Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Loveless: Hjemkomst

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Loveless: HjemkomstLækker hårdkogt western, som virkelig tegner godt for de kommende bind i serien. Historien er ikke videre original, men karaktererne er seje, tegningerne fede og stemningen lige i øjet. Action, sex, vold og død – en tegneserie for voksne og unge mænd med mod på livet.

Wes Cutter er en vaskeægte antihelt. Han vender tilbage til sin hjemby Blackwater i sydstaterne, efter at have taget en tørn først som soldat og siden hen tremmerusker i en fangelejr. Hans grund og hus er blevet inddraget, og alt lugter langt væk af korruption.

Men Wes er ikke sådan at bide skeer med. Han er ferm med både revolver og snakketøjet, og det får vi at se i flere velafviklede og meget filmiske actionsekvenser. Men hvem er denne Wes Cutter egentlig, som går fra at være en idealistisk og glatbarberet ung mand til at blive en langhåret og skægget dræber? Igennem tilbageblik får vi et indblik i, hvad der har været med til at skabe manden, som har denne holdning til livet: “Jeg skider på unionen. Jeg skider på norden. Jeg skider på syden. Jeg skider på niggerne, de hvide, rødhuderne, alle mennesker.” Sådan skal den slags siges, og man får her et klart billede af Wes som en rigtig optimist og humørbombe.

Flere spørgsmål end svar

Tilbage til Blackwater

Det viser sig, at der er ting og sager på spil i Blackwater, som Wes Cutter ikke kan holde næsen væk fra. Hvad der videre sker, skal ikke røbes her, men der lægges naturligvis op til en fortsættelse. Man mærker tydeligt, at dette blot er indledningen på en større serie. En del personer skal introduceres, og der kommer konstant flere spørgsmål, end svar, hvilket bestemt også er en styrke, da man får lyst på mere. Hvis Hjemkomst var en pilotfilm til en TV-serie, var jeg solgt med det samme. Den har både spænding, fede karakterer og tegningerne til et fedt plot, men vigtigst af alt oser den langt væk af stemning.

Hjemkomst er oversat fra A Kin of Homecoming der udkom i 2006 i USA, og samler de første 5 hæfter i Loveless. I 2007 udkom Thicker than Blackwater, som samlede de næste 7 hæfter, og den 23. september i år skal det tredje bind, Blackwater Falls, som samler de 12 næste hæfter, udkomme i USA. Det betyder altså, at serien til dato er udkommet i 24 hæfter i perioden december 2005 til maj 2008, så her Danmark har vi en masse til gode.

Hjemkomst er tegnet af Marcelo Frusin, mens tegnerne Danijel Zezelj og Werther Dell’Edera har tegnet resten af serien – det bliver lidt specielt at læse næste album, når man nu er blevet glad for Frusins stil. Albummet er på dansk udkommet i en lækker udgave fra G. Floy Studio, hvor Steffen P. Maarup har indfanget den hårde, nærmest noir-agtige, tone ganske fint.

Fed setting

Wes Cutter

Loveless er en del mere kompliceret, end hvad man lige skulle tro. Her har vi både frontiermyten, arven fra de blodige spaghettiwesterns samt mere seriøse undertoner om racisme og lignende. De dybere temaer er bestemt også velkomne, hvis bare ikke Azzarello glemmer den basale underholdning og beskidte vold.

Forfatteren Brian Azzarello har valgt en fed setting til at lade sin fortælling udfolde sig i. Vi er i Sydstaterne kort efter borgerkrigen, hvor regninger skal betales, og gamle fjendskaber udvikles. Borgerkrigen er en af de helt store mytiske skuepladser i den amerikanske selvopfattelse. Her blev der gjort op med slaveriet, men selve borgerkrigen og årene, der fulgte, var bestemt ikke nogen dans på roser. Azzarello har da også valgt at skildre den mørke side af borgerkrigen og frontiermyten, og ikke den rosenrøde, man kender fra diverse studiefilm fra Hollywoods guldalder.

I Azzarellos univers er der ikke nogen klart definerede helte, og alle scener har noget ubehageligt over sig. Man fornemmer, hvorledes naiviteten og troen på det gode i mennesket forsvinder i de elegant afviklede flashbacksekvenser, hvor man langsomt, igennem albummet, bliver præsenteret for den ene ubehagelighed efter den anden. Så der er tale om hjemkomst til noget, der ikke længere kan betegnes som et hjem, og derfor skal alle seriens personer også definere sig selv op mod det nye USA. Det bliver spændende at følge denne udvikling i de kommende bind.

Effektiv brug af virkemidler

Wes Cutter i to forskellige tider i samme rum

Azzarello viser flair for dramaturgi og virkemidler. Således fungerer de to typer af flashbacks overordentligt godt, selvom det kræver, at man holder tungen lige i munden. Den ene type flashback er ganske klassisk, hvor den fortalte tid i tilbageblikket er adskilt rent visuelt fra fortællingens nutid. Men Azzarello har ønsket at gøre motivationen for flashbacks mere troværdig, ved at lade flere flashbacks forekomme i det øjeblik, hvor eksempelvis Cutter træder ind i et bestemt rum, hvor han så husker, hvad der er sket. Rent visuelt skildres det ganske flot ved, at vi først ser Cutter stå alene, og i næste frame ser vi så en ung udgave af Cutter stå i selvsamme rum. Denne struktur er både fed rent fortællemæssigt, men også visuelt, da Frusin har trukket farverne ud af “den unge Cutter”, man ser i billedet. Generelt er Frusins streg ganske lækker at se på. Den er enkel og fyldt med stemning, og så er det tydeligt, at Michael Mignola på den eller anden måde har været en inspirationskilde. Det gælder både i den stiliserede persontegning, i skyggearbejdet og farvelægningen. Men samtidig har Frusin også sin helt egen streg, som giver albummet en fin og mørk stemning, der understøtter den beskidte historie godt.

Hjemkomst byder ikke på noget, man ikke har set før. Men det gør sådan set heller ikke noget. Historien bærer præg af at være en indledning, og for nogen vil flashbackstrukturen være for kompliceret, og endelig er det tydeligt, at den er tiltænkt et voksent publikum, både når man tænker på stil og indhold. Albummet mangler lidt for at gøre det sublimt, men jeg var godt underholdt, og glæder mig til at læse fortsættelsen.

Loveless: Hjemkomst er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.

4 stjerner

Titel: Hjemkomst
Originaltitel: A Kin of Homecoming
Seriens titel: Loveless
Seriens originaltitel: Loveless
Forfatter: Brian Azzarello
Tegner: Marcelo Frusin
Albumlængde: 128 sider
Dansk oversættelse: Steffen P. Maarup
hvid
Udkom i 5 hæfter i USA 2005-2006, og i samlet udgave i 2006 på forlaget Vertigo.
hvid
Udkom i Danmark i 2008 som album på forlaget G. Floy Studio.

Anmeldt af: Jacob Krogsøe | 13/09/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *