Leder og indhold – 13. september 2016

2 minutters læsetid

Jeg tænker, at jeg ikke er den eneste, der har oplevet det. At købe en film for bare at finde ud af, at den rent faktisk er censureret. Eksempelvis mangler der hele 8 sekunder i forhold til den mest uklippede version.

For nogen er det ligegyldigt, for mig er det angstprovokerende. Det skal også pointeres, at jeg ikke her taler om Director’s Cut-versioner, som er en helt anden diskussion, men film der er klippet på grund af censur eller for at kunne passe ind i en tv-stations sendeflade.

I dag findes der masser af oplysninger på nettet om forskellige versioner af en film. Da jeg var yngre, var det noget helt andet. Ja, det var tydeligt, når man (hvis man altså gad) så Commando på TV3.

F.eks. i scenen hvor Arnold går ind i et fint skur og dræber en masse skurke med forskellige typer af værktøj. I TV3-udgaven ser man Arnold gå ind, hvortil der klippes til han går ud. Så seerne gik glip af en masse herlig vold.

Så er der måske nogen, der vil sige, at det ikke betyder noget for handlingen. At det jo bare er vold. Men det er jo netop essensen med en film som Commando så det svarer til lidt til at drikke en G/T uden gin.

Rent faktisk kan det ødelægge en filmoplevelse for mig, hvis jeg ved, at det er den klippede version, jeg ser. I de tilfælde ville jeg faktisk hellere leve videre i en tilstand af lykkelig uvidenhed, hvor jeg ikke ved, at man i den uklippede version ser et nærbillede, da skurkens hoved smadres med en hammer.

Jeg har også oplevet at beholde en udgave af en klippet film, sige til mig selv at den er god nok, at jeg ikke behøver den anden udgave, men langsomt stirrer jeg mig ond på klippede udgave og får det for alvor først godt, når den uklippede version står og soler sig på hylden, mens den klippede er sendt videre til en træls nabo eller fætter.

Nu tænker du måske tvangstanker? Jeg tænker, det er naturligt, et vilkår i en verden, hvor der findes forskellige versioner af film, og det kan man takke censuren for.

Der opstår også tossede øjeblikke, når jeg så endelig får en uklippet version af en yndlingsfilm, hvor der eksempelvis er 20 sekunder ekstra med.

Så sidder jeg hele filmen igennem og tænker (og siger højt) “Den scene er ny!”, “Der er mere blod her” eller “Nu kan man se patterne fra en anden vinkel”. Men det viser sig ofte, når jeg gennemgår det bagefter, at jeg har husket forkert; at det slet ikke var de scener, som var det nye.

Så dybest set handler det om noget, der sker i mit hoved. Men også noget der sætter vigtige spørgsmålstegn ved censur. Der er jo netop en mening med eksempelvis at vise vold, hud, død, ondskab osv. I nogle film er det selve filmens eksistensgrundlag (mange herlige b-film) og andre gange er det netop vigtigt for selve filmens pointe.
Et andet interessant aspekt i denne sammenhæng er film, man ser gennem streaming: Jeg bliver helt neurotisk af at tænke over hvilke versioner, de bruger af de film, de sender. Hvilke versioner har de købt hjem, de billigere eller de dyre (ja, svaret giver næsten sig selv)?

Måske derfor holder jeg mig også til mine fysiske kopier. Her har jeg (tror jeg nok) kontrollen, her styrer jeg legen med versionerne.

Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.

Film:
10 Cloverfield Lane (Dan Trachtenberg, 2016)
Fortress (Fangeborgen) (Stuart Gordon, 1992)
The Lobster (Yorgos Lanthimos, 2015)
No Escape (Flugten fra Absolom) (Martin Campbell, 1994)
Victor Frankenstein (Paul McGuigan, 2015)

Filmmusik:
Koncert: Musik fra Burtonland – Danny Elfmans musik fra Tim Burtons film
Stranger Things (Kyle Dixon & Michael Stein, 2016)
Uncharted 4: A Thief’s End (Henry Jackman, 2016)

Bøger:
Sharp Ends (Joe Abercrombie, 2016)

Tegneserier:
Celluloid (Dave McKean, 2011)

Musik:
John Carpenter’s Lost Themes (John Carpenter m.fl., 2015)

Skriv et svar

Your email address will not be published.