Nattens engel

3 minutters læsetid
Nattens engel

Søren Hyldgaard er én af de meget få danske filmkomponister, der helt har taget den amerikanske filmmusiktradition til sig. Mens de fleste andre danske komponister overvejende benytter sig af en generelt mindre lyd og ofte også mindre ensembler, er Søren Hyldgaards lyd ofte stor, orkestreret for symfoniorkester og i en stil, der umiskendeligt er afledt direkte af store udenlandske forbilleder. Og alt det fra en mand, der i store træk er selvlært!

Desværre er Søren Hyldgaard alt for lidt brugt. Bare 29 krediteringer som komponist siden 1990 er alt for lidt til en mand med Hyldgaards evner, men på dette punkt ligner Danmark åbenbart Hollywood, der heller ikke altid sørger for at værdsætte deres talenter. F.eks. forstår jeg ikke, hvorfor Nikolaj Arcel gik til en britisk komponist og ikke til Hyldgaard, da han skulle bruge et stort, Hollywood-inspireret score til De fortabte sjæles ø.

At Hyldgaard er i stand til at komponere netop den type musik, beviste han ellers helt tilbage i 1997 med sit glimrende old school eventyrscore til Peter Flinths Ørnens øje i 1997. At han desuden mestrer andre genrer, viste han bl.a. med den veloplagte Jerry Goldsmith-inspirerede noir-musik til Ole Christian Madsens miniserie Edderkoppen i 2000. Derudover har han bl.a. leveret scores til Mørkets ø (1997), Midsommer (2003) og altså Nattens engel.

Kun to og tyve minutter reel filmmusik

Ud af de 12 numre på albummet med musik fra Nattens engel er blot de tre egentlig score, mens resten er pop-/rocknumre med bands som Strawberry Slaughterhouse D:A:D og Psyched Up Janis. Til gengæld varer de tre numre med Hyldgaards score i alt omkring 22 minutter, så lidt får vi da.

Hyldgaards musik er symfonisk og organiseret som en præsentation af hovedtemaet, fulgt af to længere suiter, der kombinerer flere cues. Det mørkt romantiske hovedtema er komponeret som en vals og er særdeles smukt! I det første nummer, “Iubere Infinita” (nr. 10), fremføres temaet af orkestret og Louise Fribo. Temaet går igen flere gange i løbet af de to efterfølgende suiter, der ellers også præsenterer diverse former for underscore.

“Theme & Suite 1” (nr. 11) indleder med noget ganske effektivt suspensemusik, inden vi får en gentagelse af hovedtemaet uden Fribos vokal, men hvor cimbalomen til gengæld træder smukt frem i lydbilledet, mens koret ligger diskret i baggrunden. Herefter introduceres vi for endnu et vidunderligt tema – også dette er mørkt romantisk og stærkt melodisk. Dette sekundære tema glider ubesværet over i noget rigtig fint suspensemusik, inden vi senere får en reprise af temaet og mere fin suspensemusik.

“Suite 2” begynder med hovedtemaet arrangeret endnu mere rendyrket som en vals, hvorefter Hyldgaard præsenterer os for noget rigtig fint atmosfærisk underscore, hvor flygelet står i centrum. Herefter følger noget mere action- og horrorpræget underscore, bl.a. med fin anvendelse af koret og en glimrende indarbejdning af dele af hovedtemaet i underscoren.

Efter yderligere nogle minutters ganske udmærket underscore kommer først en reprise af hovedtemaet, inden scorets absolutte højdepunkt i de sidste 90 sekunder, hvor kor og orgel skaber en utroligt smuk æterisk stemning.

Ærgrer sig over at der ikke er mere

Nattens engel udstiller på glimrende vis Søren Hyldgaards uhyre talent, og det eneste man for alvor ærgrer sig over, når man har lyttet de 22 minutter og 31 sekunder score igennem er, at der ikke er mere af det. Jeg har ikke set filmen, så jeg kan ikke sige, hvor meget mere score, der er i selve filmen – men mon ikke der er lidt mere end blot cirka tyve minutter?

Musikken i sig selv er rigtig, rigtig god, og hvis man ser albummet med musik fra Nattens Engel i sit lokale musikantikvariat, kan jeg kun anbefale, at man slår hugtænderne i det. Hvis bare der havde været lidt mere reel filmmusik på albummet, havde den femte stjerne været i hus. Og må vi så bede om nogle flere projekter til Søren Hyldgaard, tak.

Nummerliste:
1. Tim’s Theme (The Attack II) (Sune Rose Wagner) (2:35)
2. The Darker They Come (Strawberry Slaughterhouse) (3:21)
3. Simpatico (D:A:D) (3:14)
4. Wolverine (Diva) (3:18)
5. Evil Beauty (Psyched Up Janis) (2:52)
6. True Believer (D:A:D) (2:25)
7. Alternative Correctness (Strawberry Slaughterhouse) (3:40)
8. I Feel Lost (Psyched Up Janis) (3:10)
9. The Beginning (Diva) (4:01)
10. Iubere Infinita (3:08)
11. Theme & Suite 1 (7:50)
12. Suite 2 (11:33)

Total spilletid: 51:07 (heraf score: 22:31)

4 stjerner
Titel: Nattens engel
Komponeret af: Søren Hyldgaard
Dirigeret af: Mario Klemens
Orkestrering: William Motzing & Søren Hyldgaard
Fremført af: The City of Prague Philharmonic Orchestra
Komponeret: 1998
Udgivet: 1998
Label: EMI – 4988332

Anmeldt i nr. 56 | 13/06/2010

Stikord: Danmark, Splat, Vampyrer

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.