Robin Hood har igennem tiderne optrådt på mildest talt forskellige måder. Mange historiefortællere har tolket myten om the hooded man på forskellige måder. Som det er tilfældet med den moderne superheltebølge, så er Robin Hood både skildret som hardcore helt, fjollet charlatan, tegneserieræv og mytisk ungersvend. Myten om Robin har sit udgangspunkt i engelsk folklore, men præcist hvornår og hvordan, Robin gjorde sin entré er uvist. Et værk fra omkring 1450, Talkyng of the monke and Robyn Hode, omhandler Robin, men selve fortællingerne er af ældre dato, og man hører også om Robin i 1200-tallet.
Robin i fiktionens verden
Dybest set er myten om Robin Hood universel: Helten der hjælper de undertrykte. I stil med det, som superhelte gør. Her på Planet Pulp vil vi anbefale, at man tager et kig på følgende Robin Hood-ting, da det viser den store spredning i myten og måden at skildre den på:
The Adventures of Robin Hood (1938), Robin Hood (Disney, 1973), Robin and Marian (1976), Robin of Sherwood (TV-serie, 1984-1986), Robin Hood: Prince of Thieves (1991), Robin Hood: Men in Tights (1993), Robin Hood (TV-serie, 2006-2009).
Men det er ikke kun inden for film og TV, at den hættede mand findes. På redaktionen elsker vi Clannads musik til TV-serien Robin of Sherwood, og vi husker med glæde, da Robin dukker op i computerspillet Defender of the Crown (1986).
Man kan også finde en genfødt Robin Hood i den glimrende postapokalyptiske roman Arrowhead (2008). Og til rollespillerne kan man med fordel opdrive GURPS Robin Hood: Adventures in Sherwood Forest… and Beyond (1992) eller nyde Avalon-brætspillet The Legend of Robin Hood (1979). Han er en klassisk helt, og vi glæder os på redaktionen til at se Ridley Scotts udgave af Gladia… , undskyld, vi mener naturligvis Robin Hood, med Russell Crowe i hovedrollen.
Nyt blod!
Vi kan i denne måned også med glæde byde velkommen til vores nye skribent Michael Larsen, som gør sin entré på planeten med anmeldelser af Tim Burtons Edward Scissorhands fra 1990 samt Danny Elfmans musik fra samme film. I næste måned vender vi tilbage med et tema, der står i Danmarks tegn – og det er ikke på grund af VM i fodbold eller dansktopfestivalen i Løsning. Glæd jer!
Film:
Edward Scissorhands (Edward Saksehånd) (Tim Burton, 1990)
Hancock (Peter Berg, 2008)
Kick-Ass (Matthew Vaughn, 2010)
Paroxismus (Venus in Furs) (Jesus Franco, 1969)
Piranha (Rædsler i dybet) (Joe Dante, 1978)
Filmmusik:
Edward Scissorhands (Danny Elfman, 1990)