Det var med store forventninger og bange anelser, at jeg satte mig til at læse dette album. Forventningerne kom, fordi forløberen Marvel: 1602 var et nyskabende mesterværk, og de bange anelser kom af samme grund – for hvorfor skulle man lave en fortsættelse til en historie som den?
De gammelkendte Marvel-helte og -skurke blev her introduceret i en alternativ udgave af vores fortid. Vi var tilbage i 1602, hvor heltene kæmpede en kamp for Jordens overlevelse. Dette førte dem til Amerika, nærmere bestemt kolonien Roanoke, hvor der kom styr på sagerne.
Marvel 1602: Den nye Verden begynder der, hvor det foregående album sluttede. Og før vi tager et nærmere kig på handlingen, så lad mig slå en ting fast: Nyhedsværdien er væk i historien, og det nye album skuffer fælt. Ikke fordi det er hamrende dårligt, men fordi det slet ikke kan leve op til sit oplæg. Desuden er sproget og illustrationerne milevidt fra det, Neil Gaiman og Andy Kubert præsterede i Marvel 1602.
Hulk og Edderkoppen
I slutningen af Marvel 1602 så vi Kong James’ agent Banner, der var blevet sendt til kolonien på det nye kontinent, blive forvandlet til noget andet, efter at han var trådt ind i energikilden – læs de første to albums fra G. Floy Studio, før du køber dette bind, da historien ellers ikke giver mening.
Desuden så vi, at den unge Peter Parquagh blev bidt af en edderkop, der også kom inde fra den mystiske kilde. Så ved vi jo godt, hvad det handler om, og ja, rigtig nok, så er det gode gamle Hulk og den kække Edderkoppen, som er hovedpersonerne i Marvel 1602: Den nye verden.
Af andre gengangere fra de første to albums finder vi Virginia Dare, pigen som den genfødte Kaptajn Amerika bragte til Europa og tilbage igen. Desuden er der også en lille fin gæsteoptræden af den nederdrægtige Kong James hjemme i England. Historien foregår næsten udelukkende i Roanoke, med nogle små sidespring til England, og det er i de små scener i England, at historien er bedst.
Kluntet og kedeligt
Handlingen tager sin begyndelse, da David Banner vågner op efter et mareridt. Han ligger på en stor græsmark, og hans tøj hænger i laser på ham. Han er i Den nye Verden, hvor nybyggerne i kolonien Roanoke lever side om side med dinosaurer som følge af det, der skete i Marvel 1602. Banner bliver kort efter til Hulk og kæmper lidt, helt ligegyldigt for handlingen, med et par øgler.
Efterfølgende følger man den unge Peter Parquagh som, sjovt nok, har fået arbejde på et trykkeri under ledelse af en vis Hr. Jameson. Han bliver “journalist” og skriver bl.a. om den “onde” Edderkoppen. Hvor Gaiman gjorde sine referencer til det gængse Marvel-univers subtile, er det fra Greg Paks side kluntet og kedeligt.
Parquagh og Banner bliver naturligvis en del af en konflikt, hvor de onde vil smide indianerne ud af landet og dræbe det, de betegner som hekseyngel – mutanter og andre superhelte – mens de gode holder fast i, at alle individer har lov til at leve i fred. Alt imens sender Kong James en morder af sted efter Banner, og det hele kulminerer i en stort anlagt, og komplet tåbelig, kampscene. Hvad det ender med, vil jeg naturligvis ikke afsløre her, men kan dog nævne, at Edderkoppen er iklædt et af de dummeste kostumer, jeg har set til dato.
Vanlig høj teknisk standard
Albummet som sådan holder G. Floy Studios vanlige høje standard: Lækkert papir, godt layout og fin oversættelse. Problemet ligger bare i selve historien, som ikke lever op til det, vi normalt ser fra G. Floy. Men alligevel forstår man godt, hvorfor de har valgt at udgive historien. Den skal nok komme til at sælge godt, da den jo er en konkret fortsættelse til en allerede eksisterende serie hos forlaget.
Rent layoutmæssigt er der dog en ting der er frustrerende. På selve introsiden, lige før albummet begynder, er historien delt op i kapitler med sidetal. Men inde i albummet er der ingen sidetal, så det skader mere, end det gavner.
En fin detalje fra G. Floys side er, at man bagerst i albummet ikke bare ser de originale forsider til de fem enkeltbind, men at de også har valgt at bringe skitserne, sidestillet med det færdige arbejde. Det er en lækkerbisken, der giver et indblik i, hvordan tegneren arbejder. Her kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor fede de fem forsider er i forhold til selve albummet. Sådan er det næsten altid, og det gør ikke noget, når albummet leverer varen, hvilket Marvel 1602: Den nye Verden bestemt ikke gør.
Visuel rodebutik
Rent visuelt er albummet en rodebutik, hvor tegneren Greg Tocchini aldrig formår at ramme et stabilt niveau. Nogle tegninger er smukke, mens andre er dårlige. Hvor Kubert havde sin egen stil, fornemmer man ikke det samme her, selvom det dog er tydeligt, at Tocchini har ladet sig inspirere af Kubert.
Et andet stort problem er farvelægningen, som heller ikke følger nogen rød tråd. Der er da også krediteret fem forskellige farvelæggere, hvilket tydeligt ses på det færdige resultat. Farverne svinger fra at være naturalistiske til at være udflydende og drømmende. Begge ting er sådan set fint, bare man havde valgt at holde sig til den ene af dem. Det hele bærer præg af hastværk, hvor Marvel har haft et klart ønske om at følge op på deres kæmpesucces Marvel 1602 så hurtigt som muligt.
Historien er dybt ordinær og mangler det episke, skæbnetunge touch, som var så kendetegnende ved Gaimans Marvel 1602. Desuden er fortællingen ufokuseret, rodet og kun glimtvis spændende. Forfatteren Greg Pak bliver ellers omtalt som en prisbelønnet filmmanuskriptforfatter. Det kan man bare ikke mærke. Der er næsten ingen forståelse for timing, og de actionscener, der kunne sælge varen, er kedelige.
De små gæsteoptrædener af eksempelvis Jameson – ham der er redaktør på den avis, hvor Peter Parker arbejder i det “almindelige” Marvel-univers – er direkte malplacerede og giver ikke historien det ekstra lag, som Gaiman formåede. Desuden er hele konflikten med at samfundet ikke vil have dem, der er anderledes, noget udtrådt, og Pak kommer da heller ikke med noget nyt. Heller ikke forholdet mellem Peter og kærligheden rykker sig nogen vegne. Alt i alt er historien, personerne og konflikterne en stor omgang flade klichéer, som ikke fungerer.
Alt det der var så stærkt hos Gaiman er i Marvel 1602: Den nye Verden blevet banalt og lidt pinagtigt. Fy skamme jer Marvel!
Skuffer fælt
Er den så overhovedet værd at bruge penge på? Ja og nej. Hvis man, som jeg, elskede Marvel 1602, kan man jo ikke holde nallerne væk, når der kommer en fortsættelse. Fortsættelsen er nu har læst, og jeg er blevet dybt skuffet. Albummet var faktisk ganske kedeligt. Så nej, den holder ikke i mine øjne.
Køb i stedet den mesterlige Marvel 1602, og hvis du så vil se, hvordan man ødelægger et godt koncept i et forsøg på at spinde guld, ja, så kan du godt købe Marvel 1602: Den nye Verden. Alt i alt har Pak og Tocchini leveret en fortsættelse, der skuffer fælt, er kedelig og ikke videre køn.
Marvel 1602: Den nye Verden er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.
Originaltitel: Marvel 1602: New World
Forfatter: Greg Pak
Tegner: Greg Tocchini
Farvelægning: Laura Villari, Morry Hollowell, Wil Quintana, Laura Martin & Chris Chuckry
Forlag, år: G. Floy Studio, 2006
Forlag, år (originaludgivelse): Marvel, 2006
Sideantal: 128 sider
Dansk oversættelse: Mathias Larsen
Udkom i USA i 5 dele i 2005-2006 på forlaget Marvel.
Anmeldt i nr. 9 | 13/07/2006
Stikord: 1600-tallet, Alternativt Univers, Superhelte
