Masters of the Universe

5 minutters læsetid
Masters of the Universe

Denne film er et herligt levn fra 80’erne. Hvis man hos en slikmutter eller en restaurant kunne bestille en firserblanding, ville man få Masters of the Universe. Den har Dolph Lundgren med langt svenskergarn, teenagekæresterne, den fjollede handling, de dumme one-liners, de middelmådige effekter, og så er den naturligvis lanceret af det legendariske selskab The Cannon Group, Inc og produceret af de fantastiske Meneham Golan og Yoram Globus – et produktionsselskab og to mænd der om nogen tegnede billedet af 80’ernes actionfilm.

Man må dog heller ikke glemme tyveriet. Med tyveriet menes der, at filmens manuskript og visuelle stil er et sammensurium af Star Wars (1977), Superman (1978) og Back to the Future (1985). Selv musikken er et plagiat, og det virker som om, komponisten Bill Conti har taget en John Williams greatest og tilføjet den vilkårligt til Masters of the Universe‘s lydside.

Men alligevel har filmen en charme, som vi også finder i de beslægtede The Barbarians (1987), Red Sonja (1985) og Bills & Ted’s Excellent Adventure (1989). Det er også med en fornem form for nostalgi, at jeg genser filmen.

Da jeg var helt lille – omtrent da jeg gik i 1. klasse – legede jeg meget med Mattels actionfigurer. De samme figurer som også er inspirationskilden for filmen. Men hvor figurerne hører hjemme i et fjernt univers på planeten Eternia, så foregår kun en brøkdel af filmens handling på denne planet. Resten er – naturligvis – hensat til Jorden, nærmere bestemt 80’ernes USA.

Det gode mod det onde

Konceptet bag figurerne er i al sin genialitet meget, meget simpelt, og det skulle da også vise sig at blive en dundrende succes, som gjorde, at et utal af børneværelser verden over blev oversvømmet af de grimme actionfigurer af plastik.

På planeten Eternia er der den klassiske kamp mellem det gode og onde. Her går sværdkamp og lasergeværer hånd i hånd med magi og fjollede skabninger. Alt i alt en frygtelig sci-fi/fantasy-setting, som vil give unge rollespillere sved på panden af bare begejstring. De gode er anført af den unge prins Adam, hvis barbarlignende alter ego er krigeren He-Man – nok et af de tåbeligste navne nogensinde – og de onde er anført af dødningen med det meget originale navn Skeletor. Det er noget, alle kan forstå.

Men tilbage til filmen, som tager sin begyndelse med en lækker fortællerstemme, der kører hen over et mørkt landskab, hvor man ser borgen Greyskull, og da stemmen slutter, toner der et kikset neonskilt op med filmens titel. Måske man lige skulle citere den tåbelige åbning:

“At the centre of the universe, at the border between the light and the dark stands Castle Greyskull. For countless ages the Sorceress of Greyskull has kept this universe in harmony, but the armies of darkness do not rest and the capture of Greyskull is ever most in their minds. For to those that control Greyskull will come the power. The power to be supreme. The power to be almigthy. The power to be: Masters of the Universe.”

Intergalaktisk nøgle

De to teens - Kevin (Robert Duncan McNeill) og Julia (Courteney Cox).
De to teens – Kevin (Robert Duncan McNeill) og Julia (Courteney Cox).

Den nederdrægtige Skeletor har ved filmens begyndelse erobret Greyskull og taget den mægtige troldkvinde, der ikke kaldes andet end “The Sorceress of Greyskull”, til fange. Kun He-Man er på fri fod og leder en modstandsbevægelse. Men snart er He-Man og hans to venner – Man-at-Arms og hans datter Teela – tvunget op i en krog. De når dog med nød og næppe at flygte, da den lille dværgling Gwildor åbner en portal med sine mystiske nøgler, der ligner noget, der er løgn og spiller en frygtelig melodi, når den aktiveres.

Evil-Lyn (Meg Foster).
Evil-Lyn (Meg Foster).

Det er Jorden, som nøglen har åbnet en portal til, men desværre mister de nøglen under transporten. Så nu er det umage firkløver i problemer, da de skal begå sig i en anden verden, lede efter nøglen og samtidig bekæmpe de soldater, som Skeletor sender efter dem. Nøglen vil nemlig give Skeletor det sidste, han mangler for at blive “the one and only Master of the Universe”.

På Jorden kommer nøglen i hænderne på den skrækkelige teenager Kevin, der har problemer med sin kæreste Julie. Så udover at hele universets skæbne står på spil, finder filmen også plads til en god omgang teen-problemer. I mødet med den fremmede verden opstår der flere pinlige situationer, der ofte har Gwildor i centrum.

