Music From An Extreme Sick World

3 minutters læsetid
Music From An Extreme Sick World

På nuværende tidspunkt må crustcore–bandet Audio Kollaps være et af de største navne hos Epistrophy, og med Music From An Extreme Sick World fra 2005, har gruppen leveret deres anden selvstændige udgivelse.

Fra de blev dannet i 1998 og frem til nu, er der ikke sket meget for bandet. Lyden er den samme, og stilen præcis lige så kompromisløs, som den har været hele tiden. Det er imidlertid ikke en dårlig ting, for holder kvartetten fra Kiel fast i deres stil, vil de måske kunne finde sig en permanent plads på den tyske metalscene.

Oprindeligt blev musikken på Music From An Extreme Sick World udgivet som EP med samme titel i 2004, men Epistrophy besluttede allerede året efter at genudgive skiven i fuld albumlængde, med fem ekstranumre. Genudgivelsen skyldes uden tvivl den stigende popularitet som Audio Kollaps oplever i den tyske undergrund, hvor bandet efterhånden spiller koncerter over hele landet.

Punkinspiration

Ved første gennemlytning er Music From An Extreme Sick World en utilnærmelig og fjendtligt oplevelse, men gradvist som man kommer ind på livet af pladen, bløder musikken op, og nuancerne træder frem. Gruppen stjæler med arme og ben fra stort set alle de hårde metalgenre, og krydrer så deres lyd med en særdeles punket tilgang til sangstrukturen. Punkinspirationen ses også i numrenes længde, der sjældent når over tre minutter.

Alt dette skaber en ligefrem musik, der præges af pludselige temposkift og uventede drejninger. Gruppen ved hvor de vil hen med deres lyd, og forfalder ikke til unødvendig pynt eller den onanistiske guitarlir, der så ofte dukker op blandt ligesindede bands. Med den klassiske hardcorepunk fortolket gennem metalmusikken, lykkes det for Audio Kollaps at nå frem til en tankevækkende og sympatisk stil, der på fornem vis suppleres af forsangeren Kais vokal.

Lefler for stereotype klichéer

Det bringer os så direkte til den knap så fantastiske del af pladen. Selve vokalen fejler ikke noget. Med en blanding af growl, råb og brøl, slynges de sorte tirader om svig, klassekamp, korruption og højreorienteret manipulation i ansigtet på én.

Umiddelbart er det måske lidt svært at forstå, hvad bandet har på hjerte, men langsomt står det klart, at der midt mellem al den dystre metalmusik og barske sangtitler som ”Bastarde auf Leichenbergen” og ”Todesballett” faktisk gemmer sig et ultrapolitisk bevidst band med ståsted langt ude på venstrefløjen.

Meget forventeligt er det da også i autonome sammenhænge, at en stor del af bandets koncerter bliver spillet. Det problematiske er, at Audio Kollaps konsekvent lefler for stereotype deathmetalklichéer som pseudosataniske lydklip og generelt et dystert, eller ”sort” udtryk, der mere eller mindre spænder ben for den politiske saglighed. Gruppen spiller på to heste, men helt gennemtænkt er det ikke, og man må håbe, at Audio Kollaps vælger side, før de udgiver deres næste plade.

Bedaget tekstunivers

Et andet problem er selve teksterne, der i øvrigt kan studeres nærmere på bandets hjemmeside. Det er rart at gruppen har noget på hjerte, men grib en hvilket som helst politisk punkplade fra 80’erne, og man vil kunne konstatere, at Audio Kollaps ikke flytter deres verdensopfattelse en tomme fra dette.

Med et lyrisk udtryk så fast forankret i en efterhånden støvet genre kan man ikke undgå at trække lidt på smilebåndet. Navnlig når venstreorienteret raseri kombineres med metalmetaforer, som i ”Bastarde auf Leichenbergen”, der rent tekstmæssigt kan beskrives som værende grotesk.

Sidstnævnte kritikpunkter er dog uvæsentlige i forhold til helheden. Audio Kollaps er en sjældent sympatisk gøgeunge, der musikalsk stritter i alle retninger. For hver gang jeg lytter til Music From An Extreme Sick World, vinder den ind på mig. Pladen indeholder nogle klare favoritter. Førnævnte ”Bastarde auf Leichenbergen” er trods alt en af dem, og det samme er ”Predigt den Krieg”.

Skulle man være så heldig at komme forbi en tysk by, hvor Audio Kollaps giver koncert, eller skulle bandet rent faktisk krydse grænsen og spille i Danmark, må man ikke gå glip af dem. Det vil uden tvivl blive en grænsesøgende og voldsom oplevelse, men også en musikalsk fornøjelig aften, med noget at det bedste hybridmetal den nordtyske undergrund har at byde på lige nu. Mens vi så venter på koncerten, må vi jo glædes over det vi har, nemlig det fine album Music From An Extreme Sick World.

Music From An Extreme Sick World er venligst stillet til rådighed af Epistrophy Recordings.

Nummerliste:
1. Aussenwelt (Audio Kollaps) (2:52)
2. Bastarde auf Leichenbergen (Audio Kollaps) (3:27)
3. Predigt den Krieg (Audio Kollaps) (2:31)
4. Fick die USA (Audio Kollaps) (0:29)
5. Kopflos (Audio Kollaps) (2:45)
6. Todesballett (Audio Kollaps) (2:18)
7. Eiszeit (Audio Kollaps) (2:32)
8. Schwadronen des Todes (Audio Kollaps) (2:18)
9. Wahnsinn (Audio Kollaps) (1:39)
10. 5 vor 12 (Audio Kollaps) (1:59)
11. Warum willst Du kämpfen (Audio Kollaps) (1:36)
12. Kurzschluss (Audio Kollaps) (2:37)

Total spilletid: 29:13

4 stjerner
Titel: Music From An Extreme Sick World
Kunstner: Audio Kollaps
Udgivet: 2005
Label: Epistrophy – EPI038

Anmeldt i nr. 7 | 13/05/2006

Skriv et svar

Your email address will not be published.