Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Le scomunicate di San Valentino

Le scomunicate di San Valentino
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Le scomunicate di San ValentinoNunsploitationfans risikerer at blive skuffede over Sergio Griecos historiske drama, der nærmest er en genfortælling af Shakespeares Romeo and Juliet end lurvet nunsploitationlir. Som historisk drama er filmen til gengæld solidt underholdende.

I selskabets serie af nunsploitationfilm har Another World Entertainment sendt Sergio Griecos Le scomunicate di San Valentino på gaden med den engelske titel The Sinful Nuns of St. Valentine. Det er en saftig titel, og også noget saftigere end den italienske, der direkte oversat betyder ”De ekskommunikerede fra St. Valentin”.

Og den engelske titel snyder da også en del, for rendyrket nunsploitation er der overhovedet ikke tale om. Hvis man derfor sætter sin næse op efter snusket nonnelir á la Suor Emanuelle (1977, Emanuelle i nonneklostret) bliver man slemt skuffet. Er man til gengæld mere åbensindet venter der faktisk en ganske fornøjelig oplevelse med Griecos historiske drama.

Fortolkning af Romeo og Juliet

”Historisk drama” er nemlig den bedste betegnelse af klistre på Le scomunicate di San Valentino. Godt nok er dramaet krydret med enkelte uartige nonner, men hudniveauet er ikke særlig højt sammenlignet med mange andre indlæg i genren.

Faktisk er filmen i meget høj grad en fortolkning af Shakespeares Romeo and Juliet, som barden menes at have skrevet i første del af 1590’erne. Her er de to elskende blot indsat i et middelalderligt spansk miljø, hvor de naturligvis er oppe mod ingen mindre end den spanske inkvisition!

Her vil alle fornuftige mennesker være fristet til at skrige ”Nobody expects the Spanish Inquisition!”, men faktisk forsøger Grieco at tage sit materiale relativt alvorligt. Der er heller ingen tvivl om, at filmen forholder sig kritisk til fanatisk religiøsitet, repræsenteret ved den gale inkvisitor Fader Onorio (Corrado Gaipa). Men nu foregriber jeg begivenhedernes gang – lad os lige se lidt nærmere på handlingen.

Lucita og Esteban

Esteban

Filmens svar på Romeo og Julie er de to unge elskende Lucita (Jenny Tamburi) og Esteban (Paolo Malco). De kommer fra hver deres rivaliserende familie, så Lucitas far kan på ingen måde acceptere, at de er forelsket. Derfor har han placeret Lucita i et nonnekloster og fået Esteban anklaget for mordet på en biskop. Nu er Esteban jaget vildt, men til alt held har han en allieret i graveren i nonneklostret. Han skjuler Esteban i et hemmeligt rum i klostret, og derfra planlægger Esteban og Lucita at tage flugten.

Lucita

Desværre støder der komplikationer til. En ung nonne, der deller celle (klosterlingo for værelse – red.) med Lucita bliver myrdet, og Lucita bliver anklaget for mordet. Abbedissen tilkalder inkvisitoren Fader Onorio, der begynder sine undersøgelser. For at undgå langvarig tortur, og fordi hun tror at hendes far kan redde hende, erkender Lucita mordet. Desværre forholder tingene sig ikke helt så enkelt, og Fader Onorio får Lucita skibet af sted til Sevilla, hvor han planlægger at holde retssagen og brænde hende på bålet.

De Tre Musketerer

En smule lir er der da

I mellemtiden har publikum fået lidt mere at vide om, hvad der foregår på klostret – bl.a. at abbedissen (Françoise Prévost) er alt andet end from og gudsfrygtig. Ud over at det er hende, der har orkestreret den falske anklage mod Lucita, kommer det efterhånden for dagen, at hun og flere af de ledende nonner på stedet lever et alvorligt skørlevned med både djævledyrkelse og hor.

Esteben slipper væk fra klostret, og i en periode går der De Tre Musketerer (1844) i filmen, da Esteban og hans allierede forsøger at befri Lucita fra fængslet i Sevilla med modstræbende hjælp fra Lucitas far. Men det er for sent – i mellemtiden har Fader Onorio reageret på Estebans anonyme angivelse af abbedissen i San Valentino og muret alle nonnerne – inklusive Lucita – inde i klostret.

Hans ræsonnement er, at det er bedre at lade nonnerne dø en anonym død i klostret end at udsætte offentligheden for kendskab til deres blasfemiske liv i klostret. Slutningen afslører jeg naturligvis ikke.

Solidt underholdende

Nobody expects osv. osv...

Som sagt er det meget sparsomt med klassiske nunsploitationelementer i Le scomunicate di San Valentino – en lillebitte smule lesbisk lir og lidt nøgenhed er alt, det bliver til, og generelt er filmen forholdsvis anstændig. Dette vil uden tvivl skuffe nogle, men hvis man kan se ud over dette, er Le scomunicate di San Valentino faktisk en ganske fin film. Den lidt aparte kombination af elementer fra nunsploitationgenren, Romeo og Juliet samt historisk ramasjang fungerer faktisk overraskende godt, selv om jeg gerne havde set lidt mere af den letbenede action fra filmens anden del.

Den fanatiske Fader Onorio

Der er dog ingen tvivl om, at Grieco har forsøgt at lave en forholdsvis alvorlig film. Ikke alene ved at han har nedtonet de mest ublu nunsploitationelementer, men også ved det fokus, han lægger på den gale inkvisitor Fader Onorio. Da Fader Onorio selv ender foran storinkvisitoren sidst i filmen kammer den humanistiske, og noget religionskritiske tone, dog lidt over. Det gør i sidste ende ikke det helt store, for filmen er solidt underholdende hele vejen igennem, og der er kun få stillestående passager.

Markedsføringen en ulempe

Den onde, onde abbedisse

Generelt er Le scomunicate di San Valentino pæn at kigge på, og den historiske setting præsenteres ganske troværdigt, hvilket bestemt ikke er en selvfølge for italienske film af denne støbning. Også skuespillet er generelt udmærket, selv om der da også leveres overspil – især af Corrado Gaipa som den onde, onde Fader Onorio.

Derudover er filmen kompetent filmet af den stort set ukendte fotograf Emore Galeassi, der ud over Le scomunicate di San Valentino kun har fotograferet to andre film – i øvrigt begge gange for én af italiensk films store snuskinstruktører Sergio Garrone.

Teknisk er der derfor heller intet at udsætte på Le scomunicate di San Valentino, hvis største ulempe derfor er markedsføringen. De der ser filmen i forventning om nunsploitation bliver nemlig slemt skuffet, og er man ikke i stand til at se gennem fingre med dette, vil man næppe lade sig underholde af resten af filmen. Jeg synes derimod det var ganske forfriskende at se en film, der ikke bare hoppede på vognen, og præsenterede endnu en variation af de velkendte temaer.

Le scomunicate di San Valentino er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

4 stjerner

Titel: Le scomunicate di San Valentino
Andre titler: The Sinful Nuns of St. Valentine
Instruktør: Sergio Grieco
Manuskript: Sergio Grieco
Cast: Françoise Prévost (abbedissen), Jenny Tamburi (Lucita), Paolo Malco (Esteban), Franco Ressel (Don Alonso), Corrado Gaipa (Fader Onorio)
Foto: Emore Galeassi
Klip: Mario Gargiulo
Musik: Coriolano Gori
Spilletid: 89 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 2.0
Sprog: Italiensk
Undertekster: Dansk, svensk, finsk, norsk
Produktionsland, år: Italien, 1974
Produktionsselskaber: Claudia Cinematografica
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 46 | 13/08/2009

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *