Smash the State: The Raw Original D.O.A. 1978-81

Live-DVD’er er, præcis som livealbums, altid lidt af et gamble. De kan være helt fantastiske, men de kan så bestemt også være helt og aldeles gudsjammerligt kedelige. Som regel skyldes det, i hvert fald for DVD’ernes vedkommende, sammensætningen af numrene og for lidt interessant ekstramateriale.

Begge kritikpunkter kan desværre rettes mod den D.O.A.-DVD, Sudden Death Rocords udsendte i slutningen af 2007. Kritikken er dog lidt uberettiget, for modsat så mange nye udgivelser, er materialet på skiven stort set uredigeret. Med andre ord har pladeselskabet udsendt en live-DVD med de bedste optagelser, der har kunnet opstøves fra D.O.A.’s spæde barndom. Det er blevet til fire koncertoptagelser fra perioden 1978-81, hvoraf den første finder sted i Canada, og de øvrige i USA.

Hjemmevideo

Da D.O.A.-koncerterne blev optaget i sin tid, var der nok næppe nogen, der havde regnet med, at gruppen skulle eksistere snart 30 år efter, og det betyder da også, at optagelserne ikke ligefrem virker professionelle. Rent faktisk grænser de alle til det, man vil kalde hjemmevideo. Navnlig to af koncerterne udmærker sig ved stort set at falde igennem på alle tænkelige måde.

Den første optagelse, indspillet på Old Waldorf i San Francisco i 1981, er udelukkende filmet fra scenens højre side, hvilket betyder, at bassisten Randy Rampage mere eller mindre konsekvent udfylder størstedelen af skærmbilledet. I begyndelsen er det naturligvis en meget sjov vinkel, men det bliver ret hurtigt en noget ensidig fornøjelse.

Den anden optagelse er indspillet ved en ukendt lejlighed i Bay Area-området omkring 1981. Her er det sådan set kun lyden, det for alvor er galt med, om end man bliver lidt søsyg af at følge kameraet, der bliver skubbet rundt blandt publikum.

Guldgrube for samlere

Ovenstående kan lyde lidt hårdt, men det stemmer desværre overens med sandheden. Det man imidlertid må hæfte sig ved, er optagelsernes historiske kvaliteter, for kan ske de ikke ligefrem lever op til nutidige standarder, men de er stadig dokumentation fra bandets første, kaotiske år.

Dermed får man, uanset hvad, et indblik i gruppens tidligste koncerter, og havde Sudden Death ikke samlet materialet på DVD, var det helt sikkert gået tabt. At optagelserne måske i sidste ende nok ikke ligefrem har bestsellerpotentiale er en helt anden snak, men for dedikerede samlere er det en ren guldgrube.

Lidt sjovt ekstramateriale

Selve musikken er trods alt i topklasse, for selv om lydkvaliteten ikke er den bedste, stammer alle sangene fra bandets gyldne, unge år. Det er således alle de gamle klassikere, man får lov at se live på skiven, og da gruppen på dette tidspunkt endnu ikke havde fået opbygget et synderligt stort repertoire, får man endda lov at høre dem flere gange i løbet af koncertoptagelserne. Der har endda sneget sig et fint lille covernummer med ind i det første set, hvor Jim Lees “Let’s Dance” er blevet til “Let’s Fuck”. Ganske underholdende.

Foruden musikken er der også lidt ekstramateriale på DVD’en. Det vigtigste indslag er et næsten helt nyudklækket D.O.A., der optræder på en udendørs anarkist-konference i nærheden af Vancouver i 1978. Før bandet får lov at gå på scenen, er der lidt bøvl med politiet, og man ser også forsangeren Joey Shithead klovne med kameraet.

Det er ikke det helt store, men det er ganske sjovt at se, og samtidig er det lettere underholdende, da de unge anarkister brænder det canadiske flag under den efterfølgende koncert. I et andet klip kommer vi backstage med D.O.A., The Circle Jerks og nogle andre bands, men klippet er stort set uforståeligt på grund af dårlig lyd, og derfor ikke specielt spændende.

Yderst lunken

I det store hele er Smash the State: The Raw Original D.O.A. 1978-81 en yderst lunken udgivelse, der ganske vist har sine øjeblikke, men som næppe er værd at investere i, med mindre man tilhører gruppen af hardcorefans. Skulle DVD’en være blevet interessant for et lidt bredere publikum, burde Sudden Death have udvidet årrækken, og inkluderet nyere materiale på skiven, så man kunne få lidt mere for pengene.

Som DVD’en ser ud nu, er det i hvert fald for tyndt. Smash the State kan derfor heller ikke anbefales til andre end de, der har en alvorlig D.O.A.-fetich, for alle andre vil nok næppe kunne udholde den samlede spilletid på lidt over en time. Dog er det rart at vide, at de gamle klip med bandet er blevet sikret overlevelse, og det i sig selv fortjener pladeselskabet ros for.

Smash the State er venligst stillet til rådighed af Sudden Death Records.

Anmeldt i nr. 27 | 13/01/2008