Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Nat I 30 Dage: Retur til Barrow

Nat I 30 Dage: Retur til Barrow
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Med foreløbigt sidste bind i Nat i 30 Dage-serien er Steve Niles og Ben Templesmith tilbage i topform med en historie, der lever fuldt ud op til det første album.

Nat i 30 Dage: Retur til BarrowRetur til Barrow er det tredje og foreløbigt sidste bind i serien om helt almindelige menneskers kamp mod overmægtige vampyrer. Albummet udkom oprindeligt i USA som en serie hæfter i løbet af 2004, men foreligger nu samlet på dansk. Handlingen er atter vendt tilbage til der hvor det hele begyndte, nemlig den lille by Barrow i Alaska.

Der er gået tre år siden hændelserne i det første bind udspillede sig, og meget er sket i siden. Det viser sig nemlig, at vampyrerne vendte tilbage året efter det første angreb, men nu var byens indbyggere parate. Det lykkedes nemlig for dem at stå de 30 dages polarmørke igennem, og holde angriberne hen, men nu er det atter blevet vinter, og det betyder uden tvivl endnu et angreb.

Ny sherif i byen
Sherif Brian Kitka med maskingevær

Sherif Brian Kitka med maskingevær.

Den egentlige hovedperson i historien er betjenten Brian Kitka, der ankommer til Barrow dagen før mørkeperioden indtræffer. Kitkas bror døde under det første angreb, men da myndighederne efterfølgende har gjort hvad de kunne for dysse sagen ned, har det været svært for omverdenen at finde frem til sandheden. Det man kunne læse i Stella Olemauns bog om begivenhederne er der ikke mange, der kan tro på.

Brian Kitka har derfor taget jobbet som sherif i Barrow for at blive klogere på hele affæren. Det fortryder han imidlertid hurtigt, for kun kort efter at han er ankommet til byen med sin lille dreng Marcus, begynder der at ske mystiske ting. Som læsere er vi godt klar over, hvad det er der er ved at ske, men kun gradvist går den grufulde sandhed op for sheriffen.

Vampyrerne angriber
Pelsjægeren John Ikos

Pelsjægeren John Ikos.

Barrow har forandret sig meget siden vi så den skildret i Nat I 30 Dage (2003). De fleste huse står tomme, og indbyggerne har trukket et drabeligt trådhegn omkring hele byen. Det er ikke meget man har hørt om Barrows indbyggere, men det rodes der bod på nu.

Kitka finder hurtigt nogle allierede i den fede vicesherif Donna Sikorski og den bistre motherfucker af en pelsjæger, John Ikos. Sammen skal de tre komme til at udgøre det bolværk, der forsøger at holde de invaderende vampyrer ude. Det er en kamp, som stort set er tabt på forhånd, men overlevelsesinstinktet og hadet til fjenden giver trioen håb.

Uden for hegnet finder vi den store hob af blodhungrende udøde. De bliver anført af den tyske vampyr Werner, der midlertidigt har overtaget ledelsen, efter at alle de ældste udøde blev dræbt i slutningen af seriens andet bind, Dystre Dage (2004). Werner har naturligvis en række mere eller mindre vanvittige håndlangere, men før man tror der kun er lutter ukendte ansigter i Retur til Barrow, kan man slå koldt vand i blodet.

Vampyrernes angreb på Barrow er denne gang noget de har følt sig kaldet til. Det er ikke planlagt eller styret, som det har været tidligere – det er nærmest noget metafysisk, som drager dem mod byen og kalder på hævn. Iblandt dem der søger mod Barrow, genfinder vi vampyren Dane, men hvilken rolle, eller rettere side, han har valgt denne gang, må være en overraskelse.

Ligeledes knyttes den tilbagevendende New Orleans-del til handlingen igen. Den udøde FBI-agent Norris er nemlig draget til byen for at finde ud af, hvad Judith Ali vidste, og hvem der stod i ledtog med hende. Her render han ind i den stakkels junkie George, og så er familien sådan set samlet på ny. Selv Stella Olemaun spøger stadig i kulissen, selv om vi sagde farvel til hende i andet bind.

Elegant fortalt
En blodig mundfuld

En blodig mundfuld.

Handlingen i Retur til Barrow springer noget mere mellem de forskellige aktører, end det har været tilfældet i de to tidligere albums. Taget i betragtning at hele historien sådan set bare er bygget op om forberedelserne til angrebet på Barrow, og så selve kamphandlingerne, er det faktisk et godt fortælleteknisk kneb.

Det skaber en filmisk dynamik i historien, hvor det hele tiden lykkes for Steve Niles og Ben Templesmith at antyde, hvad der ligger i vente, for så i bedste cliffhanger-stil at springe til en anden del af persongalleriet. Meget elegant, og det fornemmes meget klart, at de to herrer er ved at føle sig hjemme i deres vampyrunivers.

Andet end en pæl gennem hjertet kan gøre det

Andet end en pæl gennem hjertet kan gøre det.

Handlingen i Retur til Barrow er væsentligt enklere end den var i Dystre Dage, og det giver pote. Albummet er på alle måder et stærkere bind end det forrige, og lever fuldt ud op til det første. Stilen er en smule anderledes, og flere af de lidt dumsmarte elementer fra Dystre Dage har da sneget sig med ind. Det betyder imidlertid ikke noget, for det er i så små mængder, at det giver lidt kulør til den voldelige fortælling.

I stil og stemning er Retur til Barrow en brutal krigshistorie, der forsøger at blande gyset med rendyrket action. Det hele fortælles meget filmisk, som det også er blevet gjort i de forrige bind. En meget rammende parallel til albummet kunne være James Camerons Aliens fra 1986, for hvis man erstatter vampyrerne i Barrow med glubske rovdyr fra rummet er der sådan set ikke megen forskel på de to historier.

Man kan så spørge om det holder, og ja, det gør det. Med sin bestialske stil og særprægede streg, udmaler Ben Templesmith en historie, hvor man aldrig er helt sikker på hvem der vil overleve, og hvad der mon sker som det næste.

Ikonisk tydelighed
Selv vampyrer ser åbenbart 'The Matrix'

Selv vampyrer ser åbenbart ‘The Matrix’.

Retur til Barrow har indtil videre sat et effektivt punktum for serien. Det begyndte strålende, blev lunkent henover midten, men her, i sidste bind, vender albummets skabere tilbage for fuld skrue. Havde man sin tvivl om deres evner efter Dystre Dage, beviser Niles og Templesmith nu, at de har et solidt greb om deres fortælling, og hvor de vil hen med den. At de måske har en lidt usund fascination af alt hvad der er popsmart, må der bæres over med.

Hvorvidt man er til Templesmiths streg eller ej, er en smagssag, men Retur til Barrow lever fuldt ud op til de forrige, og dermed kan han bryste sig af, at have skabt en af de mest særprægede serier til dato. Der er ikke ret meget der ligner Nat I 30 Dage-trilogien, som efter tredje binds afslutning står frem med ikonisk tydelighed blandt de mange serier på markedet.

Retur til Barrow er en nådesløs og hæsblæsende fortælling, der præcis som seriens første bind er basalt spændende. Man har ikke lyst til at slippe albummet igen, før den sidste side er læst. Albummet når op på siden af det første, der dog stadig er mesterværket, men overskygger bind to helt og aldeles. Retur til Barrow kan anbefales på det varmeste, men imidlertid ikke før man har pløjet sig gennem de to forgængere.

Retur til Barrow er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.

5 stjerner

Titel: Retur til Barrow
Originaltitel: Return to Barrow
Seriens titel: Nat I 30 Dage
Seriens originaltitel: 30 Days of Night
Forfatter: Steve Niles
Tegner: Ben Templesmith
Farvelægning: Ben Templesmith
Albumlængde: 138 sider
Dansk oversættelse: Mikkel Sparsø
hvid
Udkom i USA i 6 dele i 2004.
Udkom som album i USA i 2004 på forlaget Idea + Design Works.
Udkom på dansk i 2005 på forlaget G. Floy Studio.

Anmeldt i nr. 6 | 13/04/2006

Stikord: 3’er, Trilogi, Vampyrer, Vinter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *