Redaktionen
Ingen kommentarer

Leder og indhold – 13. januar 2022

Leder og indhold – 13. januar 2022
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

I denne måned for 40 år siden skete der noget vigtigt. Ja, i tilbageblik kan man vel nærmest kalde det monumentalt, men det var der selvfølgelig ingen, der vidste dengang.

I januar 1982 afslørede Commodore International for første gang deres nye hjemmecomputer, Commodore 64. Det skete på den store elektronikmesse CES i Las Vegas.

Salget af maskinen begyndte i august samme år, og det er ikke for meget sagt, at Commodore International, dengang under ledelse af firmaets stifter Jack Tramiel, dermed revolutionerede hjemmecomputermarkedet.

For Commodore 64 blev op gennem 1980’erne den bedst sælgende computermodel nogensinde. Der findes ingen præcise salgstal, men estimater placerer antallet af solgte enheder mellem 12,5 og 17 millioner! “Computers for the masses, not the classes”, som Jack Tramiels talesprog var.

Med andre ord er Commodore International, med 64’eren som løftestang, ansvarlig for, at utroligt mange stiftede bekendtskab med det at have en computer i hjemmet.

Commodore 64 skabte ganske enkelt en familiaritet med computere, og betydningen af den familiaritet for hele computerbranchen i de efterfølgende år kan næppe undervurderes.

Commodore 64C-modellen var en opgradering af computerens ydre; det indre var det samme som i “brødkassen” – den oprindelige model, som ses på billedet ovenfor.

Grunden til Commodore 64’s succes lå i maskinens evner. Set med nutidige øjne er der naturligvis tale om en ekstremt primitiv computer med sine blot 64 KB RAM, men i samtiden var 64’eren et kvantespring frem, og den var både hvad angår grafik og lyd længder bedre end de nærmeste konkurrenter, ZX Spectrum og Amstrad.

I løbet af 1980’erne var 64’eren den bedste spillemaskine på markedet; i hvert fald indtil der for alvor kom salg i storesøsteren Amiga, der først blev lanceret i 1985, men som først for alvor blev populær efter 1987, hvor Amiga 500 blev sendt på markedet.

Jeg stiftede selv første gang bekendtskab med Commodore 64 engang i første halvdel af 1980’erne, da min klassekammerat Claus fik en 64’er. Det var den ikoniske “brødkasse”-model, der stod i deres stue, tilsluttet fjernsynet. Her spillede vi spil med titler som Choplifter og Lemans, og jeg drømte om selv at få en Commodore 64.

Senere fik 64’eren en designopgradering – den såkaldte Commodore 64C – inspireret af 64’erens storebror Commodore 128. 64C-modellen var i alt andet end design fuldstændig identisk med den første model, og det var en Commodore 64C, der var min allerførste computer. Det var i 1986, og jeg var 10 år gammel.

Lagermediet var kassettebånd, og alle programmer skulle loades ved at indtaste en kode i BASIC – det var længe før, der fandtes velfungerende grafiske brugerflader.

Load “*”,8,1 – ja, man måtte lære en smule BASIC for at betjene en Commodore 64.

Senere fik jeg en diskettestation – et fantastisk fremskridt fra båndstationen (den såkaldte datasette), hvis tonehoved uafladeligt skulle kalibreres for overhovedet at fungere. Man skulle stadig skrive en kode i BASIC for at loade programmerne, men til gengæld gik det så meget hurtigere.

Antallet af gode minder om og med min Commodore 64 kan jeg umuligt kvantificere. Men i tilbageblik står det klart, at jeg ikke bare kan takke 64’eren for utallige timers fantastisk underholdning; maskinen spillede også en væsentlig rolle for min tilegnelse af engelsk – ikke mindst på grund af de grafiske adventurespil fra LucasFilm Games.

Screenshot fra ‘Maniac Mansion’ (1987) på Commodore 64. ‘Maniac Mansion’ var det første af LucasFilm Games’ nu legendariske point and click-adventurespil.

Senere fik jeg også en Amiga, men selvom Amigaen i store træk overtog 64’erens rolle, så glemte jeg aldrig 64’eren. Selv mens Amigaen var min primære computer, vendte jeg af og til tilbage til 64’eren for at spille bestemte spil, der enten ikke fandtes til Amigaen – eller som ganske enkelt var bedre til 64’eren.

For så god var 64’eren, at der til trods for Amigaens overlegenhed indenfor både grafik og lyd, stadig var spil, der var bedre på 64’eren end på Amigaen.

Commodore 64 var i produktion i hele 12 år; Commodore producerede ganske enkelt maskinen helt frem til firmaets konkurs i april 1994.
Det fortæller en del om Commodore 64’s holdbarhed, at der trods faldende salgstal alligevel var nok interesse for maskinen til, at Commodore holdt liv i den helt til det sidste.

Og 64’eren lever videre i dag! Både i form af retrogamere, der spiller de gamle spil – enten på det originale maskinel eller i form af emulatorer – og i form af entusiaster, der endnu i dag koder demoer eller komponerer musik med 64’erens dengang revolutionerende lydchip SID.

Senere i år vender vi stærkt tilbage til både Commodore 64 og Amiga i form af et tema om retrogaming med fokus på netop disse to maskiner (og også lidt om gamle PC DOS-spil).

Men det var altså i 1982, på Consumer Electronics Show i Las Vegas, der fandt sted fra den 7. til den 10. januar, at Commodore løftede sløret for deres nye maskine. Tillykke med de 40 år til Commodore 64!

Denne måneds lederskribent er Mogens Høegsberg.

Film:
Mulgoe (Monstrum) (Jong-ho Huh, 2018)
The Thirteenth Floor (Josef Rusnak, 1999)

Filmmusik:
No Time To Die (Hans Zimmer, 2021)

Bøger:
Occidentens stjerne (Benni Bødker, 2021)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *