La guerra del ferro – Ironmaster

Lad mig komme med en advarsel: Hvis du tror du skal se en cool fantasyfilm, som coveret lover (hvor man blandt både ser en blodig økse og en flyveøgle, der ikke har noget med filmen at gøre – men o.k., det er et cool cover), vil du blive skuffet. La guerra del ferro – Ironmaster (på dansk udgivet under titlen Jernets herre) er en mærkværdig størrelse.

En bastard

På den ene side forsøger den at være seriøs (den kommer faktisk både med en forklaring på, hvorfor menneskeheden begyndte at bruge jern og bue og pil – altså rimelig store landvindinger for et jægersamfund/hulemænd) og på anden side vil den gerne være sleaze (lidt blod, lidt bar hud, lidt mandschauvinisme og en masse grelt overspil) – og den lykkes ikke rigtigt på nogen af punkterne. Specielt ikke da den antager en anti-vold holdning!

AWE lancerer den som ”Jernets herre er en blodig blanding mellem Kampen om ilden og Conan barbaren” – og det er faktisk ikke helt ved siden af. For der er ingen tvivl om, at det netop er de to film, som manuskriptforfatterne Luciano Martino og Alberto Cavallone har haft i tankerne. La guerra del ferro – Ironmaster er desværre kun i glimt i blodig. Men den har da hulemændene og en bodybuilder i hovedrollen.

Ela, Vood og jernets herre

Vi befinder os tilbage i ”the dawn of man” – altså et sted, hvor folk ligner noget i stil med en mellemting mellem Conan the Barbarian (1982), en stenalderfestival og et herberg for hjemløse. Og samtidig er det et sted med både bøfler, abemænd, løver og dårlige kulisser – whats not to like?

En stamme har problemer: Lederen føler sig gammel og ønsker at gå på pension. Men hvem skal være arvtageren? Den onde, onde Vood (George Eastman) eller den gode, gode Ela (Sam Pasco)? Ja. Først bliver det Ela.

Men efter et vulkanudbrud (med arkivbilleder fra ægte vulkanudbrud – og der en lille kontrast her mellem billederne, men det har man nok ikke taget så tungt) finder den forviste Vood en jernstang/sværd. Og vupti, så er ”jernets herre” skabt. Vood vender tilbage, tager kontrollen og forviser Ela til den visse død blandt abemændene! Men Ela overlever og slår følge med en stamme af fredselskende stenaldermænd. Vood vil i mellemtiden overtage verdensherredømmet, og hvordan det forløber, vil jeg ikke røbe her.

Mudret

Selv det simple plot formår instruktøren Umberto Lenzi at gøre mudret. Lenzi kender vi fra ”klassikere” som Incubo sulla cittá contaminata (1980) og Cannibal Ferox (1981). I La guerra del ferro – Ironmaster virker det som om han arbejder på autopilot – hvilket, hvis man skal være grov, nok bare er måden, han arbejdede på. Det er ikke godt for filmens kvalitet, men der kommer til gengæld en masse sjove, og absurde scener ud af det. Min favorit i den sammenhæng er en scene, hvor Vood i slowmotion hopper rundt med sit sværd, mens der krydsklippes til en kampscene, vi har set kort forinden. Det giver kort sagt ingen mening, og man trækker hurtigt på smilebåndet.

Bodybuilder og den flashende barbartøs

I hovedrollen som Ela ses Sam Pasco, der aldrig før eller siden har lavet andre film. Det forstår man så også godt. Rygterne går på, at han var en homeseksuel bodybuilder – når man ser hans krop er man ikke i tvivl om det sidste. Og han spiller så horribelt ringe, at det får George ”The Body” Eastman til at fremstå som en kandidat til en Oscar. Eastman, eller Luigi Montefiori som er hans ”rigtige” navn, er en all time-favorit her på Planet Pulp. Han har medvirket i film som I nuovi barbari (1983), Porno Holocaust (1981) og Baba Yaga (1973).

I rollen som den forførende og onde Lith ses smukke Pamela Prati. I en fantastiske scene, hvor hun skal advare Vood, flasher hun sine bryster, så Paris Hilton og Tara Reid kunne tage ved lære! Men o.k., det kostume hun har fået på efterlader i forvejen ikke meget til fantasien.

Angelis-fabrikken

Musikken leveres af brødrene Guido og Maurizio De Angelis – navne som vil vække genklang hos kendere af italienske film. De har lavet musik til mere end 150 film og TV-serier af meget svingende kvalitet. I La guerra del ferro – Ironmaster hensætter scoret os til spaghetti westerns og kannibalfilm. Og det er måske faktisk meget passende!

I den store palette, der tegner billedet af den italienske filmindustri i 1970’erne og 80’erne, befinder La guerra del ferro – Ironmaster sig i den grå ende: Der har ikke været så mange penge til blod, og nøgenhed er der næsten intet af. Dog ser vi både abemænd (helt grinagtige kostumer) og nogle hulemænd, der minder om en blanding mellem zombier og spedalske. Og der er en masse kampscener, som udmærker sig ved at være meget lidt brutale – og det er ærgerligt, da det netop er i den brutale boldgade, at filmen kunne have hævet sig op (heldigvis er slutningen lidt blodig – det virker som om blodpengene var møntet på det ”store” klimaks).

En lækker skodfilm

Man skal være interesseret i skodfilm, eller italienske film fra denne periode, for at finde glæde i en film som La guerra del ferro – Ironmaster. På alle tænkelige kvalitetsskalaer fejler filmen totalt. Men hvis du, som jeg, har en svaghed for den slags film, er der ingen undskyldning for ikke skaffe dig den hjernedøde hulemandsfilm fra den italienske mødding.

La guerra del ferro – Ironmaster er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 66 | 13/04/2011

Stikord: Italian Cinema