Hollywood opererer i bølger. Sådan har det altid været. Uanset om det handler om genrer (f.eks. fantasy eller superhelte), bestemte typer af monstre (vampyren, zombien) eller noget helt tredje, så kommer og går filmene i bølger, der kan være større eller mindre.
Bølgerne starter, bygger op og kulminerer, og så ebber de lige så stille ud – selvom den sidste fase kan være en langtrukken affære.
Tag f.eks. vampyren. Den seneste bølge af vampyrfilm kulminerede for fem-syv år siden, hvor de ulidelige Twilight-bøger og –film gjorde vampyren (og varulven) så mainstream, at de fandt vej til pigeværelserne.
En serie som The Vampire Diaries (2009-) kører stadig, og vampyren er så arketypisk en figur, at der selvfølgelig altid vil komme vampyrhistorier, men man svømmer ikke længere i de udøde bæster. Der er ligesom kommet et tiltrængt pusterum, hvor vampyren kan samle kræfter og hvor publikum får mulighed for igen at opbygge en appetit på vampyrhistorier.
Zombien er formentlig ved at kulminere som figur. Uden at jeg har noget som helst at have det i, kan jeg ikke forestille mig, at en serie som The Walking Dead (2010-) kan fortsætte mange sæsoner endnu. Det er ikke på grund af mangel på historier, men jeg tror simpelthen interessen ganske langsomt vil begynde at dale, indtil AMC lukker den.
Så vil også de gode gamle levende døde få deres velfortjente hvil, indtil der igen er lyst og plads til zombien. Og så får vi naturligvis noget andet i stedet.
Fantasy og superhelte
Bestemte genrer gennemløber den samme udvikling. The Lord of the Rings– og Harry Potter-filmene udgjorde 00’ernes bølge af fantasyfilm; en bølge, der i store træk er døet ud.
Peter Jacksons Hobbit-film blev f.eks. modtaget med betydelig mindre interesse og begejstring end de tre Lord of the Rings-film, og enlige svaler som den aktuelle Warcraft (som vi i øvrigt anmelder i denne måned) bliver næppe startskuddet til en ny bølge. De fleste er formentlig efterhånden trætte af elvere og orker.
Superheltefilmene er en veritabel tsunami, der bare fortsætter med at rulle, selvom jeg godt tør garantere, at den dag kommer, hvor folk også bliver trætte af dem. Metaltrætheden er efterhånden begyndt at sætte ind, selv hos de ellers topprofessionelle folk hos Marvel, og DC har faktisk svært ved overhovedet at få deres “cinematic universe” skudt i gang.
Det hjælper selvfølgelig ikke, at film som Man of Steel og Batman v Superman var gumpetunge, selvhøjtidelige, overlange produktioner, men mon ikke, at både de kritiske og kommercielle problemer, Batman v Superman løb ind i, også har noget at gøre med en vis mæthed af genren…?
Karrierens bølgetoppe og -dale
Men genrer og filmtyper er ikke de eneste bølger, Hollywood byder på. En langt mere fascinerende form for bølger er den måde, nogle skuespilleres og instruktørers karrierer forløber på.
Hele denne tankerække om bølger var faktisk noget, jeg kom til at tænke på efter at have læst to forskellige artikler: Den ene handlede om Johnny Depp og om, hvordan Depps karriere skulle være på vej nedad. Den anden handlede om Mel Gibson og om, hvordan Gibson langt om længe måske er ved at få et comeback.
For tiden kæmper Johnny Depp med påstande om hustruvold i forbindelse med sin skilsmisse fra Amber Heard, mens Gibson længe har været dømt ude af det gode selskab i Hollywood på grund af både partnervold og antisemitiske udtalelser.
Jeg har ingen anelse om, hvad der er op og ned i hele sagen omkring Depps påståede hustruvold; til gengæld er der nok ikke den store tvivl om Gibsons antisemitiske udtalelser. Men uanset hvad, så er det centrale spørgsmål jo, om man skal lade sin opfattelse af kunstneren som privatperson gå ud over sin opfattelse af kunstnerens produktion eller præstation.
Gibson og Depp – op og ned?
Historien flyder over med kendte mænd og kvinder – skuespillere, forfatter, billedkunstnere – der skal have været nogle veritable røvhuller privat, men som i deres professionelle virke har leveret store værker eller præstationer.
