Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Løjtnant Blueberry 3: Ensomme Ørn

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Løjtnant Blueberry 3: Ensomme ØrnTredje bind i Løjtnant Blueberry-serien, Ensomme Ørn, er en hæsblæsende og suverænt underholdende westernhistorie, der fungerer som en direkte fortsættelse af det foregående album, Torden i vest.

Ved afslutningen af Torden i vest var Blueberry sluppet væk fra Mescaleroindianernes lejr med Jim Stanton; drengen hvis bortførelse Apacherne havde fået skylden for, hvilket igen førte til begyndelsen på de blodige kampe mellem indianerne og soldaterne fra den amerikanske hær. Nu har Blueberry beviset for, at Apacherne i virkeligheden var uskyldige, og måske kan det nu lykkes at få bilagt stridighederne ved forhandling.

Ved begyndelsen af Ensomme Ørn bliver Blueberry og Jim Stanton fundet af en patrulje fra det relativt nærliggende Fort Quitman i Texas. Blueberrys hest er død, og han og drengen har søgt tilflugt i et lille stykke kratbevoksning i ørkenen.

En chance for fred

Forsideplanchen til 'Ensomme Ørn' fra Egmont/Serieforlagets 'Blueberry: Fort Navajo'-bog

Da de ankommer til Fort Quitman, orienterer Blueberry straks den øverstbefalende om situationen. Selv om obersten er tvivlsom over for muligheden for at trække Apacherne til forhandlingsbordet, vil han ikke forhindre Blueberry i at gøre forsøget. Men beslutningen er ikke hans – det er general Crook, Blueberry skal have fat på, og han befinder sig i Camp Bowie i Arizona.

Nu forholder det sig heldigvis sådan, at oberst Birdling er i færd med at organisere en eskorte til en ammunitionstransport, der kommer fra Dallas og som netop skal til Camp Bowie, hvor generalen er i færd med at samle en hær.

Idet obersten i Fort Quitman har mangel på mandskab giver han Blueberry kommandoen over eskorten, og snart er Blueberry på vej længere mod øst for at møde ammunitionsvogntoget i Pecos. Det sker sammen med 30 kavalerister fra Fort Quitman, deriblandt den farverige sergent O’Reilly og indianerspejderen Quanah-Kun-Eet Øje.

Forræderi

Ankomst til Fort Quitman, Texas

Da eskorten ankommer til Pecos begynder de mystiske begivenheder. Der er indbrud i en af ammunitionstransportens vogne, uden at noget bliver stjålet, og Blueberry godt regne ud, at indbruddet nok bare dækker over, at nogen gerne ville vide, hvad transporten består af – Apacherne.

Med en mistanke i baghovedet sætter Blueberry ud igen, og nu går vejen tilbage mod vest, nord om Fort Quitman og helt til Camp Bowie. Det skal imidlertid vise sig at blive en alt andet end begivenhedsløs tur. Blueberry er ikke tabt bag en vogn og i stedet for at tage den nemmeste og mest oplagte rute, beslutter han sig for at tage en langt mere besværlig vej. Samtidig iværksætter han en snedig afledningsmanøvre, der skal få eventuelle forfølgere på vildspor, og købe hovedgruppen tid til at nå frem til Camp Bowie.

Blueberry møder sin kommende nemesis, indianeren Quanah

Der går dog ikke lang tid, før det går op for Blueberry, at indianerspejderen Quanah ikke har rent mel i posen, og han har lynhurtigt indianeren mistænkt for at sætte spor, der kan føre Apacherne på sporet af ammunitionstransporten. Og rigtigt nok er Quanah da heller ikke den, han udgiver sig for. Han er faktisk høvdingen Ensomme Ørn, der er gået undercover hos blåfrakkerne for at hjælpe sit folk.

Samtidig må Blueberry trækkes med den whiskeyglade irer O’Reilly, og netop af den grund bliver missionen bragt i fare. Da det lille hold, der var sendt ud for at organisere afledningsmanøvren, ikke dukker op på det aftalte mødested, rider Blueberry og en lille gruppe tilbage for at finde dem, og Blueberry efterlader O’Reilly som øverstkommanderende i sit fravær. På trods af Blueberrys formaninger om ikke at stole på Quanah, gør O’Reilly naturligvis præcis det, og det får ganske alvorlige konsekvenser.

Om ammunitionstransporten når frem til Camp Bowie, og om Blueberry når frem tids nok til at få generalens tilladelse til at forsøge mægling, må I selv læse jer til i Ensomme Ørn – og det kan varmt anbefales!

Klassisk set-up og fremragende pacing

Ammunitionstransporten på vej gennem ørkenen

Endnu engang præsenterer Charlier os for en handlingsmættet historie, der derudover er ekstremt spændende og glimrende omsat i billeder af Giraud. Set-uppet er klassisk: Vi ved, at ammunitionstransporten er udsat, og at den er på vej direkte ind i fjendeland. Tilmed begynder vi, som læsere, igennem Blueberry at mistænke Quanah, og den endelige bekræftelse får vi på et tidspunkt, hvor Blueberry ikke er til stede til at redde dagen!

Vognborg på klassisk westernmanér

Denne del af historien, de første omkring 15 sider, er intens og med en glimrende anspændt stemning. Efter at læserne har fået sikkerhed for Quanahs loyaliteter, bliver historien endnu mere spændende, for nu ved læseren, at Quanah har signaleret til sine Apache-venner og samtidig, at han fører den naive sergent Reilly i en fælde. Efter en fin actionsekvens, bliver resten af albummet til en hektisk flugthistorie, hvor kavaleristerne forsøger at nå frem til Camp Bowie, før Apacherne indhenter dem på ny.

Det er med andre ord pacingen, der gør Ensomme Ørn til en så underholdende historie, som den er. Det er helt tydeligt, at der er fokus på spændingselementet, og de mere vidtgående plotdele har ikke den helt store rolle at spille i selve albummet – også selv om det naturligvis er dem, der er baggrund for, at Blueberry i det hele taget er på vej til Camp Bowie.

Velfungerende klichéer

Den fordrukne sergent O'Reilly får en opsang af Blueberry

Som spændingshistorie fungerer Ensomme Ørn eminent, og de mange klassiske westernelementer er også fint inkorporeret. Her er det naturligvis konceptet omkring et vogntog med kavalerieskorte, der er ganske klassisk, og hvis man håber på at se en ægte vognborg, ja så går man heller ikke forgæves! Det er naturligvis til en vis grad klichéer, men Charlier og Giraud har endnu engang held med at få det hele til at virke så autentisk, at man æder klichéerne uden for alvor at tænke over det. En af de tykkere klichéer er den fordrukne irer O’Reilly, men selv han fungerer fint i konteksten – og så giver han historien nogle af dens få komiske øjeblikke.

For Ensomme Ørn er, ligesom serien generelt, ganske alvorlig, og det flyder ikke med sjov og ballade. Der er naturligvis lidt humor hist og her, men den er sparsomt anvendt og netop derfor så velkommen, når den rent faktisk er der. Den seriøse tilgang, Charlier og Giraud lægger for dagen er selvfølgelig også med til at styrke det autentiske indtryk, og det højner spændingsniveauet betragteligt.

Med Ensomme Ørn nåede Charlier og Giraud et foreløbigt højdepunkt med deres stadigt unge serie, men historien om indianerkrigene var langt fra slut endnu. Den fortsatte i næste bind i serien, Dødens hovslag.

5 stjerner

Titel: Ensomme Ørn
Originaltitel: L’aigle solitaire
Seriens titel: Løjtnant Blueberry
Seriens originaltitel: Blueberry
Forfatter: Jean-Michel Charlier
Tegner: Jean Giraud
Albumlængde: 46 sider
Dansk oversættelse: Inge Då
hvid
Udkom første gang på fransk som føljeton i bladet Pilote (nr. 261-285) i 1964.
hvid
Udkom første gang som album i Belgien i 1967.
hvid
Udkom første gang på dansk som føljeton i seriebladet fart og tempo fra nr. 13, 1970 til nr. 22, 1970.
hvid
Udkom første gang som album i Danmark i 1978 på Serieforlaget.
hvid
Anmeldelsen er baseret på den udgave af Ensomme Ørn, der indgår i Egmont/Serieforlagets bog Blueberry: Fort Navajo (2006) (Blueberry Bog 2).
hvid
Publiceringsdetaljer hentet fra ComicWiki og BDoubliees.com.

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/03/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *