Nr. 158 – 13. december 2018

Nr. 158 – 13. december 2018

Julen i Danmark er en fredsfest, og har været det siden vikingetidens midvintergilder. Men der er altid et bemærkelsesværdigt antal metalkoncerter i løbet af december, inden julefreden sænker sig. Det fik Schjönning til at fundere over en af de mange særegne fænomener ved metalkulturen: Moshpitten.

December blev for mit vedkommende skudt i gang af en hel artilleridivision. Sortklædte, langhårede åndsfæller fra hele landet, og det sydlige Sverige, forsamledes i Royal Arena på Amager for at blive blæst i småstykker af thrashmetallens abdicerende konger, afskedsturnerende Slayer, og et massivt helvedesbombardement af opvarmning i form af Obituary, Anthrax og Lamb of God.

Jeg har modvilligt måttet erkende, at jeg ikke er helt lige så udødelig, som jeg var for femten år siden. Det viser sig i form af kraftigt forværrede tømmermænd, et pludseligt og belastende behov for søvn og fast føde, og ikke mindst ved, at jeg skal bruge længere tid på at restituere efter en tur i moshpitten.

Og lige præcis moshpitten er et sted, som jeg ville hade at skulle undvære, og som det derfor er med et vist vemod, at jeg vil besynge i denne artikel.

Ilddåb i stålstormen
Månedens lederskribent i pitten til Skullclub.

Månedens lederskribent i pitten til Skullclub.

Første gang jeg kastede mig hovedkulds ind i det, der for ethvert normalt tænkende menneske ligner et kaotisk alle-mod-alle-masseslagsmål foranstaltet af en flok bortløbne patienter fra en lukket afdeling, var jeg omkring femten år gammel.

Det var til en koncert med det danske dødsmetalband Konkhra, der netop havde udgivet deres Weed Out The Weak-album, og det var en ilddåb, der satte meget dybe spor i mig.

Det var en åbenbaring, som jeg indledningsvist slet ikke forstod at værdsætte. Jeg elskede det, jeg kunne ikke få nok, men jeg anede ikke hvorfor.

Det eneste, jeg vidste, var, at alting i min på daværende tidspunkt hormonforstyrrede teenagetilværelse bare blev meget mere udholdeligt, når jeg befandt mig i midten af et bugtende, bankende hav af baskende arme og kampstøvlebeklædte ben.

Jeg følte intet behov for at tænke nærmere over de psykologiske årsager bag trangen til at moshe. Som med så meget andet dengang, nød jeg det bare med den unge mands rå og instinktive, komplet uraffinerede begejstring.

Men efterhånden som årene er skredet frem, og snesevis af koncerter er blevet til hundredvis af koncerter, har jeg gjort mig nogle mere modne overvejelser. For jo ældre jeg bliver, jo længere tid der går, efter en tur i pitten ikke længere kan mærkes, jo mere paradoksal virker trangen til at storme ind i kødorkanen, der opstår foran scenen til enhver gedigen punk- og metalkoncert.

Min undren over mig selv er givetvis kulmineret nu, hvor min søn har nået samme alder, som jeg havde, da jeg første gang mærkede den uudgrundelige lyst til at vise et band min respekt ved at risikere liv og lemmer. Alle forældre kan nok genkende fænomenet.

Intet sikrere sted end pitten
Foto: Jason Teitler.

Foto: Jason Teitler.

For den udenforstående virker moshpitten utvivlsomt som et absurd sted at søge hen. I al sin brutale enkelthed er pitten en malstrøm af næver og støvler, hvor mennesker, som på en middelalderlig illustration af Helvede, kaster sig frem og tilbage, kolliderer med alt og alle, hopper og springer rundt som afsindige.

For den der aldrig selv har deltaget i denne ritus, må det forekomme livsfarligt, dødsdrevent, selvdestruktivt og tåbeligt, og det må være uhyre svært at forestille sig fornøjelsen ved det.

Den vigtigste ting, man skal vide om pitten, er, at der ikke er noget sikrere sted i verden at befinde sig. Personligt føler jeg mig mere tryg i midten af en kogende moshpit end de fleste andre steder, hvor fysisk udfoldelse forventes.

I samme splitsekund du glider i en ølsjat eller snubler over en med-moshers fødder, er der tre mennesker, der har fat i dig og haler dig op igen, mens tre andre blokerer for de øvrige koncertkrigere, så de ikke tramper dig ned i gulvet.

Hvis der er ét sted i hele denne afgrundsrettede verden, hvor du kan bevidne de mest altruistiske og umiddelbart hjælpsomme sider af menneskedyret, så er det i pitten. I skærende kontrast til den knap kontrollerede voldsudøvelse, som man tror, man ser, er pitten det sted, hvor alle hjælper hinanden, og hvor langt det meste bliver tilgivet med et kram og et fælles brøl mod scenen, når næste sang starter.

Skyttegravskrig

Faren ved at gå i pitten er altså en fiktion. Det hænder da, at nogen forstuver et håndled, får et blåt øje eller tager en blodtud med hjem, men alvorlige uheld hører absolut til sjældenhederne. Men som alle andre former for fiktion, lader man sig opsluge og frivilligt narre af pittens vildskab.

Man rollespiller sig frem til slagsmålet, og udnytter alle reptilhjernens automatiske mekanismer. Presset foran scenen, den fysiske anstrengelse, lydstyrken, ilden og lyset på scenen, “volden” omkring dig – det hele snyder hjernen til at tro, den er i fare.

Når hjernen tror, den er i fare, udskiller den som bekendt adrenalin og endorfiner i bunkevis. Kombineret med musikken, som man jo oftest kender og værdsætter indgående, og lydstyrken, der beviseligt fremtvinger endnu flere lykkestoffer fra hjernen, når den når tilpas højt op, er det en gevaldig og særdeles afhængighedsskabende rus, der opstår.

Man bliver, af mangel på en bedre sammenligning, grebet af det samme frådende vanvid, der siden tidernes morgen har ansporet krigere og soldater til at storme fremad i stedet for at stikke af.

Dette siger jeg med al tænkelig respekt for historiens stridsmænd og -kvinder. Det er ærlig talt bare ikke normal opførsel, men snarere en form for midlertidig sindssyge; en bizar, men aldeles menneskelig trang til at gå holmgang eller storme fjendens skyttegrave.

Og i en verden, hvor de færreste af os har grund til endsige behov for at opsøge døden på slagmarken, er moshpitten en oplagt erstatning.

Inkarnationen af min kultur
Foto: Ulrike Biets.

Foto: Ulrike Biets.

Jeg har ikke omtalt den mest forjættende ting ved moshpitten endnu. Det er sådan set heller ikke noget, man tænker over, mens man befinder sig i den. Det er snarere noget, der går op for en bagefter, når man ude i virkeligheden konfronteres med, hvordan resten af verden slet ikke lever op til moshpittens mange uskrevne regler om god opførsel.

Den mest fremragende ting ved pitten er, at den nulstiller os socialt. Der er ingen smukke eller grimme mennesker i pitten. Ingen hudfarver, ingen køn, ingen religion, ingen politik. Der er kun larm og vildskab og en meget hårdhændet form for familiær kærlighed.

Du kan hverken være rig eller fattig i pitten. Du kan hverken være magtfuld eller magtesløs. Hvis du har førlighed til at tage del i pitten, er du en af os. Du er vores bror eller søster, vores bedste ven i den halvanden time koncerten varer, en våbenfælle i metalmilitsen.

Og netop denne nivellering, har jeg opdaget, er det, der igen og igen og igen driver mig frem gennem mængden og op foran, hvor kampen står. Hvor de to sider af en wall of death tørner sammen som antikkens hære. Hvor circlepittens centrifugale dødsdans udspiller sig, og hvor alle skråler med på vores fælles slagsange.

Pitten er for mig inkarnationen af metalkulturen. Den er det bedste eksempel på, hvordan en subkultur, hvis sortklædte eksponenter vanemæssigt pryder sig med kranier, sataniske symboler, flammer, dæmoner og nøgne damer, i virkeligheden i vid udstrækning udgøres af kærlige krammebamser.

Jeg er djævelsk stolt af min kultur, når vi rutinemæssigt beskrives af bookere, bartendere og dørmænd som de mindst problematiske fans, de mest gavmilde bargæster og de fredeligste gæster. Jeg tror i høj grad, pitten er medvirkende til vores gode rygte. Den gør, at vi fokuserer al vores energi på ét afgrænset sted.

Blend mig for evigt!

Udover mægtige Slayer og deres tre opvarmningsbands, har den forgange uge budt på to andre metal- og punkkoncerter for mig. Det er – skal jeg lige tilføje – noget voldsommere end min gennemsnitsuge.

Alligevel stod jeg, på Paramount i Roskilde i lørdags, oppe foran og gik amok, da ugens for mit vedkommende niende band gik på. Intet i verden kunne have afholdt mig fra at gøre det, trods influenza, flerdagstømmermænd og en krop, der kun en dag i forvejen var kommet sig helt ovenpå Slayer.

For det sidder i mig, det ubønhørlige begær efter at smide mig ind mellem alle de andre svedige, metalbesatte tosser og blive blendet.

I en verden, hvor menneskelig kontakt i stigende grad foregår på en skærm, hvor vores interaktioner er passive og overfladiske og vi til stadighed væmmes mere ved kropskontakt, er moshpitten blevet mit ultimative fristed.

Vores kroppe er bygget til at blive brugt og rørt ved – og her mener jeg ikke seksuelt, men emotionelt. I den store kødkværn foran scenen får vi rørt vores indre neandertaler, og det er en del af os, som vi simpelthen ikke giver nok opmærksomhed.

Hvis du aldrig har været i pitten, så prøv det. Dyk ned i adrenalinsuset og bliv en del af noget større og vildere end dig selv. Gør som de urfolk, der endnu insisterer på at beholde og udføre deres orgiastiske trommedanse og deres hæmningsløse shamanistiske ritualer – for det er det moshpitten er for os.

Det kan være, vi mødes der, under metallens blodtilsprøjtede faner, i pyroteknikkens skær, til den majestætiske larm fra dobbeltpedaler og antitonale guitarriffs. Jeg bliver nemlig i pitten, til den dag min krop siger stop.

Månedens lederskribent er Martin Schjönning.

Film:
Hotel Artemis (Drew Pearce, 2018)

Filmmusik:
Bad Times at the El Royale (Michael Giacchino, 2018)
The White Buffalo (John Barry, 1977)

Bøger:
Dødszoner (Simon Pasternak, 2013)
The Little Book of The Avengers (Roy Thomas, 2017)