Claus Jacobsen
Ingen kommentarer

Koncertanmeldelse: GWAR – The Rock, 11/4-2007

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Man kan ikke komme uden om, at GWAR's koncert på The Rock var en oplevelse, og at GWAR er et vaskeægte fænomen. Så må man bare afgøre med sig selv, om man synes det er sjovt, skrækkeligt, kedeligt, plat eller dumt.

GWAR som de tager sig udDet sker ofte, at bands bliver omtalt som et fænomen, så som “fænomenet Metallica” eller “fænomenet Nik & Jay”, hvor det måske egentlig bare bliver brugt for at variere sproget og gøre teksten lidt mere spændende. Men i tilfældet GWAR må man sige, at ordet for en gangs skyld kommer til sin ret.

At beskrive GWAR som andet end et fænomen ville ikke være tilstrækkeligt. Det ville simpelthen ikke dække, ikke være bredt nok til oplevelsen og det kulturelle fænomen, der er GWAR, med alt hvad dertil hører af trashpunk-metal, sceneshows med enorme mængder blod, slim, groteske latexmasker, våben og pikke samt et ironiserende sado-tegneserieunivers.

Onsdag den 11. april besøgte fænomenet GWAR Danmark, nærmere bestemt spillestedet The Rock i København. Det er der faktisk ikke noget specielt usædvanligt i, for GWAR har besøgt Danmark mange gange i løbet af deres lange karriere, men det var altså første gang, at undertegnede fik lejlighed til at opleve dem.

Konceptband fra starten
Balsac kan åbenbart nogle trick med sin hjelm... ohh kæber mener jeg.

Balsac kan åbenbart nogle trick med sin hjelm… ohh kæber mener jeg.

Bandet opstod oprindeligt i 1985 i Richmond, Virginia, ud af resterne af punkbandet Death Piggy og kunstnergruppen “The Slave Pit” fra Richmonds kunsthøjskole, der sammen skulle lave filmen Scumdogs of the Universe.

Filmen blev i første omgang ikke til noget, men til gengæld opstod bandet GWAR ud af processen. GWAR var et konceptband lige fra starten, og de vanvittige scene-identiteter og latexdragter var da også med helt fra begyndelsen. Faktisk ville det nok være mest rigtigt at sige, at latexdragt-identiteterne ER GWAR.

GWAR’s første udspil er fra 1987, og hedder Hell-O (udgivet af Shimmy Disc Records). Den er der nok ikke mange, der kender, for det var først med deres senere plader, at de begyndte at slå igennem. Med Scumdogs of the Universe fra 1990, der udkom på det større pladeselskab Metalblade, gjorde de sig for alvor bemærket.

Men dér hvor de klarest træder ind i min, og nok også en del andres bevidsthed, er dog med deres America Must Be Destroyed-plade fra 1992. Fra denne skive blev nogle af deres bloddryppende videoer blandt andet vist i MTV’s superpopulære Beavis & Butthead-show.

Op gennem halvfemserne og videre på den anden siden af år 2000 har GWAR forsat med at udgive plader, der bl.a. andet bærer titler som This Toilet Earth, Carnival of Chaos, We Kill Everything og Violence Has Arrived. Derudover har de også medvirket/optrådt i The Jerry Springer Show (surprise!), og de har faktisk været nomineret til en Grammy for videoopsamlingen Phallus in Wonderland – tro det eller ej. I 2006 udkom deres seneste plade, Beyond Hell, den tiende i rækken, hvilket også er grunden til deres koncert i Danmark.

Hvidklædte fans
Balsac The Jaws of Death i fuld figur.

Balsac The Jaws of Death i fuld figur.

Tilbage til koncerten. Allerede før det hele rigtig begynder, kan man se, at dette er en lidt anderledes koncert. For mens vi står i kø langs med Skindergade for at komme ind på The Rock, bliver det tydeligt, at der i køen, ud over den sædvanlige heavy-mundering, også er en del folk klædt helt i hvidt, nogle endog i hvide jakkesæt. Dette er naturligvis de mere hardcore GWAR-fans, der til koncerterne klæder sig i hvidt for bedre, eller i hvert fald tydeligere, at kunne blive indsølet i alt det blod, som bandet sprøjter ud fra scenen.

Der er ikke noget opvarmningsband til koncerten. Det kan vel skyldes to ting. For det første at koncerten er på en hverdagsaften, så der ikke er nogen grund til at trække tingene i langdrag, for folk skal jo tidligt op og på arbejde i morgen. Den anden grund kunne være, at det simpelthen ikke ville gå rent pladsmæssigt. Alt GWARs udstyr fylder for meget på scenen i forhold til at et andet band skulle være dér. Det ville helt sikkert tage alt for lang til at stille det hele op, efter et opvarmningsband havde spillet.

For da GWAR går på scenen forholdsvis kort tid efter at dørene er blevet åbnet, kan de næsten ikke selv være på The Rocks skæve og smalle scene med alt deres isenkram. På scenen bestod udsmykningen blandt andet af kranier og bannere over trommesættet (her snakker vi krigsbannere, ikke fodboldbannere).