Hvis man ikke ønsker at forsøge at sondre mellem de to aspekter, er der mange film, bøger og kunstværker, der skulle lægges for had, fordi personen bag var en nar. For mig giver det ikke den store mening, selvom der selvfølgelig altid er betingelser.
F.eks. er det ret veldokumenteret, at H.P. Lovecraft var racist, og hans racistiske holdninger kan da også spores analytisk i hans tekster. Det skal man selvfølgelig være opmærksom på, når man går til forfatterskabet, men det ændrer ikke på de grundlæggende kvaliteter i novellerne og romanerne.
I forhold til skuespillere er det lidt en anden sag. Jeg synes f.eks., at Tom Cruise rent personligt virker som lidt af en nar, men det forhindrer mig ikke i at kunne lide hans film. Og det samme gælder for både Depp og Gibson.
At Mel Gibson har udtalt sig antisemitisk gør han i min bog til en klaphat af rang, men jeg holder stadig umådeligt meget af mange af Gibsons film – både som skuespiller og som instruktør – og jeg vil fortsat være meget glad for Johnny Depps film, selvom det skulle vise sig, at rygterne om hans opførsel overfor Amber Heard holder stik.
Artiklen om Johnny Depp – med den overdramatiske titel “Anatomy of a Fallen Movie Star” – er i øvrigt et godt eksempel på lige præcis den negative spin, som artiklen foregiver at beskrive. Det kan godt være, Depp ikke er helt så kvalitativt stabil, som han har været, men det er temmelig overdrevet at beskrive han som en “falden filmstjerne”.
Til gengæld har Gibson været helt nede i en bølgedal, og jeg ser rigtig meget frem til, at Mel Gibson forhåbentlig får sig en renæssance. Langsomt men sikkert er Gibson begyndt at få roller igen, og til efteråret kommer hans første film som instruktør i 10 år – krigsdramaet Hacksaw Ridge.
Shitstorms og justitsmord
Bølgetoppe og bølgedale – alt kører i cyklusser i Hollywood. Men det er påfaldende at notere sig, at både Depp og Gibson er kommet i problemer mere på grund af ting, de har gjort eller udtalt, end på grund af de ting, de har medvirket i.
I dag spreder nyheder og rygter – gode såvel som ondsindede – sig med lynets hast, hvilket gør skuespillere og instruktører sårbare på en måde, de ikke var for bare 20 år siden. Hvis der er én ting, de store Hollywood-studier og produktionsselskaber ikke ønsker, så er det dårlig PR.
Og i en tid, hvor shitstorms er dagens orden, er det ofte nemmere og mere bekvemt for et studie at begrave en skuespillers eller instruktørs karriere end det er at risikere indtjening ved at stå bag dem.
Samtidig lever vi også i en tid, hvor små og store medier er afhængige af saftige overskrifter for at tiltrække læsere, og dermed er risikoen for “justitsmord” så meget større.
Vigtigt at sondre
Her på Pulpen lever vi heldigvis ikke af nyheder; ja faktisk “lever” vi på ingen måde af det, vi laver. Og sladderhistorier er under ingen omstændigheder det, vi gebærder os med. Men vi observerer med stor interesse det, der foregår omkring os og i de miljøer, der interesserer os – herunder Hollywood.
Og vi elsker film. Først og fremmest elsker vi film – foruden bøger og tegneserier og musik. Derfor er det også vigtigt for os at bevare evnen til at sondre mellem privatperson og skuespiller. Og derfor kan vi godt glæde os over en ny Johnny Depp-film eller en ny Mel Gibson-film, uanset hvad der er op og ned i deres privatliv.
Det håber vi også, I kan. Alt andet ville være synd for jer.
Månedens lederskribent er Mogens Skaaning Høegsberg.
Film:
The Martian (Ridley Scott, 2015)
My Little Pony: Friendship is Magic – Season 2 (Jayson Thiessen & James Wootton, 2011-12)
Unbreakable (M. Night Shyamalan, 2000)
Warcraft (Duncan Jones, 2016)
Bøger:
Fanden på væggen (Palle Schmidt, 2016)
Færgen (Mats Strandberg, 2015)
Den Store Gud Pan og Andre Sære Fortællinger (Arthur Machen, 2016)
Computerspil:
Uncharted 4: A Thief’s End (Sony Computer Entertainment, 2016)