Nr. 123 – 13. januar 2016

Nr. 123 – 13. januar 2016

Velkommen til et nyt år på Planet Pulp. Og velkommen til en snak om forskellige holdninger.

To hære har tænkt sig at angribe den samme havneby. Det har de tilfælles. Men hvad de vil bruge havnebyen til efter angrebet, er ikke det samme.

I sidste måned havde den nye Star Wars-film premiere. Og man må sige, uanset hvad man mener om filmen, at den har skabt en debat af uhørte dimensioner på nettet. Og i “den virkelige verden” – gad vide hvornår man stopper med at bruge den term, i dur med at man også siger “sociale medier” frem for bare medier?

Forventninger

Det handler i sin essens meget om forventninger. Hvis man går til en film med de største forventninger, vil man ofte blive skuffet og risikerer også at blive overkritisk i efterfølgende bedømmelser af filmen. Og hvis man skruer forventningerne helt ned, kan man ende i den anden grøft, hvor man ikke formår at være kritisk efterfølgende, da man jo netop intet forventede.

Det siger sig selv, at ingen af fremgangsmåderne er optimale, hvis man efterfølgende vil skrive en anmeldelse eller ytre sine holdninger på bodegaen. Dybest set så fører “ukritisk” eller “overkritisk” sjældent noget godt med sig, når man skal debattere. Nuancer er et must i den sammenhæng.

Hvis det så samtidig er et emne, eller en serie, man har et kærligt forhold til (det kan også være et had), kan man for alvor komme i problemer. For så har værket jo meget mere at leve op til. Til nostalgien fra barndommen, følelsen hvor de spiste en karamel på morfars skød og alt det der spas, hvor virkeligheden er omkranset af et behageligt vattæppe.

Vi er jo mange der, på godt og ondt, er vokset op med Star Wars. Og hvis man skal være hård, så har den oprindelige trilogi altså også ekstremt mange problemer – problemer, der netop fortaber sig i den tåge, som også har svøbt The Force Awakens ind i et skjold, hvor mange slet ikke kan tåle, at man ser kritisk på den.

Her mangler vi igen nuancerne, for selvom du elsker filmen, kan den sagtens have nogle problemer; spørgsmålet er så bare, hvornår balancen for nogen går fra at være acceptabelt til uacceptabelt. Hvornår knækkede filmen?

Var det den store Dødsstjerne, var det Darth fanboy’en eller noget helt andet? Eller ”bestod” du prøven og elskede filmen på trods af manglen på originalitet, som du jo netop ikke ser som et problem, da det er en del af filmens strategi?

Ja, nuancer og forskellige forventninger kan godt give forskelligt udbytte, selvom man ser den eksakt samme scene, den eksakt samme indstilling.

Fear is the path to the dark side

Der er stadig kampe på nettet over The Force Awakens. Diskussioner, hvor der bruges store ord. Det gode ved diskussioner er, at de kan få de enkelte parter til at ændre mening. Til at se noget i andet lys.

Desværre er det som om, at det sjældent sker på nettet, hvor der er en stor frygt for ikke at få ret. Frygten for at andre faktisk har argumenter, der kan overbevise dig. Frygten for ikke at få det sidste ord. Og så bygger du bare din mentale borg kraftigere, for du har jo ret. Det må være noget med kulturen, det med at man ”bare” kan råbe og skrige på nettet uden at skulle se nogen i øjnene. Det er nemt bare at fyre det næste argument af i en tråd på Facebook. Så ofte bliver det lidt til had. Og så ved vi jo godt, hvad Yoda siger.

Derfor ser man også ofte debatter på Facebook slutte med “vi kan være enige om at være uenige”, “HOLD KÆFT, idiot”, “Så, der blev endnu en troll blokeret” eller ting der er meget værre. Man fornemmer nærmest arrigheden gennem skærmen.

Med hensyn til The Force Awakens er det lidt af del hele på spil, noget der skaber “en perfekt storm” af uenigheder. Her på Planet Pulp bragte vi for et par uger siden Mogens’ anmeldelse af The Force Awakens – en meget positiv anmeldelse.

Og i dette nummer har vi en artikel, hvor Jonas angriber netop den positive modtagelse af filmen. Når man læser de to artikler kan man faktisk godt blive lidt i tvivl om, om de har set den samme film? Og er tonen for hård? For bedrevidende? Det risikerer man, når følelserne hopper med på vognen. Og det er ganske menneskeligt.

Så er vi lige for et kort øjeblik tilbage ved de to hære, der angriber havnebyen. Den ene hær vil bare bruge byen, som den altid er blevet brugt, til lidt lokal handel med de små øer og ikke så meget andet. Den anden hær vil derimod bruge byen som base for at udforske verden, for at sende skibe mod steder, man aldrig har været før.

Men hvad egner byen sig bedst til? Kan den bære de store skibe, er vandet dybt nok eller var det måske en helt anden havneby, som den ene hær skulle vælge? Eller er den netop perfekt placeret i forhold til at ekspandere? Det afhænger naturligvis af de øjne, der ser på den. Men det afhænger også af, hvordan byen rent faktisk ser ud, løsrevet fra hvordan man godt kunne tænke sig, at den så ud.

At dømme på afstand er nemt

Jeg hverken elsker eller hader The Force Awakens, så det er naturligvis nemt for mig at ”dømme” på afstand. Det er en dejlig og hyggelig film, men også meget uoriginal.

Hvis vi skruer tiden lidt over et år tilbage, stod jeg i en lignende situation, da Interstellar (2014) havde premiere. Jeg elsker den film og var, og er, meget personligt fanget i diskussionen om filmen. Hvis man læser min anmeldelse her (http://www.planetpulp.dk/interstellar/), kan man også se, at det er følelserne, der taler:

“Men kære venner, det er fordi vi er forelsket. Dermed ikke sagt, at jeg vil se det negative lys, når den umiddelbare forelskelse har lagt sig: Jeg er ganske sikker på, at mit og Interstellars forhold kommer til at blive stærkere over årene, og det er ikke fordi jeg er naiv, men fordi filmen er en total oplevelse, der både taler til mine følelser og mit intellekt.”

Jeg vender den anden kind til. Jeg er solgt og er lidt frelst at høre på. Det er jeg stadig, men det er ikke befordrende for den videre diskussion. I stil med ”jeg har set lyset, det har I ikke.” Så er der tale om meget personlige anmeldelser, hvad enten det er noget, man godt kan lide eller ikke kan lide. Når følelserne tager over, kan fornuften godt komme i baggrunden. Men er det så nødvendigvis noget negativt?

Både ja og nej. Det lukker ret kraftigt ned for en diskussion, hvilket nogle gange kan være dejligt. Jeg mener, hvad jeg gør, og det står jeg ved. Men når man udgiver en anmeldelse, eller siger noget i en diskussion, skal man være forberedt på at blive mødt af andre meninger, uanset hvor meget sandhed man mener at komme med.

Jeg hører bestemt ikke til dem, der siger, at kvalitet er subjektiv. Den med, at ”den kunne du ikke lide bare fordi den ikke faldt i din smag”. Den køber jeg ikke. Langt fra.

Nogle bøger og film er bare bedre lavet end andre. Men der, hvor det subjektive kommer ind, er i følelserne, og det gælder for os alle. Ingen kan se på noget med rent objektive øjne, når vi taler om kunst, litteratur, film, musik osv. Man kan forsøge, og man kan tilnærme sig det, men aldrig 100 %. Det er ikke matematik.

Meget mere end “bare” en film – og det er måske problemet?

The Force Awakens er en kompleks størrelse, fordi den jo netop er meget mere end bare den ”lille” film, som Abrams har lavet. Den er umulig at se løsrevet fra alt andet, der har med Star Wars at gøre. Med mindre man er helt ung eller har boet i en grotte de sidste 40 år.

Uanset hvad ville filmen stå med problemer i forhold til vores forventninger. Skal den bekræfte, skal den være en reboot til kommende generationer, skal den være nyskabende, skal den være synderligt original osv.

Man kunne godt argumentere for, at den skulle kunne det hele. Men så bliver man skuffet. Er den så en ikke-film, fordi den ligner de gamle film så meget? At man overhovedet kan bruge betegnelsen “ikke-film” er lidt perverst. Naturligvis er det en film.

Da filmen kom frem blev det også tydeligt, at den skabte både kærlighed og had. De to ting kan åbenbart ikke mødes. Og retorikken kan blive hård. Kan blive nedladende. Igen mangler nuancerne. Men det er fordi følelserne er på spil – både de følelser, som nogen måske blev frarøvet, da de så filmen, fordi de netop ikke så/ser den som det store vidunder. Og de følelser, hvor dem der elsker filmen, ikke helt kan kapere, at nogen kan hade den så meget, som tilfældet er.

Når du har følelserne med er de saglige argumenter, og det øjeblik hvor man lige trækker luften roligt ind, ofte røget ud med badevandet. Så kan det udvikle sig til en mudderkamp. Hvis man skal se lidt positivt på det hele, så er det faktisk dejligt med forskellige holdninger. At vi ikke alle bare er enige. At tonen så godt kunne blive lidt bedre er så en helt anden sag. Og så parkerer vi den ellers her.

En blandet landhandel

I denne måned anmelder Jonas også The Hateful Eight og her er han bestemt heller ikke enig med mange af dem, der elsker den. Endnu et spændende eksempel dog i en lidt anden skala end The Force Awakens.

Derudover anmelder vi det seneste bind i den fremragende tegneserie Saga og den italiensk producerede, men i øvrigt engelsksprogede, eventyrfilm Il racconto dei racconti med den engelske titel Tale of Tales.

Vi ser også nærmere på dokumentaren Necessary Evil, der handler om skurkegalleriet hos DC Comics. Og endelig vender vi tilbage til Star Wars med Mogens’ anmeldelse af John Williams’ musik til den nye film.

Vi ses i næste måned – eller måske til en lille snak eller to om The Force AwakensFacebook.

Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.

Film:
The Hateful Eight (Quentin Tarantino, 2015)
Necessary Evil: Super-Villains Of DC Comics (Scott Devine & J.M. Kenny, 2013)
Il racconto dei racconti (Tale of Tales) (Matteo Garrone, 2015)

Filmmusik:
Star Wars: The Force Awakens (John Williams, 2015)

Tegneserier:
Saga vol. 3 (Brian K. Vaughan & Fiona Staples, 2014)

Artikler:
Xerox Abrams og det nye gamle Star Wars