… man skal bare have tiden til det. Og tid har det skortet en smule på for undertegnede, i hvert fald siden nytår, da hamsterhjulet gik i gang igen. Derfor også den absolut diminutive størrelse på dette nummer.
Af samme grund må I også vente til næste nummer med at få min anmeldelse af sidste sæson af Stranger Things – som jeg endnu mangler at se de sidste episoder af.
Derudover er det endda lige før, man i disse uger slet ikke har brug for at sætte en film på eller læse en bog for at få dækket sit behov for underholdning, der er en thriller værdig.
Man kan bare tænde for radioen eller se nyheder, og så har man en højspændt politisk thriller, der får All the President’s Men til at ligne Gurli Gris.
Det er selvfølgelig Demente Donnie, jeg taler om, og hans trusler om at overtage Grønland, ledsaget af sine små, strækmarcherende (men kun derhjemme, bag nedrullede gardiner) kammerater, Vamle Vance og Pee-wee German.
Hvor spændende det hele end er, er det en form for spænding, jeg godt kunne være foruden, men total uforudsigelighed er åbenbart the order of the day nu om stunder.
I Casino Royale (2006) udbryder M (Judi Dench) på et tidspunkt frustreret “Christ, I miss the Cold War!” Det er lige før, man har lyst til at give hende ret.
Jeg gør en ihærdig indsats for ikke at lade USA’s nuværende og stærkt foruroligende kurs – ikke kun udenrigs, også indenrigs – forsure mit forhold til alle de gode ting, der også er kommet, og fortsat kommer, fra USA. Men jeg kan mærke, at det påvirker mig på én eller anden facon.
Måske er det bare på tide at trække stikket fra nyhedsstrømmen i den virkelige verden – for en tid – og sætte sig i sofaen med en stak gode politiske thrillers. Dem kan man da i det mindste slukke for igen, hvis det bliver for meget.
Eller man kan tænde for et godt actiondrøn, hvor der er skruet op til 11 hele vejen igennem. Det kunne f.eks. være Con Air fra 1997, som Jacob Krogsøe anmelder i dette nummer. Det er da eskapisme, der vil noget. Mangler man et smil på læben, skal man bare kaste et blik på Nicolas Cages nakkegarn i den film – se bare billedet ovenfor!
Lige nu er det vist lige det, der skal til. For mig, i hvert fald.
Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.
Film:
Con Air (Simon West, 1997)
