Claus Jacobsen

Judge Dredd: The Complete Case Files 10

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Judge Dredd: The Complete Case Files 10Endnu et mastodontalbum i den komplette udgivelsesserie med vores allesammens voldelige yndlingsfremtidsfacist, stenansigtet Judge Dredd. Et album, der ikke helt lever op til det foregående, men som stadig er en lækkerbisken, sprængfyldt med skarpe historier, vold, vanvid, action og underholdende satire.

Complete Case Files-serien fra Rebellion er som et tonstungt godstog der bare forsætter med at knokle derudaf. Den hamrer derudaf med det ene monstrøst tykke album efter det andet. Dette tiende bind i serien dækker over årene fra 1986 til 1987, og er ligesom sin forgænger en moppedreng på 384 sider fyldt med korte Dredd-historier. Det foregående bind fik topkarakter, da jeg anmeldte det her på Planet Pulp.

Kort er godt

Dredd slår hårdt tilbage på Stan Lee - i Barry Kitsons streg

En af de kvaliteter jeg fremhævede ved det var, at albummet kun bestod af forholdsvis korte historier. Der var ingen lange sagaer, der dominerede albummet, blot en stor mængde skarpe, korte historier, hvori man blev ført vidt omkring og hvor der var noget for alle. Det tiende bind har sådan set den samme kvalitet som sin forgænger. Det har nemlig heller ikke én stor historie, der dominerer bindet, men er blot en samling af en mængde korte Dredd-historier. Hvilket vil sige, som jeg skrev i sidste anmeldelse, egentlig en masse historier om den vanvittige gigantby Mega-City One, der i sin kerne er et troldspejl af vores moderne virkelighed.

Kevin O'Niells vilde og kaotiske udgave af Dredd

Alligevel kan jeg ikke give bind 10 en ligeså exceptionelt god karakter som bind ni. Dette skyldes simpelthen, at historierne ikke alle er af samme høje kvalitet eller lige så underholdende skarpt skåret, som de var i det niende bind.

I bind 10 er historierne i langt højere grad af en mere svingede kvalitet. Her er både gode og dårlige historier, og de gode historier, der er i overtal, gør også, at dette bestemt ikke er noget dårligt album, langtfra. Men der er ikke samme stabilitet som i bind ni, da der i bind 10 er enkelte historier, som falder helt igennem. Så som den platte, metaselvrefererende og meningsløst kedelig julehistorie ”A Real Xmas Story”, der for øvrigt er tegnet ganske udmærket af Cliff Robinson. Den er så absolut albummets lavpunkt, men heldigvis er den kun 10 sider lang. På samme måde er det nok ikke alle, der vil synes at de selvrefererende ”What if…”-en-siders reklamer til sidst er lige morsomme (idéen bag dem er f.eks. ”hvad nu hvis Judge Death lavede reklame for et bolche der hed ”Tombs”, haha”).

Wagner vs. Grant

Michael Jackson vender tilbage til en sidste turne i Mega-City One i Garry Leachs streg

Det er igen John Wagner og Alan Grant der, ligesom ved de foregående bind, har stået for alle historierne. De har nu droppet pseudonymet T.B. Grover, som de ellers have skrevet under. I slutningen af firserne rager dette store 2000AD-forfattermakkerpar uklar med hinanden, og går hver til sit, efter at have skabt og skrevet en stor del af de klassiske 2000AD-serier, så som Judge Dredd, Judge Anderson og Strontium Dog. Det sker, mere konkret, over Judge Dredd-historien Chopper in Oz, der er inkluderet i det næste bind i serien, Complete Case Files 11.

Så mon ikke det er den første metaltræthed, vi kan se begyndelsen på her, i det ellers indtil da bundsolide forfatterpar? Når alt dette er sagt, så er albummet bestemt ikke den rene elendighed. Tværtimod. Det er overordnet set et godt Dredd-album, der indeholder nogle virkelige gode Dredd-historier med de klassiske kvaliteter, der kendetegner Dredd-seriens korte historier. De er skarpt skårne, fyldt med satirisk indhold, stramt fortalt med tungen lige i munden og et glimt i øjet, samt actionspækkede og altid med et handlingstwist.

Der er historier, der til dels er pasticher, så som Phantom of The Shoppera – hvor en vanvittig robot antager skikkelsen som det maske- og kappeklædte, ulykkeligt forelskede fantom, her skjult i et stort shoppingscenter. Attack of The 50 Foot Woman, der selvsagt bygger på den klassiske halvtredserfilm med en halvnøgen kæmpekvinde, der her hærger Mega-City One og selvfølgelig støder sammen med Dredd. Vi støder også på Beating Heart, der er en Mega-City udgave af Edgar Allan Poes The Tell-Tale Heart (1843) og The Fist of Stan Lee, hvor Dredd skal tage en kung fu-mester ud.

Michael Jackson, The Ripper og andet godt fra havet

Brendan McCartys mere udsyrede firserudgave af Dredd og en Brit-Cit-Judge

Et sted mellem pastiche og karikatur er også The Comeback, hvor Michael Jackson laver et comeback (som levende død, thrillerstyle) i det 21. århundrede (noget Dredd naturligvis også ender med at få lagt låg på) og Night of The Ripper, hvor Judge Dredd møder og gør kål på den berømte, engelske seriemorder.

Derudover er der også en god del historier i albummet, der er rendyrkede Mega-City-historier og fokuserede i deres plotomdrejningspunkt på seriens universer. Så som On the Superslab, hvor Dredd bringer loven til Mega-City Ones kæmpemotorveje, Mega-City 500, og Varks, hvor kødædende aliens slipper løs i byen. I 10 Years On vil en tidligere straffet have hævn over Dredd for sine 10 år i cellen. I The Shooting Party gør Dredd op med en gruppe af dekadente rigmænd, der jagter mennesker som underholdning og nu vil jagte det farligste bytte af dem alle, nemlig Dommer Dredd, og endelig The Law according to Dredd, hvor Judge Dredd må gøre op med en copycat-dommer, der hærger The Cursed Earth med en meget hård retfærdighed.

Variation i stil skaber liv

En 50-fods kvinde hærger Mega-City One i Garry Leachs streg

Blandt tegnerne er Cam Kennedys stil let cartoony og den passer godt til historierne og deres stil. En anden af albummets tegnere, der har en stil, der endnu mere cartoonagtig, er en anden klassisk 2000AD-tegner, nemlig Ian Gibson. Han har også medvirket i de foregående albums, og Gibson var i firserne fast inventar på Judge Dredd. Han har her illustreret den fremragende historie Tomb of The Judges, der i lige så høj grad er en Psi-Judge Anderson-historie om en vanvittig robotopfinder, der prøver at få evigt liv ved at efterlignede de gamle egyptere. Han stjæler dommeres livskraft ved at dræbe dem i sit mausoleum.

Gibson er helt sikkert ikke alles kop te. Det er nok sådan, at enten kan man lide ham, eller også synes man han er lidt for fjollet i stilen. Men han er et tydeligt eksempel på, hvor forskelligt og langt omkring de forskellige tegnere i serien kommer i deres stil, og det synes jeg er en af seriens og albummenes charme. Det giver en god afveksling og giver plads til de forskellige tegneres vanvittige indfald og forskellig indtryk.

Alt er farligt i hånden på Dredd, her i Cliff Robinsons betagende streg

Alle tegnerne i dette album er gengangere, vi har set i de tidligere albums. Der er den hyperrealistiske Cliff Robinson, der er klart Brian Bolland-inspireret, men mere stiv i sit udtryk end mesteren selv – men dog værd at se. Steve Dillon er her også igen, og han er selv ved at finde sin form på vejen væk fra Bolland-dyrkelsen til den stil, vi kender ham for i Preacher-serien. Det jo er altid fascinerende at kunne se en tegners udvikling. Barry Kitson, der har tegnet historien om Stan Lee, har vi ikke beskæftiget os så meget med før, men hans stil ser vi også udvikle sig fra old school halvfjerdserpulptegneserie til et mere minimalistisk udtryk i stil med Dillons. En anden, der er meget naturalistisk i sin udgave af Dredd og detaljeret i sine billeder, er Garry Leach, der laver nogle virkelig fængede illustrationer i historien 10 Years On, som jeg er sikker på, alle vil kunne blive enig om at kunne lide.

I den mere vilde ende har vi Brendan McCarthy, som har tegnet historien Atlantis, som foregår i grænseområdet mellem Mega-City One og Brit-Cits jurisdiktion midt i Atlanten. Hans stil er kaotisk og vildere i udtrykket, men stadig klar nok i stregen for den brede smag. Kevin O’Neill, den klassiske 2000 AD-tegner, som de fleste nok nu kender fra League of Extraordinary Gentlemen, men som egentlig brød igennem med Nemesis The Warlock-serien, er også tegner i dette album, og hans stil er bestemt lidt mere vild. Han har blandt andet illustreret historien om de kødædende rumvæsner Varks, hvilket passer godt til hans stil med en masse forvrængede og grotesk smilende ansigter. Bestemt et besøg værd.

En mester takker af

Endelig er den klassiske Dredd-tegner Ron Smith også med i dette album for en kort bemærkning i en kort historie, og jeg kan aldrig blive træt af hans klare naturalistiske, detaljerede stil, der samtidig er grotesk og fyldt med karikaturer. Desværre er dette noget at det sidste, han lavede for 2000 AD, og som tegner generelt – det var nemlig omkring 1990, han lagde blyanterne på hylden; da var han også 76 år gammel!

Måske er The Complete Case Files 10 ikke helt så fantastisk et album som det foregående, men det er bestemt et godt Judge Dredd-album, også for ikke Dredd-nørder. Vi får overvejende topunderholdning, hvor der ikke er langt mellem snapsene, gennemgående godt og varieret illustreret, og ubetinget et besøg værd. Man får ikke andre steder så mange siders (god) tegneserie og underholdning for pengene, som man gør i disse mammutbind.

Judge Dredd: The Complete Case Files Volume 10 er venligst stillet til rådighed af forlaget Rebellion.

5 stjerner

Titel: The Complete Case Files 10
Seriens titel: Judge Dredd
Forfatter: John Wagner og Alan Grant
Tegner: Cam Kennedy, Kevin O’Niell, Ian Gibson, Brendan McCarthy, Barry Kitson, Cliff Robinson, Steve Dillon, Ron Smith, Garry Leach og Jeff Anderson
Albumlængde: 384 sider
hvid
Albummet udkom i juli 2008 på forlaget Rebellion, og består af materiale der første gang udkom i 2000AD progs. 474-522 i årene 1986-1987.

Anmeldt af: Claus Jacobsen | 13/06/2009