Redaktionen
Ingen kommentarer

Leder og indhold – 13. februar 2019

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Prisuddelingssæsonen er over os; BAFTA-prisen er netop blevet uddelt for nogle få dage siden, og Oscar-showet løber af stablen den 24. februar.

Men der findes jo et hav af priser, også nogle betydeligt mindre kendte, og her på Planet Pulp har vi en aktie i en af de absolut mindst kendte priser.

Gennem lidt over et år har undertegnede været medlem af den internationale sammenslutning af filmmusikkritikere, IFMCA (International Film Music Critics Association) – en sammenslutning af 65 filmmusikkritikere fra hele verden, hvoraf nogle skriver professionelt om filmmusik, mens andre, som jeg, er “glade amatører”.

Fælles for os alle er imidlertid, at vi har en stor kærlighed til filmmusik og gennem årene har opsamlet en betydelig viden om feltet, uanset om vi arbejder med stoffet professionelt eller på amatørplan.

Og én gang om året uddeler IFMCA sin egen pris indenfor en række kategorier, der naturligvis alle kredser omkring filmmusikken.

Filmmusik er typisk én af de “små” priser ved de store prisuddelinger; en af de priser, der oftest uddeles imellem de større priser og som sjældent får den store opmærksomhed af de medier, der ellers dækker prisuddelingerne.

Som sådan var det en overraskelse for mig, da det for nyligt blev afsløret, at prisen for bedste score ikke var én af de fire priser, som det kommende Oscar-show har pillet ud af live-dækningen og i stedet vil blive uddelt under reklamepauser og vist i klippede udgaver senere.

De fire priser, der uddeles på den måde, er to priser, der typisk anses for “større” end filmmusikken, samt to mindre – priserne for bedste fotografering, bedste klipning, bedste kortfilm og bedste make up og hår.

Som filmmusikentusiast var jeg naturligvis glad for, at musikken ikke var én af de priser, der blev ofret, samtidig med, at jeg stiller mig komplet uforstående for, at især fotografering og klipning bliver hevet ud af live-dækningen.

En film er et resultat af ekstremt mange samspillende elementer, og den temmelig ensidige fokus på instruktører og skuespillere er ekstremt uheldig. På et website som Planet Pulp prædiker jeg naturligvis for koret, for læserne vil uden tvivl være enige, men det er alligevel værd at beklage klart og tydeligt.

Man ville ikke have en film uden skuespillere og en instruktør, nej. Men man ville heller ikke have en film uden en fotograf, en klipper, en komponist – eller de myriader af andre funktioner, der som en del af akademiet er blevet tildelt deres egne priser igennem årene.

Det er også nemt for mig at kalde bedste kortfilm og bedste makeup/hår for “mindre priser”, for det er de naturligvis kun i den samme optik, der tillader akademiet og ABC – der står for livedækningen – at klippe de fire priser ud af livedækningen.

I en fair verden ville ingen af priserne blive anset som “mindre” end de andre, for de involverede har alle gjort deres bedste for at gøre netop den film, de arbejder på, til den bedst mulige.

Det er selvfølgelig ønsketænkning, for mainstream-mediernes dækning af filmbranchen er så ensidigt fokuseret på personer, at det i nu mange år har været personerne, der er interessante; ikke deres præstationer.

Således er det altid kvalmende at opleve den danske Oscar-dækning gå i selvsving over ethvert dansk islæt på en film. Vi kan således godt belave os på, at de danske medier helt ukritisk vil håbe at prisen for bedste skuespiller går til Viggo Mortensen (for Green Book), bare fordi Mortensen jo er “dansk”, mens Christian Bale, Bradley Cooper, Willem Dafoe og Rami Malek må tage til takke med betydelig mindre entusiasme (for hhv. Vice, A Star is Born, At Eternity’s Gate og Bohemian Rhapsody).

Som sagt: Prisdækningen handler efterhånden mere om personen end om præstationen, og det er naturligvis også én af årsagerne til, at ABC og akademiet kan slippe af sted med at rykke de fire ovennævnte priser ud af livedækningen.

Hvem – ud over hardcore filmfans – ved, hvem Łukasz Żal, Robbie Ryan, Caleb Deschanel eller Matthew Libatique er? De er alle nominerede i kategorien bedste fotografering. Den sidste nominerede, Alfonso Cuarón vil lidt flere end de hårde hunde nok genkende, fordi han også er instruktør og har lavet kendte film som f.eks. Gravity og Children of Men.

Det samme med Barry Alexander Brown, John Ottman, Yorgos Mavropsaridis, Patrick J. Don Vito og Hank Corwin – alle klippere, der hver især har ydet uvurderlige bidrag til den film, de er nomineret for.

Hvad angår filmmusikken, så er det næppe heller andre end inkarnerede filmfans, der kender navne som Ludwig Göransson, Terence Blanchard, Nicholas Britell, Alexandre Desplat og Marc Shaiman. Nogle musikfans vil måske kende Göransson fra hans samarbejde med rapperen Childish Gambino, men de øvrige nominerede vil næppe ringe en klokke hos andre end de hårde filmfans.

Måske hvis John Williams eller Hans Zimmer havde været nomineret, men det er de jo så ikke i år.

Min pointe burde efterhånden være slået fast med syvtommersøm: Dækningen af prisuddelingen er blevet en side af uddelingen, der efterhånden ligger fjernt fra selve meningen med prisen, nemlig at anerkende det, akademiets medlemmer mener, har været det bedste, filmåret har haft at byde på.

Som sådan er der på den led noget virkelig skønt ved at være medlem af en så nichepræget organisation som IFMCA. Dels fordi organisationen fokuserer udelukkende på en kategori, der i andre prisuddelinger betragtes som én af de mindre (fordi de nominerede som regel er ret ukendte blandt den brede offentlighed); dels fordi prisen i sig selv uddeles i adskillige kategorier, så en hel række af komponister bliver belønnet for det arbejde, de har ydet i løbet af året.

Det kan vel være, at IFMCA og IFMCA-prisen er ukendte af den brede offentlighed, men blandt miljøet af komponister og filmfolk er der faktisk opmærksomhed på den. Så priserne giver mening, selvom det er de færreste mainstream-filmkiggere, der kommer til at høre om dem.

Så her blot en lille bøn – igen prædiker jeg for koret, men alligevel: Når I sidder med popcorn, sodavand og tæpper og ser årets Oscar-uddeling, så giv fotograferne, klipperne, folkene bag kortfilmene og make up-folkene en ekstra venlig tanke. De fortjener opmærksomheden lige så meget, som alle skuespillerne på den røde løber.

Og PS! I kan læse nærmere om årets IFMCA-priser her. De nominerede er offentliggjort, og de endelige vindere afsløres den 21. februar.

Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.

Film:
Dark Angel (Craig R. Baxley, 1990)
Firecracker (Cirio H. Santiago, 1981)
Gojira: hoshi wo kû mono (Godzilla: The Planet Eater) (Hiroyuki Seshita & Kôbun Shizuno, 2018)
Saltwater (A.B. Stone, 2016)
The Snowman (Thomas Alfredson, 2017)
TNT Jackson (Cirio H. Santiago, 1974)
Velvet Buzzsaw (Dan Gilroy, 2019)
Zombi: La creazione (Zombies: The Beginning) (Bruno Mattei, 2007)

Tegneserier:
Batman: Europa (Brian Azzarello & Matteo Casali, 2015-16)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *