Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Maniac

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Maniac forsøger at bringe to meget forskellige slags film sammen, og derfor er den ikke en ubetinget succes.

ManiacDen anonyme New Yorker Frank Zito lever et dobbeltliv. Om dagen er han en grå, tilfældig indbygger i storbyen, men om aftenen forvandles han til en blodtørstig seriemorder, der primært går efter kvinder, som han myrder og skalperer. Skalpene sætter han på mannequindukker, som han anskaffer sig i takt med, at han myrder, og ud over at dele seng med mannequindukkerne stiller han dem op i tableauer i sin klaustrofobiske lejlighed. Derudover fører han samtaler med en imaginær person, som publikum efterhånden finder ud af er Franks afdøde mor. Jo, Frank Zito er en alvorligt syg person.

En sen erkendelse

Vores første glimt af Frank Zito

Ovenstående er en fyldestgørende beskrivelse af en stor del af Maniac, der dog tager en drejning, da Frank fatter interesse for den smukke modefotograf Anna. Han inviterer hende ud, og det lykkes faktisk Frank at fremstå helt normal. Ikke desto mindre er det omtrent heromkring, at hans skizofrene forestillinger for alvor begynder at få hans person til at krakelere totalt, hvilket fører frem til filmens forholdsvist pludselige klimaks. Helt præcis hvad filmen slutter med skal ikke afsløres her, men da Frank vender hjem til sin lejlighed, er hans vrangforestillinger så slemme, at mannequinerne kommer til live, og hans ofre kaster sig over ham i en blodrus.

Frank samler en luder op på gaden

Det har sandsynligvis været målet, at Maniac skulle være en blanding af et portræt af en voldsomt sindssyg person og en blodig thriller. Personligt synes jeg ikke helt, det lykkes, og det har sådan set ikke noget med filmens meget løse narrative struktur at gøre. Faktisk er det ikke noget problem, at Maniac ikke har særlig meget reel handling, for i virkeligheden er det en fin pointe, at filmen veksler mellem de brutale mord og Franks skizofrene samtaler med sin mor.

Den repetitive handling, der præger første halvdel af filmen, understreger fint det monomane i Franks natur. Problemet er nærmere, at det først er relativt sent, man finder ud af, at det er hans afdøde mor, at Frank fører samtaler med. Hvilket til sidst fører frem til en forståelse af, hvorfor Frank er endt med at være rablende sindssyg. Hvis filmen havde gjort et lidt større nummer ud af at bibringe denne forståelse noget tidligere, ville man måske bedre se meningen i det meningsløse, og det havde styrket filmen betydeligt.

Fascinerende stemning

Frank kvæler den prostituerede

Derudover er det ærgerligt, at det først er i filmens anden halvdel, at vi får alvor får lov til at se Franks normale jeg, for den normalitet, der træder så tydeligt frem, da Frank opsøger modefotografen Anna (Caroline Munro) skaber en foruroligende og velfungerende kontrast til hans nattegerninger. Derudover må det bemærkes, at Joe Spinell i scenerne med Caroline Munro yder glimrende naturalistisk skuespil, hvilket klart bestyrker kontrasten til hans “hjemmeliv”, hvor figurens sindssyge træder frem i grimasser, svedeture, paranoide blikke og Franks bizarre omsorg for sine mannequiner.

Frank Zito tager en skalp

I første del af filmen fungerer Maniac imidlertid sådan, at den veksler mellem at være ganske langsommelig og dvælende i mellempassagerne og ekstremt spændende i mordpassagerne – det er to meget forskellige slags film, der mødes, og det er ikke en ubetinget vellykket sammenblanding. De thrillerbaserede mordsekvenser skriger på en mere traditionel narrativ struktur, mens de paranoide mellemspil lægger op til en historie med mere fokus på sindssygen end bare den, der kommer til udtryk i de forskellige mord, Frank begår.

Dermed ikke være sagt, at Maniac er nogen dårlig film, for den stemning, der formidles i løbet af filmen er faktisk ganske fascinerende. Her må man sige, at det trods alt lykkes for instruktøren William Lustig og manuskriptforfatterne C.A. Rosenberg og Joe Spinell (der også spiller hovedrollen som Frank Zito) at skabe en mærkelig paranoid og skizofren atmosfære. Det virker godt hele vejen igennem, men igen må det siges, at det virker ekstra godt, efter at Frank har mødt Anna.

Meget langt fra slashergenren

En af Franks mannequindukker - bemærk hvorledes blodet er løbet fra den rigtige skalp, som mannequinen har på

Man hører af og til Maniac omtalt som en slasherfilm, men intet kunne være længere fra sandheden. Maniac vil netop være alt andet end en slasherfilm, for Frank Zito portrætteres aldrig som den ansigtsløse bussemand. Vi ved (næsten) helt fra begyndelsen, hvad Frank er, men vi ved også, at hans gerninger skyldes en alvorlig sindssyge og ikke bare den kolde psykopati, der præger både klassiske slashere og mere traditionelle seriemordere på film. Det er tydeligt, at Frank drives til sine ugerninger af indre dæmoner, og det er lige så tydeligt, at han væmmes ved sig selv, når han har begået et mord – måske mest karakteristisk, da han tidligt i filmen faktisk kaster op efter at have kvalt en prostitueret.

Dog må det her indskydes, at den endelige forklaring på Franks sindssyge – fordi han blev misbrugt af sin mor som barn, og lider af en voldsom moderbinding, der får Norman Bates til at virke ret normal – er en anelse spinkel. Fordi Maniac netop gerne vil være et portræt af en syg mand, måtte der gerne have været mere kød på denne del af historien, men der må man nøjes med antydninger og hints.

Imponerende mordsekvenser

Frank får øje på den smukke modefotograf Anna

Til gengæld har Maniac en række ganske imponerende mordsekvenser, hvoraf flere brillerer ved at være aldeles fremragende suspensesekvenser. Især én scene, hvor Frank en sen aften forfølger en sygeplejerske ned i den mennesketomme undergrundsbane, fremstår som intet mindre end mesterlig. Også scenen, hvor Frank tiltvinger sig adgang til en lejlighed, hvor én af Annas modeller bor, er glimrende lavet, og netop fordi disse scener er så traditionelt udført og med så stor flair for det basalt spændende og uhyggelige, kunne man have ønsket, at Maniac havde en mere traditionel narrativ struktur.

En sygeplejerske jages på en mennesketom undergrundsstation

For gorehounds er mordene generelt fint udført, hvor især én sekvens for alvor står frem som noget særligt. Det er scenen, hvor make-up-legenden Tom Savini optræder i rollen som en discofyr, der har en discopige med sig i bilen. De ligger og hygger sig på bagsædet i en bil, da pigen får øje på Frank, der lurer på dem. Da de sætter sig om foran i bilen for at forlade stedet, dukker Frank op foran bilen og skyder discofyren i hovedet på klods hold med et haglgevær. Det er en spektakulært udført effekt, der vises i slow motion, og hvor der virkelig ikke er lagt fingre imellem! Dette er i øvrigt det eneste mord, hvor Frank ikke benytter lejligheden til at tage sig en skalp – efterfølgende skyder han nemlig også pigen.

De øvrige mord i filmen er langt fra så blodigt spektakulære som denne sekvens, men det er ikke, fordi mordene er ublodige – hvad man da heller ikke forventer, når man bemærker, at både Tom Savini og Rob Bottin er krediteret som special effects-folk. Her må man, ud over det eksploderende hoved, især bemærke skalperingsscenerne, der er ret grafiske – især den første.

En anelse forkert vægtning

Date-scenen, hvor Frank virker helt normal

På nær Joe Spinell, der undervejs yder fremragende spil i hovedrollen, er der ikke så meget at sige om filmens præstationer. Caroline Munro (kendt fra en række andre genrefilm i løbet af 1970’erne) gør det dog også fint i rollen som Anna. Rollen som modellen Rita blev i øvrigt spillet af Gail Lawrence, der under aliaset Abigail Clayton indspillede et par dusin hardcorepornofilm mellem 1976 og 1986.

Franks afsluttende hallucination, efter at tingene er kogt helt og aldeles over for ham

Personligt forstår jeg måske ikke helt den høje stjerne, Maniac har blandt mange genrefilmfans – herunder i øvrigt også vor hjemlige Nicolas Winding Refn, der indleder filmen på den anmeldte udgave fra Another World Entertainment. Det er en film, der stedvist er helt fremragende og generelt har en fascinerende og trykkende atmosfære, men som ikke helt lykkes på grund af de to meget forskelligartede udtryk, der er forsøgt kombineret. Det er ikke fordi hybrider ikke kan lykkes, men lige præcis her er det altså gået en anelse galt i vægtningen.

Mange genrefilmfans vil dog utvivlsomt finde Maniac fascinerende, og derfor kan den i sidste ende sagtens anbefales – om ikke andet så for den helt eminente og over 10 minutter lange sekvens, hvor Frank jager sygeplejersken!

Maniac er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

4 stjerner

Titel: Maniac
Dansk titel: Maniac: Kvindemorderen, Maniac: Dukkemanden
Instruktør: William Lustig
Manuskript: C.A. Rosenberg & Joe Spinell efter historie af Joe Spinell
Cast: Joe Spinell (Frank Zito), Caroline Munro (Anna D’Antoni), Gail Lawrence (Rita), Kelly Piper (nurse), Rita Montone (hooker), Tom Savini (Disco boy)
Producere: Andrew W. Garroni (producer), William Lustig (producer), John Packard (associate producer), Judd Hamilton (executive producer), Joe Spinnell (executive producer)
Foto: Robert Lindsay
Klip: Lorenzo Marinelli
Musik: Jay Chattaway
Spilletid: 87 minutter
Aspect ratio: 1.85:1 anamorphic widescreen
Lyd: Dolby Digital 5.1, DTS
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk, finsk
Produktionsland, år: USA, 1980
Produktionsselskaber: Magnum Motion Pictures Inc.
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 26 | 13/12/2007

Stikord: New York, Seriemordere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *