Nr. 152 – 13. juni 2018

Nr. 152 – 13. juni 2018

I denne måneds leder kigger Martin Schjönning nærmere på tendenser i de senere års danske apokalyptik.

For mig er samfundene døde.
Jeg tror ikke længere
det er et spørgsmål om forfinelse
men om afvikling

Den apokalyptiske litteratur lever i bølger – et fænomen jeg blandt andet beskriver i efterskriftet til antologien UNDERGANG (Valeta, 2014).

Samtidens problemer bliver fremskrevet af forfatterne, og danner rammen om dystopiske og apokalyptiske fortællinger. Disse problemer kan være frygten for atomkrig eller udbredelsen af robotteknologi, en bakteries pludseligt opståede resistens mod antibiotika eller sågar udbredelsen af vandrehistorier om rumvæsener, der bortfører folk.

Her forsøger jeg at finde frem til hvad den danske apokalyptik har beskæftiget sig med de sidste fem år, og især den smalle del af genren. Den del der ikke har alt for farvestrålende forsideillustrationer, og ofte bliver overset af fantastikmiljøet.

For ser man bort fra udgivelser i zombiegenren, som der kommer mange af for børn, og i mindre grad for voksne, er det langt hen ad vejen den smalle, højlitterære afdeling af det skrivende folk, der leverer dystopier og dommedagsscenarier til de danske læsere.

Dødbringende underkastelse

Som de fleste andre tænkende mennesker på kloden bekymrer de danske forfattere sig primært om miljøet. Det kan jo ikke undre, da miljøet er uomgængeligt i forhold til vores egen overlevelse, og med stadigt mere besynderligt og katastrofalt vejr, der kan danne rammen om dramatiske scener, er det oplagt at skrive om det.

Påfaldende nok er Danmark jo et af de steder, hvor det ekstreme vejr indtil videre kun har vist sig i form af lidt flere, relativt ufarlige orkaner, og så ellers et par lunkne somre – i år undtaget, hvilket alligevel bekymrer meteorologerne.

Efter Solen, 2018.

Efter Solen, 2018.

I modsætning til tidligere tiders forfattere har samtidens til gengæld adgang til konstant opdaterede, globale nyheder, og kan se, hvordan vejret går bersærk andre steder på kloden.
Miljøet danner baggrunden for et af de nyeste bidrag til dansk nær-apokalyptik: Novelleantologien Efter Solen (Basilisk, 2018) af Jonas Eika, der er anmeldt i nærværende nummer af Planet Pulp.

Her er det ofte himmelen, der kigges på, især solen fra bogens titel, der er et ledemotiv i to sammenhængende historier. Solen, der er alt livs moder, er samtidig skadelig for os, hvilket illustreres af solbadende turister i Mexico.

Novellerne, der begge bærer titlen Bad Mexican Dog, handler om udnyttelse af fattige landes arbejdskraft og den groteske armod og ydmygelse, dem det går ud over må leve med. Men den påpeger også det bizarre forhold, som de rige turister har til solen. De tilbeder den, ved at opsuge den stråler i deres hud og blotlægge sig for den, men samtidig beskytter de sig imod den med parasoller, solcreme og store hatte.

Der er noget grundlæggende menneskeligt ved at blande religion med smerte og livsfare – fra deciderede menneskeofringer til amerikanske snake handlers, asketiske fakirer, kristne filippinere, der lader sig korsfæste, assassiner og selvmordsbombere, der længes efter paradis, Jonestown og Vaco, og så videre.

Vi kaster os konstant i døden for troen, men med solen og dens nådesløse, kræftfremkaldende stråler – med vores videnskabelige sikkerhed for, at den en dag vil brænde ud eller eksplodere – er soldyrkelsen blevet apokalyptisk.

Maskinmennesket findes ikke

Vi vågner i Sibirien, 2017.

Vi vågner i Sibirien, 2017.

Miljøet er også det bærende element i Martin Paludans korte roman Vi vågner i Sibirien (Brændpunkt, 2017), blot med varmegraderne vendt til ekstreme kuldegrader.

I Paludans prolog er verden ved at fryse til is. Jeg-fortælleren er fanget i et hus i provinsen med en ældre dame og et spontant seksuelt rebound han har støvet op, og som han foragter.

Resten af den efterfølgende roman fortæller i flashback om, hvordan verden gradvist går i opløsning. Hvordan fortællerens store kærlighed – som historien er stilet til – bliver involveret i oprørskampen mod flegmatiske eller direkte destruktive magthavere, storkapitalen, miljøsvinene.

Det er en tætpakket personlig beretning om den unge mands gradvist dybere depression, der løbende bortætser deres parforhold, mens “du” kun kan tænke på de store, fjerne og i sidste ende forgæves kampe i livet. Paludan definerer i Vi vågner i Sibirien langt hen ad vejen den nuværende bølge i dansk apokalyptik.

Digte 2014, 2014.

Digte 2014, 2014.

Først og fremmest miljøet, der slår os ihjel, fordi vi har forsøgt at slå det ihjel. Dette er på sin vis i kontrast til Theis Ørntofts apokalyptiske digtsamling, Digte 2014 (Gyldendal, 2014), hvorfra digtet der indleder denne lederartikel stammer.

I Ørntofts digte, ligesom i eksempelvis Peter Adolphsens ikke-apokalyptiske romaner, Brummstein (Rosinante & Co., 2003) og Machine (Rosinante & Co., 2006), erkendes det, at mennesket og naturen er uadskillelige fænomener.

Maskinmennesket findes ikke, for det er vores natur, og altså en del af naturen generelt, at gøre som vi gør, selvom det virker i modstrid med naturen.

Det er et litterært opgør med tanken om maskinmennesket og samtidig en konsolidering af begrebet: Alt er samme organisme, alt er én stor maskine.

Men miljøets fare er trods alt tydelig i den nyere danske apokalyptik. Eksempelvis i Christian Kaarup Barons Happy Nation (Science Fiction Cirklen, 2017). Den er en fremtidskrimi om hacking, hvilket kan synes lovligt letbenet i dette selskab, men som indeholder nogle umådeligt skarpe citater fra både ægte og fiktive videnskabelige artikler.

I Happy Nation er det menneskets ret til privatliv, der er på spil, men naturen spiller en vigtig birolle.

Store dele af København er oversvømmet, vejret er utæmmet, der er vedtaget mængder af love om beskyttelse af miljøet. Det hele befinder sig i baggrunden, og danner kulissen foran hvilken intrigen udspiller sig.

Ensomheden dræber

En anden tendens, som Vi vågner i Sibirien eksponerer, er en grundlæggende angst for og lede ved ensomhed og stilstand. Verden fryser til mens hovedpersonen går i stå og efterlades alene med sit syge sind og sit selvhad.

Han ønsker sig brændende et barn – som han forfængeligt håber vil kunne binde en knude på det skrantende parforhold. Både ensomheden og skrukheden er til stede i flere af de danske dystopier og apokalypser fra de seneste fem års tid.

Førnævnte Adolphsens kortroman År 9 efter loopet (Samleren, 2013) indleder på en måde den nutidige smalle dommedagslitteratur, sammen med bestselleren Den Danske Borgerkrig 2018-24 (Gyldendal, 2013) af Kaspar Colling Nielsen, en forfatter der synes uomgængelig i denne sammenhæng.

I År 9 efter loopet er der fra starten kun én hovedperson. Én stakkel, der stadig er et aktivt, agerende menneske, mens alle andre levende væsener er fanget i et sekunds loop, ligesom en VHS-film, der er gået i hak.

I Nielsens borgerkrigsberetning, der beskriver en slags lokal dommedag og hen ad vejen en slags global posthumanistisk virkelighed små 500 år ude i fremtiden, er det ydre omstændigheder som finanskrisen og enkeltindividers grådighed, der starter katastrofen. Men det er almenmenneskets uforfalskede ”glæde ved at se andre lide”, der gør katastrofen mulig.

Samme iboende sadisme udvikles i Adolphsens hovedperson, Mark, efterhånden som ensomheden gør ham vanvittig, og han opdager, at der ingen konsekvenser er ved at myrde, voldtage og ydmyge sine loopende medmennesker.

Ørntofts digte bærer præg af den samme nærmest postmoderne fremmedgørelse, med strofer som “Jeg savner at savne nærhed med et andet menneske” og “Når vi taler eksporterer vi vores kriser til hinanden.”

Godt nok er det mest naturens endegyldige afskaffelse af mennesket, det handler om, men som et meget vigtigt undertema stilles spørgsmålet: Gør det egentlig så meget, at vi forsvinder?

Vi er som sagt blot en lille del af den store organisme. Der er skove i vores håndflader. En moderskikkelse, der dør i det allerførste digt, dukker op i en ravklump, som millioner af år gamle insekter gør i ny og næ. Der er nærmest en slags kosmisk horror på spil, som der så ofte er i dommedagslitteraturen.

Finanskrise blues

I Eikas novelle Alvin, i Efter Solen, får læseren at se hvordan samfundets lim er begyndt at smuldre.

Med andre ord smuldrer den kapitalistisk demokratiske økonomi, der i min optik har overtaget rollen som fællesskabets samlingspunkt fra tidligere sociale enheder som religionen, kongen, nationen, og traditionen.

Titelkarakteren Alvin spekulerer på finansielle markeder, der efterhånden er blevet så teoretiske, så uhåndgribeligt abstrakte, at de forekommer som fiktion. Man mister respekten for, hvad de værdier man skubber rundt med repræsenterer.

Der er så langt fra de flyvske talabstraktioner til menneskene i produktionen, at det bliver en leg, en slags perverst rollespil, hvor et par museklik kan ruinere tusinder af skæbner, men fremstå som noget krimskrams på skærmen.

Det samme billede fremmanes i adskillige andre værker, og det er tydeligt, at finanskrisen ikke har forladt os mentalt endnu. Krisen blandes ofte ind i miljøkatastroferne, der virker som en forstærkende effekt på de skrøbelige markeders nedtur.

Som nævnt er det blandt andet det kapitalistiske system og de politikere, der understøtter det, der bliver målet for folkets harme i både Den Danske Borgerkrig og Vi Vågner i Sibirien.

Ørntofts poesi er fyldt med referencer til finanskrisen og terroren. De er spredt rundt omkring i digtsamlingen. Hvalhajer cirkulerer om sunkne skyskrabere – fly styrter ned i politikerens stemme – økonomier styrter sammen.

Alt det menneskeskabte er i forfald, og om lidt er den universelle organisme færdig med at læge den læsion, der er tilbage efter vores bortgang – dette synes at være gældende generelt for smal dansk apokalyptik.

Tidskisten, 2013 (dansk udgivelse 2016).

Tidskisten, 2013 (dansk udgivelse 2016).

Ingen steder er finanskrisen og miljøet tydeligere end i Andri Snær Magnasons roman Tidskisten (Tiderne Skifter, 2016), som jeg tillader mig at inkludere selvom den oprindeligt udkom på islandsk (2013).

Her vågner en gruppe børn fra deres mekaniske kister, som deres forældre har puttet dem ned i mange år før. Finanskrisen stoppede ikke i denne fabulerende historie, der både virker som satire for voksne og oplagt højtlæsning for børn.

I stedet opfandt man tidskisterne, hvor man kunne gemme sig i en slags frossen tilstand, indtil økonomien igen havde rettet sig op.

Da børnene vågner, er jorden et øde paradis, hvor naturen har generobret byerne. De voksne nægter at vågne, for nu findes økonomien jo ikke længere, og har derfor ikke autonomt rettet sig op igen.

Dette ultimative kontroltab overfor den abstrakte økonomi, hvor mennesket ender med at skjule sig kujonagtigt for den vanskabning, vi selv har givet liv, er et meget stærkt billede, der også går igen i mange af de nævnte værker.