Ud over selve sceneudsmykningen var der også på scenens højre side sat to bemalede stofskærme op, der dækkede, så publikums nysgerrige blikke ikke kunne se GWAR’s backstagehemmeligheder. Det var fra bag disse skærme, at hvert monster dukkede op og forsvandt tilbage igen. Stofskærmene dækkede også over pumpecentralen til teaterblodet, som gennem let skjulte kabler blev pumpet ud til kostumerne på scenen.

Direkte til Helvede
Blodbestænkte fans.

Blodbestænkte fans.

Ved selve koncertens start erklærer forsanger Oderus Urungus, at vi, publikum, er blevet teleporteret med GWAR direkte til Helvede, og vi vil nu følge dem tværs ned gennem det. Oderus Urungus fremstår, ifølge GWAR’s egen hjemmeside, som en “intergalactic humanoid barbarian” med et tentakelagtigt skæg, horn i panden, spidse ører, gigantisk skulderrustning med pigge, netstrømper og en kæmpestor, fiskeagtig pik, som har sit eget navn: The Cuttlefish of Cthulhu.

Med sig har Oderus naturligvis de resterende medlemmer af GWAR. Guitaristen Flattus Maximus, kendetegnet ved et voldsomt rødt ansigt, hvide dreadlocks og stort dragehovedlignende skulderpanser. Jizmak Da Gusha, trommeslageren, der af udseende mest minder om en stor, flået hund med knoglespidser, der stikker frem overalt ud af det blottede kød.

Den anden guitarist, Beefcake the Mighty, er kendetegnet ved at være klædt i en rustning, der minder om en romersk legionærs. Og endelig består bandet også af bassisten Balsac the Jaws of Death, hvis ansigt, som navnet antyder, egentlig blot er en enorm, metallisk klosaks.

Deres egen mytologi
En af GWARs slaver er i gang med at gore klar røvpulingen/spidningen af politisvinet.

En af GWARs slaver er i gang med at gore klar røvpulingen/spidningen af politisvinet.

GWAR har selvfølgelig deres helt egen, ret-så-langt-ude-mytologi, der forklarer, hvem disse væsner er, og hvor de kommer fra. Den korte udgave er, at GWAR er en gruppe af intergalaktiske elitekrigere, “The Scumdogs of the Universe”, skabt af verdens hersker, “The Master”, for at bringe krig, død og ødelæggelse overalt.

Dog gik det naturligvis på et tidspunkt galt for “The Master”, og GWAR gjorde oprør mod deres herre. Dette skete for mange millioner år siden, og endte med at “The Master” lod GWAR blive fanget på jorden, nedfrossen i Antarktis’ is. Men naturligvis bryder GWAR fri derfra, sådan cirka på det tidspunkt, hvor hårlak-metal bliver stort i firserne. Så begynder de deres korstog for at generobre verdensherredømmet. Denne gang med vold og død samt musik!

Faktisk er der en eller anden form for handling eller temmelig langt ude gennemløbende historie på hver eneste af GWAR’s CD’er og videoopsamlinger. For de hårdkogte fans passer alt dette ind i en større mytologi, men jeg tror det rækker for vores vedkommende med beskrivelsen ovenover.

Historien på deres nyeste plade Beyond Hell er, at GWAR stiger ned gennem Helvede for til sidst at ordne Satan selv, og det er netop den handling, som Oderus Urungus hentyder til ved koncertens begyndelse og som også er koncertens “handling” på scenen, om man så må sige.

Besøg af Hitler, George Bush og Nazipaven
Frontmonsteret og forsangeren for GWAR, Oderus Urungus.

Frontmonsteret og forsangeren for GWAR, Oderus Urungus.

Men før vi overhovedet når ned i Helvede, dukker første “gæst” op på scenen. Gæsten er, naturligvis, Hitler! Med brun skjorte, armbind, sideskilning, overskæg og hele pibetøjet. Men GWAR er da helt klart meget ondere end Hitler, så ham slagter de da bare, så blod og tarme flyver ud over det hele, og koncerten kan forsætte imens for fuld musik.

Der går dog kun et par numre, før den næste latexdukke-“gæst” dukker op. En selvretfærdig politimand, der også samtidig er en gris (en “pig”), prøver at stoppe GWAR fra gennemføre koncerten. Resolut tager bandet den lille latexgris og røvknepper/spidder ham på en pæl, der ender med at komme ud af hans mund, hvorefter han hængende på den bliver båret af scenen. Og sådan forsætter det hele koncerten igennem.

Med tre-fire sanges mellemrum dukker der en ny gæst op på scenen, som Oderus Urungus kort har en dialog med, hvorefter denne på den ene eller anden måde bliver revet i småstykker af GWAR og deres slaver, så blod, slim og alt mulig andet flyver i kaskader ud fra scenen. Blandt disse skal nævnes George W. Bush, der er fuld (han drikker Carlsberg, kan vi berette) og dum og “nazi-Pope Ratzinger”, som Oderus kalder ham, i fuld pavedragt med svastikaer og tyk, tyskamerikansk accent. Dette afsluttes med, at vi når til bunden af Helvede og Satan selv dukker op som den største af alle latexdukker (på 3-4 meter), som GWAR naturligvis også ender med at maltraktere.

Stor udskiftning
George W dukker op på scenen.

George W dukker op på scenen.

Rollerne i GWAR som Flattus Maximus, Balsac the Jaws of Death, Beefcake the Mighty og Jizmak Da Gusha samt andre løst optrædende figurer har gennem tiderne været beklædt af mange forskellige gennem bandets over tyveårige historie. På kryds og tværs er det over tredive forskellige mennesker, der gennem tiden har været inden over. Flere af dem har skiftet og spillet forskellige roller i bandet.

Den eneste der har været med fra starten, og hvis rolle kun er blevet “spillet” af en person, er forsanger Oderus Urungus, bag hvem gemmer sig Dave Brockie, som må siges at være GWAR’s hovedmand. Desværre var en af de næsten faste inventardele i GWAR-showet, The GWAR Woman, Slymenstra Hymen, ikke kommet med over Atlanten.

Hun holder for øjeblikket en lille pause fra GWAR for i stedet at turnere rundt med sit alter egos show, The Girly Freak Show, hvor hun spyr ild, ligger på søm og har næsten-bare patter, ligesom i hendes tid med GWAR.

For hårdkogte fans og store nørder
Hitler dukker op på scenen.

Hitler dukker op på scenen.

Det siger sig selv, at et fænomen som GWAR ikke kan nøjes med begrænsede medier som optræden, musik og film, men nødvendigvis må flyde over i andre områder. Således udkom der på et tidspunkt en GWAR-tegneserie lavet af Slave Pit-kollektivet. Der findes også en enorm mængde af alskens merchandise, hvoraf GWAR havde et udvalg med på The Rock, blandt andet en ret stor, dyr og detaljeret Beefcake the Mighty-statue, og der er naturligvis også blevet lavet en actionfigurserie.

I slutningen af halvfemserne besluttede figur- og spilfirmaet DemonBlade Games, der på det tidspunkt blandet andet havde lavet Shock Force og Legions of Steel, sig for at lave et GWAR-figurkrigsspil. Begge DemonBlades forrige spil læner sig tæt op ad Games Workshops 40k-univers, og der passede GWAR jo fint ind.

Der blev da også udgivet et sæt grundregler med titlen GWAR: Rumble In Antartica og lavet nogle figurer, før DemonBlade Games gik nedom og hjem. Så GWAR er virkelig et band for de hårdkogte fans og store nørder.

I’m so tired of this fucker
Koncertens start. Bemærk alle de fine, rene, hvide t-shirts blandt publikum.

Koncertens start. Bemærk alle de fine, rene, hvide t-shirts blandt publikum.

Selve koncerten sluttede egentlig med Satans nedlæggelse, men naturligvis spiller GWAR ekstranumre. Før de går i gang igen, dukker Osama Bin Laden op på scenen og står og vrøvler på et uforståeligt sprog (o.k., ikke et sprog, men bare “ulabula-ulabula-ulabula). Oderus siger resolut og kort “I’m so tired of this fucker” og river skægget af ham, så Osamas underkæbe bliver blotlagt og han begynder at bløde ud over det hele.

Derefter går ekstranummersettet i gang. Den store finale på GWAR-koncerten er, da en kæmpe penisagtig, blod- og slimkanon af latex-kød bliver kørt ind på scenen og får ordre til at skyde på alle. Hvilket så bliver gjort, og så kan vi alle gå trætte og blodindsølede hjem.

Lidt sjovt og lidt kedeligt plat
Nazi-pope Ratzinger skåret op.

Nazi-pope Ratzinger skåret op.

Men var det så godt? Det er et godt spørgsmål. Ligesom GWAR er et fænomen, så var koncerten i hvert fald en oplevelse. Det blev måske lidt trættende i længden, når man først havde set gimmicken; det var jo stort set det samme der skete. Og faktisk var vi herfra nok lidt skuffede over, at nogle af latex-smadrefigurerne ikke så bedre ud, end de gjorde.

Hvad overraskede var dog mængden af loyale GWAR-fans, der med deres hvide T-shirts ihærdigt kæmpede for at komme op foran og blive overdænget med blod. Men det var der overraskede mest ved fansene var dog, at de tydeligvis kendte alle numrene og kunne synge med. Og her gik vi og regnede med, at GWAR bare var et gimmickband, men nej: Folk hører åbenbart deres GWAR-plader, og det selv om GWAR stilmæssigt har bevæget sig rundt i alt fra røvballerock, trashmetal, glam-agtigt hairmetal, synthesizer-metal og firser hardcore punk. Respekt til fansene; de må have en bred smag og et åbent, gore-elskende sind.

Hvad angår koncerten, så var det en oplevelse, det kan man vidst ikke komme uden om. Ligesom man heller ikke kan komme uden om, at GWAR er et fænomen. Så må man bare afgøre med sig selv, om man synes det er sjovt, skrækkeligt, kedeligt, plat eller dumt. Jeg står stadig og vakler mellem lidt sjovt og lidt kedeligt plat.

3 stjerner

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *