Leder og indhold – 13. august 2016

4 minutters læsetid

Vi har berørt det tidligere her på Planet Pulp – både på lederpladsen og i forbindelse med f.eks. en artikel om lydbøger – så det kommer næppe som nogen overraskelse for vores faste læsere, at vi her på Planet Pulp er indædte tilhængere af det fysiske medie.

Nu tager vi så skridtet fuldt ud og er så småt begyndt at arbejde på et fysisk nummer af Planet Pulp. I første omgang som en one-off, men med mulighed for gentagelse i fald eksperimentet er en succes.

Tidshorisonten er endnu uvis, for der er mange ting, der skal falde på plads, men vi skal nok løbende give en update her på siden eller på vores Facebook-tilstedeværelse.

Print is dead!

Men hvorfor nu være så bagstræberiske og altmodisch og rent faktisk prøve at udgive noget på papir, når alle nu ved, at det trykte medie er dødt (“Print is dead!” som Egon Spengler udtalte med eftertryk helt tilbage i Ghost Busters fra 1984)?

Jo, først og fremmest selvfølgelig fordi, vi er nogle reaktionære gamle røvhuller her på Planet Pulp, og det er vi fandengaleme stolte af! Dernæst fordi vi som sagt knuselsker de fysiske medier, om det så er film i form af dvd eller Blu-Ray, bøger, magasiner, CD’er eller noget helt femte.

Og videre fordi en fysisk udgave af Pulpen på en måde også vil være en slags hyldest til alle de trykte fanzines, der kom før – længe før – Planet Pulp opstod første gang i form af Sleazehound tilbage i 2005.

For i bund og grund er Planet Pulp jo bare et webbaseret fanzine med mulighed for alle de farver og andre falbelader som en fotokopieret tryksag i A5, sat op med klippe-klistre-metoden, ikke havde.

Ildsjæle i det danske fanmiljø har udgivet deres hjerteblod fysisk i årtier, og selvom mange af udgivelserne var kortlivede, emmer og emmede de af overskud og entusiasme og det uanset, om de så var nok så primitivt fremstillet. Ja faktisk fornemmer man ofte mere kærlighed i de simpelt fremstillede fanzines, der hverken har fancy layout, farver eller flotte billeder.

Drømmen om et fanzine

Går vi langt nok tilbage, kan man på en måde sige, at den spæde begyndelse til Planet Pulp var drømmen om et fanzine. Det var Martin – der nu driver Fra Sortsand-bloggen – og undertegnede, der tilbage i 2004 legede med tanken om at udgive et Lovecraft-baseret fanzine.

Godt nok var første nummer af Thomas Winthers HPL-fanzine Nyarlathotep allerede på det tidspunkt udkommet, men det ville vi nu ikke lade os stoppe af. Og faktisk overvejede vi sågar at tage kontakt til Thomas og høre, om han ville lade os lave nr. 2.

Vi nåede aldrig så langt med planerne, men året efter blev idéen til Sleazehound født og i november 2005 gik hjemmesiden så i luften (se i øvrigt lederen fra vores 10-års fødselsdagsnummer for sitets historie).

Men et eller andet sted var idéen om et Lovecraft-fanzine aldrig død, for første nummer af Sleazehound endte netop med at være dedikeret til den gamle gnavpotte fra Providence.

Så ad omveje kan man sige, at når vi nu seriøst er gået i gang med at arbejde på at få et fysisk nummer af Planet Pulp ud, så er det den oprindelige drøm, der endelig realiseres.

Tiden og tiden

Det er ikke fordi, vi ikke sidenhen har talt om at lave et fysisk nummer. Det har været oppe at vende adskillige gange, og lysten har også været der – men tiden til det har måske manglet, ligesom tiden ikke lod til at være med os.

Tid har vi stadig ikke nok af, men til det kan vi kun sige: Fuck it, vi gør det sgu’ alligevel! Og hvad angår tiden – ja, så lader zeitgeisten også på en måde til at være på vores side. Ikke fordi de fysiske medier som sådan er på vej til at få et comeback, men i de kredse, vi henvender os til her på Planet Pulp, har de fysiske mediers langsomme død medført en endnu mere inkarneret dedikation til netop bogen, dvd’en, tegneserien osv.

Og så er der da også en retro-bølge, der hylder tiden før digitaliseringen. Om det så er LP’ens revival indenfor de senere år eller det er de tusindvis af folk, der via Kickstarter gjorde det økonomisk muligt for Ron Gilbert og Gary Winnick at lave et nyt grafikadventure i stil med de helt gamle LucasFilm Games-spil.

I forbindelse med Gilbert og Winnicks Kickstarter er det i øvrigt ekstra opmuntrende at se, at mange af deres støtter er unge mennesker, der ikke engang var født, da de to herrer stod bag titler som Maniac Mansion og Zak McKracken.

Der er noget i luften

Der er sådan set mange andre eksempler at tage af, men min pointe er egentlig bare, at der er noget i luften, der fortæller os, at tiden er moden til at prøve vores gamle idé af og lave et fysisk nummer af Pulpen.

Det præcise format – både indholdsmæssigt og fysisk – samt layout, længde og hvorvidt det bliver i lækker farve eller smudsigt sort/hvid, ja det vil tiden vise. Men nu er vi i hvert fald gået i gang med at arbejde på sagen, og før eller siden vil du – om du så lyster – kunne sidde med en fysisk udgave af Planet Pulp i hånden.

Det betyder ikke, at den webbaserede udgave går nogle vegne – vi vil stadig sørge for at udkomme hver måned.

Og apropos det, så skal vi lige her på falderebet beklage, at denne måneds nummer er blevet et par dage forsinket. Det skyldes et uheldigt sammenfald af sygdom i den nærmeste familie og arbejdsrelaterede stresspåvirkninger.

Men vi snyder og lader alligevel datostemplet hedde den 13. august – lidt ligesom når et ugeblad er forsinket ude i kioskerne, fordi der har været bøvl med leveringen.

Vi håber I nyder månedens udgave af Planet Pulp, og vi skal som sagt nok holde jer opdateret om den videre proces med det fysiske nummer.

Månedens lederskribent er Mogens Skaaning Høegsberg.

Film:
Stranger Things (Matt Duffer, Ross Duffer & Shawn Levy, 2016)

Filmmusik:
Beat Girl (John Barry, 1960)
The Ipcress File (John Barry, 1965)
Zulu (John Barry, 1964)

Bøger:
Harry Potter and the Cursed Child (J.K. Rowling, John Tiffany & Jack Thorne, 2016)

Tegneserier:
Preacher #1: Gone to Texas (Garth Ennis & Steve Dillon, 1996)
The Walking Dead vol. 26: No Turning Back (Robert Kirkman & Charlie Adlard, 2016)

4 Comments

  1. Vi melder tilbage når vi har holdt redaktionsmøde, tak for interessen.

  2. Spændende, hvor forestiller I jer, at man kan købe det? Det skal vel på hylderne i alle de store supermarkedskæder, ikke?

    Jeg skal nok købe et nummer!

  3. Dejligt du vil købe et eksemplar. Måske Lidl vil købe 10.000 eksemplarer :) vi vender tilbage når vi ved hvordan magasinet skal distribueres.

Skriv et svar

Your email address will not be published.