luften.
Film:
Horsemen (Jonas Åkerlund, 2009)
Perdues dans New York (Lost in New York) (Jean Rollin, 1989)
Psychos in Love (Gorman Bechard, 1987)
The Quiet Earth (Q: The Quiet Earth) (Geoff Murphy, 1985)
La rose de fer (Iron Rose) (Jean Rollin, 1973)
Samurai purinsesu: Gedô-hime (Samurai Princess) (Kengo Kaji, 2009)