Nr. 198 – 13. april 2022

Nr. 198 – 13. april 2022

Siden i går har en historie floreret ganske meget i diverse filmgrupper på Facebook, hvor den har genereret en del debat.

Historien er i sig selv hverken stor eller væsentlig, men den er på sin egen stilfærdige måde ganske tankevækkende for sådan én som mig, der bruger en rum tid hver måned på at skrive anmeldelser – og som har gjort det på månedsbasis siden 2005.

Det hele drejer sig om et indlæg på Soundvenue, hvor sidens filmredaktør Jacob Ludvigsen brødebetynget undskylder for, at han i en anmeldelse (for et helt andet website) i sin tid gav M. Night Shyamalans The Happening fem stjerner.

Det er også titlen på indlægget: “Jeg gav 00’ernes dårligste film fem stjerner – det har forfulgt mig lige siden”.

Indlægget er personligt vinklet og ikke skrevet uden humor, men præcis hvorfor Ludvigsen føler sig kaldet til at dele denne historie med verden, fremgår ikke helt tydeligt.

I hvert fald giver han udtryk for, at han i dag skammer sig over anmeldelsen. Han tager afstand fra den og får allerede i overskriften udråbt The Happening til 00’ernes dårligste film.

Allerede her begynder man også at have visse problemer med at tage Ludvigsens indlæg seriøst, for selvom The Happening bestemt ikke er noget mesterværk, er den også langt fra at være 00’ernes dårligste film.

Jeg er også noget i tvivl om, hvad Ludvigsens ærinde med teksten egentlig er. Hvis han virkelig skammer sig så meget over anmeldelsen, har han i hvert fald skudt sig selv i foden, for efter indlægget på Soundvenue kommer endnu flere helt sikkert til at læse den!

Men motivgranskningen til side. Det er ikke her, det interessante ved hans tekst egentlig ligger.

Det interessante og tankevækkende ligger i, hvordan man håndterer det fænomen, at man går hen og bliver klogere, ændrer smag eller på anden vis bare ændrer mening om et værk.

Jeg kender udmærket selv til det, og jeg har selv begået anmeldelser her på matriklen, som jeg i dag ikke er enig med mig selv i!

Går vi tilbage til det allerførste nummer af Sleazehound, der kom i november 2005, så gav jeg f.eks. John Carpenters The Thing en anmeldelse, jeg senere takserede til fem stjerner ud af seks (vi gav ikke oprindeligt stjerner, så ratingen er en senere “oversættelse” eller fortolkning af teksten).

I dag ville jeg uden at blinke give The Thing seks stjerner og topkarakter.

Det samme gør sig gældende med flere filmscores, jeg har anmeldt, og hvor jeg i dag synes, jeg måske var lige lovlig fedtet med rosen og stjernerne. De fem stjerner til Goldsmiths Star Trek: Motion Picture? Fuck you! Seks stjerner. Fucking mesterværk, mand.

Hans musik til Total Recall? Ditto.

Og der har selvfølgelig også været situationer, hvor jeg vil gå i den anden retning. Så sent som i min anmeldelse af den seneste Bond-film, No Time To Die, skrev jeg, at den film var klart bedre end Spectre, “som jeg godt nok gav fem stjerner … men som jeg er lidt mere forbeholden overfor i dag”.

Og der er selvfølgelig flere eksempler på det samme. Jeg ville nok også overveje, om Dünyayi kurtaran adam (også kendt som Turkish Star Wars) i virkeligheden skal have seks stjerner, som jeg i sin tid gav den.

Forstå mig ret: Jeg synes stadig, Dünyayi kurtaran adam på sin vis er et skodmesterværk – så helt håbløst ringe, at den bliver absolut forrygende. Men jeg burde nok have forklaret mig bedre og ladet filmen få det, den jo i virkeligheden fortjener: én stjerne.

Her på Planet Pulp har vi det ikke med at rette i substansen i vores anmeldelser. Vi laver gerne rettelser af faktuelle fejl, tastefejl og lignende, men større revisioner af anmeldelserne er ikke noget, vi gør i.

En mulighed, vi har, og som jeg givetvis selv kommer til at benytte mig af i forbindelse med f.eks. de ovennævnte Jerry Goldsmith-scores, er at skrive en spritny anmeldelse.

Den vil erstatte den tidligere anmeldelse på listen over anmeldelser i hver enkelt sektion, men vi vil linke til den ældre anmeldelse i toppen af en sådan ny anmeldelse, ligesom man til enhver tid vil kunne finde den oprindelige anmeldelse i det nummer, anmeldelsen udkom i.

Med andre ord: Selvom vi skriver en ny anmeldelse, vil det være med full disclosure om, at vi har skrevet en tidligere – og med link direkte til den,

Og det allermest væsentlige her: Vi vil aldrig nogensinde skamme os over, at vi har ændret mening!

For det er i virkeligheden det, der undrer mig så meget ved Jacob Ludvigsens tekst i Soundvenue: At han skammer sig så meget over, at han gav The Happening fem stjerner.

Det er trods alt 14 år siden, og hvis det fuldstændigt usandsynlige scenarie skulle ske, at nogen i ramme alvor ønskede at gå ham på klingen angående hans The Happening-anmeldelse, ja så er det tilladt at trække på skulderen og sige: “Ja, den var sgu ikke så heldig. Men dengang kunne jeg godt lide den.”

Længere behøvede den sådan set ikke at være. Livet er for kort til at skamme sig over en filmanmeldelse, man har skrevet for fjorten år siden. Eller ti, eller fem eller to.

* * *

Påsken står for døren, så her fra Pulp-redaxen skal blot lyde et ønske om en god påske til alle jer derude. Vi ses i næste måned!

Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.

Film:
Cliffhanger (Renny Harlin, 1993)

Filmmusik:
Around the World in 80 Days [S1] (Christian Lundberg, 2022)
The Batman (Michael Giacchino, 2022)
Speak No Evil (Sune “Køter” Kølster, 2022)