Muchacho – anden del

To år efter at første del i Emmanuel Lepages farvestrålende fortælling om den unge præstestuderende Gabriel de la Serna udkom i 2004, kunne serien afsluttes. Anden del udkom i 2006, og blev oversat og udsendt på det danske marked i slutningen af 2007. Dermed foreligger hele serien nu samlet og tilgængelig for det hjemlige marked, og det er vitterligt en stor glæde for alle tegneseriefans.

Moralsk valg

I det første bind af Muchacho, som serien hedder, så vi, hvordan Gabriel blev sendt til den lille nicaraguanske by San Juan, hvor han havde fået til opgave at udsmykke kirken med en ny stor passionsfresco. Dermed måtte den unge mand afbryde sine præstestudier, og samtidig tage afsked med et komfortabelt liv som del af det styrende diktaturs øvre sociale lag.

Det han mødte i San Juan var kun svært foreneligt med den verden, han kendte fra sit hidtidige liv, og opholdet i byen blev startskuddet på en klassisk dannelsesrejse, hvor Gabriels verdensbillede og sympatier igen og igen blev udfordret.

Som klangbund for hele den første del lå Sandinisternes væbnede oprør mod systemet, og naturligvis blev den vordende præst til sidst stillet over for et moralsk valg, som førte ham videre ind i anden del. Gabriel blev nemlig tvunget til at flygte fra San Juan, ikke så meget af frygt for sit eget liv, som ud af desperation over det dilemma, han var havnet i.

Døden som blind passager

Dermed åbner anden del, da Gabriel halser sanseløst gennem den mørke jungle; på flugt fra sig selv, sin fortid og hele verden. Han er hårdt tilredt, og turen gennem den natmørke underskov gør det ikke bedre, så da han til sidst falder i vandet og bliver slynget ud over et mindre vandfald, er det kun ved et lykketræf, at han ikke mister livet.

Gabriels livløse krop bliver nemlig opdaget af en af Sandinisternes guerillasoldater, som genkender ham fra San Juan, og slæber den sårede i sikkerhed. Efter at have sovet i to døgn, vågner Gabriel omgivet af en lille gruppe mistænksomme guerrilleros. De har dog alle hørt om det, den unge præst gjorde for dem i San Juan, og derfor har de taget sig godt af ham. Der befinder sig også en anden gæst i selskabet, for det viser sig, at det er denne kampgruppe, der har taget den amerikanske militærmand MacDouglas til fange, som vi hørte om i det første album.

Hvad kampgruppen imidlertid ikke ved er, at de med Gabriels indlemmelse i gruppen, har fået døden som blind passager, for godt nok har de haft regimets soldater – den såkaldte La Guardia – i hælene, lige siden de kidnappede den amerikanske officer, men nu hvor den unge præstestuderende også er blevet inkluderet, er de i store vanskeligheder, for den nådesløse Kommandant Vargas, vi ligeledes mødte i første del, helmer ikke, før Gabriel er returneret sikkert til sin familie.

Moralsk jungle

Scenen er således sat til anden akt i Gabriels bildungsreise. I første bind blev barndommens sikre verdensbillede ganske bogstaveligt sprængt i stumper og stykker. Alt, hvad han troede på, blev vendt op og ned i San Juans støvede gader, og nu, i anden del, har han fysisk bevæget sig ind i en moralsk jungle, fyldt med labyrintiske løkker og knuder.

Livet blandt Sandinisterne er nemlig på overfladen lykkeligt kammerateri – men kun på overfladen. Gruppen bliver anført af den sympatiske idealist Germán, hvis frihedskamp har ældet og tæret hans helbred ganske alvorligt. Dernæst er der Germáns kone Manuela, den unge rebel Rigo, guerillaveteranen Ramón, og den engelske oprører Fausto.

Sammen udgør den en kampcelle, der tilsyneladende fungerer ganske effektivt, men som Gabriel gradvist lærer dem bedre at kende, står det klart for ham, at det eneste der i virkeligheden holder dem sammen, er en udefineret drøm om frihed, der ser anderledes ud, alt efter hvem han spørger. Det er da også mere eller mindre kun på grund af Germáns stærke idealisme, at banden ikke for længst er blevet splittet på grund af kun alt for menneskelige konflikter.

Tempo- og klichéfyldt

Dermed genvinder seriens skaber Emmanuel Lepage en hel del af det, han tabte i første del, hvor historien kom til at fremstå som en entydig kamp mellem godt og ondt, for det viser sig i anden del, at Muchacho i høj grad rummer gråtoner.

Dermed bliver de irriterende stereotyper fra første del en hel del mere spiselige i det øjeblik, man læser anden del, hvilket så absolut er en glædelig overraskelse. De to albums skal altså læses som helhed, og forstås som et samlet hele. Kun ved at se dem på den måde, opnår man det fulde udbytte af fortællingen.

Anden del er mere tempofyldt end den første, for mens bylivet i San Juan måske både var en interessant og eksotisk kulisse for Gabriels udvikling fra dreng til mand, er junglen og livet blandt guerrilleros unægtelig en hel del mere dramatisk. Det gør i det store hele seriens anden del meget mere spændende og fængende. Man må dog ikke være blind for, at Lepage er glad for klichéer og stereotyper.

Det betyder, at der fortsat bliver udfoldet en lang række gamle litterære såvel som filmiske travere. Eksempelvis er der en hel del af Gabriels personlighed, der ikke er blevet berørt her, da det nok i nogen grad vil ødelægge lidt af overraskelsen i første bind. Men til de der allerede har læst dette, kan man godt påpege, at det vel nok er en af de største klichéer eller myter omkring katolske præster overhovedet, som Lepage udnytter her.

Blandt de flotteste serier i nyere tid

Om man synes om handlingen eller ej, er dog i sidste ende en biting, når man betragter serien som helhed, for som det allerede blev sagt i anmeldelsen af første bind, er det tegningerne og farvelægningen, som udgør seriens kerne.

Muchacho er blandt de flotteste serier i nyere tid, og det kan ikke overraske, at den allerede har vundet fire priser, siden den blev afsluttet i 2006. Første bind var smukt, men anden del er endnu flottere. De junglescenerier som Lepage gengiver er fyldt med mystik, romantik, uhygge og skønhed. Det ser man ikke ofte, men alene det at lade blikket gå på eventyr i hans billeder, er de to albums pris værd.

Storslået

Samlet set er Muchacho en visuelt storslået beretning, hvis lige man skal søge længe efter. Det er et overdådigt billedunivers, som Emmanuel Lepage har skabt, men helt de samme evner som manuskriptforfatter kan man ikke tillægge ham. Den historie, der udspiller sig på de smukke sider, er dybt uoriginal, men dog aldrig dårlig eller generende.

Billeder og fortællinger harmonerer derfor ikke kvalitativt, men er man først blevet indfanget i seriens eventyrlige univers, glemmer man næsten alle flosklerne, og jeg vil derfor heller ikke tøve med at tilslutte mig det store kor af stående klapsalver, der har lydt fra anmelderne lige siden seriens afslutning.

Muchacho – anden del er venligst til til rådighed af Carlsen Comics.

Anmeldt i nr. 27 | 13/01/2008

Stikord: Junglen