Man-at-Arms (Jon Cypher), Gwildor (Billy Barty) og den kosmiske nøgle.
Man-at-Arms (Jon Cypher), Gwildor (Billy Barty) og den kosmiske nøgle.

Men tilbage til nøglen. Kevin tager den med til sin ven, der har en musikbutik, fordi han tror, at nøglen er et nyt hightech-instrument fra Japan! Og da han begynder at bruge nøglen, kan Skeletor hjemme fra Greyskull se hvor i universet, vores helte befinder sig, og han kan sende sine soldater – og til sidst endda sig selv – igennem portalen.

Alt imens dette sker, er vores helte kommet i problemer med den lokale ordensmagt, og alt ser sort ud. Men vi bliver dog ikke snydt for den klassiske slutkamp, og vi hører Dolph Lundgren råbe “I got the power!”. Og det er stort set, hvad jeg kan fortælle jer.

En værre omgang hø

Selveste He-Man (Dolph Lundgren).
Selveste He-Man (Dolph Lundgren).

For kendere af Mattel-figurerne vil der være flere kærkomne gensyn. Naturligvis er toppen at se Dolph Lundgren som He-Man og Frank Langella som Skeletor. Men også den nederdrægtige Evil-Lyn dukker op.

Skuespillet er en værre omgang hø, men det passer fint sammen med resten af filmen, og man kunne ikke være det foruden. Dolph Lundgren har svært ved at levere den mest simple replik, men hvad han mangler i hjernen, har han i kroppen. Skeletor spilles af den udmærkede Frank Langella, som nok er mest kendt for sine roller i Cutthroat Island (1995), The Ninth Gate (1999) og Superman Returns (2006).

Skeletor (Frank Langella).
Skeletor (Frank Langella).

Julie spilles af den nu meget kendte Courteney Cox – ja, hende fra Friends (1994-2004) – og dette er en film, hun nok helst vil glemme, hun var med i. Og så gentager den skaldede James Tolkan næsten sin rolle fra Back to the Future som en sur, bitter og latterlig mandsperson.

Men den mest frygtelige karakter – der overgår Jar-Jar Binks i at være belastende – er dværgen Gwildor. Det er skuespilleren Billy Barty, som er blevet sminket til ukendelighed, og det skal han nok være glad for. Han er fjollet, pinlig og mildt sagt et skrækkeligt element, som man har lyst til at hugge hovedet af. Filmens instruktør Gary Goddard udmærker sig ved at være nærmest ukendt, hvilket han også stadig er, og det kan vi kun takke guderne for.

Kikset, dårlig, frygtelig og forbandet underholdende

Her kommer så de onde.
Her kommer så de onde.

De to producenter Golan-Globus har været inde over en perlerække af 80’er-film, hvor jeg blot vil nævne nogle stykker for at I ligesom kan se, hvad det er vi har med at gøre – for de har faktisk produceret mere end 130 film bare i 80’erne alene: Missing in Action (1984), American Ninja (1985), Invasion U.S.A. (1985), The Delta Force (1986), Cobra (1986), Over the Top (1987), The Barbarians (1987), Bloodsport (1988) og sidst men ikke mindst Cyborg (1989) – altså kort sagt titler vi kunne finde i den Scanbox lancerede serie Men of Action, hvor man i sin tid også kunne få Masters of the Universe på VHS.

Med andre ord er det en bestemt form for kvalitet, man kan forvente sig, og Masters of the Universe lever op til standarden. Den er kikset, dårlig, frygtelig og forbandet underholdende. God fornøjelse.

4 stjerner
Titel: Masters of the Universe
Instruktør: Gary Goddard
Manuskript: David Odell
Cast: Dolph Lundgren (He-Man), Frank Langella (Skeletor), Courteney Cox (Julia), Robert Duncan McNeill (Kevin), Billy Barty (Gwildor), Meg Foster (Evil-Lyn), Jon Cypher (Man-at-Arms), Chelsea Field (Teela), James Tolkan (Lubic)
Producere: Menahem Golan (producer), Yoram Globus (producer), Edward R. Pressman (executive producer)
Foto: Hanania Baer
Klip: Anne V. Coates
Musik: Bill Conti
Spilletid: 103 minutter
Aspect ratio: 4:3 (original aspect ratio 1.85:1)
Lyd: Dolby Surround
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, finsk, portugisisk, polsk, tyrkisk, engelsk, tjekkisk, bulgarsk, italiensk, spansk, svensk & norsk
Produktionsland, år: Italien/USA, 1987
Produktionsselskaber: The Cannon Group, Inc.
Distributør (DVD): SF-film
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 14 | 13/12/2006

Stikord: Fantasy

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.