Nr. 172 – 13. februar 2020

I søndags blev årets Academy Awards – i daglig tale Oscars – uddelt i Los Angeles. Det er efterhånden en del år siden, jeg har set Oscar-showet live, men jeg følger naturligvis med.

For uagtet at Oscar-uddelingerne – og alle de andre prisoverrækkelser – fremstår som en blanding af selvhøjtidelighed og narcissisme, så er det alligevel en festlig afslutning på det forgangne filmår samtidig med, at det også fungerer som startskuddet til, at hele processen kan begynde på ny.

Igennem snart en del år har det været prisen for årets bedste musik, jeg har været mest interesseret i. Det skyldes selvfølgelig min store interesse i filmmusik, og jeg håber selvfølgelig altid på, at min egen favorit vinder.

Da jeg hørte, at den islandske cellist og komponist Hildur Guðnadóttir – sådan som alle regnede med – havde vundet Oscaren for sit score til Joker, blev jeg enormt glad.

Ikke fordi Guðnadóttirs Joker-score var min favorit blandt de nominerede – jeg havde på et rent musikalsk grundlag foretrukket at se prisen gå til John Williams eller Alexandre Desplat for henholdsvis Star Wars: The Rise of Skywalker og Little Women.

Men Guðnadóttirs Oscar er alligevel en virkelig glædelig begivenhed, al den stund Guðnadóttir er den første kvindelige komponist, der har vundet en Oscar, siden Anne Dudley fik statuetten ved Oscar-showet i 1998 for sit score til The Full Monty (1997).

Det er med andre ord 22 år siden en kvindelig komponist sidst har vundet for bedste musik. Før Dudley er det kun sket yderligere én gang, og det var interessant nok året før, da Rachel Portman ved uddelingen i 1997 vandt en Oscar for sit score til Emma (1996).

Okay, for rimelighedens skyld skal det siges, at der i årene mellem Anne Dudley vandt for The Full Monty har været kvindelige komponister blandt de nominerede – men ikke mange. Rachel Portman var nomineret i både 2000 og 2001 for hhv. The Cider House Rules (1999) og Chocolat (2000), og Mica Levi var nomineret i 2017 for Jackie (2016).

Det er sandt, at der er en markant overvægt af mandlige filmkomponister, men det er ikke som om, Portman og Dudley har været de eneste kvindelige komponister, så det alene kan ikke forklare de få Oscar-nominerede kvindelige komponister – og de endnu færre vindere.

Til gengæld kan man sige, at de kvindelige komponister uden tvivl har haft sværere ved at få den slags opgaver, som deres mandlige kolleger rutinemæssigt får – store, markante, dramatiske film – og de er omvendt nemmere blevet typecast indenfor bestemte genrer, f.eks. komedier eller romantiske film.

Det sidste er ikke Akademiets skyld; det er Hollywoods. Og det er et andet symptom på den samme devaluering af kvinder, som førte til alle de skrækkelige ting, der nu kommet for en dag under MeToo-banneret.

Det er derfor positivt, at der virkelig lader til at være opbrud på området. I disse år er der flere talentfulde, kvindelige komponister, end der har været i mange år – eller måske er det bare, at streamingtjenester og andre måder at distribuere musik på gør det nemmere at opdage dem!

Under alle omstændigheder er der rigtig mange virkelig dygtige kvindelige komponister, både i USA og Europa, der markerer sig i disse år, og det fører forhåbentlig flere og større opgaver med sig.

Pinar Toprak er allerede godt på vej – sidste år blev hun den første kvindelige komponist til at komponere musik til en Marvel-film – og der er mange andre, der står på spring og hvis musik er af en lige så høj kvalitet som deres mandlige kollegers, f.eks. Anne-Kathrin Dern og Nainita Desai for bare at nævne et par navne.

De slutter sig til en gruppe af kvindelige komponister, der har været aktive i årevis, men som forhåbentlig også kan nyde godt af den positive opmærksomhed, der er kommet omkring kvindelige komponister i kølvandet på Joker, f.eks. Laura Karpman, Lolita Ritmanis og Miriam Cutler foruden naturligvis også førnævnte Rachel Portman og Anne Dudley samt flere andre.

Selvfølgelig er der nogle mænd, der ikke kan lide, at Hildur Guðnadóttir vandt, fordi hun er Hildur Guðnadóttir. Selvsamme mænd ville ikke have brokket sig overhovedet, hvis en mand havde komponeret præcis samme score.

De prøver at pakke deres kritik ind ved at sige, at scoret kun vandt, fordi det red med på den popularitetsbølge, som Joker generelt oplevede (i øvrigt tvivlsomt – ud af de 11 Oscars, Joker var nomineret til, vandt den kun to).

Når samme mænd så samtidig fremturer med konspirationsteorier om, at Guðnadóttir fik Oscaren på grund af politisk korrekthed, bliver det tydeligt, at det, de i virkeligheden er sure over, er, at det var en kvinde, der vandt.

Det er fuldt ud rimeligt at sige, at man havde foretrukket en anden vinder, fordi man synes (og kan argumentere for), at ét af de andre scores fungerede bedre og var bedre filmmusik. Det er sådan, jeg har det. Alt andet er misogynt pis, som bare skal pakkes ad helvede til.

Det er fantastisk igen – langt om længe – at se en kvindelig komponist stå på scenen med en Oscar i hånden. Det sender et vigtigt budskab til de andre kvinder, der kæmper for at slå igennem indenfor et fagområde, der traditionelt har været meget mandsdomineret og som stadig er det.

Og Hildur Guðnadóttir var selvfølgelig også selv bevidst om betydningen af sin statuette. Hun afsluttede sin takketale således: “To the girls, to the women, to the mothers, to the daughters who hear the music bubbling within, please speak up. We need to hear your voices.”

Word.

Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.

Film:
Great White (Zac Reeder, 1998)
Rambo: First Blood Part II (George P. Cosmatos, 1985)

Filmmusik:
Hammett (John Barry, 1982)
Star Wars: Episode IX – The Rise of Skywalker (John Williams, 2019)

Bøger:
Hellboy: The Art of the Movie (Guillermo del Toro m.fl., 2004)