Ladyhawke

Ladyhawke, med den danske titel Ladyhawke og lommetyven, var én af to film med middelaldersetting, Rutger Hauer medvirkede i i 1985. Den anden var Flesh+Blood, og her på Planet Pulp er vi ikke i tvivl om, hvilken af de to, der er den bedste. Lige så grum, blodig og effektiv, Flesh+Blood er, ligeså tandløs, sødsupperomantisk og udynamisk er Ladyhawke.

Ret beset er Rutger Hauer ikke hovedrolleindehaveren i Ladyhawke. Det er Matthew Broderick, der da også headliner filmen, og han er da også én af årsagerne til, at Ladyhawke ikke er nogen fornøjelse. Mage til irriterende, overspillet præstation skal man lede længe efter! Men måske det var Brodericks rolle i Ladyhawke, der banede vejen for hans rolle i den overgearede firserkomedie Ferris Bueller’s Day Off (En vild pjækkedag, 1986), hvor hans evner blev brugt langt bedre.

Broderick leverede en langt mere afdæmpet præstation i WarGames (1983), og det kan være, det var den rolle, både han og instruktør Richard Donner burde have skelet til, mens de indspillede Ladyhawke.

En ond biskop, to elskende og en forbandelse

I Ladyhawke befinder vi os i Frankrig et sted i spændingsfeltet mellem middelalderen og fantasyland. Broderick spiller den unge tyv Philippe “The Mouse” Gaston, der i filmens indledning undslipper fra fangehullet under byen Aquila, hvor en skurkagtig biskop (John Wood, der også medvirkede i WarGames) regerer.

Biskoppen sætter sin håndgangne mand på jobbet med at indfange Gaston, men den kække ungersvend reddes i sidste øjeblik af en mørkklædt fremmed, der viser sig at være den tidligere kaptajn i Aquilas vagtkorps, Etienne Navarre. Fra nu af bliver Navarre og Gaston følgesvende, og langsomt finder Gaston ud af, at Navarre og hans trofaste følgesvend, en høg, er omfattet af en forbandelse.

På mystisk vis forsvinder Navarre nemlig om natten, mens en smuk kvinde, Isabeau (Michelle Pfeiffer) dukker op. Og når hun er til stede, ser vi intet til høgen. Det viser sig, at Navarre forvandles til ulv om natten, mens Isabeau forvandles til en høg om dagen. De er naturligvis elskende, men på grund af forbandelsen kan de aldrig være sammen i deres sande skikkelser.

Og ja, det er naturligvis den onde, onde biskop, der har forbandet dem. Han ville nemlig gerne selv i underkjolen på den skønne Isabeau, men hun havde kun blik for kaptajn Navarre. Og siden kirken i middelalderen stort set kun bestod af onde, djælvletilbedende bisper (stedvist suppleret af nedrige inkvisitorer, afladshandlende præster samt fedladne munke), så var der ikke langt fra jalousi til forbandelse. Hvordan skal det dog ende?

Udynamisk

Ladyhawke er en mærkeligt udynamisk film. Historien er som sådan fin nok og kunne sagtens bære en romantisk eventyr-skråstreg-middelalderfilm, men det lader lidt til, at manuskriptforfatterne ikke rigtig har vidst, hvad de skulle stille op med handlingen.

Det er ellers ikke fordi, manuskriptforfatterne er hvem-som-helster. Edward Khmara (der også har brygget baggrundshistorien sammen) har ikke været særligt produktiv, men samme år som Ladyhawke stod han også bag manuskriptet til Wolfgang Petersens fine science fiction-film Enemy Mine.

Michael Thomas er måske bedst kendt for manuskriptet til Ridley Scotts The Hunger (1983), mens Tom Mankiewicz leverede manuser til flere Bond-film i 1970’erne foruden bl.a. katastrofefilmen The Cassandra Crossing (1976). Og David Webb Peoples var med til at skrive manus til Blade Runner (1982), og senere skrev han både Clintens Unforgiven (1992) og Terry Gilliams Twelve Monkeys (1995).

Men o.k. – for mange kokke og alt det der. I alle tilfælde er Ladyhawke en langsommelig affære, der snegler sig igennem sin spilletid på knap to timer. Robin Hood-inspirationen er tydelig – og den manglende underholdningsværdi derfor også mærkelig. Den onde biskop og hans håndgangne mand er meget lig Sheriffen af Nottingham og Guy of Gisbourne. Navarre og Isabeau er meget som Robin og Marian. Og den fede munk, der hjælper med at finde ud af, hvordan forbandelsen kan hæves er meget som Friar Tuck.

Ind imellem er der nogle kampe mellem Navarre og bispens soldater (de er klassisk kanonføde) og Gaston og den fede munk konspirerer for at overbevise Navarre om, at forbandelsen virkelig kan hæves, hvilket han ikke tror på. Det burde give lidt dynamik til handlingen, men nej. En scene, hvor ulven går gennem isen på en tilfrossen sø og må reddes af de andre, burde være nervepirrende, men er drønkedelig.

Candyfloss på skive

Jeg har ingen anelse om, hvorfor det hele er så uengagerende. Ingredienserne er som sagt ikke ringe, og de kulisser og lokaliteter, filmen er indspillet på er top dollar. Men det ufokuserede manuskript er kombineret med en lad instruktion, der gør, at man til sidst virkelig bare venter på, at filmen skal være overstået.

Det er virkelig sjældent, man støder på en Richard Donner-film, der er så gabende kedsommelig som Ladyhawke. Ikke at alle mandens film er lige gode, men selv en rodebunke som Timeline (2003) er da trods alt underholdende, uanset hvor stupid den er.

En stor del af grunden til, at Ladyhawke er både halv- og helkedelig ligger i den ekstremt ufarlige middelalder, der præsenteres. Godt nok starter filmen med en hængning – bare lige for at understrege, hvor ond biskoppen er – men derudover er der ikke meget kød og blod (get it?) over Ladyhawke. Den er pæn og pussenusset og nærmest klinisk renset for blod. Havde blot kampscenerne haft lidt mere schwung, ville der have været mere at komme efter.

Men ALT er pænt og nydeligt. Billederne er pæne og nydelige. Kostumerne er pæne og nydelige. Kulisserne er pæne og nydelige. Lokaliteterne er pæne og nydelige. Det er ganske enkelt en gabende kedelig, steril middelaldervision, vi får skubbet ned i halsen. Candyfloss på skive.

Filmen må dog samtidig siges også at være teknisk pæn, selv om scenerne, hvor de to elskende forandres fra menneske til dyr eller vice versa, er ret skrabede. Rent filmhåndværksmæssigt er der ikke noget at udsætte, og det er da et lille plus i bogen. Dette gælder dog ikke for Andrew Powells aldeles forskrækkeligt rædselsfulde score, der med liberal brug af både elektriske guitarer og trommesæt er fuldstændigt upassende.

Mod Broderick kæmper selv Rutger forgæves

At Ladyhawke, ud over at være uengagerende, går hen og bliver decideret irriterende, skyldes Brodericks øretæveindbydende præstation. Han er filmens egentlige hovedperson og går og taler til sig selv – og til Gud – meget af filmen igennem. Idéen har tydeligvis været, at der skulle være lidt komik undervejs, men for det første er replikkerne ikke særligt sjove. For det andet er det en dårlig idé at lægge dem i munden på Matthew Broderick.

Mod tåber kæmper selv guderne forgæves, og mod en præstation som Brodericks kan ikke engang Rutger Hauer og Michelle Pfeiffer gøre meget. Et væsentligt problem for publikums empati her er naturligvis også, at man ikke har set kemien mellem de to, før man møder dem i henholdsvis ulve- og høgeskikkelse. Det gør det ret svært at føle med dem, for det er i sagens natur ret begrænset, hvilket samspil, der kan opstå mellem et menneske og henholdsvis en ulv og en høg.

En fadøl uden brus

Hvis man vil opleve et fint eventyrkoncept, der tabes på gulvet med et klingende hult brag, kan man roligt sætte Ladyhawke i DVD-afspilleren. Det samme, hvis man vil tvangsfodres med det mest sødsuppesterile billede af middelalderen, man kan forestille sig. Næ, se så hellere Flesh+Blood med Rutger eller Stardust (2007) med Michelle Pfeiffer – henholdsvis en middelalderfilm med slag i og et ægte eventyr. Og hvis man absolut skal se noget med Matthew Broderick, så se endelig WarGames eller Ferris Bueller’s Day Off, der begge er glimrende på hver deres måde.

Ladyhawke er den filmiske ækvivalent af en fadøl uden brus, light-sodavand eller Blå Kings. Vælg selv hvilken analogi, du bedst kan lide. Og vælg så, om det er noget, du gider udsætte dig selv for.

Anmeldt i nr. 74 | 13/12/2011

Stikord: Forbandelser, Middelalderen