Redaktionen
Ingen kommentarer

Leder og indhold – 13. november 2018

Leder og indhold – 13. november 2018
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Et farvel til en gigant og et onlinemagasins 13 års fødselsdag.

“I used to be embarrassed because I was just a comic-book writer while other people were building bridges or going on to medical careers. And then I began to realize: entertainment is one of the most important things in people’s lives. Without it they might go off the deep end. I feel that if you’re able to entertain people, you’re doing a good thing.” – Stan Lee i The Washington Post, d. 23/6 2018.

Så er han væk. Manden, der var med til at definere min barndom, min ungdom; manden, der lærte os at “With great power there must also come – great responsibility!” – fra Spider-Mans debut i Amazing Fantasy #15 fra august 1962.

Altså ikke fordi Lee opfandt den talemåde, men fordi det er en så central del i forhold til forståelsen af superhelten, i forhold til forståelsen af, hvorfor vi er så mange, der dyrker netop den genre.

Det er jo supermennesker, som forstår, at de netop skal bruge deres evner til at udøve heltegerninger. Det lyder banalt, men det er kernen.

13 års fødselsdag og et dødsfald

I denne måned markerer vi 13-årsdagen for denne sides skabelse. Først som Sleazehound og sidenhen som Planet Pulp. Det er stort for os, og vi havde planlagt en lidt anden leder. Men når nu en mand som Stan Lee dør, er det på sin plads, 13-årsdag eller ej, at hylde Lee.

De seneste år er en masse helte og store personligheder fra både min barndom og mit voksenliv døde. Hvad enten det er Christopher Lee eller Kim Larsen, så rammer det hårdt, når nogle af dem, som altid har været der, skal herfra.

Det må være noget med, at jeg selv er blevet ældre. For kendte personer skal jo også dø, og det har de altid gjort. Men det gør større indtryk, jo ældre jeg selv bliver. Min egen dødelighed udstilles.

Stanley Martin Lieber blev født den 28. december 1922 i New York. Og den selvsamme Stanley, som vi bedre kender som Stan Lee, døde i går, den 12. november 2018 i Los Angeles. 95 år gammel – kun fem år fra et fuldt århundrede. Det er jo ganske vildt i sig selv.

Men endnu vildere er det, når man tager en dyb indånding, og ser på de ting, de helte, de skurke, de tiltag, som Stan Lee var med til at skabe. Tænk blot på Spider-Man, Ant-Man, Iron Man – ja, han havde noget med “man” – og Hulk, Fantastic Four, Dr. Strange og The X-Men, for blot at nævne nogle af de største.

Det bliver allerede her ret tydeligt, hvor stort et aftryk Lee har sat på superheltegenren. Faktisk får jeg en speciel følelse i maven, når jeg tænker over det. Det er historiens vingesus, man får blæst direkte i ansigtet, når man tænker på Lee. Både min egen historie men også den moderne popkulturs historie.

En duft af min barndom

I en tidlig alder begyndte jeg at læse Marvel-tegneserier. Marvel har for mig altid været bedre og mere sprudlende end eksempelvis DC Comics, uden at jeg ønsker at starte den nærmest religiøse diskussion som Marvel vs. DC kan starte.

Ja, jeg elsker Batman, men ellers er Marvel – i hvert fald den Marvel jeg huske tilbage fra min barndom – mere sprudlende og fræk.

Jeg kan, som med meget andet, der har med tegneserier at gøre, takke mine to fætre, Jon og Rune, for at introducere mig til Marvel.

På det tidspunkt, tilbage i 1980’erne, boede mine fætre i Larsbjørnsstræde i indre København. Altså meget tæt på en af mine favoritbutikker, Fantask.

Jeg besøgte med jævne mellemrum København, og det var, i en tid før nettet, altid en kilde til stor inspiration; noget der gav mig herlige sager og idéer med tilbage til mørke Sønderjylland.

Dengang kunne man heldigvis også købe superhelteblade i kiosker, så jeg tyggede mig igennem Edderkoppen, Projekt X, Hulk og meget, meget andet.

Jeg fik sidenhen også abonnementer på både Projekt X og Edderkoppen; noget jeg stoppede med da jeg ramte gymnasiet.

Alle bladene har jeg stadig, og kan søge tilflugt i dem, når jeg har brug for lidt mælk fra det nostalgiske yver.

Det skal også i denne sammenhæng siges, at mit forbrug af tegneserier har ændret sig fra magasinerne til tegneseriealbums. Men Marvel, og heltene, har aldrig forladt min bevidsthed, og de sidste mange år er det gennem filmene, at jeg har fået mine primære superheltefix.

Kernen i heltefortællinger

Superheltefortællinger, og den tid de kommer ud af, har meget tilfælles med den klassiske pulplitteratur. Ofte hurtigt produceret smæk for skillingen, ofte lidt underlødigt men med et klart mål om at sælge magasiner og at underholde.

Ja, der findes også værker med kunstnerisk tyngde, med store moralske spørgsmål, i superheltegenren, men det er ikke essensen i genren. Essensen er underholdning, essensen er heltenes kamp mod skurkene.

Og det er ikke for at banalisere superheltegenren. Bestemt ikke. Men det er også for at holde fokus på, hvad det var, Lee var med til at skabe, og hvad der har kendetegnet Marvel og andre store tegneserieforlag sidenhen.

I sin essens er superheltenes fortælling fortællingen om heltens rejse. Det er også det stof, der skabte Star Wars.

På overfladen ganske simple fortællinger, men med en mytisk tyngde, en fælles referenceramme fra vores kultur, som netop gør, at det bliver værker, universer, man kan spejle sig i og søge tilflugt i.

Superheltegenren, og heltene, er mange ting. Ofte børn af de tider, som de blev skabt i. Hvad enten det er Kaptajn A og tanken om supermennesket og Anden Verdenskrig (Kaptajn A blev skabt tilbage i 1941 af Jack Kirby og Joe Simon) eller Spider-Man (skabt i 1962 af Lee og Steve Ditko med input fra Kirby) og radioaktiviteten. Netop Kirby og Ditko, to af alle tiders største superheltetegnere, havde Lee et tæt samarbejde med.

Jeg synes, det er overvældende at tænke på, at Lee var med i tegneseriebranchen siden starten på Anden Verdenskrig, da Vietnamkrigen rasede og efter 9/11.

For Lee var det vigtigt at underholde, at give folk troen på heltene; helte der hos Lee havde en menneskelig kant, og som gjorde det nemt for os at identificere os med dem på trods af, at de var og er “larger than life”.

Alligevel føler man, at man kender Peter Parker, som for mig er en af superrheltegenrens vigtigste kreationer, da han netop er bindeleddet mellem helten og det helt almindelige menneske.

Stan, du nåede at se fine fortællinger på film

At superheltegenren, specielt på film, er så populær, som den er, skyldes jo flere ting. Det er ikke kun trangen til virkelighedsflugten efter 9/11. Det er ikke kun fordi, vi lever i en tid, hvor virkelighedens skurke ofte er svære at finde og gennemskue.

Det skyldes også, at de film, der banede vejen, var så gode, som de var. Det var ikke bare for nørderne. Det var, og er stadig, velproducerede actionfilm.

Lee har flere gange udtalt, at hans fortællinger netop også er stilet til film og tv-serier. Og man har da også i flere omgange forsøgt at lade Marvels helte optræde på film, dog uden den store succes før X-Men i 2000 og Spider-Man i 2002 for alvor sparkede dørene ind.

Vi skulle dog frem til 2008 med Iron Man, og ti år frem, før superhelten nærmest indtog rollen som kongerne i filmbranchen. Og det kan man, uanset om jeg er ved at være lidt træt af superheltefilmene eller ej, godt unde den gode Stan Lee.

Han sagde farvel til verden på toppen. Han nåede at se de fortællinger, og de helte, som han troede så meget på, tage skridtet op på det store lærred. Og vi vil altid have de mange mere eller mindre fantastiske Lee-cameos at huske tilbage på.

Hvil i fred, Stan Lee, og du får lige det sidste ord i denne måneds leder:

“Some people will say, “Why read a comic book? It stifles the imagination. If you read a novel you imagine what people are like. If you read a comic, it’s showing you.” The only answer I can give is, “You can read a Shakespeare play, but does that mean you wouldn’t want to see it on the stage?”

Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.

Film:
10,000 BC (Roland Emmerich, 2008)
Lad de døde hvile (Sohail A. Hassan, 2018)

Filmmusik:
Olsen-banden – Best of vol. 1 (Bent Fabricius-Bjerre, 2018)

Tegneserier:
Catwoman: When in Rome (Jeph Loeb & Tim Sale, 2005)

Computerspil:
Wings (Cinemaware, 1990)
Wings: Remastered Edition (Cinemaware, 2014)

Artikler:
Lidt ftisisk er man vel altid … Om at oversætte H.P. Lovecraft
Seks nikotinplastre og et kateter, tak! Reportage fra BogForum 2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>