Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Love aka Sugar

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Det nye album fra The Magic Bullet Theory er en sammensat størrelse, der ofte bevæger sig på en knivsæg mellem det underholdende og det pinlige.

Love aka SugarEfter en pause på to år er danske The Magic Bullet Theory snart tilbage med et spritnyt album. Deres plade Love aka Sugar kommer i butikkerne den 23. oktober, og der er uden tvivl mange fans, der har ventet længe på udgivelsen.

Bandet fik en ganske pæn succes med deres debut Poems & Explosions fra 2004, og det endda på trods af, at The Magic Bullet Theory satsede på en langt mere international stil end så mange andre navlepillende danske grupper. Vi har her på Planet Pulp fået lejlighed til at smuglytte lidt til det nye album før det kommer i butikkerne, og alle bekymrede fans kan glæde sig, for det er et overordentligt solidt udspil, som The Magic Bullet Theory får sendt af sted.

Lyden og musikken er udviklet betydeligt siden det første album. Produktionen er ligeledes blevet mere gennemarbejdet, og bandet virker bedre sammenspillet end nogensinde. Glæd dig derfor til pladen, og skulle du ikke kunne vente til den 23. oktober, kan du være heldig at fange én af de to singler, som allerede er blevet udsendt i radioen.

Ensartet lyd – men ikke en homogen plade

The Magic Bullet Theory.

The Magic Bullet Theory.

Hele albummet oser langt væk af legende humørfyldt stemning, og albummets 11 numre er stort set alle leveret med et veloplagt drive, der skaber både sympatisk og lytteværdigt musik. Stilen lægger sig meget i tråd med det, vi kender fra flere af de nye, især britiske, rockbands, men i stedet for at se tilbage på 80’erne, henter The Magic Bullet Theory en stor del af deres inspiration i klassisk amerikansk rock.

Musikken har dermed meget tilfælles med et band som eksempelvis Dirty Pretty Things, men lyden er umiskendeligt amerikansk, og man genkender en stor mængde amerikansk indierock på Love aka Sugar uden dog at kunne pege på et konkret forbillede.

Lyden er dermed den samme på albummet, men homogen kan man ikke kalde gruppens nye plade. Der er ret stor variation imellem de enkelte numre, og flere af sangene har noget, der på det nærmeste må betragtes som en gimmick. Eksempelvis nummer seks, “Kiss it Goodbye”, der med ensom trompet og flamencoguitar fremkalder støvet mexicansk stemning. Den slags bliver måske for meget af det gode, og flere af sangene virker lidt for pyntede, men pladen bliver dermed også absolut en alsidig lytteoplevelse.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at The Magic Bullet Theory er bedst når de spiller enkel og intens rock, og deres andet singleudspil “If you want Love (you’ve got it)”, bliver en tand for sødladent. Gruppen sværmer tydeligvis for den poetiske rockballade, men et overbevisende forsøg på dette leverer de dog ikke på Love aka Sugar.

Potentiale til at skabe international opmærksomhed

The Raveonettes beviste, at det slet ikke er umuligt for danske rockbands med en alternativ lyd at slå igennem i udlandet, og det må man håbe også sker for The Magic Bullet Theory. Deres nye plade har i hvert fald potentialet til at skabe sig international opmærksomhed, ikke kun fordi den lyder international, men også fordi den rummer en række forbistret gode rocksange.

Albummet er meget sammensat, og der er flere sange på pladen som slet ikke er til at snuppe, men der er lige så mange som holder hele vejen igennem. Love aka Sugar er et album af den type, hvor man kan plukke det man synes lyder fedt. Lyttere vil sikkert få vidt forskellige oplevelser og falde for vidt forskellige numre, men det ligger nærmest i albummets ånd. Love aka Sugar er helt sikkert en af de bedste danske plader, der er blevet sendt på gaden i 2006, og man kan kun håbe de ikke bliver druknet i alt for meget uambitiøst dansksproget lir.

Albummet er ikke perfekt og The Magic Bullet Theory bevæger sig ofte på en knivsæg mellem det underholdende og pinlige. En ting er dog sikkert, og det er at Love aka Sugar lægger op til fest, så det kunne være du skulle kigge forbi Lades Kælder i København den 27. oktober, hvor bandet giver deres første koncert efter pladens udgivelse.

Nummerliste:
1. Poems & Explosions (2:29)
2. A Chrash Course on how to Love (3:11)
3. Johnny Come Lately (3:29)
4. The Bright Lights (4:26)
5. A Town Called Tender (3:18)
6. Kiss it Goodbye (3:39)
7. Shot of Love (2:59)
8. Running for the Exit (3:22)
9. If you want Love (you’ve got it) (4:33)
10. Random Play (3:20)
11. Crash! Boom! B-B-Bang! (3:29)

Total spilletid: 38:03

4 stjerner

Titel: Love aka Sugar
Kunstner: The Magic Bullet Theory
Produceret af: Louise Nipper
Udgivet: 2006
Label: Naz Recordings

Anmeldt i nr. 12 | 13/10/2006

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>