Nr. 135 – 13. januar 2017

Nr. 135 – 13. januar 2017

Da jeg havde set Ron Howards møgfilm In the Heart of the Sea begyndte min tanker at kredse om lorten...

Altså i forhold til hvornår det går op for skaberne af en film, eller et andet værk eller en præsidentkandidat, at det man har lavet er noget være puhaaa.

I filmbranchen kan alarmklokkerne ofte gå i gang, hvis en film bliver meget forsinket eller hvis den får lov til at ligge færdigproduceret på hylden i flere år, før den slippes fri. Det er sjældent et godt tegn.

Og de lorte, jeg tænker på, er ikke de film, der deler vandene, men de film der åbenlyst har nogle store problemer, og hvor det er tydeligt, at der er gået et eller andet galt i forbindelse med produktionen af filmen.

In the Heart of the Sea, som vi ser nærmere på i denne måned, er et tydeligt eksempel på dette, hvor man som tilskuer ikke er i tvivl om, at det har været et helvede af en film at producere. Man – Ron Howard – har tabt tøjlerne, og filmen stritter i alle og ingen retninger.

Jeff Goldstein, Warner Bros. distributions executive vicepræsident sagde følgende, som på en meget diplomatisk måde siger, at In the Heart of the Sea er en møgfilm:

“We stand behind Ron and his vision for the story, we believe in him. He’s a terrific filmmaker. But some movies work and unfortunately some movies don’t.”

Tak for kaffe, Goldstein. Men det kan jo ske for selv de bedste. FC Barcelona kan også spille en lortekamp og tabe, selvom de på papiret har det stærkeste hold. Shit happens.

I forhold til film kan det jo gå galt, uanset hvor professionelt, holdet bag er. Det kan ske i flere forskellige faser. Filmen kan være en dødssejler i det øjeblik, manuskriptet er skrevet. Der kan komme vanskeligheder, når der skal castes skuespillere. For mange producenter kan ødelægge en instruktørs ellers stærke visioner, og der kan udbryde kreativt slagsmål på settet. Eller det hele kan blive ødelagt i klipperummet. Mulighederne er mange.

Vi er jo mennesker, der har potentiale til både at lave guld og lort, og det er måske ikke så tosset. Succes kan ikke nødvendigvis skrives op på en formel. Noget der burde virke, burde være et mesterværk, viser sig at være et makværk. Det er der mange eksempler på i filmhistorien. Rigtig mange.

Når man ser interviews med filmfolk, og behind the scenes-dokumentarer, er det hele jo godt, på overfladen smil og skulderklap, også der hvor det er tydeligt at man spiller for galleriet.

For hvem gider egentlig sige, at de sidder med en lort i hånden, tyndskid i buksen eller et fjols på den folkevalgte trone?

Vi ses i næste måned!

Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.

Film:
Fear the Walking Dead: Season 2 (Adam Davidson, 2016)
In the Heart of the Sea (Ron Howard, 2015)
The Wolfman (Joe Johnston, 2010)

Filmmusik:
Rogue One (Michael Giacchino, 2016)

Bøger:
Murder at the ABA (Isaac Asimov, 1976)