Ingen kan som tv2 – altså bandet – spidde danskerne og udstille vores knap så flatterende karaktertræk på en tør, humoristisk facon.
Som f.eks. orkestrets sang fra 1996 med titlen ”Kom lad os brokke os”, der handler om noget, der må siges at være én af vi danskeres yndlingsbeskæftigelser.
Vi brokker os konstant – over vejret, der enten er for koldt eller for varmt, for vådt eller for tørt. Vi brokker os over trafikken – biler, hvis man cykler; cykler, hvis man kører bil; fodgængere altid.
Vi brokker os over vores politikere, selvom vi selv har stemt dem på tinge. Vi brokker os over turisterne, når der kommer for mange af dem – eller for få af dem.
Vi brokker os over priserne, over de andre forældre i skolen, over lugten i bageriet.
Og film. Eller den måde, film var bedre i gamle dage.
For nu at gribe i egen barm, så vil jeg gerne tage til genmæle mod mig selv: Det kan godt være, jeg i sidste måneds leder brokkede mig over tingenes tilstand og jamrede over, hvordan alting var bedre i gamle dage.
Men det er naturligvis ikke sandt. Mange ting er faktisk bedre i dag, end de var for 20-30 år siden; det glemmer vi bare tit, fordi vi er så gode til at brokke os og knap så gode til at fryde os.
Det vil jeg prøve i dag – hvor det dog ikke handler om film så meget, som det handler om andre medier. Lige her og nu podcasts og YouTube.
Det er ikke fordi, jeg ikke godt kunne brokke mig over både podcasts og YouTube, for der bliver lavet rigtig mange ringe podcasts og uploadet rigtig meget lort til YouTube, men altså – det er jo ikke anderledes end film, TV und so weiter.
Men der er satme også meget fedt indhold at komme efter; indhold, som ikke eksisterede for 30 år siden, fordi hverken YouTube eller podcasts var en ting dengang.
Her på det seneste har jeg især lyttet til rigtig mange såkaldte actual play podcasts, hvor folk, der spiller rollespil – altså godt gammeldags bordrollespil (på engelsk tabletop roleplaying games, eller TTRPG) optager deres spilsessioner og lægger dem ud som podcasts.
I andre tilfælde optager de ikke kun lyd, men også billeder og lægger deres spilsessioner på YouTube. Nogle gør sågar begge dele; så kan man enten se dem på YouTube, hvis man vil, eller nøjes med at lytte i podcastformatet.
Som med alt indhold, er der selvfølgelig både vildt gode actual play podcasts og afsindigt ringe – og alt ind imellem.
Men som det så tit gælder, så er én mands guld en anden mands lort, og i en del tilfælde handler det om smag og behag. I rollespilssammenhæng handler det bl.a. om, hvilken stil spillerne og deres spilleder lægger for dagen. Tager de det ikke alvorligt nok? Tager de det for alvorligt? Rammer de den perfekte, gyldne mellemvej?
Lige nu er jeg i gang med at lytte til en serie podcasts fra et amerikansk firma (yep – man kan tjene penge på alt, selv på at spille rollespil) ved navn Glass Cannon Network. De har en hel serie af shows, dedikeret til forskellige spil, men jeg lytter til deres Call of Cthulhu– og Delta Green-shows.
Er de perfekte? Nej, givetvis ikke. Er de charmerende og underholdende? I meget høj grad. Og begge shows nyder godt af særligt enkelte spillere og et par spilledere, der er helt forrygende.
Den slags podcasts – eller YouTube-videoer – eksisterede ikke for 30 år siden, men det gør de i dag, og det må jeg ærligt indrømme, at jeg er ret begejstret for.
På samme måde er der naturligvis podcasts om alt mellem himmel og jord, hvor jeg som filmmusiknørd især lytter til podcasts, der på forskellig vis behandler filmmusik.
Igen: Det er stof, der ikke eksisterede for 30 år siden, hvor omtale af filmmusik på radio eller i TV var en by i Rusland og idéen om, at filmmusikkoncerter kunne trække fulde huse i landets koncertsale virkede næsten latterlig.
Så nej, jeg kan ikke kun finde ud af at brokke mig. Heldigvis. Som de fleste danskere, er jeg også i stand til at begejstres. Og det skal vi huske. Turn that frown upside down, som de siger i Guds eget land.
Så gå en tur i det dejlige sommervejr og lyt til fuglene og insekterne – det er svært ikke at blive begejstret over.
Men du kan også sætte en podcast i ørerne. Det kan være, du ender med at blive begejstret over det!
Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.
Film:
The Truman Show (Peter Weir, 1998)
