My Life

3 minutters læsetid

Det er meget svært at forestille sig en film, der i 1993 var mere egnet til John Barrys smagspræferencer end My Life.

Filmen er stort set glemt i dag, til trods for at den havde Michael Keaton og Nicole Kidman i hovedrollerne.

Keaton spiller en kræftsyg mand, der beslutter sig for at optage en serie videoer af sig selv i hverdagssituationer, så hans endnu ufødte barn får en mulighed for at lære sin far at kende.

Der er ikke et øje tørt, og den slags var naturligvis gefundenes Fressen for John Barry, der på dette tidspunkt i sin karriere klart foretrak denne type dramatisk materiale frem for mere kulørte historier.

Kender man lidt til John Barry, så ved man præcis, hvordan hans score til My Life lyder. Og det er både en kritik og en anerkendelse. For Barry i denne modus er næsten altid leveringsdygtig i et hovedtema, der kan slå benene væk under selv den mest forhærdede kyniker.

Hovedtemaet dominerer

Det er naturligvis også tilfældet her: Barrys hovedtema til My Life er et vidunderligt stykke musik – en ekstremt smuk sammensmeltning af romantik og tragik.

Hovedtemaet (der i øvrigt er det samme som scorets kærlighedstema) får vi naturligvis på vanlig Barry-manér præsenteret i “Main Title” (nr. 1), og det kommer næppe som en overraskelse for de fleste, at hovedtemaet klart dominerer albummet.

Ikke bare i den forstand, at hovedtemaet er det hyppigst tilbagevendende tema, men også i den forstand, at hovedtemaet udstikker kursen for scorets harmoniske grundlag.

Således er der et nært harmonisk sammenfald mellem hovedtemaet og det sekundære tema, der første gang høres i “Childhood Wish” (nr. 2); også så nært, at man lige skal høre det igen for at sikre sig, at der rent faktisk er tale om et selvstændigt tema. Men det er der – det melodiske indhold er ikke det samme som i hovedtemaet.

Det sekundære tema adskiller sig også fra hovedtemaet ved, at Barry her anvender en smule synthesizer, mens hovedtemaet – og resten af scoret – er rent symfonisk. Synthesizeren i “Childhood Wish”-temaet er med til at give temaet en uskyldig, spilledåseagtig kvalitet.

Også med “Childhood Wish”-temaet er der tale om et fantastisk stykke Barry-romantik, som Barry også præsenterer i en version i 3/4-takt, altså valsetakt. Denne version høres bl.a. i “Childhood Wish” ved ca. 1:18.

Flere tematiske idéer

Hovedtemaet og “Childhood Wish”-temaet er de eneste temaer, der høres mere end én gang i scoret, men på typisk Barry-vis er der flere tematiske idéer undervejs.

Et mere direkte traurigt og dystert tema dominerer “I’m Still in the Game” (nr. 4), mens vi med “I Used to Hide in There” (nr. 7) er tilbage i en næsten barnlig uskyld – også dette tema præsenteres i valsetakt.

Et sidste, femte, tema – dette endnu engang i den tragiske ende af stemningsspektret – introduceres i anden halvdel af “Moments” (nr. 10), hvis første del i øvrigt er domineret af en nærmest dekonstrueret version af hovedtemaet, hvor al tempo er trukket ud.

Derudover må også “Child’s Play” (nr. 11) nævnes, for også dette cue er melodisk/tematisk orienteret, bare i en helt anden stilart. Her er nemlig tale om et stykke klaver-blues, bakket op af strygerne og en smule let percussion.

Et af John Barrys mindre scores

Det vil være uhyre nemt at slå My Life hen som et af John Barrys mindre scores, og i virkeligheden vil det heller ikke være forkert.

Men man risikerer samtidig at underkende musikkens kvalitet, som helt klart er skyhøj, ikke mindst når man hører musikken nu og har et godt kendskab til det generelle filmmusiklandskab i dag.

Et cue som “The Circus” (nr. 13), der indleder med Barrys elskede obo, harpe, fløjte og senere messingblæsere over de langsomme, repeterende stryger-flader, inden det går over i valsetakt-udgaven af “Childhood Wish”-temaet, er noget, vi har hørt fra Barrys hånd et utal af gange tidligere.

Det samme gælder naturligvis hovedtemaet, der er skåret over præcis samme læst som næsten alle andre af de romantiske temaer John Barrys modne stil.

Det er alt sammen noget, vi har hørt før fra Barrys hånd. Det er bare værd at huske, at selv ét af John Barrys mindre scores, er milevidt bedre end det bedste, der kommer fra mange andre komponisters hænder.

Med det sagt, skal der ikke herske tvivl om, at det bedste ved My Life er hovedtemaet, som fortjener at være bedre kendt, end det er. De øvrige tematiske idéer i scoret er alle gode, men ikke på samme niveau.

Det bør naturligvis ikke forhindre Barry-fans i at få fat i My Life-scoret, mens der for de fleste andre vil være andre John Barry-scores, der er mere interessante.

4 stjerner

Nummerliste:
1. Main Title (1:37)
2. Childhood Wish (2:39)
3. Pictures From the Past (1:27)
4. I’m Still in the Game (3:12)
5. My Life: Love Theme (1:35)
6. The Old Neighborhood (1:52)
7. I Used to Hide in There (2:02)
8. You’re a Believer (1:42)
9. My Last Trip Home (1:53)
10. Moments (2:58)
11. D-Day (1:54)
12. Child’s Play (2:57)
13. The Circus (2:15)
14. Nice to Meet You Brian (2:19)
15. The Roller Coaster (2:04)
16. End Title (3:20)

Total spilletid: 35:46

Titel: My Life
Komponeret af: John Barry
Dirigeret af: John Barry
Komponeret: 1993
Udgivet: 1993
Label: Epic Soundtrax

Anmeldt i nr. 234 | 13/05/2025

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.