Kollektiv skyld

Vi kan altså danne et nogenlunde overblik over de sidste halve årtis danske (og lidt islandske) apokalyptik.

Det handler om menneskets dårskab, ikke udefrakommende fjendebilleder som rumvæsener, robotter og urguder.

Det handler ikke om at skyde skylden på vores hverdagsfjender – atomkrigsliderlige russerne, islamiske terrorceller, tyske fascister eller andre konkrete grupperinger – men om at det store flertal lader sig besnære og gøre sig til medskyldige af et fåtal af mørkemænd, griske direktører og mere eller mindre ufattelige fænomener som moderne økonomi.

Til tider forsøger massen at gøre oprør, men som regel først, når det er for sent. Dette bindes tit sammen med de rent private samlivsspor i dommedagsfortællingerne.

Både i Vi vågner i Sibirien, Den Danske Borgerkrig og Happy Nation er den mandlige hovedperson usikker og nærmest underlagt en stærk kvinde, der på forskellig vis gør aktivt oprør imod de siddende autoriteter.

De stærke kvindeskikkelser er i det hele taget meget udbredte som bipersoner. I Eikas novelle Rachel, Nevada er det den kvindelige del af et ældre ægtepar, der integrerer sig i et nyt samfund, og endda ændrer det i med en nyfunden, håbefuld, om end frugtesløs tro på en bedre fremtid.

I Tidskisten er det en klog, ældre kvinde der underviser børnene i, hvordan verden gik af lave. I År 9 efter loopet er der – med risiko for at afsløre for meget af handlingen – også en stærk kvinde til stede, som er en decideret modsætning til den opgivende, udsvævende, uambitiøse og direkte ødelæggende Mark.

Det virker som om, de danske apokalyptikere sværmer for ideen om Moder Jord, den stærke, evige kvinde, der forhåbentlig vil tilgive menneskeheden alle de drengestreger, den begår.

En dag bliver vi voksne, og lærer at leve som en del af den store organisme. Det er påfaldende, at alle de nævnte forfattere er mænd, men det er rent tilfældigt, at disse værker er landet på mit bord igennem årene.

Der er simpelthen bare meget langt imellem danske kvindelige apokalyptik-skribenter, der skriver til voksne. En enkelt undtagelse her måtte være Liz Jensen, hvis lidt mere sensationelle romaner dog langt hen ad vejen omhandler det samme, som de her nævnte værker.

Vores dommedagslitteratur er et forvrænget billede af vores samtid, som jeg skrev i starten. Og vores samtid synes at omhandle politikerlede, økonomisk afmagt, frygten for at blive socialt isoleret og især miljøet, som vi selv har ødelagt.

Hvis du, kære læser, synes, at det forekommer lidt for tæt på sandheden, angstprovokerende realistisk faktisk, for en genre der generelt anses for at være fiktion, kan jeg betrygge dig med at du ikke er den eneste. Sådan har jeg det også.

Men det er det, apokalyptikken kan: Altid fungere som en forhåbentlig rettidig advarsel.

Hver gang jeg ikke distraherer mig selv med ligegyldige spørgsmål
Tænker jeg på apokalypsen
Hver gang nogen udtrykker håb for det bestående
Får jeg det fysisk dårligt

De citerede digte og uddrag er fra Theis Ørntofts samling, Digte 2014. De har ingen titler.

Månedens lederskribent er Martin Schjönning.

Film:
Deadpool 2 (David Leitch, 2018)
Downsizing (Alexander Payne, 2017)
Planet of the Sharks (Mark Atkins, 2016)
Solo: A Star Wars Story (Ron Howard, 2018)

Filmmusik:
The Day of the Locust (John Barry, 1975)
Ready Player One (Alan Silvestri, 2018)

Bøger:
Efter Solen (Jonas Eika, 2018)
Fra Holmes til Sherlock (Mattias Boström, 2013)

Spil:
One Night Ultimate Werewolf (Bézier Games, 2014)