Da jeg var barn, havde jeg masser af tegneserier. Okay, datidsformen er ikke helt passende, for jeg har dem stadig – både massevis af små hæfter og de større albums.
Blandt de små hæfter er der titler som Action Force, Basserne, Sølvpilen, Knold og Tot, Indiana Jones, Batman, Superman, Hulk og James Bond, og så er der alle de små lomme-hæfter med krigshistorier, der kom i forskellige “serier” som Kampflyver-serien eller Commando-serien.
Og der er stakkevis af Anders And & Co., hvoraf en pæn del var nogle, min bror havde læst før mig, og som derfor er fra før, jeg selv begyndte at læse tegneserier.
Så der er Anders And-blade, der rækker tilbage til starten af 1970’erne og op til starten af 1990’erne, hvor jeg selv holdt op med at læse Anders And på fast basis.
For nyligt har jeg hevet en stak af de gamle blade op fra gemmerne, fordi min egen søn er blevet glad for at læse Anders And.
Her kan jeg lige parentetisk bemærke, at jeg var ved at få et mindre anfald, da jeg så, at et Anders And-blad i 2026 koster den nette sum af 46,96! Et af de blade, der ligger foran mig, mens jeg skriver dette, er fra 1986 og kostede 10,50. Ifølge en inflationsberegner svarer 10,50 i 1986 til 25 kroner i 2026, så prisen for et Anders And-blad i dag er næsten det dobbelte af det, den burde være, hvis prisen bare havde fulgt inflationen. Fuck me sideways!
Nå, men det var et mindre sidespring. Tilbage til det, det handler om. Eller næsten.
Først lige en vigtig observation: De gamle historier holder stadig. Min 11-årige søn morer sig lige så meget over de gamle Anders And-blade, som jeg gjorde dengang, og jeg kan også godt selv more mig over at læse dem i dag.
Men det, der virkelig morer mig i dag, er ikke som sådan historierne i de gamle Anders And-blade. Det er reklamerne.
For hold nu op, hvor der er noget kulturhistorisk guld her! Der er reklamer for alt muligt i de gamle Anders And-blade. Nogle produkter – mange, faktisk – findes den dag i dag, selvom de måske ser lidt anderledes ud eller har fået nyt logo eller lignende.
Men andre er udgået, og eksisterer nu kun som minder – og som gamle reklamer, medmindre nogle få ligger rundt omkring i folks private gemmer.
Jeg har haft en fest de sidste par uger med at kigge gamle Anders And-blade igennem for reklamer. For hvor selve bladets historier er tidløse – stort set i hvert fald; en gang imellem kommer der jo en historie, der knytter an til noget aktuelt – er reklamerne alt andet.
Det er i stedet en tidslomme og på mærkværdig vis også en form for tidsmaskine, der pludselig transporterer én tilbage i tid og minder én om produkter, man helt havde glemt eksisterede. Eller – for de produkter, der endnu eksisterer – hvordan de så ud dengang.
Det er fire sådanne reklamer, der er lagt ind som billeder i denne leder. Hvis jeg havde haft tiden, kunne jeg have lavet et helt galleri med scanninger af gamle reklamer. Det er lige før, jeg får lyst til at lave det, for det er faktisk virkelig sjovt på den måde at komme på en lille tidsrejse til en simplere tid.
Her i nutiden er vi i dag som altid på banen med et nyt nummer af Planet Pulp; et lille nummer denne gang. Jacob kigger på det nye Netflix-hit War Machine, mens jeg selv fortsætter min odyssé gennem John Barrys filmmusikalske output. Denne gang er vi på den front nået til Barrys score til apartheid-dramaet Cry, the Beloved Country fra 1995.
Vi ses næste måned. Samme tid. Samme sted.
Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.
Film:
War Machine (Patrick Hughes, 2026)
Filmmusik:
Cry, the Beloved Country (John Barry, 1995)