Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Max and Me

Max and Me
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Den uhyre talentfulde Mark McKenzies score til det animerede holocaust-drama Max and Me er på én og samme tid dybt tragisk, enormt opløftende og ufattelig smukt. Det er et moderne filmmusikmesterværk, som fortjener at blive hørt af et stort publikum.

Max and MeMax and Me er en kommende animeret film, der via en rammehistorie i nutiden fortæller den tragiske historie om den polske franciskanermunk og præst Maximilian Kolbe, der under 2. Verdenskrig blev sendt til Auschwitz.

Her døde Kolbe, efter at han havde meldt sig frivilligt til at tage en anden mands plads, da tyskerne som en straffeaktion besluttede sig for at sulte 12 mand ihjel.

Den mexicansk producerede film forventes at få premiere senere i 2018, men komponisten Mark McKenzie fik det organiseret sådan, at scoret blev udgivet allerede i marts. Udgivelsen er – desværre for os samlere – kun kommet digitalt på Sony Masterworks.

Det skal dog på ingen måde stoppe nogen i at investere i McKenzies score, for her har vi et eksempel på, at labelnavnet – Masterworks – og udgivelsen er i perfekt overensstemmelse. Max and Me er ganske enkelt et mesterværk, der fortjener at blive hørt af så mange som muligt.

Betydningen af kærlighed, håb og tro

Det siger noget om John Williams’ enorme indflydelse, at man i dag kan have svært ved at forestille sig en film om Holocaust og 2. Verdenskrigs koncentrationslejre uden straks at tænke på Williams’ score til Schindler’s List (1993).

Men der er andre måder at gå til stoffet på, og det er McKenzies score til Max and Me et godt eksempel på. De eneste indrømmelser til Williams’ arv er de violinsoloer, der optræder enkelte steder i scoret – fremført af den formidable Joshua Bell.

Ihvorvel Williams’ score også stedvist var i besiddelse af en enorm, traurig skønhed, så er McKenzies tilgang overordnet set markant anderledes. Her er stort set hele scoret i besiddelse af den samme traurige skønhed med kun ganske få musikalske indrømmelser til koncentrationslejrens rædsler.

McKenzie vægter altså stoffet anderledes og fokuserer entydigt på menneskeligheden, relationen mellem mennesker, betydningen af kærlighed, håb og – ikke mindst – tro.

For det er næppe tilfældigt, at Max and Me er en film, produceret i et katolsk land, om en katolsk præst. Troen spiller – formentlig – en væsentlig rolle i filmen, og det er noget, McKenzie har kunnet tage til sig.

Orkestrator og komponist

Mark McKenzie (f. 1957).

Mark McKenzie (f. 1957).

Den enormt talentfulde McKenzie begyndte sin karriere i midten af 1980’erne som orkestrator på en lang række scores til både større og mindre film, herunder Young Sherlock Holmes (1985), Dances With Wolves (1990), Batman Returns (1992), Mission: Impossible (1996) – og mange flere.

Han debuterede som komponist i 1991 med scoret til den lidet kendte vampyrfilm Son of Darkness: To Die For II og fulgte op med endnu en horrorfilm, Warlock: The Armageddon (1993).

På baggrund af de to film tog McKenzie en beslutning om, at han for fremtiden kun ville komponere musikken til film med et positivt budskab og hvis værdier, han kunne stå inde for.

Resultatet er, at McKenzie er én af de dygtigste symfoniske komponister i Hollywood, der har færrest krediteringer som komponist. Alt inklusive har McKenzie kun komponeret 23 scores siden 1991, og det er inklusive alt – kortfilm, tv-serier, tv-film og spillefilm.

Havde McKenzie ikke truffet denne beslutning, er jeg ikke i tvivl om, at han ville være blandt Hollywoods absolutte A-liste, for hans musik er altid gennemført vidunderlig. Således også Max and Me.

Musik til Holocaust

Der har været en vis diskussion blandt filmmusikkritikere om McKenzies score til Max and Me, mere specifikt om den type musik, McKenzie leverer, er passende til en film om et så frygteligt emne som Holocaust.

De kritiske røster finder McKenzies musik alt for sødladen til et emne af denne kaliber, mens de, der forsvarer McKenzie, fremhæver, at musikken fokuserer på andre aspekter af handlingen end blot rædslerne.

Før vi ved mere om filmens konkrete handling og fokus, kan denne debat ikke afgøres. Hvad der til gengæld er stensikkert er, at McKenzies musik i sig selv er absolut formidabel; et af de smukkeste filmscores, jeg har hørt i meget lang tid og en klar kandidat til at blive årets filmmusikoplevelse for mig.

Der skal i hvert fald meget stærke sager til, før et andet score vil vippe Max and Me af pinden som årets bedste for mig.

Gennemført tematisk og melodisk

Max and Me er et gennemført tematisk og melodisk orienteret score; musikken formelig bugner af melodisk indhold, centreret omkring nogle få tilbagevendende temaer og dertil adskillige andre, der dukker op i enkelte cues.

Lidt afhængigt af, hvordan man vurderer, hvad der udgør et tema – mere specifikt hvor meget der skal til, for at et tema kan siges at være selvstændigt og ikke bare en variation på et andet tema – er der mindst en halv snes forskellige temaer i Max and Me-scoret.

Det er dog kun nogle få af dem, der er tilbagevendende og som sådan udgør deciderede ledemotiver for narrativet.

Som sagt kan det være noget akademisk at afgøre, hvad der skal til, for at man kalder et tema for helt selvstændigt, og der skal ikke være nogen tvivl om, at adskillige af McKenzies temaer er nært beslægtet med det ekstremt smukke hovedtema.

McKenzie komponerer omkring de samme grundlæggende toner og tonearter, men varierer efter min mening det melodiske indhold nok til, at det faktisk er rimeligt at tale om mindst en halv snes forskellige temaer i løbet af Max and Me.

Musikken er symfonisk – storslået symfonisk – med supplement af kor, drengekor, kvindelig vokalsolist (den eminente Clara Sanabras), drengevokalsolist (Isaac London) og flere instrumentalsolister, herunder ovennævnte Joshua Bell på violin, Dave Arch på flygel, John Parricelli på akustisk guitar og Helen Keen på blokfløjte.

Som James Horners mest lyriske side

Hvis jeg – via en sammenligning – skal forsøge at karakterisere McKenzies score, så forestil jer James Horners absolut mest lyriske side strukket ud til 50 minutter.

Andre filmmusikkritikere har sammenlignet stilen med Georges Delerue, men hos mig, var det Horner-sammenligningen, der først meldte sig.

Dels er der små mindelser om Horner i den måde, McKenzie bruger orkestrets instrumenter på, dels er der en enkelt harmonisk progression, der – vel helt tilfældigt – minder meget om noget fra Horners kærlighedstema fra Braveheart (1995). Sidstnævnte dukker f.eks. op ved ca. 0:55 i “If You Are So Intelligent Why Don’t You Believe?” (nr. 6).

Derudover er der de små flygelanslag ved ca. 1:58 i “Head In The Clouds Over You” (nr. 3), den måde, McKenzie bruger koret i indledningen af “You Could Be Anything” (nr. 4) eller Helen Keens blokfløjte, f.eks. ved 1:26 i “In the Trenches” (nr. 5).

Helt overordnet set er der dog blot tale om en generel stilistisk lighed mellem Max and Me og så James Horners absolut mest lyriske side; med de mere konkrete eksempler ligheder forsøger jeg ikke at antyde, at McKenzie låner fra Horner.

Tværtimod skal sammenligningen med Horner her forstås som en ubetinget ros, for der er ingen, der komponerer indfølt lyrisk musik så godt, som Horner gjorde. Det tjener McKenzie til ære, at han formår at gennemføre hele sit score på den måde, uden at det ender med at blive kedsommeligt.

Løbende højdepunkter

Det vil være halsløs gerning at forsøge at beskrive alle de tematiske koncepter, McKenzie lægger for dagen i Max and Me, så i det følgende vil jeg koncentrere mig om de væsentligste temaer og de væsentligste højdepunkter i scoret.

Selv det er en udfordring, for hele scoret er af en så gennemført sublim kvalitet, at højdepunkterne kommer løbende.

Som nævnt er der i hvert fald tre tilbagevendende temaer i den ledemotiviske forstand. Det så absolut dominerende er det, der må identificeres som hovedtemaet, og som McKenzie første gang introducerer i “Two Crowns Vision” (nr. 2).

Det er et vidunderligt tema; fuldt udviklet men alligevel med en enkelhed og renhed i de harmoniske progressioner, der indbyder til variationer.

I “Two Crowns Vision” præsenterer McKenzie først temaet, orkestreret for strygerne, dernæst for strygerne med opbakning af gåsehudsfremkaldende, ordløst kor – et af mange eksempler på McKenzies mange fremragende anvendelser af koret undervejs.

Hovedtemaet får mange gennemløb igennem scoret, og det er svært at pege på specifikke højdepunkter, men et par eksempler er de vidunderlige flygelsoloer i “If You Are So Intelligent Why Don’t You Believe” og den rent ud sagt hjerteskærende smukke “A Mother’s Prayer” (nr. 10).

Sidstnævnte byder også på én af Joshua Bells fantastiske violinsoloer; et godt eksempel på et af de temaer, der fremstår som et selvstændigt tema, selvom det dog tydeligvis er afledt af de samme toner og harmoniske elementer som hovedtemaet.

Indfølt violinsolo

Det andet tilbagevendende tema er det, McKenzie allerede introducerer i “I Am” (nr. 1), fremført af Joshua Bell – igen klart relateret til hovedtemaet, men med et eget tematisk indhold.

“I Am” er også et godt eksempel på ét af scorets få spejlinger af Williams’ Schindler’s List i form af Bells indfølte violinsolo.

“I Am”-temaet dukker op adskillige gange i løbet af scoret, ikke sjældent i forbindelse med selve hovedtemaet.

Et eksempel kunne være fra ca. 3:59 i “If You Are So Intelligent Why Don’t You Believe?”, hvor vi først får en fremførsel af hovedtemaet akkompagneret af Clara Sanabras’ vokal (endnu en gåsehudsfremkaldende passage), hvorefter musikken glider ubesværet over en fremførsel af “I Am”-temaet med opbakning af kor.

Nazismens rædsler

Det tredje tilbagevendende tema er et overraskende muntert og flyvsk lille tema, der første gang høres i “When I’m Saying Me I Mean You” (nr. 8), indledningsvist fremført af plukkede strygere, siden af strygerne spillet med bue, til sidst med opbakning af en luftig blæserlinje.

Dette overraskende glade lille tema vender tilbage i “Dapper Duds” (nr. 11), og bryder den ellers generelt traurige stemning op med et velkomment ægte lysglimt.

Til gengæld er det sjældent, at McKenzie direkte scorer nazismens rædsler. Der er dog et par cues med en generelt mørkere lyd. Det første er “In the Trenches”, der starter med dramatisk kor og en dyster strygerostinato, inden cuet går over i endnu et smukt, nyt tema.

Det andet er “Nazi Brutality” (nr. 14), der også har en generelt mørkere lyd, bygget op omkring endnu en strygerostinato og tilsvarende dystre blæsere.

Sjælden religiøs lyd

Selvom troen er en væsentlig byggesten i historien om Maximilian Kolbe, er det sjældent, at McKenzies score bliver direkte religiøs i sin lyd.

Når det sker, er det primært igennem brugen af koret, der stedvist giver musikken en æterisk, åndelig kvalitet – f.eks. i det første minuts tid af den afsindigt smukke “Prayer for Peace” (nr. 15). Strygerarrangementerne i anden del af cuet giver små mindelser om Samuel Barbers berømte Adagio for Strings (1936), hvilket siger noget om den smukt elegiske lyd, vi her har at gøre med.

Højdepunkter

Som jeg nævnte tidligere, er der mange højdepunkter i Max and Me-scoret. Skal jeg endelig udpege bestemte cues, er der bl.a. den flere gange tidligere nævnte “If You Are So Intelligent Why Don’t You Believe”, med dens fremførsler af hovedtemaet, “I Am”-temaet og Clara Sanabras’ vokalsolo.

Et andet er “Head In The Clouds Over You”, bl.a. med en rigtig fin kor-fremførsel “I Am”-temaet og senere en smuk, afdæmpet guitarsolo af John Parricelli.

Et tredje højdepunkt er det just nævnte “Prayer for Peace”, og også “A Mother’s Prayer” med flygelsolofremførslen af hovedtemaet og Joshua Bells soloviolin.

Endelig er der “Triumph over Fear” (nr. 19) med en fantastisk fremførsel af hovedtemaet, suppleret af kor, til sidst sågar i en vidunderligt triumferende udgave, der virkelig får de små hår til at rejse sig.

Moderne mesterværk

Faktum er, at jeg kunne blive ved at prise Mark McKenzie og Max and Me-scoret, men det ville bare være at gentage pointer, jeg nu allerede har lavet – måske indtil flere gange. I så fald beklager jeg, men her har vi at gøre med et score, jeg i sjælden grad er begejstret for.

Det er gennemført tematisk orienteret, vidunderligt fremført af orkestret og solisterne, vidunderligt sunget af koret og vokalsolisterne og så er det på én og samme tid dybt tragisk, enormt opløftende og ufattelig smukt.

Det er filmmusik af allerhøjeste karat, der i den grad fortjener at blive hørt af et stort publikum. I min bog er det et moderne mesterværk og et score, jeg vil vende tilbage til mange, mange gange i fremtiden.

6 stjerner

Nummerliste:
1. I Am (1:15)
2. Two Crowns Vision (1:21)
3. Head in the Clouds Over You (2:15)
4. You Could be Anything (2:43)
5. In the Trenches (2:28)
6. If You Are So Intelligent Why Don’t You Believe? (5:21)
7. Ask and it Will Be Given to You (1:24)
8. When I’m Saying Me I Mean You (0:50)
9. Dare To Dream Bigger (1:51)
10. A Mother’s Prayer (3:09)
11. Dapper Duds (1:49)
12. Sunset Hug (1:49)
13. I’m Sorry (3:01)
14. Nazi Brutality (3:16)
15. Prayer For Peace (3:39)
16. Auschwitz Cries (2:55)
17. Only Love is Creative (2:36)
18. I Love You (3:58)
19. Triumph Over Fear (3:18)
20. He Was Always With Me (1:49)
21. I Believe in You (4:11)
22. Heaven’s Welcome (2:28)

Total spilletid: 57:26

Titel: Max and Me
Komponeret af: Mark McKenzie
Dirigeret af: Gordon Johnson
Fremført af: Ukendt orkester, London Voices, Libera
Solister: Joshua Bell (violin), Clara Sanabras (vokal), Dave Arch (flygel), Isaac London (vokal), Helen Keen (blokfløjte), John Parricelli (guitar)
Orkestrering: Mark McKenzie
Udgivet: 2018
Label: Sony Masterworks

Anmeldt i nr. 150 | 13/04/2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>