Leder og indhold – 13. august 2015

5 minutters læsetid

Sådan starter lederen sædvanligvis ikke, men jeg er heller ikke den sædvanlige lederskribent. Ovenstående er min egen gamle, faste indledning til lederen af det psykotroniske filmtidsskrift, Stay Sick!, som jeg udgav regelmæssigt for mange år siden.

Når Jacob Krogsøe har spurgt, om jeg ville overtage tasterne for denne måneds lederartikel, er det ikke ren tilfældighed. Den gode redaktør fortæller mig, at han selv længe havde grublet over et emne, som jeg netop ytrede mig om på Facebook for nogen tid siden: Interaktion, og at vi er i en brydningstid desangående.

Debat, debat og mere debat

Jeg havde kommenteret om et hendøende forum på internettet og kastede mig efterfølgende ud i at begræde foraenes affolkning. Som gammel fanzineredaktør husker jeg tydeligt tiden, før alting kom på internettet; før de mange fora, der alle var dedikeret til hver sin niche af popkulturen sprang op alle vegne. Og de mange blogs og hjemmesider, der fulgte i kølvandet.

Ens for alle disse fanredigerede internetplatforme var, at de henholdsvis blev drevet af fans – og at interaktiviteten var stor.

De gamle trykte fanzines var cool, fordi de ofte beskæftigede sig med afarter af popkulturen, som mainstreampublikationerne ikke ville røre med en ildtang – eller simpelthen ikke kendte til. Samtidig opnåede de bedre ‘zines at blive talerør og samlingspunkt for en scene og dens aktører.

Interaktion derimod var det så som så med. Selv de af bladene, som orkede at bestyre en brevkasse, kunne ikke tilbyde mere end et par siders læserbreve per nummer (uden at checke efter, nåede jeg vist selv kun at få trykt et eller højst to læserbreve i salige Inferno for mere end 20 år siden).

Da de første fora dukkede op, varede det ikke længe, før fansene flokkedes om dem som indtørrede vandringsmænd omkring et vandhul i ørkenen. Nu var der pludselig mulighed for at møde de ligesindede fans, som man tidligere kun sjældent havde muligheden for at rende ind i, når man boede uden for storbyen.

At være medlem af f.eks. Uncuts gamle forum betød, at man altid kunne snakke med ligesindede, få svar på spørgsmål eller kommentere detaljer vedrørende en given anmeldelse på hovedsitet.

Og i årene der fulgte, hvor Gud og hvermand åbnede en blog i stedet for at bekymre sig om at trykke print-fanzines, var der heller ikke mangel på dialog. Man kunne dårligt poste et indlæg på sin blog, før den første kommentar rullede ind.

Jeg husker alenlange hektiske debatter på bl.a. Søren Jacobsens Skræk og Rædsel-blog og Horrorsiden.dk, som fortsatte i dagevis.

Hensygnende fora

Men tingene ændrer sig. Da jeg begyndte mit indlæg her, nævnte jeg at have skrevet indlæg på Facebook og ironisk nok er det netop her, hunden ligger begravet: Alle vil på Facebook nu om stunder, og alle (næsten) forlader den gamle verden.

De gamle fora sygner hen, og de ganske få medlemmer, der stadig opretter nye tråde, må ofte selv kommentere deres egne indlæg eller føre lange samtaler med de samme to-tre andre medlemmer, der stædigt nægter at give op.

Bloggene, der altid i sagens natur har været enmands-kreationer, føles nu mere ensomme end nogensinde før. At skrive tusind-og-et indlæg uden at få den mindste form for feedback (ud over porno-spam fra Asien) kan få selv den sejeste blogforfatter til tvært at smide håndklædet i ringen.

Jeg har ikke checket med redaktøren, hvorvidt læserfeedbacken er blevet mindre på Planet Pulp eller ej, men det ville overraske mig meget, hvis den ikke er.

Betyder det noget?

Men hvad betyder det så alt det her? Er der overhovedet noget problem? Hvis folk ikke gider følge med i fora, blogs og hjemmesider, er det så ikke bare en naturlig udvikling? Er det ikke konservativt at overhovedet tale om et problem? Er man ikke bare en gammel spasser, hvis man hænger fast i fortidens dynd og synes, at det var bedre førhen?

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg lige som Jacob har tænkt over dette mulige problem i længere tid. Jo, det irriterer mig, at fora, som jeg følger, næsten er lige så døde som de medvirkende i en Lucio Fulci-zombiefilm. Både de hjemlige og de i den engelsksprogede Cyberspace-verden.

Sammen med Hans-Jørn Reimer overtog jeg for nogle år siden Uncuts forum (da redaktør Caspar Vang & Co. ville lukke det), men aktiviteten på forummet er nu så lav, at man nogle gange foranlediges til at tro, at ens computeren er frosset fast i dagevis.

Og min egen forfængelighed får sig et regelmæssigt knæk, når jeg checker, om der er lagt kommentarer ind på en af de filmblogs, jeg har skrevet over de sidste syv-otte år (bl.a. En lejemorder ser tilbage.)

Men igen, er der et reelt problem eller er det bare amatørskribenten, der føler sig ladt i stikken, hvis ikke vennerne på scenen, og de tilfældige læsere, gider bekræfte, at hans seneste skriverier er Gud i blogland?

Er debatten blot flyttet?

Måske betyder den faldende interaktion slet ikke, at færre læser det, der bliver skrevet. I en debat om dette (på Facebook, naturligvis) var der for nyligt en blogger, der skrev, at læserne heller ikke lagde kommentarer på hans egen blog, men at der til gengæld ofte var livlig debat på bloggens tilhørende Facebook-side.

Kunne det tænkes, at selv fans af obskur popkultur følger så meget med strømmen, at de blot holder sig til de samme kanaler som alle andre i mainstreamland?

Måske har Skræk og Rædsel, Uncut, Planet Pulp osv. osv., stadig de samme læsere; de kommenterer bare ikke mere, fordi det ikke foregår på dén platform, der er populær i denne uge, Facebook.

Eller gider fans af popkultur kun læse om det coole stads, hvis det foregår på Facebook? Kunne det ligefrem tænkes, at en kombination af dette bombardement fra lige dele internet/Hollywood/X-Faktor/osv. har skabt en generation af popkulturfans, for hvem deltagelse i et fanfælleskab er ligegyldigt?

Er den tanke, at fora, blogs og hjemmesider er røget ned i selvsamme undergrund, som de trykte fanzines i sin tid befandt sig i, for langt ude? At det er de få hardcorefans, der holder fast i disse forældede formater – og dermed måske begrænser sig til læsertal i samme målestok som, nå ja, Stay Sick!s 200 trykte eksemplarer per nummer i sin tid. Hvem ved.

Det at skrive som lønnen i sig selv

Men hvad enten der er tale om det ene eller det andet, så må fanskribenten, amatørskribenten, undergrundsskribenten gøre op med sig selv, hvorfor han skriver. Er det fuldstændigt nederen, hvis han ikke bliver bekræftet i sine exceptionelle skrivefærdigheder og coole personlighed som blogger? Eller er det dét at skrive om noget, han brænder for, som er lønnen i sig selv?

For 3000 år siden, da jeg udsendte mit første fanzine, det engelsksprogede Banned in Britain, var det tanken om, at der ville sidde nogen i en kælder et eller andet sted i verden og læse mine skriblerier, som var brændstoffet. Jeg vidste godt, at jeg nok aldrig ville høre fra læserne – og de fotokopierede blade havde ikke indlagte kommentarfelter!

Nuvel, i årenes løb er der kommet et brev fra en læser en sjælden gang, men for yours truly er det ikke det, der er målet i sig selv.

Hvad der er målet for andre skribenter, redaktører og folk bag sites, der gør sig i fandom, er bestemt noget, de må gøre op med sig selv. Men jeg tvivler på, at vi kommer til at se en tilbagevenden til kommentarfelter, der eksploderer i respons fra aktive læsere i den nærmeste fremtid.

PS: Der er et kommentarfelt for neden.

/Jack J
http://enlejemordersertilbage.blogspot.co.uk


Månedens indhold:

Film:
Alyce (Jay Lee, 2011)
The Conjuring (Nattens dæmoner) (James Wan, 2013)
The Last Ship: The Complete First Season (Jonathan Mostow m.fl., 2014)
The Others (Alejandro Amenábar, 2001)
The Sixth Sense (Den sjette sans) (M. Night Shyamalan, 1999)
The World’s End (Edgar Wright, 2013)

Tegneserier:
Fantastic Four/Iron Man: Big In Japan (Zeb Wells & Seth Fisher, 2006)

6 Comments

  1. Hej ærerede med-bloggere…

    Ja, jeg har netop bidt i et stykke begravet Jack Jensen-dilemma…

    Det er i den grad et tilbagevendende spørgsmål om hvorvidt at debatten er forsvundet fra de mange blogs, der sprang op for år tilbage nu, og hvor man kunne snakke sammen på den mest vilde virtuelle måde… – jeg begyndte selv som interesseret filmfan, og smed oftere og oftere en kommentar på flere blogge rundt omkring – inden jeg så krøb til tastaturet og skabte det monster, som få kender som “Grotesk”… en lille og meget fjollet tendens og blog, som jeg ikke opdaterer hver dag, men også har erfaret at jeg har svært ved at slippe når alt kommer til alt…

    Men nej, jeg har været på nettet i mange år efterhånden, da min far var en forgangsmand, der tillod mig at surfe rundt på nettet da jeg stadigvæk var teenager, og nu er jeg da trods alt midt i 30’erne. Men den gang i begyndelse var der ikke meget spas. Ikke til at jeg kendte til ihvertfald. Sidenhen flyttede jeg hjemmefra, og imens jeg rendte rundt på Universitetet, så dyrkede jeg stadigvæk Nettet – men det var uden YouTube, der var hverken Facebook, slet ingen Twitter, nul Instragam og ja, det var sgu en anden verden bare den gang… og da jeg fandt andre musik-interesserede, så byttede vi gerne MP3-filer over Messenger, og kommenterede gladelig, selvom forbindelsen kunne være sløv, og det tog ufattelig langt tid før man kunne sætte nummeret på… – Det har YouTube fuldstændig ændret på, hvor jeg nu tjekker både nye og gamle bands’ nyeste derpå, og jeg må også sige at der er nogle bands der virkelig har grebet mediet – det er en enestående god og billig måde at promovere sig selv på…

    Men det skrevne gik på henlagte foraer på nettet… jeg tror også at det hele er flyttet på Facebook nu… det er alligevel sådan et kraftigt og effektivt kommunikationsredskab, og hvor kommentarsporet på blogsene tidligere var grund for diskussion, så er debatten i den grad blevet mere social, og hvis man holder en god tone, så kan man jo bruge ufattelig lang tid på at dele interesser, kærlighed og had for film, musik, tegneserier, bøger eller andet fandyrkelse. Jeg er selv ret afhængig af Facebook, og tilbringer meget tid derpå, og kan glemme at se på de blogs som jeg fulgte før. Og med så mange brugere, så er der næsten altid en vågen på samme tid som undertegnet, og det er betryggende.

    Jeg ved ikke hvad man kan gøre for at opretholde interessen på de gamle forumer og blogs, men jeg ved at man ikke skal holde op med at gøre det som man er glad for. Måske kan man køre godt og grundigt surt i det, men det med at skabe et indlæg på en blog, gør ihvertfald selv et gammelt vrøvlehoved som jeg glad, og jeg føler at der er en god respekt mellem vi der stadigvæk nedfælder nogle ord fra tid til anden… så hvem ved? – om 10 år ser tingene måske helt anderledes ud nok engang… fremtiden er mere uforsigelig end nogensinde før…

    Tak for god ro og orden. Den sidste blogger slukker lyset, når han/hun går…

  2. Glimrende og meget interessant indlæg. Jeg er en af dem, der oplever, at kommentarerne tørrer ud på bloggen, og at trafikken i det hele taget er for nedadgående. Ved dog, at der på en eller anden sindrig måde er en mulighed for at knytte et Facebook-kommentarfelt til sin blog, men jeg er ikke nået så langt endnu.

  3. Super leder Jack – og interessant emne.

    Som tidligere (og nuværende) blogger har jeg skrevet og drevet blogs privat og business siden årtusindskiftet. Men i de senere år er det dødet helt ud. Og det er ikke så meget de manglende kommentarer eller interaktion, men mest pga tiden. Et blogindlæg kræver meget mere af mig end et post på Facebook. Et blogindlæg kræver research, omtanke og indlevelse (IMO). Derfor er jeg stoppet – først på business siden – der er klik og interaktion altafgørende og her kan blogs bare ikke være med – og senere privat. Men blogs har bare et eller andet som FB ikke kan erstatte. Og blogs har måske bare fundet sin niche lige som MySpace gjorde det efter FB’s indtog.
    Jeg er dog begyndt at skrive på en blog igen – fandt et emne som interesserede mig (og nok ikke så mange andre -,) ) og så efter at være begyndt kan jeg ikke stoppe igen – men jeg tjekker ikke længere hvor mange der læser med – det betyder ikke det helt store mere – måske lidt selvterapi.. :)
    Men tak for lederen – en fornøjelse at læse.
    /Christian

  4. Der er ingen tvivl om, at det er nemmere at skrive på Facebook (inden dagen er omme vil der være mindst fem nye opslag på Skræk og Rædsels FB-side).

    Besøgstal på bloggen kan både være godt og skidt at kigge på. Min western-blog er uden tvivl blandt landets mindst læste ;-)

  5. Jeg er så meget ikke på Facebook, at det følgende muligvis er noget værre vrøvl. Men lad os nu se, for problematikken er unægtelig interessant. Ligesom Jack er det min oplevelse, at kommentarfeltet, på diverse genre-relaterede blogs (og jeg følger de fleste af dem som Rasmus Wichmann har på sin Fanportalen – og lidt til), ofte(st) “udfyldes” af de samme. Jeg-selv er ingen undtagelse.
    Men for at kunne konkludere – mere eller mindre videnskabeligt – hvorvidt debatten (den genrerelaterede) er “flyttet” fra bloggen i-sig-selv til bloggens Facebook-side, så må man vel sammenligne antallet af kommentarer før og efter oprettelsen af Facebook-siden.
    Den anden side af sagen – og den tror jeg er mere “rigtig” – er, at når “man” nu alligevel har logget sig på Facebook, og har chattet lidt i diverse fora – og med gutter&gutinder – så kan man jo også lige se, hvad der sker på ditten eller datten blog’s Facebook-side, uden at behøve gå direkte til bloggen.
    I princippet kunne man bare åbne et “vindue” mere, når man pludseligt kommer på de tanker, men dels er der inertien – dels er man jo allerede på Facebook.
    Det sidste, men ret væsentlige forhold, er hvorvidt kommentarerne (dialogen) på bloggens Facebook-side på nogen måde er interessante, relevante eller fremmende for diskussionen – eller om det hele går op i sms-sprog og “likes”. Og det ved jeg jo så ikke noget om.
    Derimod ved jeg jeg, at JackJ har skrevet en tilstrækkeligt interessant leder på PP, til at den allerede har genereret 6 kommentarer.
    Sådan!

Skriv et svar

Your email address will not be published.