“De, som drømmer om dagen, har kendskab til mange ting, som undflyr dem, der kun drømmer om natten.” – Edgar Allan Poe
Lad det være sagt med det samme: Lovecraft er en fremragende historie, baseret på forfatteren Howard Phillips Lovecrafts liv. Tegneserien er en fri fantasi, der i fabulerende tegninger og farver forsøger at indfange kernen i Lovecrafts forfatterskab. Nok tager bagmændene sig en række friheder, men samtidig formår de at slå ned på en række af de besynderlige detaljer, der bidrager til selve myten om forfatteren som menneske.
Fra Vertigo til G. Floy Studio
Lovecraft blev udgivet i 2003 af det yngre forlag Vertigo, der ligger under den gamle mastodont DC Comics. Vertigo kender man især fra titler som Swamp Thing, Preacher og The Sandman, der alle har leveret deres portion succes til forlaget. Lovecraft er af en noget anden skuffe, og som enkeltstående album er den ikke helt at sammenligne med de ovenfor nævnte titler.
På dansk udkom tegneserien året efter den amerikanske, på det nyere danske forlag G. Floy Studio, der foruden Lovecraft har sikret sig rettighederne til den danske udgave af klassikere som eksempelvis Frank Millers Sin City. Alt sammen ting der peger i den rigtige retning for selskabet. Den utaknemmelige opgave at oversætte Lovecraft til dansk blev foretaget af Morten Lykkegaard.
Oprindelig et filmmanuskript
Før vi går til selve handlingen, skal personerne bag tegneserien kort præsenteres. Udgangspunktet for bogens tilblivelse, var et filmmanuskript skrevet af Hans Rodionoff. Rodionoff har været lidt omkring og har flere gange arbejdet med historier til både tegneserier og film. Hvordan Lovecraft endte med at blive forlægget for en tegneserie i stedet for en film er ikke helt klart.
Manuskriptet blev i hvert fald sendt til en af seriebranchens grand old men, Keith Giffen, der har været fast inventar på DC Comics gennem de sidste 25 år. Giffen var manden der om ikke skabte Legion of Super-Heroes, så dog var den der formåede at gøre serien til en af DC’s bedst kendte i USA.
I Danmark kendes Giffen nok bedst for for Lobo, som han skabte sammen med Roger Slifer tilbage i begyndelsen af 1990’erne.
Giffen var manden der omskrev filmmanuskriptet til en for tegneserien anvendelig form, hvorefter bolden bliv spillet videre til seriens absolutte stjerne, nemlig Enrique Breccia. Breccia er lige så meget uafhængig kunstner, som serietegner, og det ses i hans arbejde. Den argentinske tegner har tidligere lavet en del for DC Comics, blandt andet Batman Black and White, og man må sige, at det var en genistreg at få Breccia til at udføre Lovecraft.
Centrale nedslag i Lovecrafts liv
Rammen for Lovecraft er forfatterens liv. Historien bliver fortalt episodisk, og fremstillet så hvert spring i tid fremstår som en præsentation af centrale stationer i Lovecrafts ganske tragiske liv. Man kigger først hr. og fru Lovecraft over skulderen under det samleje, der resulterer i Howard. Dernæst er vi med lille Howard, i pigetøj (!), på sindssygehospital for at besøge den indlagte far. Scenen er nu sat og vi forstår at livet ikke var nogen dans på roser for drengen.
En række episoder skildres nu, hvor Howard er blevet lidt ældre, og lever med sin mor hos hendes forældre i Providence. At han ikke er nogen almindelig dreng, fremgår tydeligt, og bedstefaderens drabelige godnathistorier gør mere end indtryk på den vordende forfatter.
Den voksne Lovecraft
Barndomsdelen forlades, da bedstefaderen dør af et slagtilfælde, og handlingen springer en årrække frem. Howard er nu begyndt at skrive. Han lever med sin mor i Providence, og kæmper for at tjene til føden. Vi tager med Lovecraft til New York for at tale med hans forlægger, og for at drøfte et muligt samarbejde med tryllekunstneren Harry Houdini.
Besøget i New York er alt andet end vellykket. Noget kommer der dog ud af det, for vi er også vidne til, at Howard møder sin kommende hustru Sonia Green. Her springer vi atter skyndsomt videre.
De næste episoder omhandler Howards noget akavede forsøg på at finde ind til Sonia og deres voksende kærlighed. Resultatet bliver et giftermål, og her får vi den tvivlsomme ære af at se bryllupsnatten udfolde sig.
Som ægtemand har Lovecraft store vanskeligheder, og trekantsdramaet mellem mor, søn og kone er til stadighed en ydmygelse for ham. Lidt ro finder han dog i Kalem-klubben. Her overværer vi et møde, hvor ingen af de øvrige deltagere præsenteres, men tydeligvis er tegnet med portrætlighed, hvorfor det ikke burde være svært at genkende medlemmerne.
Herfra skifter historien gear og verden begynder at ramle sammen om Howard. Moderen dør og Sonia forlader ham. Lovecraft kæmper for at holde sammen på sit liv og urolige indre, men det lykkes kun for ham at dæmpe sit sind for en tid. Kursen er lagt. Vi forlader ham i 1925, alene på banegården i Providence, efter en smertelig afsked med Sonia.
Grafisk gengivelse af Lovecrafts indre
Hvad der ikke fremgår af den ovenstående gennemgang er, at historien grafisk gengiver de voldsomme konfrontationer der finder sted i Lovecrafts indre. Han fremstilles som noget der i bedste fald er et menneske med overdreven fantasi og tvangstanker, udsat for ganske vanskelige kår. Med faderen på galehus og en psykisk syg mor, der har svært ved at tage sig af ham, dagdrømmer Howard sig bort. De problemer der omgiver ham, bliver til dæmoniske kræfter i hans indre; kræfter, der ikke kan konfronteres.
Han bliver gang på gang trukket ind i mørket, takket være den forbandede bog Necronomicon, som faderen har efterladt Lovecraft. En nøgle, der både bliver hans beskyttelse med de onde magter, der jager ham, men samtidig også det anker, der fastholder ham i væsnernes klør. Det indre har fået et navn i historien – Arkham – der fremstår som en satanisk spejling af Providence.
Den eneste måde Lovecraft kan få de frygtelige episoder, han oplever i sine drømme, ud, er ved at nedfælde dem som historier. For ham er novellerne altså ikke fiktion, men ramme alvor. En tankevækkende og elegant leg med fakta og fiktion, som holdet bag tegneserien her udfører.
Fire forskellige tegnestile
I tegneserien finder man fire forskellige tegnestille sat ubarmhjertigt op imod hinanden. Normalt er dette ikke noget der er synderligt effektivt, men Breccia har formået at sælge dette meget overbevisende. Kun to skal omtales nærmere her, da de andre kun tjener i ganske bestemte episoder af historien.
Alle de rolige dagligdagsscener er gengivet i en meget præcis og naturalistisk streg, med kraftige skraveringer og skarpe konturstreger. Navnlig er det detaljerne og personskildringerne, som udmærker sig her.
Når Howard indfanges af sine mareridt ændrer stilen sig helt. Alt er nu tegnet i udflydende akvarel af utrolig høj kvalitet. Her ser man for alvor kunstneren Breccia træde frem for serietegneren. Detaljerne forsvinder, det samme gør den naturalistisk stil, og i stedet er det nu noget, der i sin hyldest til det groteske såvel som morbide mest af alt ligner Hieronymus Bosch-arbejder.
Rammerne ændrer også form i vanvidsscenerne. Fra at være pæne rektangulære former hopper og springer billederne her mellem hinanden. Særlig bemærkelsesværdigt er, at Breccia lader galskaben komme snigende ind. Dagligdagsscenerne er indrammet i hvidt, mens billederne fra Lovecrafts indre inferno er omgivet af sort. Det sorte har tegneren imidlertid ladet krybe ind over det hvide, så vi allerede, før galskaben begynder, ved, at noget nærmer sig. En meget fornem detalje.
Lækkerbisken
Som sagt er Lovecraft en lækkerbisken for alle kendere og elskere af Lovecrafts forfatterskab. Ikke som biografi eller illustration af forfatterens historier, men som en fri fantasi over myten “H. P. Lovecraft”. De tre skabere af historien har hver især bidraget til at skabe en både dybsindig og fin personskildring, der meget vel kunne optræde i en af Lovecrafts egne noveller. De har taget det Lovecraftianske og udsat dets skaber for mytologiens konsekvenser. En glimrende idé der er smukt illustreret.

Forfattere: Hans Rodionoff & Keith Giffen
Tegner: Enrique Breccia
Dansk oversættelse: Morten Lykkegaard

Udkom som album i USA i 2003 på forlaget Vertigo/DC Comics.
Udkom som album i Danmark i 2004 på forlaget G. Floy Studio.
Anmeldt i nr. 1 | 13/11/2005
Stikord: H.P. Lovecraft, Intertekstualitet