Nr. 117 – 13. juli 2015

Nr. 117 – 13. juli 2015

Disse ord kommer fra en Riis. Ikke fra vores kære Bjarne, men fra hans søn Thomas, der er 22 år gammel.

Det er en gammel sandhed fra krostuen, at Riis ikke har, eller har haft, rent mel i posen. Men som Thomas Riis også kommer ind på i sin gammelkloge kronik (fyldt med akademisk fyld), så skal tingene ses i en kontekst. Hvor og hvornår, og hvorfor, lyver man? Hvem gjorde det også? Var Bjarne ikke bare en blandt mange fuskere?

Uanset hvad så har jeg stadig en stor respekt for Ørnen. For hans præstationer. Og for hans evne til at navigere, sikkert eller ej, gennem løgnenes landskab i så mange år. Jo, han har mistet en stjerne eller to, men man tilgiver jo sine helte.

Løgnere findes der mange af i samfundet. Se blot på Folketinget, der får Tour-feltet til at lige en flok spejdere. Her lyves der, og brydes løfter, som i et andet afsnit af Game of Thrones. Og det glemmer vi åbenbart også. Vi sætter de samme løgnere på de samme poster, så det kan vel ikke komme som nogen overraskelse, at Bjarne Riis igen og igen vender tilbage til cykelsporten?

Folketingsvalget er slut for lang tid siden. Vi har fået den regering, som et flertal stemte på. Og uanset om man er uenig (og det skal guderne vide, at vi er her på Pulpen), så skal vi videre i teksten. Løgnere vil være løgnere.

På cykelfronten er Touren ved at gå ind i sin spændende fase. Der hvor bjergene kommer, der hvor de store historier skrives. Doping eller ej, løgn eller ej.

Thomas Riis kommer i slutningen med denne påstand; en påstand, der både dækker cykelfolket og politikerne. Og for den sags skyld sikkert også de fleste andre løgnere og bedragere gennem tiderne. For mennesker er mennesker:

“Når cykelsporten og tidligere dopingtilfælde kritiseres, glemmer vi ofte, at cykelrytterne for det meste også selv var og er imod doping. Der var ikke tale om en flok forbrydere, der syntes, at det var sjovt at tage stoffer, og derfor tænkte, at de måske skulle gå ind i cykelsporten for at snyde sig til penge og berømmelse. Alle ville sikkert hellere være en del af en sport, hvor man kunne blive enige om at lade være.”

Og så ikke mere om virkelighedens løgne. Nu skal vi ind i fiktionens løgne; der hvor løgnen ikke bare er legitim, men en nødvendighed. Eller som Stephen King skriver som fortale til It (1986): “Kids, the fiction is the truth inside the lie, and the truth of this fiction is simple enough: the magic exists.”

Magien eksisterer i fiktionens verden, hvis man leger med på dens præmisser – og det er den underliggende drivkraft her på Planet Pulp.

Vi ses i næste måned!

Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.

Film:
Annabelle (John R. Leonetti, 2014)
Borderland (Zev Berman, 2007)
Jurassic World (Colin Trevorrow, 2015)

Filmmusik:
Interstellar (Hans Zimmer, 2014)

Tegneserier:
Fatale Vol. 1: Døden jager mig (Ed Brubaker & Sean Phillips, 2012)