Claus Jacobsen
Ingen kommentarer

Judge Dredd: The Pit

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Judge Dredd: The PitI Mega-City Ones værste område, med øgenavnet The Pit, sættes Judge Dredd ind for at genoprette orden og rydde op i områdets anløbne dommerstand. Dette går selvsagt ikke stille af, og det er bestemt ikke nogen nem opgave. Albummet er solidt og spændende, men desværre er den ene af tegnerne faretruende tæt på at ødelægge historien.

Forfatteren til The Pit er den i Dredd– og 2000 AD-sammenhænge legendariske John Wagner. Han er som bekendt Judge Dredds skaber, og har stået bag langt størstedelen af alle Dredd-historier, der er skrevet, samt et utal af andre 2000 AD-karakterer og historier foruden tegneserieforlægget til filmen A History of Violence (2005). I modsætning til de meget korte, men kontante Dredd-historier i Case Files-samlebindene, er The Pit ikke en opsamling, men en lang fortælling gennem et helt album, som vi kender det fra andre Dredd-albums som Origins og The Chief Judge’s Man, der begge for øvrigt også havde Wagner i forfattersædet.

Dredd i dommerstandens rendesten/mødding

Selve albummets handling går i korte træk ud på, at Judge Dredd bliver indsat som chef og afdelingsleder for Sector House 301, bedre kendt som The Pit. Grunden til, at området hedder The Pit skyldes ikke blot, at det er særdeles fattigt, nedslidt og plaget af kriminalitet, men også at selve sektorhuset, altså det lokale dommerhovedkvarter, fungerer som en form for dumpingsted for Mega-City Ones dommerstand. Det er her alle afvigerne, de anløbne i kanten, de utilpassede og de uduelige dommere bliver beordret hen, efter at have klokket tilstrækkelig mange gang i det. Dette er sidste station, før man enten helt bliver smidt ud, sendt til straffekolonien på Titan eller skal tage sin afsked og The Long Walk ud i The Cursed Earth. Her bliver de så placeret, fordi man vurderer, at her kan de ikke gøre specielt meget mere skade. Det kan ikke bliver være, end det er i forvejen.

Men dette har The Justice Department nu besluttet, at der skal der laves om på. Derfor sender de deres bedste mand, eller i hvert fald den hårdeste og mest kompromisløse blandt dommerne, nemlig Dredd, til stationen for at rydde op som stationsbestyrer. Han skal sætte skik på området, få smidt de værste dommere helt ud eller i fængsel, og få de resterende på mærkerne igen, så de lever op til Mega-City Ones dommerstandard. Dette er i kortest mulige træk selve grundhandlingen i albummet. Når det er sagt, så lad os lige gå lidt i dybden med, hvordan historien er fortalt.

De virkelige hovedpersoner

Dredd som Carlos Ezquerra tegner ham

For nok er Dredd seriens og albummets hovedperson, men kigger man på albummet, er det begrænset, hvor meget ”screentime” han så at sige har i dette album. Det er simpelthen begrænset, hvor meget vi egentlig ser til og følger Dredd. I stedet er det alle de andre dommere i The Pit, vi følger, og hvis baggrund og historier vi får en beskrivelse af. De har naturligvis alle sammen hver deres problem og hemmelighed, og spørgsmålet er så, om de overlever albummet ud, og om de vender tilbage til dydens, det vil sige lovens og Dredds, meget smalle sti, eller om de forråder deres kollegaer til den kriminelle underverden i Mega-City One, der prøver at gøre The Pit til deres helt egen zone, uden dommere.

Vi har den psykisk vaklende og pilleslugende dommer Ming Lee, selvtægtsdommerne Giant og den vanvittige Priest, der slår ihjel for at forhindre ny kriminalitet, mystiske DeMarco, der som den eneste er blevet overført til The Pit på eget initiativ, den vattede og gamle overdommer Garvel, den bundkorrupte Interne Affære-dommer Roth, samt endelig undercoverdommeren Guthrie, der nu er på flugt, fordi han har dræbt andre dommere, men som virker til at være nøglen til at komme til bunds i stationens råddenskab, hvis han altså har rent mel i posen.

Jeg har været inde på dette fænomen før i mine anmeldelser af Judge Dredd-serien, nemlig at Dredd-karakteren for så vidt slet ikke fungerer som seriens hovedperson – det er han alt for endimensional, firkantet, regelret og uforanderlig til. I stedet er det for det meste de karakterer, som dukker op i den enkelte Dredd-historie, der har funktionerne som man traditionelt ville forbinde med en hovedperson. Nemlig at det er deres perspektiv, man ser handlingen ud fra, det er deres handlinger og motiver man får forklaret, og det er dem, man emotionelt bliver forbundet til og føler noget for.

Derfor er Dredd langtidsholdbar

Rogue-dommeren Guthrie bliver anholdt af Dredd i Colin MacNeils skarpe computerstreg

Det træk er hverken snyd eller en fejl ved serien, men derimod den afgørende lille geniale ide, der gør at Judge Dredd-serien er langtidsholdbar, og har været i stand til at køre med nye historier i hver uge, hvert prog af 2000 AD-bladet, uden at forfalde, falde til jorden eller blot få fansene til at få nok og blive trætte af serien. For den løser en af de helt centrale problemer enhver længere serie står over for, uanset om dette er i tegneserie-, roman-, film- eller TV-form. Nemlig hvordan man sikrer at den hovedkarakter, der tiltrækker og fanger publikum, vedbliver med at være den samme uden at forandres, og uden at død eller gå under, samtidig med at serien er lige spændende i hvert afsnit, og ikke går hen og bliver forudsigelig på en kedelig måde. Et trick mange andre serier kunne lære af.

Dredd er altså kun seriens omdrejningspunkt som den uundgåelige urkraft, der er loven i Mega-City One, og som den nødvendige afslutning på hver historie, som læseren ved må komme. Det er ikke Dredd, man emotionelt lever sig ind i, med undtagelse af de tidspunkter, hvor han som hævner bringer retfærdighed til et ualmindeligt dumt svin, der har fortjent den helt store tur. Dette betyder dog ikke, at læserne ikke har nogen at identificere sig med og leve sig ind. Det er som oftest gennem de personer, der af den ene eller anden grund er fanget i historien, at indlevelsen kommer.

I dette album er det så de anløbne dommere i Sector House 301. Den smarte finte i Dredd-historierne er, at man bestemt ikke er sikker på, at disse karakterer overlever historiens handling, og dermed er spændingen bevaret. Faktisk er det meget muligt, at det er Dredd selv i sin kompromisløse udøvelse af loven, der udsletter historiens hovedkarakterer. Således er det også i The Pit, hvor man hele tiden har på fornemmelsen, at Dredd kan finde på at udslette hele sektorhuset, ja måske hele sektoren for at rydde op én gang for alle. Usikkerheden om hvad der kommer til at ske er på bedste vis bevaret.

Historien i The Pit er blodig, størstedelen af de dommere, man bliver præsenteret for, bliver udryddet igennem albummet, og samtidig er historien spændende: der er tale om god underholdning med smæk for skillingen. Man er hele tiden i tvivl om hvilken side af loven, de forskellige dommere vælger at være på.

Problemer i tegne-land

Dommerparet Lee og DeMarco i Sullivans streg

John Wagner kan bestemt sit kram, men her kommer vi til et af albummets største problemer, også historiemæssigt, nemlig tegnerne. Det viser sig nemlig, at en tegneserieforfatter aldrig er bedre end at en tilstrækkeligt dårlig tegner kan ødelægge historien. Det er trods alt tegningerne, der formidler historien i sidste ende. Det er 2000 AD-veteranen Carlos Ezquerra, der også sammen med Wagner har skabt Dredd-figuren, som har tegnet størstedelen af albummet. Og heldigvis for det. Ezquerra leverer nemlig den vanlige kvalitet i sin karakteristiske stil, præcis som han har gjort de sidste 30 år for 2000 AD. Ezquerra genopfinder hverken sig selv eller tegneserien, men han er klart den bedste af albummets fire tegnere.

Lee Sullivan og Colin MacNeil, der ikke har nævneværdig karrierer ud over at have tegnet et par forskellige serier til 2000 AD, kommer på en delt andenplads. Ingen af dem er jeg umiddelbart begejstret for, men de er heller ikke skrækkelige. Sullivans stil er mere detaljeret og håndtegnet, mens MacNeils stil er ret skarpskåret og clean, og man kan tydeligt se, at han bruger en computer i sit arbejde. Det gør den sidste tegner, Alex Ronald, også, og ligesom ved MacNeil er hans billeder også lidt stive. Det er dog meget værre ved Ronald, måske fordi, at det virker som om han har tegnet direkte henover eller arbejdet ud fra fotografier. Men det er heller ikke direkte det, der gør Alex Ronald til så dårlig en tegner, at han er ved at ødelægge hele albummet.

Ronald er ved at ødelægge alt

Alex Ronalds underlige og usammenhængede frames

Det er nærmere det at Ronald på helt forunderlig vis ikke er i stand til at formidle en historie mellem sine billeder. Der er ikke nogen forståelig handling mellem de forskellige frames! Dette lyder måske underligt, og når man ser på det eksempel på hans arbejde, der er i denne anmeldelse, tænker man nok: ”det er da ikke så slemt”. Men det er det! Handlingen bliver nærmest uforståelig, når Ronald kommer på banen. Hvad der sker fra det ene billede til det andet hænger ikke sammen, og har ingen dynamik. Ronald formår slet ikke at give en følelse at action i de scener, hvor det er nødvendigt, og til tider synes selve historieforløbet at blive til vrøvl.

Det bliver heller ikke bedre af, at Ronald har en forkærlighed for at tegne dommerne bagfra, så man kun kan se bagsiden af deres hjelme (måske fordi det er lettere for ham at tegne dem sådan). Generelt virker problemet til at være, at Alex Ronald måske har taget billeder, han har skabt og så forsøgt at sætte dem ind, hvor det måske passer i forhold til historien. Det er svært for mig her at videregive, hvordan Ronalds tegninger er i stand til at skabe noget virkeligt vrøvl ud af John Wagners historie. Det skal næsten opleves, eller også skal det egentligt ikke, for det var nærmest ved at ødelægge The Pit for mig. I hvert fald er det nærmest en pinsel for mig at læse de passager, Alex Ronald har tegnet.

Helt overordnet er The Pit bestemt ikke noget skidt album. Det er solidt arbejde fra begge de gamle og rutinerede arbejdsheste John Wagner og Carlos Ezquerra. Action, vold, satire og de klassiske 2000 AD-plottwists holder én fanget, og gør albummet til god underholdning. Alex Ronalds manglende evner som tegner er dog lige ved at ødelægge albummet, men heldigvis kun lige ved, for lykkeligvis er der ikke meget med ham. Men det havde været et meget bedre album uden Alex Ronald.

Judge Dredd: The Pit er venligst stillet til rådighed af Rebellion.

4 stjerner

Titel: The Pit
Seriens titel: Judge Dredd
Forfatter: John Wagner
Tegnere: Carlos Ezquerra, Colin MacNeil, Lee Sullivan & Alex Ronald
Albumlængde: 192 sider
hvid
Albummet udkom i januar 2009, og består af materiale, der første gang blev trykt i 2000 AD, progs 970-999 i årene 1995 og 1996.

Anmeldt af: Claus Jacobsen | 13/04/2009

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *